Birkeporten

Det er tidlig morgen, da jeg ror tilbage til vigen og det åbne hav lukker sig bag mig. Jeg er tilbage ved vandhullet, som frøen kalder magisk. Jeg lægger båden til i sivene og da jeg igen står på landjorden, sejler jorden stadig under mig og følelserne skvulper. Med usikre skridt går jeg af stien... Continue Reading →

Sorgens sø

“Kan det magiske vandhul mon rumme min sorg?” spørger jeg Frøen, som er tilbage på åkandebladet. ”Jeg har mistet min elskede hund og tomrummet er stort. Det var med hende, jeg gik mine morgenture, langsomt, dvælende og fuld af dugfrisk magi. Hun viste mig vej til alt det, der er usynligt for det blotte øje.... Continue Reading →

De svære fortællinger

Jeg står ved en skillevej sammen med Ulven. Hende, som ville lære mig om vildskab og alt det, der hører med. Selvomsorg. Grænser. Accept af den kreative cyklus og min egen dans i den. Vildskab er ikke altid heftig fremfusen og vigør. Kunsten at turde vente er hun også en slags mester i. Selv er... Continue Reading →

Knoglesamleren

Jeg forsøger at huske, hvad hun fortalte mig i går. Hvad jeg lærte. Men for at huske det, må jeg gå dybere og ind i kroppen. Så jeg sætter mig stille på kanten af den nye dag og mediterer. Siger tak. For den vej, der åbner sig i mig som en sprække. Lyset er dristigt... Continue Reading →

De forsvundne ord

Det var et frygteligt sted at være. Corona-virus og advarsler så langt øjet rækker. Og så skulle hun til begravelse. Tunge skyer, silende regn og et humør, der fuldstændig matchede vejret. Mennesker stod ud af deres biler og gik op mod landsbykirken. Udenfor kirken stod bedemanden, som var en kvinde med en flaske sprit. De... Continue Reading →

I nat sover ingen

Jeg har savnet hende, men denne morgen mærker jeg igen hendes kald. En stille sang breder sig i mit bryst, hun nynner og lader mig vide, at jeg er på rette vej. En kæmpe omvej af mørke og frygt, der som en kødædende plante blev min rute gennem december. Et dybt sted af sorg og... Continue Reading →

Men lyset kommer

En fortælling byder sig til hver eneste morgen, når jeg sidder i skrivelysets skær med mine magiske morgensider. Den er en mulighed og en invitation. Som en sæbeboble bristes den i usynlige glasatomer og forsvinder igen, hvis jeg ikke lytter og tager imod. Men den er hverken fornærmet eller sur, den pønser ikke på hævn... Continue Reading →

De store følelsers ord

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd – De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og.... Continue Reading →

Vildfarelsen

I dag vil jeg dele en fortælling med dig, som du har hørt før, siger hun og slår op i bogen på præcist den side, hvor fortællinger starten. Bogen kender hende som hun kender den. Det regner i dag og vi har søgt ly i en gammel hytte tæt på bøgetræet. Det undrer mig, at... Continue Reading →

Livet

Jeg venter lidt med fortællingen, skriver jeg i bogen, for lige nu har jeg brug for at sætte ord på det sted, jeg befinder mig. En station i et frostklædt landskab og fugle, som forkynder at vinteren kommer tidligt i år. Det har været en underlig uge, revet ud af feriens favn efter blot en... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑