Du skulle bare vide

For anden dag i træk kommer han hoppende gennem sneen og det er selvfølgelig helt uhørt i din del af virkeligheden, men herfra hvor jeg står, er alt muligt. Du skulle bare vide. Det magiske vandhul er frosset til is, men det gør kun landskabet endnu mere indbydende. Lige nu kan du som naturen holde... Continue Reading →

Solsorten og pennens kraft

Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →

Tærsklen

Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →

Guddommelig omvej

Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →

Spørg sjælen

Der er sne ved det magiske vandhul og is på vandet, men det forhindrer ikke hverken Frø eller Bæver at være til stede. For ser du: Der var engang og engang var der ikke … Rigide regler, nu bløde som smør, smelter på isen. Bæver griner sit uimodståelige grin og Losgann siger sit kvækha! Tonen... Continue Reading →

Fordi det er nu vi lever

Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →

Sorgens bro

“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →

Hestekvinden

Da jeg trak kortet og så Each, hørte jeg hendes stemme. Nu er den stille. Tavs. Og det er det spor, jeg følger ind i morgenens landskab, lyden af stille venten. Gudinden af Daggry, halvt menneske, halv hest. Each er en del af mig. Sådan er mit stjernetegn og nu ser jeg hende pludselig tydeligt... Continue Reading →

Fra fobi til forbindelse

Engang havde jeg fuglefobi og gjorde alt for at undgå de bevingede væsener. Nok kunne jeg med en vis beundring betragte dem på afstand, men det var altid med et hertil og ikke længere. Det ændrede sig den dag, hvor jeg ved Sommersolhverv var på trommerejse og Ørnen kom til mig som frænde. I mere end... Continue Reading →

Hengivelse

Uglen og Kragen konverserer og det gør de på de allersidste sider i min skrivebog. Selv er jeg stået op til en morgen med skarp sol mellem skyer. Først rødmende himlen, så hengav den sig. Og det, min ven, er også nøgleordet i dag. Hengivelse. ”Et spadestik dybere” siger Uglen og Kragen nikker, ”det kræver... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑