En brik fra glemmebogen

Det var da jeg lavede min morgenyoga og meditation, at jeg hørte hendes stemme. Hun kaldte på mig. Noget i mig vidste, så jeg adlød, fulgte brødkrummesporene ind i skrivestuen og videre ud i køkkenet, hvor jeg satte vand over til te. Te med kamille. Nu damper teen i koppen, afventende, mens den trækker. Jeg åbner forsigtigt døren til det sted i mig, hvor hun kalder. Knirker. Lytter.

Hendes kald er en hvisken

Hendes kald er en hvisken. Mens døren knirker højlydt og synger sin hymne til den nye morgen, strækker hun sig dovent i morgensolen. Håret er uglet, øjnene endnu smalle efter hvile og søvn. Hun virker veltilpas. Rolig. Men er hun nogensinde andet? Nu rækker hun hånden ud mod mig og byder mig velkommen.

“Kom, sæt dig.” Jeg finder min stol i støvet fra morgenlyset og sukker. Sætter mig til rette og afventer, trækker som teen. Vi har ikke travlt. Vi har aldrig travlt, når jeg er sammen med hende.

“Jeg hilser dig” siger hun med bydende stemme og ser granskende på mig.

“Du har bedt om inspiration. Om mirakler. Du har bedt om guddommelig vejledning og brødkrummespor på din vej. Dine bønner er hørt. Løft blikket og se solen stige til himmels i øst. Løft blikket og betragt fuglene, som svæver med lyset i horisonten. Denne morgen, denne dag. Løft blikket, løft sløret og se bag tæppet af det tilsyneladende og glid ligeså stille ind i det univers, som din sjæl kender så godt. Her føler du dig godt tilpas. Du sukker og falder til ro. Et smil bølger om dine læber, det var dér ikke før.

Kom, sæt modstanden udenfor døren præcist på samme måde som du selv blev sat udenfor døren af din matematiklærer i folkeskolen, fordi du ikke kunne holde med at grine. Latteren var din tro følgesvend dengang, kan du huske det? Åh, den var stærk, kraftig og god, den kom bag på dig og rumlede altid i dig. Altid parat og ikke altid værdsat af andre og da slet ikke din matematiklærer. Matematik skal ikke være sjovt. Men du kunne ikke lade være, for du grinede slet ikke af ham eller andre. Du lo bare, fordi latteren fyldte dig og ville ud. Den ville danse. Så fuld af følelser. Liv. Latter. Hvor blev den af?”

En brik til dit puslespil

Jeg trækker sørgmodigt på skuldrene. Jeg ved det ikke, men jeg kan godt huske. Latteren, den umiddelbare. Endnu et suk og så ser jeg den. Brikken. I hendes hånd.

“Tag denne brik og læg den dér, hvor den hører til. I dit livs puslespil. Den har manglet. Du har savnet den, du har længtes. Men først nu er du klar til at modtage den med den åbenhed og kærlighed, som den har brug for. Du er klar. Men vær forsigtig, for den er skrøbelig efter mange år i glemmebogen.

Glemmebogen!?

Mange år i glemmebogen? En brik. En bog. Glemmebogen. Vil det sige, at hun har den bog i besiddelse, den bog, hvor det hele står? Og alt det, jeg glemte undervejs eller lod ligge? En bog fuld af ord, visdom og savnede brikker. Vil jeg mon finde dem alle inden …? Spørgsmålene vælter nu fra mig som en kilde, der har fundet sin flod. Jeg gør som hun siger, jeg løfter blikket og lader det glide ind i hendes for at finde et svar.

Hun smiler underfundigt.

Sandheden serveres i små bidder, efterhånden som jeg bliver klar

“Det er spørgsmål, som du må tage med dig videre. Lev spørgsmålene. Bliv dem. Findes der mon en glemmebog? spørger du og sender tvivl ind i rummet. Hvorfor? Jeg fortalte dig jo, at brikken var skrøbelig og porøs efter mange år i glemmebogen. Har du nogensinde oplevet, at jeg har løjet for dig? Det får hende til at le og også jeg må krakelere i et smil. Nej, hun har aldrig løjet for mig, men det er bare ikke altid, at jeg får hele sandheden serveret på én gang. Faktisk sjældent, jeg får små bidder, små brikker. Som nu. På denne morgen i oktober.

Fornyet, forvandlet, hver gang årshjulet drejer

En brik. Så skrøbelig, så smuk i efterårslyset. Fra min plads i solen, i støvet, kan jeg se træerne i haven. Lyset leger med farverne, røde, orange, gule, en vidunderlig symfoni. Det er en sang, en sang min sjæl kender og et ganske særligt sted.

“Hvor du har været før” nikker hun og fuldender min sætning. Hvilket får dig til at tænke på årshjulet og hvordan det snurrer. Hvordan noget aldrig er helt forbi eller endegyldigt. For livet er ikke lineært, ikke for dig, vel? Du har opdaget, at når du har taget turen rundt, kommer du tilbage og kan starte igen. Fornyet. Forvandlet. Alt er som sidst og alligevel er alt forandret.

Hænder som ved

Jeg ser på hende og ser mig selv. Jeg ser på hende og ser alle kvinder. Dem, der gik før og dem, der kommer efter. Lige her i sollyset på denne oktobermorgen smelter det hele sammen til en sød og kraftfuld symfoni. Dér er noget lærerinde over hende, en af den slags, man får lyst til at bringe æbler og hjemmebagte kager. En af dem, man gerne vil ofre til og sige tak. Fortælle hende, at hendes hjælp, vejledning og blotte tilstedeværelse i dette inderlige rum er en uvurderlig og magisk gave, som man er blevet skænket i sit liv. Uden hende var jeg ikke mig. Jeg får lyst til at skrive hende en sang.

“Men det er din egen sang, du skal skrive” smiler hun og vifter med hånden. Audiensen er forbi. Jeg rejser mig forsigtigt, lægger brikken i den store lomme i min strikkjole og tager hendes hænder i mine. Hendes hænder, gamle hænder med fremtrædne årer, rynker og leverpletter.

Skønne hænder, brugte hænder, hænder som har levet og høstet uendelig visdom. Hænder, som kan heale. Lindre og lave te. Hænder, som kan knytte bånd og samle brikker, strikke strømper og koge magiske brygge og livseliksir. Hænder, som bærer på fortællinger, der er klar til at se dagens lys og blive skrevet eller fortalte, flydende gennem mig som en kilde af kreativitet, når jeg er klar.

Hænder, som berører. Hænder, som ved. Jeg kysser dem farvel i ærbødighed og sukker dybt. Åh, jeg kunne blive i dette rum med hende, for evigt, men den slags findes ikke. Jeg må forlade rummet og bevæge mig ud i verden med det, jeg nu har høstet og lært. Jeg må sige det højt og give det videre. På min måde. Endnu en brik. Fra glemmebogen.

En sang, som længes efter at blive sunget

Fortællingen, som jeg delte med dig ovenfor, kom til mig, da jeg lavede morgenyoga. Den var i kroppen, i sjælen og svævede som en due foran mig. Kaldte. Rumsterede. Men jeg ignorerede den, for jeg var jo optaget på yogamåtten. Siden satte jeg mig i meditation, men den meditation, som jeg havde tænkt mig at lave via min telefon, virkede ikke. Den ville ikke! Så jeg satte mig i stedet for i stilhed, trak vejret dybt og så lige ind i hendes øjne. Stemmen kaldte, det er nu og jeg vidste det. Afbrød meditationen og gik ind for at skrive det, der var klar. En sang længtes efter at blive sunget. Det var tid.

Sådan er det med de fortællinger

En ny fortælling. Eller en gammel. En af dem fra glemmebogen. For sådan er det med de fortællinger, de kommer, når vi hengiver os til skriverejsen og har en intention om at skrive vores vej. De kommer, når vi har formuleret vores intention og når vi møder op hengiver os til processen. Den kreative proces, som hverken er lineær eller forudsigelig.

Og hende? Hvem er hun? Ser du, jeg kalder hende min indre fortællerske og hun ved. Jeg kan skrive fra hendes visdom, dyppe min pen i hendes poesi, jeg kan drikke af hendes kilde og sidde på hendes skød. Uanset, hvad jeg har brug for, så giver hun det til mig, men hun gør det via ord og fortællinger.

Hvis vi vil leve i pagt med vores sjæl og synge den sang, der er vores hjertes længsel, så er det ikke længere en mulighed at ignorere den stille stemme. Når vi ikke adlyder kaldet, når vi ikke følger længsel og hengiver os, så æder det os op indefra. Det plager os både følelsesmæssigt, spirituelt og fysisk. Meget kreativitet, mange fortællinger og alt det, vi lod ligge i glemmebogen, er lagret i kroppen. Derfor oplever jeg også ganske ofte, at det banker på under yoga eller på en vandretur.

Fortællerskens vej

Skriv med mig

Har du skrivelyst og længsel og kalder din indre fortællerske på dig fra et sted dybt i længslens brønd? Har du en intention om at blive bedre til at lytte til din indre stemme og til at sætte ord på det, du hører. Vil du gerne opleve fortællingens kraft og magi gennem din egen pen?

Så kom, skriv med mig, i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Jeg har 3 skrivemuligheder til dig lige nu. Du kan vælge mellem et eSkrivekursus, en intuitiv skriveworkshop her i min skrivestue eller du kan blive en del af det nye hold af Fortællersker, som stævner ud den 9. januar. Eller du kan vælge flere ting. Valget er dit.

Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com.

Vintercirklen - Den indre rejse

Rum til ord, skriverier og fordybelse. Skriv din vinter.

Velkommen i Vintercirklen, den indre rejse, mit næste eSkrivekursus for kvinder. Forløbet er dedikeret til mørket, vinteren og det sjælearbejde vi kan gøre via vores ord og skriverier.

VINTERCIRKLEN, den indre rejse
eSkrivekursus for kvinder

Dér er særlige tidspunkter i livet og på året, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens stemme og sang. Vinteren er et af de tidspunkter.

Vintercirklen, den indre rejse, eSkrivekursus, er en hyldest til vinteren, mørkets gave og det sjælearbejde, vi kan gøre via vores ord. Oplev magien i fortællingens kraft og sæt din skrivelængsel fri i et vinter-skriveforløb for sjæl og hjerte.

Vintercirklen, den indre rejse
Start 23. oktober / Varighed 14 uger
Pris DKK 1050,- inkl. moms
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Der er endnu ledige pladser. Sidste frist for tilmelding er den 21. oktober.

Du finder invitation og detaljer i linket her.

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Samhain og Mørkets Gave – Intuitiv Skriveworkshop i Mørkets Tegn
for kvinder med skrivelængsel
Onsdag den 31. oktober 2018 kl. 10 – Skrivehuset v. Ringsted

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Samhain og støtter dig på din indre rejse fra efterår til vinter.

Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke den vinter, som snart er en realitet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og kvindekraft.

Der er kun plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Der er endnu 2 ledige pladser.

Pris pr. person DKK 1050,-
som inkluderer kaffe, te, kildevand, lidt sundt og lidt sødt.
Du medbringer selv din frokost.

Du finder invitation og detaljer i linket her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Fortællersken

Fortællersken er et online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel.

Nyt hold starter den 9. januar 2019
Varighed 4 måneder.

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Pris DKK 1800,- inkl. moms
for 4 måneders skriverejse (online)

Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.

Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com og betaling sker enten via Mobilepay til 29476483 eller bankoverførsel.

Du er hjertelig velkommen i Fortællersken. Der er et begrænset antal pladser på holdet, flere har allerede tilmeldt sig, så tøv ikke for længe, hvis du bare kan mærke, at du skal være med.

Du finder invitation og detaljer i linket her. 

Kærlig hilsen
Lene

Ignoring the inner voice is not an option.
When we don’t heed the call when it comes, it slowly eats away at the fiber of our lives.
It plagues us emotionally, spiritually, physically …
And so I continue to ask myself: what is the song of heart’s deepest longing?
Each time I wake from a dream, I gain a word, a note, another phrase of a song.

And slowly, I am assembling.
Bringing the fragments of myself back together again.
Assembling the pieces of a song that is longing to be sung.
A life that is longing to become.

-Kristen Roderick –

Til inspiration, læs også gerne:

Mørket kalder mig hjem

Hver gang årshjulet drejer

Hymne til det uperfekte, mit seneste inspirationsbrev til livet og skriverejsen

Fortællerskens vej

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: