Kriger med pen

Lyt til regnen, stilheden og morgenens sang. Se skrivelysets flamme blafre, mærk varmen og ilden. Vinter, en tid til at dvæle i og tage dig kærligt af dig selv. Dine behov. Mærke efter og være helt hudløs ærlig: Hvad gør dig godt?

Denne stund med skrivebog og ord, siger du uden tøven, det øjeblik, hvor du stryger tændstikken og går ind. Tydeligt står døren i regndisens slør og du ved, at det ikke nytter noget at stoppe op, tøve eller tvivle. Som en kriger baner du dig vej og skubber modstanden til side.

Dit rum, det indre og det ydre. Toner af ord, din sjæls sang. Alene det at sætte ord på gør godt og efterhånden er du parat til at lade dig overraske og guide på vej. Jeg er daggryets vogter, kom følg mig gennem skov og krat og træd så helt ind i dagen. Den eng, der var hvid og snedækket i går, er nu grøn og fuld af vand. Det svupper under fødder og poter, mens vi går. Hvor mon vi skal hen?

Spørgsmålet danser i dit blod, men du siger det ikke højt, for du ved. Vi er på vej ud for at møde den fortælling, der er til os i dag. Som rejsende drager vi af sted og møder den undervejs. Dybt i det indre, vidt i det ydre, i regndis på kanten til dagen går vi den i møde svøbt i tillid og med lyttende skridt.

Parate, årvågne, som en kriger med pen. Alene og sammen, på vej ind i dagen ledsaget af en helt særlig sang. Dér, et sted, på vejen, møder vi den og hilser på den som en kær gammel ven. Dagens fortælling.

Et spirituelt anliggende

Jeg tøver, jeg vil gerne spørge hende om den spirituelle skrivevej, den, der er blevet min vej. Jeg vil gerne låne hendes stemme og med hendes ord beskrive, hvordan det er. Hun smiler, det kan jeg mærke og pludselig er det hende, som spørger mig:

At skrive fra sjæl og hjerte, hvordan kan det være andet end et spirituelt anliggende? Ord og fortællinger uden ånd og uden forbindelse til Kilden? Det er døde ord. Hun ler kort og ser på mig. Selvfølgelig. Det findes ikke uden, selvom nogle kvinder er bange for at tillade den tanker. De vifter det spirituelle væk som fluer på en varm sommerdag. Men at turde det lade ske gennem dig, at åbne dig og gøre dig modtagelig, lyttende, legende. Uden ånd? Hun ler igen, mens sneen falder og vinteren ler med. Det findes ikke.

Hvordan jeg arbejder med kort og ritualer på skriverejsen

Tusind tak for den store interesse, der har været omkring mit skriv “Fortællerskens Vej”, det blogindlæg, hvor jeg sprang ud af skabet. Det er dejligt med kommentarer og små breve og jeres ord om genklang varmer.

Flere har skrevet og spurgt til mine tarotkort og ritualer og til, hvordan jeg egentlig arbejder spirituelt med ord, skriverier og fortællinger. Det er faktisk ikke så let at skille det ad. Meget af det, jeg allerede har skrevet om her på bloggen og delt i mine inspirationsbreve, er netop indbegrebet af vejen og måden. Disciplinen. Hengivelsen. Det spirituelle, det åndelige, kommer næsten af sig selv.

For hvordan kan det at skrive fra sjæl og hjerte være blottet for ånd? Det kan det ikke. Vi kan såmænd godt påstå, at vi ikke har anlæg for det spirituelle, men så er det som regel frygten, der taler. Vi er åndelige væsener og at fornægte det, er at fornægte en essentiel del af os selv. Hvis vi formår at skrive os ind, så møder det os undervejs. På samme måde som inspirationen og fortællingerne gør det. Måske husker du, hvad Katrine Gislinge sagde i et interview for nyligt, som jeg citerede lidt fra?:

Katrine Gislinge

”At øve, arbejde med kunst eller det at spille. Det er store sager. For kunst er måske det stærkeste bevis for, at vi ikke bare er skabt af fysik og biokemi. At der findes en ånd. At vi brug for den. Brug for noget større end det, vi kan se. En anden ting er, at du skal stole på dit kunstneriske DNA. Og så øve, øve, øve og øve. Du lærer nemlig gennem repetition. Blandt andet. Derfor hjælper det med træningen. Ikke hovedløst, men med musikkens fortælling som mål tilsat dit personlige DNA. Som jeg sagde, store sager!”
– Katrine Gislinge –

At der findes en ånd. Og at vi har brug for den. Brug for noget større end det, vi kan se. Og det, du tror på, tror på dig.

Fortællerskens vej

Jeg møder op hver eneste morgen og tænder mit skrivelys. Jeg trækker dagens kort, der slår tonen an og skænker mig silketråde og nøgleord. For som fortællersker er vi væversker. Nøgleordene skriver jeg indledningvis i min skrivebog. Her opstår der ofte små fortællinger, når jeg sætter mig med min pen, jeg har åbnet døren til det magiske rum med mine små ritualer og ved at trække kort og tune ind, viser jeg mig villig.

Fortællingerne er ikke noget, jeg fremtvinger eller anstrenger mig for at få til at ske. Det sker bare og når det sker, deler jeg dem ofte på min Facebook side.

Andre gange er det mere traditionelle morgensider (Julia Cameron), som jeg skriver, ord til mig selv om dagen og vejen, ord, der løsner tanker og reder tråde ud. Eller fanger nye tråde. Ord, som tilhører mig alene. Ikke alt skal deles, man skal beholde lidt til sig selv og det er så fint, når vi kan være inderligt ærlige i nærvær med os selv. Skrivningen tilbyder os det rum. Fortroligheden. Fordybelsen.

tarot2

Tarotkortene

Jeg har lagt tarotkort og arbejdet med kortenes magi, kraft, symbolik og vejledning siden jeg var en ganske ung pige. Dengang gjorde jeg det bare i smug, som du kan læse om i Fortællerskens Vej, for det var forbundet med skam og hån. Og jeg gør det stadigvæk, kortene er blevet en essentiel del af mit morgenritual og har jeg brug for det, trækker jeg også kort på andre tider af døgnet.

I sin tid startede jeg med de traditionelle Rider Waite tarotkort og øvede mig på kortlæsning og tydning sammen med en god veninde. Det gjorde vi gennem flere år, én aften om ugen mødtes vi i skæret fra stearinlyset og til duften af røgelse. Der var te på kanden. Vi trak kort, vi tolkede og øvede os og vi gjorde det for os selv og for hinanden. Det gav rigtig meget og efterhånden blev vi gode til det. Vi lærte at stole på os selv og på vores intuitive fornemmelser og fik god indsigt i kortenes måde at tale til os på.

I dag bruger jeg keltiske dyre- og plantekort (Druid Oracle) i min daglige praksis og så har jeg en række andre kort, som jeg veksler mellem alt efter, hvad der giver mening for mig. Lige nu er jeg glad for Kyle Grays “Angels and Ancestors” kort, som jeg også arbejder med hver dag. Det skifter. Jeg har mange kort i skabet, i æsker og i klæder.

Kort som afsæt til fortællinger og skriverier

Som du uden tvivl har fornemmet, fungerer mine kort ofte som afsæt til fortællinger og skriverier. Det kommer næsten helt af sig selv. Jeg lytter til budskabet, jeg hører kortet hviske og med nøgleordene i en kæde om halsen skriver jeg mig ind og vandrer snart i det landskab, der åbnes via det enkelte kort. Og eftersom jeg for længst har formuleret en hjertelig intention om ALTID at være åben overfor fortællingens kraft, så er det som om, at fortællingerne nu søger mig og lander blidt og belejligt, præcist når jeg har brug for det.

I mit online skrivecirkelforløb FORTÆLLERSKEN arbejder vi lidt med de keltiske dyrekort, for her får du som deltager mulighed for at få trukket dit helt eget fortællerske-kraftdyr, som følger dig i forløbet. Der er skriveafsæt og øvelser, som støtter dig og gennem hvilke, du lærer dit kraftdyr bedre at kende. Ofte oplever kvinderne her en helt særlig synkronicitet i forhold til dyret præcist på samme måde, som når vi på en shamanistisk trommerejse rejser ud for at møde vores kraftdyr.

Det taler til os, det hvisker til os

Det taler til os. Det hvisker. Vi drømmer om det om natten og fortællingerne flyder fra pennen og ud på papiret. Vi får som regel præcist det dyr og det budskab, som passer til os og kan skænke os lys på lidt af det, vi mangler eller har hensat i skyggen.  Derfor kan det vel være, at du møder et dyr, som du har et lidt anstrengt forhold til eller har en fobi overfor. Sådan var det for mig, da jeg i sin tid deltog på mit første shamanistiske kursus og mødte mit kraftdyr. Jeg havde fuglefobi i mange år. Indtil jeg mødte Ørnen.

Måske tror du ikke på det, måske fortæller du dig selv, at det er noget vås, men som Fortællerske kan du så helt bevidst bruge kraftdyret og dets budskab som afsæt til dine fortællinger. Du behøver ikke at føle dig særlig spirituel, svøb dig i stedet i din fortællerkåbe (som du skriver i forløbet) og begiv dig på eventyrvej med dyret ved din side. Leg med det og lad det lege med dig. Leg åbner op og sætter fantasien på gled. Og den har vi brug for på skriverejsen. Fantasien eller forestillingsevnen.

Fri fantasi og forestillingsevne

Det er jo bare noget, du forestiller dig. Det er fri fantasi. Det har intet med virkeligheden at gøre. Uanset om du er enig i disse udsagn eller noget i dig ryster på hovedet, så kan jeg love dig én ting. Din forestillingsevne er en del af hele gaven og det er blandt andet den, der gør rejsen gennem ord og fortællinger så kraftfuld.

Når du kan se det for dig

“Jeg kan se det hele for mig” skrev en af kvinder på det Fortællersken hold, som startede først i januar. “Jeg kan se det for mig” og så skrev hun sig ind i det, hun kunne se og fornemme og ordene gav hende vinger. Et landskab åbnede sig malet i ord og dyppet i energi og stemning. Her opstod hendes intention, så fin og så kraftfuld.

Ordene og fortællingerne

Men det vigtigste på skriverejsen er selvfølgelig ordene. Fortællingerne. Uanset, om du som jeg bruger tarotkort i din proces eller ej. Det er på ingen måde nødvendigt, det falder blot mig naturligt, men jeg vil altid kærligt opfordre dig til at finde din egen vej og måde. Det samme gælder med kortene, hvis det taler til dig. Find nogle kort, som du umiddelbart synes godt om og som drager dig. Tegningerne, symbolikken, farverne og følelsen. Det er ikke ligegyldigt. For det handler dybest set om dig og din indre forbindelse.

Det handler om at skrive. Og det handler om at finde vej i den kreative proces og skrive sig ind og gennem alt det, der står i vejen. Det er en gave at lære sig selv at kende i den kreative proces og møde sig selv på alle stationerne undervejs.

Disciplin

Disciplin er et ord, som vi ikke altid bryder os om at høre, for det fordrer jo, at vi faktisk også gør det, vi drømmer om og længes efter. At vi møder op og skriver og at vi gør det på alle årstider og i al slags vejr. Naturligvis nytter det ikke noget, hvis vi som skribenter eller fortællersker har en rygrad som en regnorm og bruger enhver undskyldning fra frygt, modstand og indre censor til at blive i vores komfortzone og i den trygge skriveblokering.

Det er en gave at få opbygget en form for disciplin omkring dine skriverier. Ikke en rigid og stram form, som klemmer luften ud af dig, men heller ikke en, der er for løs og vag. Du er nødt til at finde præcist den formel, som er god for dig og du er nødt til at prøve dig frem. Giv dig selv lov til at eksperimentere og lege med det undervejs og i processen. Det behøver slet ikke være så alvorligt og du må gerne finjustere undervejs. Den kreative proces er aldrig lineær eller forudsigelig, så det bedste, du kan gøre for dig selv, er at blive så smidig som mulig.

Det sker med øvelsen. Øvelse er nemlig en af de vigtigste ingredienser på skriverejsen.

Disciplin skaber magi. Og disciplin gør det muligt at opleve følelsen af frihed. Det lyder måske som et paradoks, men det er sandt. Præcist, som Gabrielle Roth siger det, når hun spørger:

Do you have the discipline to be a free spirit?

Jeg følger hendes lys og hører hendes stemme

Det er morgenens højdepunkt, det øjeblik, hvor jeg træder ind i rummet, stryger tændstikken og tænder skrivelyset. Flammen er min intention, min indre ild og min vished. Nu blafrer det, lyset, mens jeg trækker kort og lytter til dagens budskab, et lys fra en sprække, en tone, en sang.

Det er snart længe siden, at jeg opdagede ordenes kraft og instinktivt forstod energien og min forankring i den. Her i skrivelysets skær har jeg gennem årtier forbundet mig og sat ord på min vej. Men da jeg for nu ti år siden (jeg har jubilæum på skriverejsen i år) fik skabt en ny åbning og fortællingens kraft bød mig op til dans, skete der noget ganske vidunderligt.

Min skriveglæde kom tilbage med fornyet styrke og en frossen kilde tøede op og rislede gennem mig. Månederne, årshjulet, månen, alt det, jeg havde holdt på og båret i mig uden at give det afløb eller stemme. Lidt rusten måske, men snart trådte fortællersken tydeligt frem i mig og i hånden bar hun en lanterne.

Siden da har jeg fulgt hendes lys over bjerge og gennem dale, ind i skoven, ud på engen. Jeg har lært at lytte til fuglene og fange de fortællinger, som danser i landskabet på alle tider af året. Dybt i mig bor hun og efterhånden skal jeg blot tænde mit skrivelys, så træder hun frem. Klar til at blive skrevet.

At være undervejs og sætte ord på

At være undervejs. I livet og på skriverejsen. At ramme tærskler, tomrum og tidspunkter, hvor vi sidder alene på vildfarelsens ø. At sætte ord på sorger, glæder og alt det, der rører sig mellem linjerne og hvisker som en længsel i baggrunden af et travlt liv.

At tage sin længsel og sig alvorligt. At lytte til det, der danser i skyggen bag det tilsyneladende. At sige det højt. At lade det fortælles. At skabe fortællinger og lade fortællingerne skabe os.

At falde til ro i sit skriverum med pen og skrivebog og et skrivelys til at symbolisere det vigtige arbejde, vi vælger at gøre. Gennem ord og fortællinger. Disciplin og dedikation. At hengive sig og bevidst vælge roen. Fordybelsen. Og at ære og nære det indre gennem tykt og tyndt og i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Skriverejsen er en vej og en måde. Og det er så sandelig også et valg. For ønsker vi at skrive og sætte ord, så er der virkelig kun én ting at gøre og det er at møde op og skrive. Igen og igen.

Krigere med pen

Dit rum, det indre og det ydre. Toner af ord, din sjæls sang. Alene det at sætte ord på gør godt og efterhånden er du parat til at lade dig overraske og guide på vej. Jeg er daggryets vogter, kom følg mig gennem skov og kraft og træd så helt ind i dagen. Den eng, der var hvid og snedækket i går, er nu grøn og fuld af vand. Det svupper under fødder og poter, mens vi går. Hvor mon vi skal hen?

Spørgsmålet danser i dit blod, men du siger det ikke højt, for du ved. Vi er på vej ud for at møde den fortælling, der er til os i dag. Som rejsende drager vi af sted og møder den undervejs. Dybt i det indre, vidt i det ydre, i regndis på kanten til dagen går vi den i møde svøbt i tillid og med lyttende skridt.

Parate, årvågne, som en kriger med pen. Alene og sammen, på vej ind i dagen ledsaget af en særlig sang. Og et sted på vejen møder vi den og hilser den som en kær gammel ven. Dagens fortælling.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: