Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Senere kommer solen i bleg udgave, jeg ser lyset fra mit vindue i værelse nummer 3 og skynder mig ud af døren. Helt impulsivt. Jeg skal ned til havet, jeg skal bade i det lys. De mange regnvejrsdage og tunge skyer, der hænger som våde rokokogardiner har gjort mig sulten efter lys. Og eftersom jeg... Continue Reading →
Der findes en hund som hedder Cù. Han holder til i landet mellem verdener og det kan ske, at du møder ham på din rejse i Det Magiske Univers. Pludselig toner han frem mellem skygger i skumringen. En hund, tænker du, det er alt for almindeligt, ja lidt kedeligt endda. Du drømmer måske om et... Continue Reading →
”For første gang nogensinde føles det helt rigtigt”, siger jeg til Cu, som er min følgefrænde i dag. ”Vejen, som ligger hen i dis. Alt det, der ikke har afsløret sig endnu, men som jeg kan mærke simrer. For kunne jeg se det hele og troede, jeg at jeg vidste, så var det ikke min... Continue Reading →
Jeg bliver hentet af hunden ved hullet. Tid til at drage videre, en gåtur gennem mørket, en kærlig udforskning af det, der er broens landskab. Han taler i en munter tone, Cù, men der er bestemthed bag de lette ord. Det er ikke en invitation, jeg skal nøle med at tage imod, det er døråbning.... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
Hesten og hunden, den sidste er en Berner Sennen. De er vist gode venner, de to og følge ad ind i den nye morgen et stykke på stien foran mig. Stengærde, honningurt, et par gamle egetræer og en birk. Jeg hilser dem og går videre i sporet efter de to. ”Dyrestalker” spotter en spøgefugl og... Continue Reading →
Der skete noget i går og forbindelsen blev genoptaget. En række småhændelser skabte midlertidigt kaos, men så pludselig faldt det hele på plads i en ny orden. ”Kaos, orden, kaos, orden” siger Cue, han følger mig tæt, men er stoppet op for at snuse til et træ. Den gamle eg i skovbrynet. Morgenen er ny... Continue Reading →
“Kan det magiske vandhul mon rumme min sorg?” spørger jeg Frøen, som er tilbage på åkandebladet. ”Jeg har mistet min elskede hund og tomrummet er stort. Det var med hende, jeg gik mine morgenture, langsomt, dvælende og fuld af dugfrisk magi. Hun viste mig vej til alt det, der er usynligt for det blotte øje.... Continue Reading →
”God morgen, min skønne, så mødes vi igen. I solopgangens lysende flod og under den store himmel. Græsset er vådt og duften af korn intens. Skyet himmel med sprækker af blå letsindigt strøet som frø. Dæmpet lys." Kvinde og hund på kanten til den nye dag, begge er de morgenfugle. Kvinden har sovet godt og... Continue Reading →
Der er stille, frosten ligger som hårdt sukker strøet over plænen og den sti, hvor hunden og jeg går tur. Mandag igen, men ikke en almindelig en af slagsne, for ingenting er som det plejer at være. Den aftagende fase har brugt os tæt på månen, den mørke, og fra hendes skød hører jeg et... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 