Vildfarelse og ikke at vide

På skriverejsen sker det under tiden, at vi farer vild og støder på steder i os selv og i vores fortællinger, hvor vi virkelig ikke ved. Og den følelse er ganske ubehagelig, for vi har jo altid lært, at vi skal vide og have svar på rede hånd. Har vi ikke det, er der altid andre, som ved og som er hurtige til at bringe svar og løsninger på banen. Hvis vi ikke ved, er vi dumme og tabt bag en vogn.

Eller er vi nu også det?

Hvad gør man så, når man tilsyneladende er faret vild og processen føles kringlet og frygtindgydende? Forvirrende? Når man ikke kan se skoven for bare træer eller støder panden mod en mur?

Tillid til, at det er præcist som det skal være

Den kreative proces og den første kreative fase er på ingen måde lineær eller forudsigelig. Det, min ven, er en del af eventyret. Et frygtindgydende eventyr for den, som er vant til at ville vide og skal være sikker på, hvor vejen fører hen, før hun begynder at gå.

Hav tillid til, at det er præcist som det skal være, selvom du (eller din indre censor) måske fortæller dig selv, at du er faret vild, fordi du mangler noget eller fordi nogen ikke giver dig pejlemærker og retningsanvisere.

Så er det vi søger vi ud. Hvad synes du om det her? Bedøm mig. Døm mig.

Når vi skriver, har vi været vant til at den slags gøres med røde streger, konstruktiv kritik, dom og en klar indikation af, hvad der er godt og skidt. Desværre er det ofte ødelæggende for de små spirer og det, som er undervejs.

Guf for den indre censor, men gift for den spirende muse

Vi er nødt til at værne om den første kreative fase og de små skridt, vi tager i retning af at folde os ud. Uanset om vi er vant til at skrive eller ej. Det handler ikke om en særlig erfaring og om skråsikre metoder til at skrive noget på en bestemt måde. Det handler om tillid til dig selv og processen. Den første kreative fase er og bliver et sårbart sted, et hårfint balancepunkt, hvor vi som linedansere er nødt til at kunne øve os, falde og rejse os igen. Som Pema Chödrön så fint siger det: Vi skal blive bedre til at fejle.

Vejen lærer os den bedste måde og beriger os undervejs

Kun du kan gøre det. Tage pennen i hånden og begynde at skrive. Gør du det i tillid og bliver du ved, vil du snart opdage, at du ikke alene skriver vejen. Vejen skriver også dig.

Vejen lærer os den bedste måde at nå frem på og den beriger os, mens vi vandrer ad den.
– Paulo Coelho, Pilgrimsrejsen –

I skrivecirkelforløbene holder jeg rummene i henhold til Julia Camerons regler for Den Hellige Cirkel og det gør jeg helt bevidst og med næb, kløer og kærlighed.

Det er et rum, hvor vi giver plads og lov til den allerførste kreative fase og hvor nye skud får lov at spire og gro uden at blive dømt. Vi oplever, går i nysgerrighed og i kærlighed til processen.

Lad mig blive bedømt, så jeg kan blive bedre – men til hvad?

Vi fortæller ofte os selv, at vi har brug for at blive bedømt, fordi det vil gøre os bedre. Men hvad er bedre? Er det at skrive på en bestemt måde eller er det at turde bevæge os frit i den kreative proces og gå på opdagelse, eventyr og se, hvad der mon sker, hvis vi ikke begrænses af andres (og egen indre censors) rammer og kritik, der kan være så ødelæggende i den første kreative fase.

Omvendt er det grænseoverskridende og nogle gange frygtindgydende at give os selv lov til at skrive uden dommer og bedømmelse. Vi er vant til at få kritik, røde streger og at nogen mener noget om, hvad der er godt og skidt og hvordan vi skal gøre det, hvis vi skal være gode nok og blive bedre.

Hav tillid til, at nogen i dig ved. Og at du vil få hjælp undervejs fra uventet side

Men hvad med at have tillid til, at nogen inde i dig selv ved? Din indre fortællerske, den vise kvinde, din sjæl?

Ikke at kunne se vejen er faktisk en forudsætning for, at vi kommer helt derud (eller ind), hvor vi får fat i noget andet, autentisk og måske mere originalt. Det er en forudsætning for, at vi kan skrive fra sjæl og hjerte. Vi må turde øve os og i processen lære os at skrive frit, boltre os og få direkte erfaring med kreativitetens væsen, som vi selv er en del af.

Vi kan skrive og rejse med en intention om at folde os ud og lade vores egen autentiske stemme få lyd, rum og plads til at synge frit og inderligt.

Lysningen kan kun findes af den, som er faret vild

Tomas Tranströmer siger det således:

“Midt i skoven findes der en lysning, som kun kan opdages af den, der er faret vild.”

Breve, bøn og spørgsmål

Men selvfølgelig er der noget, du kan gøre, hvis du føler, at du er faret vild og mangler råd og retning. Du kan skrive og bede om hjælp.

Du kan sætte dig i bøn, meditation eller skrive dig på vej. Skrive det, du føler, mærker og har brug for. Men gør det i et hemmeligt skriv, som du ikke viser til andre end dig selv, papiret og Kilden, måske i form af en fortælling, et brev eller en bøn. Bed om brødkrummespor, tegn og ledetråde. Og forhold dig så åben og modtagelig, så du faktisk også kan modtage, når det du søger, lander på dit papir eller banker på din dør.

Guddommelige Kilde, vis mig den vej, jeg skal gå
Lad tegn og ledetråde falde som regn på min vej
Lad mig forblive åben og modtagelig for de gaver,
der er til mig 
Lad mig skrive og skabe i tillid
Lad vejen skrive mig

Vis, at du er åben og villig til at tage imod og hav så tillid til, at det du søger, vil dukke på lidt senere, mens du skriver og går vejen på skriverejsen. Det kan være ganske magisk.

Ikke at vide er ofte en gave på skriverejsen

Det ”ikke at vide” er ofte en gave på skriverejsen, fordi det skaber en åbning. Når vi ikke ved, er vi åbne for overraskelser og for de svar, der er til os, når vi skriver og går vejen.

Vi har lært at vi skal vide alting og have svar på rede hånd, men svarer vi prompte og er vi skråsikre i en bestemt holdning, lukker vi døren. Vi afbryder. På skriverejsen er det lidt anderledes. Her giver vi plads til mysteriet og eventyret. selvom det til tider kan være et frygtindgydende færd. Og frygten hører med!

 I do believe in an everyday sort of magic — the inexplicable connectedness we sometimes experience with places, people, works of art and the like; the eerie appropriateness of moments of synchronicity; the whispered voice, the hidden presence, when we think we’re alone.
– Charles de Lint –

 

Tillid skaber forbindelse

Tillid skaber forbindelse og det er en af hemmelighederne ved skriverejsen. Den vigtigste tillid er den, du skænker til dig selv og til Kilden, tilliden til den hjælp, der er til dig, når du øver dig på at skrive og inviterer fortællingens kraft med på skriverejsen.

Selvom jeg har været på skriverejse i mange år og har øvet og øvet mig, så sker det kontinuerligt. Jeg bliver ikke fri for indre censor, frygt, modstand, vildfarelse eller steder og situationer, hvor jeg ikke ved. Tværtimod. De stationer dukker op igen og igen.

Jeg har lært mig selv at danse i den kreative proces, jeg kender efterhånden de mange stationer og steder, MEN jeg bliver stadig overrasket.

Og jeg øver mig stadig! 

Jeg har lært mig selv at danse i den kreative proces og har stor tillid til Kilden, intentionen og fortællingens kraft. Jeg har vished om, at jeg vil få hjælp og det ofte fra uventet kant, når jeg skriver og og rejser i tillid. Det har altid vist sig at være sådan, det sker igen og igen. Blot sker det ikke altid så hurtigt, som vi går og tror og når det sker, er det ikke altid på den måde, vi troede det ville ske.

Jeg skriver. Jeg sanker. Jeg beder. Jeg vandrer.

Og jeg gennemfører kontinuerligt de ritualer og går den proces igennem, som jeg har lært er god for mig.

Du har din egen vej og måde. Din egen indre fortællerske og måde at skrive og fortælle på. Men du er nødt til at øve dig. Møde op, skrive og skrive igen.

Kærlig hilsen
Lene