Pennen

”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →

Tør jeg?

Hele morgenen har jeg har hørt hendes stemme hviske, hun vil have min opmærksomhed, men jeg har ting at gøre. Jeg beder hende om at vente og skubber hende blidt væk og udsætter hende. Jeg udsætter hende for ignorering og iklæder mig min travlhed. Fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til den slags... Continue Reading →

Når skrivelængslen kalder

Jeg ser dem komme, ved daggry nærmer de sig med tøvende skridt. Vævet ind i solopgangens spind træder de ind i landskabet og gør sig klar. Klar til at skrive en ny morgen og åbne op for en vej, som allerede findes i dybt i dem selv. De er fortællersker, men tør næsten ikke tro... Continue Reading →

Fisker, væverske, fortællerske

Jeg forsøger at blive stille nok og falde til ro. Efter morgentur med hundene i fint frostklart solskin. Lytte. Hvad rører dér sig, hvordan er energien i dag? Det er lørdag og skrivelyset brænder. Gennem vinduerne falder sollyset ind og skygger danser på skrivebordet. Her sidder hun. Fortællersken. Med skrivebog og pen. Afventende, lyttende. Hvad... Continue Reading →

Døren til hende

Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →

Stemmer og følelser

Som en kvinde opdagede det på sidste FORTÆLLERSKEN hold, er det helt normalt at have to eller flere stemmer i fortællingerne, efterhånden som vi lærer de forskellige steder i os selv at kende og kaster lys på dér, hvor der var mørke. Men hvordan lyder mørket? Og lyset? Hvordan bliver fortællingen, hvis jeg skriver den... Continue Reading →

Døren til hende

Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →

Gåsen og den usynlige dør

En flok gæs flyver over mit hoved på morgenturen, deres V-formation kommer til syne i regndisen. Jeg ser, registrerer og fanger et subtilt budskab, som jeg ikke tolker. Jeg går videre. Da jeg er hjemme igen, tænder skrivelyset og trækker mit dyrekort, er det Gåsen, som træder frem. Jeg smiler uvilkårligt. Sådan er det ofte... Continue Reading →

Kriger med pen

Lyt til regnen, stilheden og morgenens sang. Se skrivelysets flamme blafre, mærk varmen og ilden. Vinter, en tid til at dvæle i og tage dig kærligt af dig selv. Dine behov. Mærke efter og være helt hudløs ærlig: Hvad gør dig godt? Denne stund med skrivebog og ord, siger du uden tøven, det øjeblik, hvor... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑