Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →
” When you make room for stories, stories make a room for you”. Den gamle bøg taler for første gang til mig, tavsheden brydes og vinden rusker op i grenene. Det har regnet i nat og de nedfaldne blade er gennemblødte og blanke i pytterne for træets fod. Et blad giver slip og svæver den... Continue Reading →
I dag er vejret i sync med mit humør. Vi danser i takt, regnen, blæsten og jeg. Jeg er lige kommet ind fra morgenens gåtur med hunden og en stemme som vindens hvisker i mit øre: You’ve only just begun. Tærsklen mellem efterår og vinter Jeg kaldes ind, kaldes hjem og inviteres til at lytte.... Continue Reading →
Det var da jeg lavede min morgenyoga og meditation, at jeg hørte hendes stemme. Hun kaldte på mig. Noget i mig vidste, så jeg adlød, fulgte brødkrummesporene ind i skrivestuen og videre ud i køkkenet, hvor jeg satte vand over til te. Te med kamille. Nu damper teen i koppen, afventende, mens den trækker. Jeg... Continue Reading →
I Fortællersken, mit online skrivecirkel for kvinder, var dér tidligere på året en kvinde, som havde en magisk og rørende intention om at lytte til den stille stemme og skrive fra et andet sted. Hun var nemlig vant til at skrive, hun var uddannet til det. Dog skrev hun ikke for sig selv og til... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, inget hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →
Jeg tøver lidt, men tænder så skrivelyset og sætter mig ved bordet. I keramikkruset fra Mols er der nylavet te. Den grønne med jasmin. Udenfor rusker vinden i træerne, lyset er lidt mere dristigt end for et par timer siden. Dagen startede i mørke og til lyden af regn. Det varede længe, inden det blev... Continue Reading →
Det er et særligt øjeblik. Jeg træder ind i rummet, går gennem døren, den står altid på klem nu, der er altid åben. Jeg tænder skrivelysene, højtidligt puster jeg tændstikken ud og trækker vejret dybt. Sætter mig på stolen ved bordet, kaster et blik mod vinduerne, ser regnen og vanddråberne, der har lavet en smuk... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 