Når skrivelængslen kalder
Jeg har ikke altid stolet på min intuition, men den har altid været dér. Stærk, stædig og kraftfuld gennem de mange år, hvor jeg ignorerede dens kald. Du kender det måske? Det er ubelejligt at man bliver opfordret til at gå mod strømmen. Det er farligt, når man kaldes til at være den, der stritter... Continue Reading →
Ved nymåne finjusterer jeg min intention. Jeg ved, at det kræver mod at blive på pensionatet og fortsat deltage i Gwyneths subtile undervisning. Det er op til mig, hvad jeg vil have ud af undervisningen. Med svanen som frænde falder jeg i dyb søvn og svømmer i et hav af drømme. Ulven kommer til mig... Continue Reading →
Senere fortæller hun mig om kunsten at holde fokus. Det er blevet aften og solen synger i vest, dug falder. Salaten af friske bøgeblade smagte vidunderligt sammen med det sidste brød og de bær, vi plukkede undervejs. Faola sørger for det hele og det går op for mig, at hun er den fødte leder. En... Continue Reading →
Snart sidder vi placeret rundt om soluret med lukkede øjne og fuldt fokus på at lytte til vinden. Et budskab er undervejs. Vil det nå os, er vi i stand til at høre? Det kan være svært at blive stille nok, tankerne vil gerne bidrage med slidte løsninger. Jeg slipper min irritation over at være... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Noget i mig er vækket til live, spændingen er som adrenalin. Vi er på vej ind i skoven for at hjælpe manden med hætten. Vi har fået en opgave. Forbandelsen må hæves. ”Det er lige efter bogen” siger ulven henvendt til mig. Hun står foran den store sten med de forunderlige inskriptioner. Det er en... Continue Reading →
Det er Ulven. I samme sekund ser jeg billeder og hører hviskende ord. Som i en film. Min sjæl forstår, det indre landskab svøbes i blødt lys og hårde kanter smuldrer. Solen hejser flaget i øst, lyset vender tilbage. Hun kommer nærmere. Jeg stopper op foran et hus, der var engang. Laden er brændt. Jeg... Continue Reading →
Der er ulv i sigte. Jeg drømte om en valmuemark, de røde blomster dansede i sommerstøv og sang for mig. Der var et budskab. Noget at huske. Nu er det morgen og drømmen forbi. Men da jeg finder porten til Det Magiske Univers går det op for mig, at jeg ikke kan være så sikker.... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Oktober. Jeg byder hende velkommen et sted sidst på natten, hun er ved at pakke ud. Regnen trommer mod ruden, jeg ligger vågen et stykke tid, inden søvnen igen fanger mig ind. ”Kan du huske, hvad du drømte?” spørger hun mig senere over morgenkaffen. Vi sidder i køkkenet. Det er stadig mørkt udenfor, på bordet... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 