Vovestykket

Jeg læser først, hvad jeg skrev i går og hvordan jeg blev guidet. Ørnens ord om intuitiv timing og om gode gamle Merkur i retrograd. Mens solen stiger til himmels i øst, en orange kugle af håb, flyver flokke af gæs over himlen. De hilser, jeg svarer dem tavst og holder igen. Langsomt går jeg... Continue Reading →

Midvinter

Tøvende, ordene er langsomme og svævende i dag. Jeg mærker en masse og fornemmer, men en del er endnu uformgivet og undervejs. Det er et tidspunkt, jeg kender, en af de stationer på skriverejsen, som henligger i dis, en tærskel i det vinterlige landskab. Så jeg vælger at følge den tavse tøven og lytte til... Continue Reading →

Kunsten at sanke

Det kan synes som en ubetydelig del af den kreative skriveproces, men faktisk er det helt essentielt, at du som fortællerske eller skribent lærer dig selv at holde gode pauser. Jeg fortalte lidt om det i Myten om Skrivflow, for det er en naturlig og uundgåelig del af den kreative proces at støde på tomrum,... Continue Reading →

Pennen

”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →

Skrivevejen hjem

Jeg har skrevet mig frem til det sted, hvor jeg er i dag og åbnet op for mine ønsker og drømme. Jeg har skiftet ham utallige ganske, jeg har danset på tærskler og lyttet til fuldmånens sang. Jeg begynder at indse, hvor kraftfuld fortællerskens vej kan være for en kvinde. Vi kan skrive bøger, javist,... Continue Reading →

Kriger med pen

Lyt til regnen, stilheden og morgenens sang. Se skrivelysets flamme blafre, mærk varmen og ilden. Vinter, en tid til at dvæle i og tage dig kærligt af dig selv. Dine behov. Mærke efter og være helt hudløs ærlig: Hvad gør dig godt? Denne stund med skrivebog og ord, siger du uden tøven, det øjeblik, hvor... Continue Reading →

Når noget er undervejs

Blå morgen hvisker sit kald, en hymne af dis. Tusmørke, endnu lever natten og en snert af søvn og vintertræthed sidder endnu i mig. Men jeg står op og ser ham fra første færd, for jeg drømte om ham og en af hans venner sidst på natten. Himlen var blå, lyset skarpt, det var tidligt... Continue Reading →

Se nu dagen gryr

Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →

Svanesang

Dér på himlen I det første morgenlys. Vinden er skarp, dagen er ny. Se op, hør sangen som et ekko fra din sjæl. Svaner. En flok svaner på himmelvej fra øst mod sydvest. En vintersang, en hymne til årets næstsidste dag. Og som du fornemmer, en tone til dig og et budskab om det, der... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑