Når skrivelængslen kalder
Jeg må indrømme, at jeg er forvirret. En insisterede tanke dukkede op, da jeg stod under bruseren. Kan jeg stole på Elva? Det har jeg aldrig tænkt før, men nu føler jeg presset ud i en situation, jeg ikke har kontrol over. Bedst som jeg havde accepteret min rolle som vandrevært og ventede en ny... Continue Reading →
De sidste linjer er svære at skrive. Min hånd ryster og mit hjerte blafrer som et blad i vinden. Er det virkelig slut nu? Fuld af vemod og med et væld af tårer, der triller ned over kinderne, da jeg for sidste gang sætter mig ved skrivebordet under vinduet og åbner min rejsedagbog. Den bog,... Continue Reading →
Fortællingen kunne slutte her, men det gør den ikke. Bedst som jeg havde sluppet den og sat den fri i stormende kuling, bedst som jeg havde opgivet alle tankerne om at ville noget bestemt, vågner jeg en morgen og opdager en hvid fjer på min dyne. Det er vel nærmest et dun, tænker jeg, uden... Continue Reading →
I de oktoberdage kommer stormen. Den hyler som en ulv og skubber træer og buske ind mod huset. Grene slår mod ruden i monotone trommeslag. Havet er uroligt, bølgerne vælter mod land og hybenbuskene bøjer sig for vinden. Græsset ser slukøret ud. Vinden vækker mig om natten, jeg ligger vågen i stykke tid og lytter... Continue Reading →
Skrivelyset brænder, jeg har trukket dagens kort. Stille skriver jeg mig ind. Denne gang inden morgenmaden. Lyset tøver, knækker en af nattens strenge, men melodien spiller stadig. De danser på kanten. Mørket og lyset. De venter på et tegn. Jeg har lært om tålmodighed, skriver jeg i min rejsedagbog, men ved ikke helt, hvad det... Continue Reading →
Hvad jeg så i vinkælderen? Jeg troede ikke mine egne øjne og du vil heller ikke tro dine. Men du må tålmodigt vente på afsløringen, den kommer først på de sidste sider af dette manuskript. Et manuskript som afsluttes ved tidspunktet for Samhain, hvor jeg med min kuffert træder ud af døren til Pensionatet og... Continue Reading →
”Skal vi så fejre noget her ved nymåne?” spørger Elva. Vi er samlet til eftermiddagste i køkkenet. Det er normalt Virginias domæne, men hun er taget på weekend hos familien. Maize er i skoven, det er hun næsten altid nu og rygtet siger, at hendes hus tager form og vil stå færdigt med udgangen af... Continue Reading →
Please help me set new loving boundaries, a gentle room of protection Ordene kommer på engelsk, som de nogle gange gør. Sprog flyder sammen. Jeg skriver dem i min rejsedagbog ved Nymåne. Det er lørdag morgen, tidligt, de stærke energier holdt mig vågen den sidste del af natten og jeg lå med min bøn. Efterhånden... Continue Reading →
Jeg har mødt Haren og Hind. Jeg har talt med Cailean. Svarene danser i brisen, men som Haren sagde, er svar sådan et endegyldigt sted, som om alle veje ender her. I ingenting. Mens jeg går det stykke af landevejen på vej mod Pensionatet og drejer af ned af stien til venstre, kan jeg mærke,... Continue Reading →
Vi sidder lidt ved køkkenbordet i tavshed, blødt lys og glæde. Det er en stille glæde, en slags resignation og jeg ved, hvad jeg skal bede Cailean om hjælp til. Mine ben førte mig hertil. Jeg lod mig fragte. ”Hvad har du på hjerte?” siger han så med mild stemme, den gode Cailean. ”Lidt for... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 