Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Her slutter fortællingerne fra Daggryets Ø. I de kommende dage åbner et rum sig, der er så tomt som det kan blive. Et rum, der er klar til at modtage dem, der kommer og de fortællinger, der vil folde sig ud. Slutningen er en ny begyndelse. Mellem dem er en tærskel. Gwenllian hjælper med at... Continue Reading →
Daggry har månerester og dis. Lyset er helt specielt, jeg træder ud af min hytte på bare fødder og bader i fugt. Så skete det, jeg stod på tærsklen og så det ske. Et vidne til sommerens farvel og efterårets ankomst. Jeg mærker efter, lettelse, en følelse af noget nyt. Fugten gør mine fødder kolde.... Continue Reading →
Tag ikke fejl, på Rejsen til Daggryets Ø lærer vi også at skrive. Men kan vi ikke skrive allerede? Jo, men som enhver musiker eller danser må vi øve os for at udvikle os og for at vedligeholde vores stemme og skriveflow. Jeg har haft kvinder i forløb, som krydsede læringen af, efterhånden som de... Continue Reading →
Det er et højtideligt øjeblik, når den første spæde fortælling finder vej til nye sider. Min skrivebog er indviet og rejsen fortsætter fra højsommer og ind i høsten. Vinduet står i min stue står åben, fuglene synger og vinden er stille. Det dæmpede lys og skydækket passer mig fint i dag. Som at få en... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →
Det skete i går at uglen kom. Hun mindede mig om kunsten at lytte. For ser du, det er essensen af intuitiv skrivning. Vi lytter, mens vi skriver. Det husker jeg mig selv på, da jeg møder Ravnen på morgenens rand. Det er så fristende at lægge ordene i munden på hende. At være forud... Continue Reading →
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
Solsorten i al sin pragt. Den Sorte Druide. Jeg bliver glad for at se ham og høre hans sang. Han kalder fra tusmørket, inden lyset har fundet sin sprække. Han synger sin sang. Det blå mørke omslutter os som en dyne, selvom vi for længst er stået op. Søvnen var gavmild og jeg føler mig... Continue Reading →
Energien er langsom, dvælende og det er mest træthed, jeg mærker. Jeg stiller mig i det åbne vindue, mens jeg lufter ud, renser rummet og lader den kolde, våde vind stikke mig i ansigtet. Rester af sne ligger som gråhvide knolde, totter af græs stikker frem. Marken er brun, horisonten diset. Så sætter jeg mig... Continue Reading →
Så lander de, kortene og efterlader ingen tvivl. Umiddelbart er jeg ordløs. For jeg forstår, at jeg inviteres til at skifte perspektiv. Uden tøven tager jeg de gamle briller af. De valg, jeg nu foretager, må være selvkærlige i deres natur og stamme fra sjælen. ”Når du virkelig tuner ind på den intention” siger hun,... Continue Reading →
