“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?”
”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet.
Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som en flod, der løber mod vandet. Min elskede hund Aimee drog til himmels i går og jeg er ladt alene tilbage.
”Det er vist en overdrivelse” siger Tranen, som også hedder Corr, ”det er når du holder sorg og tårer tilbage, at du føler dig tung og alene. Men sorgen er ikke en hemmelig byrde, du skal bære for dig selv. Den er noget, du kan skrive og lade beskrive, som kroppen der skælver og øjnene, der bløder tårer. Det er, når du smider smerte og tårer i fængsel og holder dem tilbage, at det for alvor føles tungt. Den sorg, den ubeskrivelige smerte.”
Jeg serverer paradokset for ham, han sagde det jo selv, da han kaldte sorgen for ubeskrivelig. Paradokset er han ikke uenig i, det er en trofast følgesvend på sjælens vej.
”Husk på at du er Fortællerske” siger han så, ”og din fornemmeste opgave er ikke at sige, hvad alle kan sige, men hvad vi ikke er i stand til sige.”
”Den var kringlet!” Jeg ler gennem tårer. ”Men jeg forstår. Tak kære Corr”
Det er mørk morgen, december er kommet med sorg og vinden er stille. Den kølige luft kysser min kind, mens natten træder et skridt tilbage. Dagen viser sig. Den er blå.
Jeg går videre og lader tårerne trille som de vil. Jeg lader det ske gennem mig og kroppen ved præcist, hvad den skal gøre. Flytte benene, et skridt af gangen, slippe tårer fri og lade dem dryppe ned i vandet under mig. Skrige til himlen sammen med kragerne, de sorte grædekoner, som hjælper mig på vej.
Herude er sorgen en naturlig del af livet. Den er kendt, den er en ven af den slags, man kan lære at elske eller i hvert fald acceptere. Ikke fordi man ønsker sig den, men fordi man ikke kan flygte fra den og fordi den er en bro mellem det, der var og det, der skal komme. Den er et værested for os, der har mistet.
Jeg tager det første skridt over broen. Under mig kan jeg høre vandet risle. ”Du er min sorg, hvisker jeg, og du skal være så hjertelig velkommen.”
Magiske morgensider, 2. december 2020
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)
Aimee
25.08.2008 – 01.12.2020
Den fortælling er til dig, kære Aimee.
Tak fordi du var i mit liv. Tak for alt det, vi to havde sammen.
For dansen i køkkenet. For stædighed. For selvværd.
For eventyr. For ren og skær glæde.
Flyv frit nu, smukke sjæl, jeg gemmer alt det gode, du viste mig.
I hjertet ❤
Tak for lån. Jeg giver hermed en stjerne tilbage.
Skrivecoach Lene Frandsen 
Lene. Først sender jeg deg min kondolanse over Aimees bortgang.
Så vil jeg fortelle deg at jeg for en liten time siden fikk vite at en venn fra noen år tilbake har gått bort og at jeg sitter her og lurer på hva jeg skal gjøre med sorgen jeg kjenner.
Sorgen er uløselig knyttet til takknemligheten over det “lille” som likevel føltes stort, mens min indre sensor og kritiker spør om jeg har lov til å føle det jeg føler.
Så kommer jeg hit til deg og leser ordene, ”Husk på at du er Fortællerske” siger han så, ”og din fornemmeste opgave er ikke at sige, hvad alle kan sige, men hvad vi ikke er i stand til sige.”
Takk for ordene, Lene. De gir retning og ringvirkninger.
Takk for det du har vist Lene, Aimee. Du lever videre på underfundige måter.
❤
Tak for dine ord og din deltagelse, Tanja. Det glæder mig at mine ord giver retning og ringvirkninger. Det er så vigtigt, når vi kan sætte ord på både sorg og sårbarhed. Da er vi stærke sammen. Tak for dig ❤
Og jeg kondolerer også.