Den hellige cirkel

Hjulet

Den hellige cirkel bygger på respekt og tillid. Billedet på den er en have. Hver plante har sit navn og sin plads. Der findes ikke en blomst, som overflødiggør en anden. Hver blomst har sin enestående og uerstattelige skønhed.

Lad os være nænsomme ved hinanden. Lad os ikke rykke hinandens ord og ideer op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Lad os give tid til udviklingsprocessen, de sovende tanker, regelmæssigheden, dannelsen af frugt og at ny sæd sås. Lad os aldrig afsige forhastede domme eller være letsindige i vores trang til at fremme en unaturlig hurtig udvikling. Lad der altid være et sted, hvor kunstnerens tumling kan forsøge sig, vakle, mislykkes og forsøge igen.

Lad os huske på, at i naturens verden er der en mening med hvert eneste tab, man lider. Det samme gælder for os mennesker. Hvis man forstår at udnytte det, kan en kunstnerisk fiasko være den gødning, der nærer næste års kunstneriske succes. Husk, vi er med for at trække seje træk, for at modnes og høste, ikke for at få et hurtigt fix. Vi har et åndeligt fællesskab.

Regler for hellige cirkler

  • Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret.
  • Kreativitet styrkes blandt venner og isner blandt fjender.
  • Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse.
  • For at få kunstnerisk succes, må man have haft kunstneriske fiaskoer.
  • At opfylde vor kunstneriske bestemmelse er en hellig pagt.
  • Når man modarbejder sin kreativitet, forbryder man sig mod en hellig pligt.
  • Kreativt modspil skal støtte det kunstneriske barn, aldrig gøre nar af det.
  • Kreativt modspil skal bygge på styrker, aldrig beskæftige sig med svagheder.
  • Succes kommer i bølger og er et udslag af gavmildhed.
  • Andres fremgang kan aldrig stå i vejen for ens egen fremgang.

Gud er kilden. Ingen menneskelig kraft kan lægge hindringer for eller skabe goder. Vi er alle bærere af en højere bevidsthed, som gør sig gældende gennem os. Vi er alle på lige fod forbundet med en åndelig kilde. Vi ved ikke altid, hvem iblandt os, der bedst kan vise ej. Vi er alle bestemt til at ære og tjene hinanden.

– Fra Julia Camerons skønne og berigende bog ”Kreativitet” –

I cirklen er vi alle lige.

TheCircle