Du som ser i mørket

Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →

Der er ingen vej udenom

Frø gror i mørket og det gør du også. Og det ER mørkt, da jeg træder ud af døren og åbner den knirkende havelåge. Finregn drysser dråber, himlen er koboltblå mod lyset fra vinduerne i huset. Jeg går ud af markvejen, drejer til højre for enden af havehegnet og følges med tøvende lys i øst.... Continue Reading →

Hestekvinden

Da jeg trak kortet og så Each, hørte jeg hendes stemme. Nu er den stille. Tavs. Og det er det spor, jeg følger ind i morgenens landskab, lyden af stille venten. Gudinden af Daggry, halvt menneske, halv hest. Each er en del af mig. Sådan er mit stjernetegn og nu ser jeg hende pludselig tydeligt... Continue Reading →

Du er medicinen

Er dette sjælens mørke nat? Jeg fragtes dybt ind i mørket og tristheden danser. ”Så dans med den” gumler Soen, ”det er hemmeligheden. Dans med tristheden, hold om den og mærk dens væsen.” Jeg danser hver morgen, jeg danser elementernes dans. Vender mig mod alle verdenshjørner og danser energien. Midt i mørket har jeg givet... Continue Reading →

Et eventyr blev til

På et tidspunkt, hvor Merkur var i retrograd og der var klumper i kommunikationen, sad en kvinde bag sit skrivebord og komponerede et nyt skrivecirkelforløb for kvinder. Det skulle blive en selvstændig fortsættelsen af Fortællersken I, Intuitiv Skrivning. I det nye forløb skulle en særlig ingrediens på banen, en helt særlig kraft. Eventyret. Det skete... Continue Reading →

Kvinden og høgen

Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →

Din tid er inde

“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej.  Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →

Det der vil skrives

I dag sidder jeg stille og venter efter skrivelys er tændt og kortene trukket. 3 nøgleord åbner døren til det budskab, der hører til dagen i dag. En pludselig forstyrrelse afbryder flowet, men i dag jeg mig ikke irritere. Jeg lytter og møder den med fred. Så skriver jeg videre thi ordene er mit transportmiddel.... Continue Reading →

Fra fobi til forbindelse

Engang havde jeg fuglefobi og gjorde alt for at undgå de bevingede væsener. Nok kunne jeg med en vis beundring betragte dem på afstand, men det var altid med et hertil og ikke længere. Det ændrede sig den dag, hvor jeg ved Sommersolhverv var på trommerejse og Ørnen kom til mig som frænde. I mere end... Continue Reading →

Hengivelse

Uglen og Kragen konverserer og det gør de på de allersidste sider i min skrivebog. Selv er jeg stået op til en morgen med skarp sol mellem skyer. Først rødmende himlen, så hengav den sig. Og det, min ven, er også nøgleordet i dag. Hengivelse. ”Et spadestik dybere” siger Uglen og Kragen nikker, ”det kræver... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑