Når alt håb er inde

Du er kommet for at skænke mig en fortælling om dette tidspunkt på min rejse. Om tomrummet, som er dybere end nogensinde før og om følelsen af, af alt det gamle som før trøstede mig og gav mig et sted at være, ikke længere er gyldigt. De klæder, som jeg før varmede mig i, er forkerte og ubrugelige. De passer mig ikke længere.

På kanten til forår står jeg og stirrer ud i horisonten. Det er eftermiddag og solen sejler mod vest, synker lidt for hver bevægelse. En flok krager flyver forbi, deres skrig rammer mig og vækker genklang. På kanten til forår og i et tomrum, som jeg ikke kender fra før. Dette her er anderledes. Jeg er anderledes. Så hvem er jeg nu?

Du er kommet for at skænke mig muligheden for at sætte ord på, men svar kan du ikke give mig. De svar er ikke klar endnu, siger du og smiler skælmsk, mens vinden rusker op i dine fjer.


Det er koldt i dag, jeg spejler mig i det nøgne landskab og skutter mig uvilkårligt. Vi er ens, landskabet og jeg. Under mig ligger et tæppe af gult og grønt. Erantis og vintergæk kigger frem som små spirer af håb gennem den frosne jord. Hvor får de dog energien fra? Selv er jeg som jorden. Frossen.

Hvem er jeg nu? Og hvad laver jeg dog her på kanten til forår i den iskolde vind?

Ikke at vide skaber en åbning

Jeg sender mine spørgsmål af sted som tavse brevduer, sætter dem fri og ser dem forsvinde i horisonten. Som silhuetter mod den faldne sol i vest. Dagen går ned uden at love mig noget andet, end at jeg nok stadig er her i morgen. Det er sandsynligt. Men hvem er den jeg, som i morgen står op og takker for den nye dag? Hvem er den kvinde? Og hvorfor er hun så uendelig trist, når nu det snart er forår?

Du skifter ham

Du skifter ham, siger du. Du skifter ham ud med hende. Ordspillet sætter jeg pris på, det ved du, men jeg er ikke i stand til at le lige nu. Jeg nikker bare og ved, at du ved. For du er kommet for at være med mig i disse timer, disse dage og det er alt. Du er kommet for at stå ved siden af mig, at vente sammen med mig.

Forleden dag kom du også. Bankede på døren til tomrummet og trådte ind uden svar. Men vi havde en god samtale og jeg høstede nogle ord, som nu simrer i mit indre.

”Hvorfor gå ud, når alt håb er inde?”

Ja, det er normalt omvendt, gå ud, ud i naturen og det gør jeg hver dag, men ordene er stadig de samme. Håbet er inde, du bærer det i dig som en spire af lys. En lille flamme, der brænder på vågeblus, men som vil rejse sig og tænde din indre ild. Igen. Lige nu fryser du, du ønsker svar og udveje, men du inviteres til at blive. Inde.

Svigt aldrig din sjæl

Jeg lader ordene stå og sætter mig med sorgen. Jeg har taget afsked med noget uden helt at forstå hvad og hvorfor, men jeg ved, at det er nødvendigt. Jeg skifter ham, siger du og det har jeg hørt før. Lige før, mens jeg gik rundt mellem træerne hørte jeg hendes sang.

You are shedding skin. You are shape-shiting.

Jeg sørger over det, jeg nu siger farvel til uden at have noget andet at holde fast i. Hold fast i dig selv, hvisker du og kysser blidt min kind.

Svigt aldrig din sjæl.

Havtorn1

Når hjertet venter

Og hjertet venter. Venter og ved. Impulsen til flugt er stor og jeg mærker både rastløshed, tomrum og træthed. Læser mine egne ord fra tidligere, kvinde kend dit tomrum, det troede jeg jo, at jeg gjorde, men det her er anderledes. Større. Og langt mere gennemgribende.

Et indre jordskælv bevæger mig i mange retninger og tankerne går i ring. Rundt, rundt og rundt, men det eneste tankerne har, er de gamle historier. De historier, jeg før lunede mig ved, giver mig nu forfrysninger. De brænder ikke længere. De giver mig ingen varme.

Jeg venter på nye fortællinger

Jeg sætter mig og venter på de nye fortællinger. Det, der skal komme. En tråd, et lys, en åbning.

Jeg sætter ord på

Du er kommet for at skænke mig muligheden for at sætte ord på. Og det gør jeg om det så er det eneste, jeg gør i dag. Jeg har nemlig for længst forstået, at skrivningen er essentiel for mit velbefindende, det samme er de fortællinger og historier, som jeg ofte får kontakt med, når jeg skriver mig ind.

Jeg forbinder mig via ordene, de er en del af mit ritual

Hvorfor skrive? Fordi jeg forbinder mig via ordene. Jeg sætter ord på og ordene sætter på bænken her ved siden af mig og venter. Med mig. De lytter uden dom og som regel dukker du op og skænker mig en fortælling. Jeg har tillid til at det forholder sig sådan.

Du er min fortælling

Du, min ven, er en del af mit ritual. Men du er mere det. Du er min bro, min forbindelse og den, der giver mig modet og kræfterne til at fortsætte. Aldrig mister du tålmodigheden med mig, din stemme er altid blid om end bestemt og kærlig. Altid lyttende, aldrig dømmende. Du ved og du viser mig det, du ved, på den fineste måde. Sammen står vi i skumringen og ser solen synke, ser dagen gå ned. Vinden smyger sig vej gennem træerne og ind i marv og ben. Jeg fryser, for jeg har ingen hud. Jeg er hudløs. Jeg skifter ham.

Du er min fortælling. Jeg er din fortælling. Vi fortæller hinanden og lader ordene føre os på vej. Du kommer til mig i stilhed, i drømme og når uden at vide, hvor vejen går hen, sætter mig og begynder at skrive.

Du giver mig lov og jeg giver dig. Min sjæl og mit hjerte. Mine tårer, min latter og alt det mellem linjerne. Du er min sang og min musik. Min livsflod. Mit liv.

Også sorgen skal du skrive

Lyt nu i det stille mørke. Natten lægger sig om dig som en dyne. Lyt, mens du sover og er du vågen, lyt da også. Din vej går gennem mørket og det tomrum, hvor du befinder dig lige nu. Sorgen skal du skrive thi den er en del af din vej. At sige farvel. Tage afsked.

Hvem siger, at vi skal kaste os ud i nye faser med glædestrålende skrig og stor ståhej? Glæden vil snart komme og afløse sorgen, men uden sorgen kommer glæden ej heller. De er tæt forbundet og du bevæger dig lige nu gennem den første del af deres univers. Tæt på midten, på kanten, på tærsklen. Snart er det forår.

Ikke at vide skaber en åbning

Husk at det, ikke at vide, skaber en åbning. Den åbning er din dør til den nye livsfase, du er på vej ind i. De sidste skridt og så et hvil. En dyb og inderlig vejrtrækning. Du er kommet. For du kommer uden undtagelse, når jeg ingen undtagelser gør i forhold til at møde op. Udføre det, der er en vigtig del af mit ritual. Min skrivning. Ordene. De kraftfulde ord og fortællingerne, som kan så meget mere end vi tror.

Lad os vente sammen. Og lad os altid vide, at der er hjælp at hente selv i de mørkeste timer. Ikke mindst, når vi uden undtagelse bliver ved med at udføre vores ritualer, de rytmer, rutiner og den dans, der forbinder os.

ritualer

Mine daglige ritualer

Mine daglige ritualer er vigtige. Essentielle. Om morgenen arbejder jeg både med de keltiske dyrekort, plantekort og så skriver jeg morgensider. Uden undtagelse.

Uden mine ritualer mister jeg min power og styrke og min forbindelse til sjælen. Jeg glemmer. Mine daglige ritualer og mine skriverier forbinder mig og hjælper mig til at huske, at jeg er her af en grund og at jeg har en intention i hjertet, hvor svært det end kan synes til tider.

Selv når hjertet venter og tomrummet er rungende tomt, når der blæser en isnende vind fra Sibirien og alt håb er ude, så skriver jeg. Trækker mine kort, modtager min vejledning og skriver mig ind.

Dette tidspunkt på min rejse

Du er kommet for at skænke mig en fortælling om dette tidspunkt på min rejse. Om tomrummet, som er dybere end nogensinde før og om følelsen af, af alt det gamle som før trøstede mig og gav mig et sted at være, ikke længere er gyldigt. De klæder, som jeg før varmede mig i, er forkerte og ubrugelige. De passer mig ikke længere. De fornærmer min sjæl.

På kanten til forår står jeg og stirrer ud i horisonten. Det er eftermiddag og solen sejler mod vest, synker lidt for hver bevægelse. En flok krager flyver forbi, deres skrig rammer mig og vækker genklang. Jeg skriger uden ord og græder uden tårer. På kanten til forår og i et tomrum, som jeg ikke kender fra før. Dette her er anderledes. Jeg er anderledes. Hvad skal ske nu?

Du er kommet for at skænke mig muligheden for at sætte ord på, men svar kan du ikke give mig. De svar er ikke klar endnu, siger du og smiler skælmsk, mens vinden rusker op i dine fjer.

Snart. Men det er ikke endnu.

Fortællersken

Kom, skriv med mig

Jeg brænder for at hjælpe dig i din skriveproces og inspirere dig på din vej. Jeg møder dig dér, hvor du er, både når det er svært og når det risler som en kilde.

At sætte ord på og at give min egen indre fortællerske lov til at boltre sig er essentielt for mit velbefindende. Måske er det også sådan for dig?

Something is happening in the power and practice of story: In the midst of overwhelming noise and distraction, the voice of story is calling us to remember our true selves.
– Christina Baldwin – 

Der er ord i din jord

Måske har du det som de fleste af de kvinder, der deltager i mine skrivecirkelforløb og på de intuitive skriveworkshops? Du har skrivelængsel. Noget, som paradoksalt nok er svært at sætte ord på. I så fald har du noget essentielt til fælles med de kvinder. En dyb, spirituel længsel, der manifesterer sig gennem sproget.

Der er ord i din jord.

Fortællersken

FORTÆLLERSKEN-  Forårsholdet starter den 5. april

FORTÆLLERSKEN (online skrivegruppeforløb) er udslaget af det arbejde og den erfaring, jeg indtil videre har gjort mig i mit virke som skrivemor og guide i skrivebjergene.

Det er the sum of all wisdom i forhold til skriveprocessen, den kreative proces og alle de tilbagemeldinger, jeg har fået fra jer skønne kvinder, som har været i skrivecirkelforløb og på skriveworkshop hos mig. Alt det har jeg læst, lyttet til og bevidnet. Og min egen skriverejse ikke mindst.

Fortællersken er for dig, som ønsker at gå vejen. Skrive vejen. Vække Tornerose, som måske har sovet i 100 år. Og at gøre det i en lille gruppe af kvinder, der er på samme slags rejse som dig.

I Fortællersken-forløbet kommer vi bl.a. omkring følgende

  • Intentionens og fortællingens kraft
  • Dedikation, disciplin, magi
  • Frygt, modstand og indre censor
  • Lytning, leg og øvelse
  • Den kreative proces og alle stationerne på skriverejsen
  • Det magiske rum
  • Taleskrivning vs. lytteskrivning
  • Fortællingen bag processen
  • Tillid
  • Ritualer

Jeg er med som skrivemor og guide i skrivebjergene og i de 4 måneder, som forløbet varer, får du rig lejlighed til at give din fortællerske ordet.

Du skriverejser med din intention i hjertet  og inviterer fortællingens kraft med på rejsen. Din skriveglæde vil vokse og det samme vil forundringen over, hvad vi kan få kontakt til via vores ord og ved at skrive os ind.

Du møder dit særlige fortællerske-kraftdyr, som vil følge dig gennem hele forløbet.

Du skriver dig selv. Du skriver din sjæl.

Læs mere om FORTÆLLERSKEN forløbet ved at klikke på linket her eller billedet ovenfor. Så får du hele invitationen, pris og detaljer.

Og lige nu får du ravnerabat (gælder til og med den 28. februar).

Kærlig hilsen
Lene

“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés –

Skriverejsen (2)

 

 

One thought on “Når alt håb er inde

Add yours

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: