Du er ikke forkert

“All is well” siger Wren, “du er ikke forkert.” Dis danser, sne smelter og kvinde træder ud af sin hoveddør og møder en fugl. ”Hov, det går for hurtigt, burde jeg ikke gå dig i møde og gennem porten til Det Magiske Univers?” ”Du er vågnet i Det Magiske Univers” siger Wren, som egentlig er... Continue Reading →

Sælkvinden

“Where attention goes, power flows.” Hun er en hyppig gæst på min sjæls kyst. Før var hun en sjælden frænde, jeg glemte hende næsten, men nu er det hende, som hele tiden ruller op på land. Den magiske sæl. ”Allerede? Igen?” Ordene tumler ud af min mund som to legekammerater, der lader sig rive med.... Continue Reading →

Forbigående tristhed

“Know that your sensitivity is not a curse, but a gift that allows you to receive and understand messages from your soul.” “Din sensitivitet er ingen forbandelse, den er en gave. Men for at sætte pris på gaven, må man vide, hvordan den virker. Og du må trøste din indre pige, som igen skvulper alene... Continue Reading →

Fordi det er nu vi lever

Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →

Sorgens bro

“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →

De store følelsers ord

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd – De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og.... Continue Reading →

Lad ikke din indre censor få det sidste ord

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores... Continue Reading →

Øvelse gør menneske

Vi mødtes på café i går aftes, veninden og jeg. I skumringen sad vi med vores mad og et glas vin og talte om livet. Udenfor lagde mørket sig til rette, efteråret kom snigende omkring hushjørnet og regnen faldt til blid, monoton musik. Der var eftertænksomhed i rummet, samtalen var langsom, lyttende og funderende. Vi... Continue Reading →

Det der inspirerer

En ny morgen med regn og magisk himmellys. Luften er sprød, stadig mild, men med en snert af noget andet. Efteråret rykker nærmere. Jeg sætter pris på de skiftende årstider og jo mere, jeg føler med årstiderne og den naturlige cyklus, desto bedre forstår jeg mig selv. Det er den manglende forbindelse til jorden, der... Continue Reading →

Når følelser påvirker skriveprocessen

Det er i skriveprocessen som i livet. Vi oplever dage med pludselig tristhed eller andre tunge følelser. Som om en sky er gledet ind foran solen og vi bevæger os langsomt ind i en tåge af tvivl. Jeg har også sådanne dage, men jeg har lært mig selv at skrive alligevel. Accept Når jeg mærker tristheden, starter... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑