Din stille stemme

Sunrise Misty Lake

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, inget hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc.

Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen. Sådan kan det synes og alligevel finder en bevægelse sted. Noget sker, selvom vi ikke kan se det, for kraften arbejder under jorden og dybt i os.

Snart møder vinteren foråret for første gang og en ny tid begynder.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. End ikke uglen, som ellers har hilst mig på morgenturen med hundene, har jeg hørt. I dag. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.”

Den stille stemme, sjælens sang

Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via ordene og den proces, du med dit fremmøde sætter i gang, kan skabe rum og komme i sync med din livssang og den flod, som flyder dybt i dig.

Fordi du nu lytter og fordi du forankrer dig i nuet, det skabende øjeblik og via skriveafsæt og øvelser skrive fra og arbejder med den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Uanset om du skriver sommer, efterår, vinter eller forår.

Du kommer til stede, du har en intention om at lytte, du følger din skrivelængsel og du skriver fra det sted, hvor længslen bor. Et ord af gangen.

Din stille stemme, sjælens sang.

Processen i to spor

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs i et stykke tid, bemærker de ofte det, jeg kort beskrev ovenfor. Især hvis de også, som jeg varmt anbefaler, kontinuerligt skriver rejsedag i skriveforløbet. Skriveprocessen kører i to spor.

Der er selve opgaverne og de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver OG så er der vores helt personlige proces, det, vi fortæller os selv i rejsedagbogen.

Tråde og forbindelser mellem livet og fortællingerne

Nogle gange krydses de spor og det hele flyder sammen, andre gange er det som en parallel vandring og skrivning. Men efterhånden opdager kvinderne noget, som jeg for længst har opdaget på min egen skriverejse. Der opstår tråde og forbindelser mellem det liv, vi lever og de fortællinger, vi skriver og tager imod. Fortællingerne er ikke bare. Og det er vanvittigt kraftfuldt at betragte sig selv i processen og lade hverdagen vandre ind og ud af det magiske rum. Efterhånden opdager vi nemlig, at en form for transformation finder sted. Vi øver os, vi bliver bevidst mere lyttende og vi opdager også, hvor godt det gør at hengive sig i stedet for at kæmpe imod.

Vi får vished om at den er nøglen til vores livsdans og kvindelige visdom: Den stille stemme. Sjælens sang.

Ordene er vores tryllestav

Vi opdager, at vores ord har magt, de er kraftfulde og forandringsskabende på et subtilt plan. Et plan, som arbejder i os hele tiden, når vi kontinuerligt møder op og skriver. En proces, som er sat i gang af intentionen, vi formulerede ved forløbets start og som hele tiden arbejder og udvikler sig af det, vi skriver og folder ud.

Årstidernes særlige energi

For mit eget vedkommende startede det for snart længe siden. Jeg mødte op, jeg havde en intention om at følge mit hjerte og jeg vidste at det for mig handlede om at skrive.

Jeg husker morgener med tomt papir, kaffe i koppen og intention i hjertet. Jeg husker rammer og tidsbegrænsning, eftersom jeg skulle møde på arbejde klokken 8, men mit fremmøde og intentionen rykkede rummet og skabte plads for ord og fortællinger. De fandt vej, fordi jeg havde skabt rum.

Jeg husker, hvordan jeg blot satte mig ned og skrev det, der var og hvor ofte det var træerne i haven eller en fugl i træet, som blev mit afsæt. Jeg skrev på tid, for snart var jeg nødt til at forlade huset og køre på arbejde, men jeg gjorde det og snart gik det op for mig, at der var noget, som skrev mig.

Det var her månederne dukkede op og inviterede sig selv ind på mit pensionat. De øste af deres visdom og lod det strømme gennem mig på den korte tid, jeg havde til rådighed. De viste vej, noget skrev mig og åbnede op for det univers, jeg nu bevidst og i tillid hengiver mig til. Jeg forankrede mig, jeg kom til stede og lærte årstidernes rytme og cyklus at kende både i det ydre og dybt i mig selv.

Jeg begyndte at mærke min forbundethed og fik vished om, at jeg gennem tillid, fremmøde og en vis disciplin kunne vælge at skabe den forbindelse, som ofte kan blive lidt væk i den moderne verden.

Den stille stemme, sjælens sang.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Lad mysteriet og længslen være din drivkraft

Bevæg dig via ordene med nysgerrighed og undren. Stil spørgsmål, som du ikke umiddelbart forventer svar på. Lad være med at besvare spørgsmålene eller lad det blive en mental spekulation, bevæg dig blot videre og lad spørgsmålene lede dig, lev dem og lad selve mysteriet være din drivkraft sammen med længslen i dit bryst.

Be patient with all that is unsolved in your heart and try to love the questions themselves. Do not now seek the answers which cannot be given because you would not be able to live them and the point is to live everything. Live the questions now. Perhaps you will then gradually, without noticing it, live along some distant day into the answer.
– Rainer Maria Rilke – Letters to a Young Poet

Alt det, du afviste i dig selv og forsøgte at skjule, er nøglen til din frihed

Der er så meget, jeg kunne fortælle dig om skriverejsen, om spørgsmålene, mysteriet og om hengivelsen til den længslen, der banker i dit bryst. Alt det, du afviste som forkert i dig selv og forsøgte at skjule, fordi du skammede dig over at være forkert. Anderledes. Det er nøglen til din frihed. For det er ikke forkert, det er din sjæls pas. Men det er din opgave at lytte og at skrive det frem. Kun du kan gøre det, ingen andre end du.

Har du skrivelængsel, kan du bevidst vælge at følge den længsel ved at møde op og skrive. Gøre skrivetiden til et frirum, hvor du lytter til dig selv og giver det til papiret. Om det er i en slags dagbog, på morgensiderne eller i en særlig sjælebog, du har dedikeret til formålet. Det betyder mindre, det vigtigste er at du møder op og skriver.

Hvad og hvordan

Hvad og hvordan vil vise sig undervejs. Lad være med at fortælle dig selv, at du mangler teknikker eller værktøjer for at begynde at skrive. Prøv at have tillid til, at det, du lige nu føler at du savner, vil møde dig undervejs, når du møder op og skriver.

Forbind dig, gør dig modtagelig og lav gerne via din hensigtserklæring en slags kontrakt med Kilden eller din skrivemuse, hvordan det nu synes rigtigt for dig.

Techniques are directionless without grounding to and connecting to Source, they are a style without substance.
-Loren Cruden –

Din aktive deltagelse

De fleste veje, værktøjer og svar på dine spørgsmål opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er virkelig altafgørende.

Der findes aldrig et bedre tidspunkt end nu

Har du lyst og mærker du længsel efter at skrive og folde nu, så findes der aldrig et bedre tidspunkt end nu. Start dér, hvor du er. For vi skriver i livet og måske husker du, at jeg lidt tidligere i dette blogindlæg skrev noget om at lade hverdagen danse ind og ud af det magiske rum?

Du kan vælge at invitere fortællingerne ind i dit skriverum, men uanset hvad, så mød blot op som en åben og ganske tom bog og inviter det, som er til dig til at lande, støtte og løfte dig. Undervejs og i processen. For det er en proces og det starter med det første ord.

What is meant for you is always meant to find you.
– Lalleshwari –

Det er snart Imbolc

Det er Imbolc i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår.

Et perfekt tidspunkt at begynde på ny

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et perfekt tidspunkt at begynde på ny.

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Det første spirende forår, lyset, som kommer tilbage og kraften, som nu ikke alene arbejder under jorden, men også viser sine første spirer i det fri. For mig skaber det dyb resonans at følge den energi og jordens cyklus. Præcist som månederne lærte mig det for snart mange år siden, da jeg påbegyndte min egen skriverejse.

Men mest af alt mindede de mig om alt, noget i mig godt vidste, men som havde været skjult og utilgængeligt i årevis. De hjalp mig med at huske og de viste mig, hvordan jeg skulle forbinde mig. Min sjæl kaldte via skrivelængslen. Måske forholder det sig på samme måde for dig?

Hvorfor ikke starte nu?

Hvorfor ikke starte nu? For har du skrivelængsel, er det ikke noget, som bare forsvinder. Den bliver ikke mindre med årene, tværtimod, den vokser og trænger sig på. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og kun du kan gøre det. Desuden gør det godt at forankre sig i nuet og lade kreativiteten strømme. Åbne op for alt det, der har sat i sig i krop og sind og sætte ord på.

”Take your broken heart, make it into art.” Et klik med næbbet og et melodisk “klooung.”

Så er hun dér pludselig igen, Ravnen min. Som slet ikke er min, jeg er snarere hendes, hvis vi da overhovedet skal tale om det. Og det skal vi ikke, hvis man spørger Ravnen, hun har ikke tid til dens slags. I øvrigt synes hun at have temmelig travlt i dag, for ikke så snart er hun landet og har ytret sig, før hun igen letter og forsvinder i disen.

Men hun kommer tilbage, når jeg mindst af alt venter det. Det har jeg vished om og tillid til. Derfor sker det.

Det er aldrig for sent

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen. Det er aldrig for sent.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Ingen andre end du

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem.

Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker. To spor mødes og bliver til ét.

Og snart er det Imbolc

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc og jeg gør det samme. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. Troede jeg. Indtil ravnen dukkede op og jeg skrev mig helt ind i den dis, som før var et fjernt og ugennemsigtigt land. En blådiset dag i januar.

Og snart er det Imbolc.

Det er aldrig for sent
at lytte til
og at skrive
Din stille stemme
Sjælens sang.

Kærlig hilsen
Lene

forarscirklen

Forårscirklen er næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel.
Start 1. marts 2018.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen sætter vi sammen ud på en skriverejse, som tager os helt frem til sommer. Forløbet varer 3 måneder. Vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for alt det fine, der gemmer sig bag din skrivelængsel. Øv dig på at skrive fra det sted, hvor din stille stemme flyder som en kilde af ro og indre visdom.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft og du kan være med uanset alder og forudsætninger. Skriveglæde har ingen alder, det er aldrig for sent at starte nu.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Du opnår ravnerabat ved tilmelding senest den 31. januar. 

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Tomrum og tabt bag en vogn

tomrum_vinter

Vi nærmer os Vintersolhverv og endnu stærkere end før mærker jeg det stille, mørke tomrum inden vendepunktet.

Vinter og venteværelse

Tomrummet er det sted på rejsen, hvor man ankommer til en ventesal som runger af tomhed. Men når jeg tænker tilbage, så har jeg faktisk har nævnt det før. Utallige gange. For tomrummet er ikke et sjældent og ukendt sted, som kun er nogen forundt. Det er heller ikke en straf, det er på ingen måde et fængsel, selvom det godt kan føles sådan.

Hvad er tomrum for dig, bliver jeg ofte spurgt af kvinderne, som er på skriverejse i skrivecirklerne, for også de oplever gang på gang tomrummet, dage og endda uger uden svar.

Den kreative cyklus minder forbavsende meget om naturens.

En tilstand mellem to faser

Tomrum er for mig tilstanden mellem to faser. Det er lige dér, hvor den ene fase er sluttet, men hvor den nye ikke rigtigt er begyndt endnu. Det er hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det er det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret alligevel ikke helt har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser.

Det er et tidspunkt, hvor vi kan blive noget så utålmodige efter at tage springet og kaste os ud i næste fase, selvom det faktisk slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin berettigelse og er en del af den cyklus, der findes i alt.

Når naturen holder vejret

Har du nogen sinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, der er ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer. Kroppen falder til ro.

Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre eller handle og gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. En overgang. Det er som at stå på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og bare dvæle ved synet af floden, der flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting at gøre andet end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase vil komme. Den kommer, når det er tid. Ikke før og ikke siden.

Hvad gør man, når man pludselig bliver tom?

I efteråret stødte en af kvinderne i skrivegruppeforløbet Høstcirklen på tomrummet og det fortalte hun om. Hun var ked af det, for det betød blandt andet at hun ikke kunne skrive. Der var ingen ord. Og det kan føles som en falliterklæring, når man nu har meldt sig til et skriveforløb og en rejse, hvor det netop handler om at folde ud via ordene. Når man får serveret skriveafsæt og opgaver, der er skabt til at løfte og hjælpe på vej. Når man er en del af en skrivecirkel og et hjerteligt skrivefællesskab.

Og når man er hjemsøgt af en forunderlig skrivelængsel, ja hvad gør man så, når man pludselig bliver tom?

Tomrummet kalder på stilheden

Tomrummet kalder på stilheden i os. Og som Marts fortalte mig tilbage i det tidlige forår, er tomrummet en tid til restitution. Det er venteværelset på en station, hvor toget endnu ikke er kørt til perron. Det er et modsætningsfyldt tidspunkt, fordi de fleste af os har travlt med at komme væk. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. Stilheden.

Men tomrummet er hverken eller og det er ikke en tid for handling af den slags, der kalder på flugt. Tomrummet synger ordløst om hengivelse og tålmodighed.

Vi er bange

I virkeligheden er tomrummet et perfekt tidspunkt for hvile og kontemplation, men det er desværre uvant for mange af os. Vi har alt for travlt med at komme videre. Vi er bange.

Tomrummet opstår også på skriverejsen (for vi skriver jo i livet!)

Tomrummet opstår også på skriverejsen. Det sker ikke nødvendigvis mens du er i et forløb og deltager i en skrivecirkel, men vi ved det ikke på forhånd. Der kommer som regel præcist det, der skal og uanset hvad, kan vi altid skrive om det. Selv når der ikke er ord, kan vi skrive det. Tomrum. Tomrum. Tomrum.

Så kan vi i øvrigt gøre det, som kvinden i Høstcirklen heldigvis besluttede sig for at gøre. Hun gik ud i naturen og tog sit indre tomrum med sig. Hun besluttede sig for at vente sammen med havet og vinden. Så hun forlod sit skriverum, hvor hun var blevet godt og grundigt ked af, at hun ikke kunne skrive det, hun havde tænkt sig at skrive og i accept begav hun sig ud for at lytte. Vente. Sanke.

Honour the space between no longer
and not yet
– Nancy Levin –

En sandhed med modifikationer, for hun skrev faktisk

Samtidig fik hun så mulighed for at opleve, at det egentlig forholdt sig lidt anderledes, end hun havde tænkt det. Det kunne jeg som skriveguide pege på og vise hende. For hun havde jo skrevet, hun havde fortalt os andre om den tilstand, hun var i og uden at vide det, havde hun sat en proces i gang.

Tomrummet er perfekt til at lade op i

Hun fortalte det til sig selv, papiret og til os andre i cirklen. Den kreative skriveproces handler nemlig ikke udelukkende om at skrive. Det er dans mellem flere faser og tilstande og glemmer vi at sanke, restituere og give os selv, inden vi giver ordene til papiret, kan vi godt løbe tør. Vi er nødt til at lade os selv op og det er overgangen perfekt til.

Bliver du i tvivl, bliv da stille

Tomrummet er også rummet uden svar. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke ved og svarene ikke er klar. De er i simregryden, de danser med disen i horisonten, men de ikke klar til at blive serveret for os. Derfor kan tomrummet også føles som en tilstand af ”ikke at vide” og også det er præcist som det skal være.

Svarene er ikke klar, vi er ikke klar. Igen er det en uvant og grænseoverskridende tilstand for de fleste af os, vi er vant til at vi helst skal have svar på rede hånd og at det er en falliterklæring at sige, at vi ikke ved. I virkeligheden er det en gave. En styrke. Denne tilstand af ”ikke at vide besked”. For hvis vi påstår, at vi ved eller tænker, at andre måske gør det, ved bedre altså, gør vi noget, som næsten med sikkerhed vil føre os på afveje og måske endda gøre os endnu mere ulykkelige og frustrerede, end vi var før.

Kan man lære ikke at være udfarende og hengive sig til tomrummet?

Det kan man måske, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ofte begår den samme fejl, når jeg rammer tomrummet med et lydløst brag. Det er som at løbe panden mod en mur. Energien siver ud af mig og trætheden kommer som en pil og sætter sig fast i mit hjerte. Jeg kan føle mig ordløs. Og det er virkelig frustrerende, fordi jeg samtidig kan have hoved og hjerte fuld af gode ideer til fortællinger, blogindlæg og så videre. Der er masser i simregryden, men selvom jeg egentlig ved bedre, forsøger jeg ofte indledningsvis at fjerne retten fra gryden, inden den var klar.

Huske og tilbage

Så brænder jeg fingrene. Og opdager til sidst, hvad jeg har gang i. Flugt. Fra Tomrummet. Huske og tilbage.

Lad stilheden hele, rense og vise dig vej

Din lærer, min ven, findes dybt i dig selv. Der er ingen grund til at kigge dig omkring efter din stjerne. Du er din egen stjerne. Det, du søger, det du skriver om, det findes allerede i dig. Bliver du i tvivl, bliv da stille. Lyt til stilheden og hengiv dig til hvile.

Lad stilheden heale dig, rense dig og vise vej. Det du søger, søger også dig.

Naturen. Stilheden. Dansen. Rytmen. Musikken. Poesien. Kærligheden.

Eftertænksomme dage før Vintersolhverv

Det er eftertænksomme dage, det er tomrum. Hengivelse og accept er nøgleord, men tomrummet er altid et lidt svært sted at være. Jeg øver mig, hver gang det dukker op på min rejse. Jeg skrev om det i morges på morgensiderne, for noget i mig ved og kan mærke, hvordan en del af mig stadig kæmper imod.

Min sande natur er en anden

Jeg er barn af en travl, udadvendt og smart-i-en-fart tid, men min sande natur er en helt anden.

Først opdager jeg det ikke, jeg skal åbenbart altid lidt ud i tovene og hænge, før det går op for mig, at jeg nu igen er kommet lidt for langt i mine bestræbelser på at få ting til at ske. Det ligger ligesom i blodet, i tiden, det pulserer og det dundrer som et evigt ekko af noget, der minder om dårlig samvittighed. Har jeg givet op? Er jeg tabt bag en vogn?

Hellere tabt bag en vogn end …

”Hellere være tabt bag en vogn end at sidde fast på en vogn, som kører i hastig fart i en helt forkert retning!” Igen den samme stemme, lyden af visdom og noter af noget andet. Jeg tror at det er Ravnen, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Det kan også være Ørnen. I dag giver ingen af dem sig til kende, men stemmen er tydelig alligevel.

Jeg nikker. Tager en slurk af den nylavede kaffe og konstaterer, at jeg egentlig slet ikke har lyst til den. Jeg lavede den bare for hyggens skyld. Nu står den der og skvulper let i koppen, mens jeg lader ordene falde ud på det, der engang vil blive til papir. Lige nu er det ren og skær energi, der strømmer igennem mig.

Pludselig kommer jeg til at smile. Jeg ser vognen for mig, der drøner af sted i hastig fart og kvinden, der ligger tilbage på den mudrede markvej. Jeg ser hende, jeg ser mig og jeg lader vognen køre. Tabt bag en vogn, gudskelov for det. Latteren vokser, jeg kan mærke ørnen i mig og fornemme noget sprudlende lethed af liv bag tunghed og træthed.

”Bare vent”. Stemmen smyger sig om mig og smilet bliver siddende. Det føles godt. Jeg skriver mig ind i accepten og hengivelse bliver straks lettere. Jeg ser det komiske i situationen og nyder at ligge dér i det kølige mudder på markvejen, mens regnen siler og laver mønstre på mine kinder. Dråber af vished når min mund og jeg slikker dem i mig uden hastværk.

Tabt bag en vogn. Introvert kvinde. I tomrummet. Alting er præcist, som det skal være.

Og snart er det Vintersolhverv.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Solhvervscirklen er et online forløb og en skrivecirkelgruppe for dig og din skrivelængsel. Vi starter den 5. januar og der er stadig et par ledige pladser.

Forbindelse til kreativitet og intuition gennem fortællinger

Solhvervscirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra januar til slutningen af marts, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Masser af læring, næring og skriveglæde.

Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Kærlig hilsen og glædeligt Vintersolhverv (21.12)
Lene

INSPIRATIONSBREV til livet og skriverejsen

Er du modtager af mit inspirationsbrev til livet og skriverejsen? I mit kommende brev til jeg fortælle dig lidt mere om min egen fejring i forbindelse med Vintersolhverv. Læs med og pluk eventuelt lidt af det, der kunne blive din helt egen Vintersolhvervsfejring.

Jeg byder også på et skriveafsæt, hvor du kan skrive ind i Vintersolhverv, energien og årets vendepunkt.

Hvis du ikke er tilmeldt inspirationsbrevet, kan du gøre det lige her. 

 

Skru op for din intuition

Intuition Woods

Lytter du til din intuition? Og hvis du lytter, hvis du virkelig hører din stille stemme og fornemmer, at din sandhed og din sjæls sang lyder lige dér, fra et dybt sted i dig selv, følger du så de råd og anvisninger, som du får?

Det er ikke så nemt endda, for de fleste af os er udstyret med en god portion skepsis og et rationelt sind, som er hurtig til at feje intuitive fornemmelser og indre signaler af bordet. Og samme sind er gjort af højrøstede tanker, som er eminente til at skabe splid og tvivl, så snart et signal er modtaget.

Men hvad nu, hvis vi kan vælge at skrue op for vores intuition? Hvis vi øver os på at lytte og høre den indre stemme, så vi bliver bedre til at høre? Og hvad hvis vi har en intention om så også at følge de anvisninger vi får, når vi har hørt dem og registreret dem?

Tvivlen er en sabotør

Du har sikkert også oplevet det. Det har de fleste af os, også selvom vi egentlig har en stærk og insisterende intuition, der ikke bare sådan giver op. Det kan være så svært at tage intuition, mavefornemmelser og indre signaler alvorligt. For ikke så snart har vi mærket signalerne, før tvivlen og det kritiske sind tager over.

Tvivlen er en sabotør. Den sætter straks spørgsmålstegn ved alt det, vi netop mærkede fra et dybt sted i os selv og snart danser vi til dens pibe. Og tvivlen strøer om sig med tanker, der kunne lyde som følger:

Er det virkelig sandt, hvad jeg hører og fornemmer?
Er det ikke bare min fantasi, som er på spil?
Er jeg ved at blive skør, ja jeg er ved at blive skør?!
Kan jeg virkelig stole på de fornemmelser, jeg får?
Og budskaberne, er de sande, kan jeg virkelig have tillid til dem?
For tænk, hvis jeg farer vild, hvad vil der så ske? Er jeg så fortabt?
Kan det virkelig være sandt, at jeg har en indre stemme i mig, som kender mig og som ved bedre end både mit intellekt og mine stærke, højrøstede tanker?
Tør jeg lytte?
Tør jeg følge min intuition?

Selvfølgelig tør du lytte

”Selvfølgelig tør du lytte” siger hun med en stemme gjort af vingeslag. Som en engel lander hun på mit bord ganske tæt på skrivelysene. Skæret får hendes fjer til at skinne som blodsten. ”Du tør vel ikke andet?”

”Tør er vel så meget sagt. Men du har ret, jeg har efterhånden lært, at det eneste sande navigationssystem for mig er min sjæls kompas.”

Vi nærmer os Vintersolhverv

Jeg drikker af den nylavede kaffe og lader mig synke ind i morgenen. Lyset vokser på himlen, vi er midt i december og nærmer os med langsomme skridt Vintersolhverv. Et tidspunkt, som jeg ser frem til at fejre og i år mere end nogensinde.

”Jeg glæder mig til at fejre sammen med dig” siger hun med fast stemme og læser som altid mine tanker. Ser dybt i min sjæl. Der er ingen hemmeligheder mellem os, eller rettere sagt, jeg har ingen hemmeligheder, som hun ikke kender. Den anden vej er lidt mere tvivlsom. Men jeg har efterhånden lært, at jeg først får aktindsigt, når jeg er klar og det, jeg skal se, er klar til at blive set. Ikke før, ikke siden.

Så jeg venter og fylder mig op med både tillid og tålmodighed, to gode egenskaber i livet og på skriverejsen.

Jeg befinder mig vel i min hule

”I øvrigt er det dejligt at se dig, Ravn”, udbryder jeg og mærker at min stemme er af fuld af smil. En dejlig fornemmelse her midt i vinterens mørke. Jeg befinder mig vel i min hule, den hule, som jeg før var bange for at gå ind og …

”The Cave you fear to enter, holds the treasure you seek”. Hun ler med, en rullende latter, som jeg kender og som får mit mellemgulv til at juble af latterkrampe. Åh, det gør godt at give slip og tage imod. Hende. Ravnen. Jeg ser nu, hvor meget hun ligner den Cailleach, som jeg mødte forleden dag og som jeg skrev om i Mirakelbogen.

Fik du læst det? Og har du mon lavet din egen Mirakelbog i mellemtiden? Jeg er i fuld gang med min, jeg skriver i den hver dag og ved du hvad? Den er virkelig ganske magisk!

Jeg var altså ved at skrive om intuition!

”Men jeg var ved at skrive om intuition”. Min stemme ændrer karakter, jeg mærker alvoren trænge sig på, ikke som en streng af frygt med som en kærlig intention om at holde fokus og få skrevet det, jeg har på hjerte i dag.

Måske kan ravnen hjælpe mig? Hvis jeg altså kan få hende til at holde sig til emnet. Jeg kan mærke, at hun sprudler af provokerende livslyst i dag, hendes blik er både kærligt og drilsk. Som altid udfordrer hun mig til grænsen og er således med til at udvide mit univers. Lidt efter lidt.

Du lod tvivlen komme dig til onde

”Du har ganske sikkert selv oplevet, hvor vanskeligt det er at tage din intuition eller mavefornemmelse, dit indre signal, alvorligt. Åh, hvor mange gange har du ikke givet afkald på dine stærke indre fornemmelser og det, du egentlig godt vidste, fordi du lod tvivlen komme dig til onde?

Du valgte at tro på, hvad andre sagde, ja du lagde nærmest din tvivl i munden på dem. Du hørte deres ord, du mærkede, hvordan noget vred sig i dig og kæmpede imod, men du gik med, fordi det er sådan, man gør. Som menneske. Man vil så gerne passe ind og være en del af flokken og lederen er ofte den, der kan tale højst og hurtigst.”

Min sjæl græd om natten

”Ja, du har ret. Tvivlen og mit kritiske sind har været tro følgesvende. Tvivl og kritik overfor mig selv, mine stærke fornemmelser, følelser, det indre kompas. Jeg har klippet hæle, hugget tæer og fundet grimasser, der kunne passe, masker, som klemte om mit hjerte, men jeg gjorde det. Og ingen opdagede noget. Ingen så det. Men jeg mærkede det. Min sjæl græd om natten.”

Jeg græder igen lidt ved tanken og tårerne siver ned mellem bogstaverne på mit tastatur.

Stilhed

”Men nu har jeg endelig lært at lytte og skrive det, jeg hører.” Jeg snøfter og skyller tårerne ned med en kop kaffe. ”Det er som en trinvis proces, det kræver øvelse, ja disciplin endda og stilheden har hjulet mig meget her.

Stilhed er det rum, intuitionen har brug for at vokse sig stor og stærk.

”Stilhed er det rum, du har brug for, så du kan lære at lytte og høre din sjæls stemme og tage imod al den vidunderlig hjælp, der er til dig.” Hun retter på mig uden at spotte. ”Intuitionen din har været der hele tiden, den er en af din sjæls stemme og et ganske magisk og vidunderligt kompas, som kan guide dig på vej. Det vil føre dig af den vej, som er din at gå. En vej, der åbner sig præcist som himlen åbner for lyset på en vinterdag. ”

Jeg nikker og ser ud af vinduet, hvor solen stiger op mellem træerne. Der er ikke et eneste blad tilbage, nøgne og tillidsfulde står de nu, træerne, og venter uden at ville det anderledes. Det er tid for rodenergi. Jorden er dækket af et tyndt lag sne. En flok krager dukker op i horisonten og lader sig føre med vinden. På samme måde, som jeg nu lader mig føre af min intuition.

Kan man så skrue op for sin intuition?

”Er du enig i, smukke Cailleach, gode Ravn, at man kan skrue op for sin intuition og endda have en intention om, at den skal blive kraftigere og lettere at høre og mærke?”

”Så absolut! Gennem daglige stille stunder, hvor du lærer at betragte dine tanker og bare observere. Du vil både kunne se og høre tvivlen. Men du kan lære dig selv ikke at gøre noget med den. Tvivlen. Du lader den være som den er. Du ser den, betragter og accepterer, at den findes.

Og så lytter du. At blive god til at lytte er også et spørgsmål om øvelse. Du observerer de bevægelser og impulser, som opstår i dit indre, du betragter og lærer lidt efter lidt mere om dig selv. Du ser, hvor meget frygten driver dig. Du opdager, hvilken pibe, du helt automatisk danser til og har gjort det det meste af dit liv. Men lige dér, i en pause mellem tanker, frygt og tvivl opstår et rum af ingenting og du falder blidt og blødt ind i et tæppe af stilhed.

Og lige dér ved du. At der findes en anden vej og måde.

Din sjæl kalder, din intuition er din sjæls kompas

Din sjæl kalder, din intuition er din sjæls kompas. Og jo mere, du giver dig selv af stilhed og stunder, hvor du blot sidder og er med det, som kommer og går, lærer du at lytte og tvivlen bliver mindre. Du begynder at sige det højt, det, du mærker og fornemmer, det bliver lettere og snart oplever du, at du ikke længere kan indgå kompromis, der fornærmer din sjæl.

Brug bevidst Skriverejsen til at styrke din intuition

Og som du allerede ved, kan du med fordel bruge Skriverejsen og dit pilgrimsfærd i fortællingernes univers til at lære at lytte og skrive det, du hører. Som du gør det nu. Med en velformuleret intuition, stærke ord og tillid i hjertet. På den måde skruer du automatisk op for din intuition. Du viser, at du er villig, du møder op og skriver, papiret bliver din åndfælle og så meget mere end det. Hjælpere dukker op. Og resten er historie.”

”Nu skal du videre!” Det er ikke et spørgsmål, det er en konstatering. Jeg ser på hende, min flyvende blodsten og opfyldes af kærlig taknemmelighed. ”Tak fordi du kom og skænkede mig en fortælling i dag.

Hendes vinger løfter hende fra bordet så let som ingenting. Snart forsvinder hun i horisonten.

Farvel, flyv, jeg lader dig gå og ser dig forsvinde i en stribe af ferskenfarvet lys, der har åbnet sig i horisonten. Du har den smukkeste silhuet. Ravn. Cailleach.

Du er min skygge. Du er mit lys. Min læremester og min hjælper. Hvor du kommer fra, ved jeg ikke helt. Men jeg tror på dig. Jeg stoler på dig. Og derfor kommer du.

Det er visdom at stole på hjertet.
– George Santayana –

Lytter du til din intuition?

Intuitionen er flydende ligesom livet. Den er ikke fikseret, statisk eller ubøjelige. Den diskuterer ikke, men røber ganske enkelt i hvert øjeblik, hvad der sandt. Lige nu. Derfor er stilhed og bevidsthed om at være til stede i nuet også en gudegave, når det handler om at blive bedre til at lytte og følge sin intuition.

Intuitionen kræver ikke, at du planlægger og skriver lange lister, som du følger slavisk. Faktisk kan det sætte en stopper for dens saft og kraft. Dermed ikke sagt, at lister ikke kan være gode, når vi skal huske, men vi må aldrig blive slaver af dem. Hvis vi altså har en intention om at være i nuet og lytte til vores intuition.

Det intuitive sind er en hellig gave og dets rationelle sind dets tro tjener. Vi har skabt et samfund, der ærer tjeneren, men som har glemt gaven.”
– Albert Einstein –

Hvorfor ikke bruge din medfødte gave?

Hvorfor ikke bruge din medfødte gave til at guide dig vej og skabe netop det liv, du inderst inde drømmer om? Gaven, din intuitive viden, er kontakten til din ånd. Den guddommelige ånd, din sjæl, som er inde i os alle og som oplyser vores vej som et lys i mørket. Den er vores beskytter og den rummer også vores kreative genialitet og vores livsglæde.

Jo mere du ærer din ånd, din intuition, din sjæl, og jo mere du lytter, desto mere vil den dukke op og hjælpe dig, guide dig og støtte dig i alle mulige og umulige situationer.

Hvis du tør. Hvis du tror. Og hvis du har en intention i hjertet.

skriverejsen

Også på skriverejsen!

Intention og intuition – dine kraftfulde hjælpere

På de intuitive skriveworkshops og i skrivecirklerne bruger vi bevidst hensigtserklæringer, vores intention til at sætte den indre kurs og så vi øver os på at lytte. Vi skærper vores evne til at lytte til vores egen stille viden, sjælens toner, og kommer i kontakt med vores intuition og det, der instinktivt føles rigtig for os og som kommer til os, når vi giver slip og lader komme. Og på skriverejsen gør vi det gennem ordene og fortællingens kraft.

Du kan det allerede!

Jeg viser dig gerne hvordan og guider dig på vej i skrivebjergene. Men du kan allerede, det vil du opdage, du har bare glemt det. På skriverejsen husker du og skriver det.

Det er ganske magisk!

Vil du med på skriverejse? Booste din skriveglæde, din intuition og lære kreativitetens cyklus at kende, der minder forbavsende meget om naturens?

Næste online skrivegruppeforløb er Solhvervscirklen og vi starter den 5. januar. Der er stadig ledige pladser.

solhvervscirklen

SOLHVERVSCIRKLEN

Solhvervscirklen er et online forløb og en skrivecirkelgruppe for dig og din skrivelængsel med start den 5. januar 2018. I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Forbindelse til kreativitet og intuition gennem fortællinger

Solhvervscirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra januar til slutningen af marts, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Masser af læring, næring og skriveglæde.

Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop

Sangen, længslen, stilheden

Soul woman

Det er et særligt øjeblik. Jeg træder ind i rummet, går gennem døren, den står altid på klem nu, der er altid åben. Jeg tænder skrivelysene, højtidligt puster jeg tændstikken ud og trækker vejret dybt. Sætter mig på stolen ved bordet, kaster et blik mod vinduerne, ser regnen og vanddråberne, der har lavet en smuk mosaik på vinduerne. En krage flyver forbi. Jeg retter blikket mod papiret og tager pennen i hånden. Det er tid til at skrive.

Det er et særligt øjeblik. Skrivetiden, den tid, der er mit daglige møde med mig selv og det, der rører sig i mig. Mødet med hende. Det er det tidspunkt, hvor jeg sætter ord på følelser og tanker og lytter til mig selv uanset, hvad det handler om. Jeg har valgte en god pen og en særlig skrivebog med kvalitetspapir. Jeg kan lide at lade mine fingre stryge hen over overfladen af coveret på den bog, jeg kalder “Magi og Morgensider”. For jeg ved aldrig helt, hvad der vil møde mig, når jeg skriver.

Husk at opvarme din skrivestemme

Jeg skriver det, der er. Ofte er det sådan, at jeg lige skal rense stemmen, præcist som når man synger skalaer og varmen stemmen op, inden man begynder at synge det endelige. Jeg lader de ord skrives, de betyder ikke så meget, det er blot tankevand, en beholder jeg tømmer, så jeg kan komme lidt dybere.

Jeg skriver og når længere ind, tonen bliver anderledes og jeg får fat i noget, jeg ikke umiddelbart kunne mærke. Der var for mange tanker, for meget støj. Men nu kan jeg høre hende og tonen er slået an. Min stemme er varm, jeg sidder ved ilden og mærker varmen fra bålet, sådan føles det.

Jeg er klar til at skrive det egentlige, klar til at lytte. For hun taler ikke med højrøstet stemme, hun forsøger ikke at overdøve verdens larm eller tale højere end de modstandsfyldte tanker. Hun venter bare. Og når jeg gør mig lydhør og modtagelig, kan jeg høre hendes hvisken. Med en intention i hjertet skriver jeg mig ind og møder hende undervejs. Præcist på samme måde, som jeg møder inspirationen.

Den stille stemme

Der er meget larm i verden. En uendelig støj gjort af lyd, lys og billeder. En evig flimren og en tone, der aldrig hører op. Tinnitus. Den ydre verden er gjort af tinnitus. Derfor er det af stor betydning, at vi selv er i stand til at skabe rum til stilhed. At vi kontinuerligt har en intention, som vi ærer, om at søge ind i stilheden og lytte til dens sang. At vi selv bliver stille nok til at kunne høre den stille stemme og til at lytte. Vi må øve os på at lytte.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Mange siger det. Vi skal lytte til den indre stemme. Følg hjertet, hør stemmen. Den stemme, som ved, sjælens stemme, der kan guide os og føre os præcist derhen, hvor det er meningen at vi skal være. Den stemme, som ved hvad vi trænger til og som kan fortælle os det på sin helt særlige, dragende måde. Så vi mærker. Så vi husker. Så vi ved. Men det kan være svært for stemmen at få ørenlyd i en verden, hvor alting foregår i hastigt tempo med en masse larm og støj i kølvandet. Der er ikke tid. Der er ikke rum.

Giv tid og skab rum

Tiden må vi give os selv og rummet må vi skabe. Det er op til os. Og det er her, skriverejsen kan hjælpe dig. Hvis du som jeg møder op, tænder dine skrivelys og sætter dig i dit skriverum eller på den plads, der er hellig for dig, træder du over en tærskel til et andet slags sted. Og det er af stor betydning, at du lige giver dig selv lov til at falde til ro og finde den indre rytme, inden du slår dig selv i hovedet og giver op.

Det sker alt for ofte, at vi haster ind i rummet i hæsblæsende tempo, tænder lysene og sidder med hjertet bankende i tindingerne, mens vi hiver os i håret og vrider os, fordi vi ikke kan mærke inspirationen. Vi er fortravlede og tankerne er hurtige til at fortælle os, at det alligevel ikke nytter noget. Vi kan ikke skrive. Vi er ikke inspirerede. Giv dog op, vinde, bliv i din komfortzone og i den larmende verden, der adskiller dig fra din sjæl.

Inspirationen møder dig undervejs!

Men inspirationen møder vi undervejs, når vi er begyndt at skrive. Og det er i stilheden, at vi kan høre sjælens stemme.

En evig dans

Dansen er en evig tilbagevenden til det rum, hvor vi med vores intention i hjertet tænder skrivelysene og sætter os med pen og papir (eller PC). Der er en praksis, vi må etablere og opretholde. Så ja, det kræver en vis disciplin for uden den har vi intet fundament.

Do you have the disciplin to be a free spirit?
– Gabrielle Roth –

Start med morgensiderne

Du kan eventuelt gøre som jeg og starte med morgensiderne. De er mit faste holdepunkt og jeg har en intention om at skrive i min bog hver morgen. Jeg møder op i tillid og gennem den tillid skaber jeg forbindelse. I morgensiderne kan du skrive hvad som helst, bare du skriver 3 sider. Hverken mere eller mindre. Morgensiderne og den daglige skriverutine, rytmen og ordene du skriver, er med til at åbne døren til det indre magiske rum og bane vej. De sætter kreativiteten i gang og noget vækkes i din krop. Sjælen rører på sig. Det sker noget også selvom du måske ikke mærker det i starten.

Den evige tilbagevenden. En intention om at lytte til den stille stemme, den sjælelige stemme som med sine kærlige, hviskende ord og fra en verden af visdom viser vej. Men vi er nødt til at tune ind og det gør vi med vores fremmøde og gennem de ord, vi skriver. Et stille rum i stearinlysenes skær, tid med os selv og til os.

Stemmen kan blive dit faste holdepunkt

Stemmen er der hele tiden, men vi kan ikke altid høre den. Og når vi ikke kan høre den og mærke dens klang, kraft og følge dens vejledninger, farer vi kontinuerligt vild i det ydre og føler os løsrevede og rodløse.

Men stemmen kan blive vores faste holdepunkt og vores fyrtårn. Når vi lytter til den og skriver fra det sted, hvor den risler som en kilde, falder vi til ro som til lyden af vand. Vi behøver ikke længere at løbe af sted og søge som gale efter svar og mening i den ydre verden. Vi lærer os selv at lytte indad og skabe rum, så vi kan blive stille nok. Det gør vi igen og igen. Det er disciplin. En kombination af meditation, natur og skrivning er en magisk cocktail i den forbindelse. Prøv dig frem.

Din skrivelængsel er et kald fra den stille stemme. Fra din sjæl. Så gør dig selv den tjeneste at besvare det kald. Din skrivelængsel er din billet. Brug den.

Læs mere i “Når skrivelængslen kalder”.

During sessions of solitude, periods of silence or “time retreats”, we shun life’s chattering distractions and simply notice what is left. Ourselves.
– Helen Cordes –

Stilhed. Ensomhed. Tid til indre næring og rum til fordybelse. Måske er det endda endnu vigtigere, hvis du som jeg er introvert og er nødt til at nære dig selv i selvvalgt ensomhed. Jeg elsker min egentid.

Ensomhed og egentid

I Vejen til den vise kvinde fortæller jeg lidt mere om den ensomhed. For en del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd. Gaven i den den ensomhed er, at det ofte er tiden alene og i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for. Her kan vi høre stemmen. Her kan vi lytte, skrive og følge dens råd.

På skriverejsen og i din proces bliver du snart bevidst om den praksis, det er at skrive og skabe rum. Du opdager at disciplin er en gave og langt fra så skræmmende, som du bildte dig ind. Faktisk tværtimod. Nu oplever du magien i gentagelsen og den proces, der synes at bevæge sig i cirkler. Du lærer at danse. Lytte. Og synge den sang, der lyder i dit indre. Med tiden bliver du den sang. Den stille stemmes sang.

Rodenergiens tid

Det er blevet vinter og vi rejser mod Vintersolhverv. Det er årets mørkeste tid, en tid som tilhører rodenergien, det indre og det nære og vi opfordres til at skabe rum til hvile, fordybelse og restitution. Det er tid til at vende næsen hjemad og måske sidde lidt i det tiltagende mørke, i skumringen, og se lyset forsvinde. Sige farvel til dagen, til det, vi fik med os og give slip på det, vi ikke skal have med os ind i aftenen og natten. Vi holder mørkning.

Melankolien kommer på besøg

For nogen er vinteren en tid en tid fuld af kontraster. Melankolien kommer på besøg. For mørket har et budskab og det er ikke altid, at vi bryder os om at høre det. Men mørket skaber harmoni og giver kraft til lyset. De to eksisterer side om side og vi er en del af den dualistiske dans. Derfor er vinteren et rum fuld af gaver til os, hvis vi altså hengiver os til det. Rummet og vinteren.

Mørket har helt sine egne fortællinger. Det samme har vinteren. Men hvis vi flygter og hele tiden forsøger at gøre os travle, tænde elektrisk lys og løbe bort, får vi aldrig hørt og set det, der kan være med til at skabe balance og gøre os hele. At følge med årshjulet og hengive os til den naturlige cyklus er med til at give os indre ro og en følelse af harmoni.

Har du skrivelængsel, er vinteren et fint tidspunkt at begynde skriverejsen på

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Det kan være langt lettere at lytte og høre den indre stemme, når det er mørkt udenfor. Eller når sneen har lagt en dæmper på lydene. Vinteren har masser af rolige rum, som vi kan koble os på og når vi går ud i naturen, kan vi lade os inspirere af processerne der. Træerne, som står nøgne hen. Lyttende. Afventende. Der er ro. Energien er gået i rødderne.

Stil gerne spørgsmål til de tomme siderne

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden, skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.
Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015 – Lene Frandsen

solhvervscirklen

Find indre ro og varme i det nye år gennem ord og skriverier. Solhvervscirklen starter den 5. januar og der er stadig ledige pladser.

Kom med i Solhvervscirklen og genfind din skriveglæde. Find ro, fordybelse og lad fortællingens kraft løfte og støtte dig på din skrivevej. Det er både sjovt, bevægende og lærerigt.

Solhvervscirklen er næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

I Solhvervscirklen forankrer vi os i vinterens energi efter solhvervet og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. En nytårsgave til din sjæl

Solhvervscirklen er forankret i naturens visdom, vinteren efter vintersolhverv og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både årstiden og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og skriver.

Du gør dig lydhør for din stille stemme og din sjæls sang

Solhvervscirklen starter den 5. januar. Forløbet foregår online og der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, du skal deltage. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver så det passer ind i dit liv. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

For kvinder med skrivelyst og længsel. Du er hjertelig velkommen.

Et kærligt, kreativt rum

Jeg er med som skriveguide i bjergene. Jeg holder et kærligt og nærende kreativt skriverum med næb, kløer og kærlighed og det gør jeg i henhold til Julia Camerons regler for den hellige cirkel. Vi værner om de små spirer, vi løfter og støtter hinanden og nyder godt af de fortællinger, vi hver især henter frem i forløbet.

Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som sætter din fortællerske i gang. Du får masser af skrivetips og ideer til, hvordan du kan folde din fortællerske ud og holde gang i skriveilden. Du lærer om den kreative proces og øver dig i at danse. I processen. Du opdager, hvordan alt kan skrives og skriveblokeringer opløses.

Fortællingens kraft og intentionens magi

Du oplever fortællingens kraft og intentionens magi. Du får masser af historiemedicin og vitaminer til dit indre eventyr. En ganske særlig skriverejse gennem vinteren og med lyset mod forår. Og eftersom Solhvervscirklen foregår online, kan du være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Tilmeld dig senest den 10. december og få ravnerabat

Du opnår ravnerabat (early rabat) ved tilmelding senest den 10. december. Forløbet starter den 5. januar og varer i 3 måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Invitation og detaljer finder du her eller ved at klikke på billedet ovenfor.

Kærlig hilsen
Lene

“Your soul knows the geography of your destiny. Your soul alone has the map of your future, therefore you can trust this indirect, oblique side of yourself. If you do, it will take you where you need to go, but more important it will teach you a kindness of rhythm in your journey.”
― John O’Donohue, Anam Cara

It’s not only tears and laughter, impulses and memories, that link us to our authentic wildness. By nature we are creative. Creativity flows through us like the blood in our veins. In our natural state we are writers, dancers, singers, poets and makers of art.

There are intutive knowings that we sometimes forget, but just beneath the surface of our daily lives they reside and come alive in our nightdreams.

We may have forgotten how to express it or we might stutter when we try, but the deep song of our authentic voice still resonates within.
– Judy Reeves – 

 

Stemmen

Soul woman

Det er et særligt øjeblik. Jeg træder ind i rummet, går gennem døren, den står altid på klem nu, der er altid åben. Jeg tænder skrivelysene, højtidligt puster jeg tændstikken ud og trækker vejret dybt. Sætter mig på stolen ved bordet, kaster et blik mod vinduerne, ser regnen og vanddråberne, der har lavet en smuk mosaik på vinduerne. En krage flyver forbi. Jeg retter blikket mod papiret og tager pennen i hånden. Det er tid til at skrive.

Det er et særligt øjeblik. Skrivetiden, den tid, der er mit daglige møde med mig selv og det, der rører sig i mig. Mødet med hende. Det er det tidspunkt, hvor jeg sætter ord på følelser og tanker og lytter til mig selv uanset, hvad det handler om. Jeg har valgte en god pen og en særlig skrivebog med kvalitetspapir. Jeg kan lide at lade mine fingre stryge hen over overfladen af coveret på den bog, jeg kalder “Magi og Morgensider”. For jeg ved aldrig helt, hvad der vil møde mig, når jeg skriver.

Husk at opvarme din skrivestemme

Jeg skriver det, der er. Ofte er det sådan, at jeg lige skal rense stemmen, præcist som når man synger skalaer og varmen stemmen op, inden man begynder at synge det endelige. Jeg lader de ord skrives, de betyder ikke så meget, det er blot tankevand, en beholder jeg tømmer, så jeg kan komme lidt dybere.

Jeg skriver og når længere ind, tonen bliver anderledes og jeg får fat i noget, jeg ikke umiddelbart kunne mærke. Der var for mange tanker, for meget støj. Men nu kan jeg høre hende og tonen er slået an. Min stemme er varm, jeg sidder ved ilden og mærker varmen fra bålet, sådan føles det.

Jeg er klar til at skrive det egentlige, klar til at lytte. For hun taler ikke med højrøstet stemme, hun forsøger ikke at overdøve verdens larm eller tale højere end de modstandsfyldte tanker. Hun venter bare. Og når jeg gør mig lydhør og modtagelig, kan jeg høre hendes hvisken. Med en intention i hjertet skriver jeg mig ind og møder hende undervejs. Præcist på samme måde, som jeg møder inspirationen.

Den stille stemme

Der er meget larm i verden. En uendelig støj gjort af lyd, lys og billeder. En evig flimren og en tone, der aldrig hører op. Tinnitus. Den ydre verden er gjort af tinnitus. Derfor er det af stor betydning, at vi selv er i stand til at skabe rum til stilhed. At vi kontinuerligt har en intention, som vi ærer, om at søge ind i stilheden og lytte til dens sang. At vi selv bliver stille nok til at kunne høre den stille stemme og til at lytte. Vi må øve os på at lytte.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Mange siger det. Vi skal lytte til den indre stemme. Følg hjertet, hør stemmen. Den stemme, som ved, sjælens stemme, der kan guide os og føre os præcist derhen, hvor det er meningen at vi skal være. Den stemme, som ved hvad vi trænger til og som kan fortælle os det på sin helt særlige, dragende måde. Så vi mærker. Så vi husker. Så vi ved. Men det kan være svært for stemmen at få ørenlyd i en verden, hvor alting foregår i hastigt tempo med en masse larm og støj i kølvandet. Der er ikke tid. Der er ikke rum.

Giv tid og skab rum

Tiden må vi give os selv og rummet må vi skabe. Det er op til os. Og det er her, skriverejsen kan hjælpe dig. Hvis du som jeg møder op, tænder dine skrivelys og sætter dig i dit skriverum eller på den plads, der er hellig for dig, træder du over en tærskel til et andet slags sted. Og det er af stor betydning, at du lige giver dig selv lov til at falde til ro og finde den indre rytme, inden du slår dig selv i hovedet og giver op.

Det sker alt for ofte, at vi haster ind i rummet i hæsblæsende tempo, tænder lysene og sidder med hjertet bankende i tindingerne, mens vi hiver os i håret og vrider os, fordi vi ikke kan mærke inspirationen. Vi er fortravlede og tankerne er hurtige til at fortælle os, at det alligevel ikke nytter noget. Vi kan ikke skrive. Vi er ikke inspirerede. Giv dog op, vinde, bliv i din komfortzone og i den larmende verden, der adskiller dig fra din sjæl.

Men inspirationen møder vi undervejs, når vi er begyndt at skrive. Og det er i stilheden, at vi kan høre sjælens stemme.

En evig dans

Dansen er en evig tilbagevenden til det rum, hvor vi med vores intention i hjertet tænder skrivelysene og sætter os med pen og papir (eller PC). Der er en praksis, vi må etablere og opretholde. Så ja, det kræver en vis disciplin for uden den har vi intet fundament.

Do you have the disciplin to be a free spirit?
– Gabrielle Roth –

Start med morgensiderne

Du kan eventuelt gøre som jeg og starte med morgensiderne. De er mit faste holdepunkt og jeg har en intention om at skrive i min bog hver morgen. Jeg møder op i tillid og gennem den tillid skaber jeg forbindelse. I morgensiderne kan du skrive hvad som helst, bare du skriver 3 sider. Hverken mere eller mindre. Morgensiderne og den daglige skriverutine, rytmen og ordene du skriver, er med til at åbne døren til det indre magiske rum og bane vej. De sætter kreativiteten i gang og noget vækkes i din krop. Sjælen rører på sig. Det sker noget også selvom du måske ikke mærker det i starten.

Den evige tilbagevenden. En intention om at lytte til den stille stemme, den sjælelige stemme som med sine kærlige, hviskende ord og fra en verden af visdom viser vej. Men vi er nødt til at tune ind og det gør vi med vores fremmøde og gennem de ord, vi skriver. Et stille rum i stearinlysenes skær, tid med os selv og til os.

Stemmen kan blive dit faste holdepunkt

Stemmen er der hele tiden, men vi kan ikke altid høre den. Og når vi ikke kan høre den og mærke dens klang, kraft og følge dens vejledninger, farer vi kontinuerligt vild i det ydre og føler os løsrevede og rodløse. Men stemmen kan blive vores faste holdepunkt og vores fyrtårn. Når vi lytter til den og skriver fra det sted, hvor den risler som en kilde, falder vi til ro som til lyden af vand. Vi behøver ikke længere at løbe af sted og søge som gale efter svar og mening i den ydre verden. Vi lærer os selv at lytte indad og skabe rum, så vi kan blive stille nok. Det gør vi igen og igen. Det er disciplin. En kombination af meditation, natur og skrivning er en magisk cocktail i den forbindelse. Prøv dig frem.

Din skrivelængsel er et kald fra den stille stemme. Fra din sjæl. Så gør dig selv den tjeneste at besvare det kald. Din skrivelængsel er din billet. Brug den.

Læs mere i “Når skrivelængslen kalder”.

During sessions of solitude, periods of silence or “time retreats”, we shun life’s chattering distractions and simply notice what is left. Ourselves.
– Helen Cordes –

Stilhed. Ensomhed. Tid til indre næring og rum til fordybelse. Måske er det endda endnu vigtigere, hvis du som jeg er introvert og er nødt til at nære dig selv i selvvalgt ensomhed. Jeg elsker min egentid.

Ensomhed og egentid

I Vejen til den vise kvinde fortæller jeg lidt mere om den ensomhed. For en del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd. Gaven i den den ensomhed er, at det ofte er tiden alene og i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for. Her kan vi høre stemmen. Her kan vi lytte, skrive og følge dens råd.

På skriverejsen og i din proces bliver du snart bevidst om den praksis, det er at skrive og skabe rum. Du opdager at disciplin er en gave og langt fra så skræmmende, som du bildte dig ind. Faktisk tværtimod. Nu oplever du magien i gentagelsen og den proces, der synes at bevæge sig i cirkler. Du lærer at danse. Lytte. Og synge den sang, der lyder i dit indre. Med tiden bliver du den sang. Den stille stemmes sang.

Rodenergiens tid

Vi har for længst passeret efterårsjævndøgn og er gået ind i en ny tid. Nu vokser mørket, nætterne bliver længere og efterhånden som bladene falmer og bliver taget af vinden, må vi som træerne give slip. Et blad, et skridt af gangen. Den kommende tid tilhører rodenergien, det indre og det nære og vi opfordres til at skabe rum til hvile, fordybelse og restitution. Det er tid til at vende næsen hjemad og måske sidde lidt i det tiltagende mørke, i skumringen, og se lyset forsvinde. Sige farvel til dagen, til det, vi fik med os og give slip på det, vi ikke skal have med os ind i aftenen og natten. Vi holder mørkning.

Melankolien kommer på besøg

For nogen er den kommende tid en tid fuld af kontraster. Melankolien kommer på besøg. For mørket har et budskab og det er ikke altid, at vi bryder os om at høre det. Men mørket skaber harmoni og giver kraft til lyset. De to eksisterer side om side og vi er en del af den dualistiske dans. Derfor er vinteren et rum fuld af gaver til os, hvis vi altså hengiver os til det. Rummet og vinteren.

Mørket har helt sine egne fortællinger. Det samme har vinteren. Men hvis vi flygter og hele tiden forsøger at gøre os travle, tænde elektrisk lys og løbe bort, får vi aldrig hørt og set det, der kan være med til at skabe balance og gøre os hele. At følge med årshjulet og hengive os til den naturlige cyklus er med til at give os indre ro og en følelse af harmoni.

Har du skrivelængsel, er vinteren et fint tidspunkt at begynde skriverejsen på

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Det kan være langt lettere at lytte og høre den indre stemme, når det er mørkt udenfor. Eller når sneen har lagt en dæmper på lydene. Vinteren har masser af rolige rum, som vi kan koble os på og når vi går ud i naturen, kan vi lade os inspirere af processerne der. Træerne, som står nøgne hen. Lyttende. Afventende. Der er ro. Energien er gået i rødderne.

Stil gerne spørgsmål til de tomme siderne

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden, skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.
Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015 – Lene Frandsen

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Kom med i et af mine online forløb og genfind din skriveglæde. Find ro, fordybelse og lad fortællingens kraft løfte og støtte dig på din skrivevej. Det er både sjovt, bevægende og lærerigt.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens og mørkets gave. I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. En vintergave til din sjæl

Vintercirklen er forankret i naturens visdom, vinteren og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og skriver.

Du gør dig lydhør for din stille stemme

Vintercirklen starter den 9. november. Forløbet foregår online og der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, du skal deltage. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver så det passer ind i dit liv. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

For kvinder med skrivelyst og længsel. Du er hjertelig velkommen.

Fortællersken

Fortællersken

er et nyt online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel.

Giv din indre fortællerske ordet og kom styrket ud af vinteren

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde og lege med dine skriverier gennem vinteren og i endnu højere grad en tidligere at give din indre vise kvinde ordet.Du vil gerne vil bruge vinteren på at give din indre fortællerske ordet med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og komme styrket ud af vinteren.

I Fortællersken skal vi arbejde og lege med forskellige indgange til fortællingens kraft. Du vil blive introduceret for nye og anderledes tilgange til det at skrive og du vil også blive ansporet til at gå lidt længere og lidt dybere med det, der folder sig ud.

Vi arbejder, leger og prøve nye skriveveje

Du har lyst til og mod på at lege og prøve nye skriveveje. Du ser det som et eventyr og ved, at du er nødt til at skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte for at få fat i de virkelig gode og transformerende fortællinger.

Et kærligt, kreativt rum

Jeg er med som skriveguide i bjergene. Jeg holder et kærligt og nærende kreativt skriverum med næb, kløer og kærlighed og det gør jeg i henhold til Julia Camerons regler for den hellige cirkel. Vi værner om de små spirer, vi løfter og støtter hinanden og nyder godt af de fortællinger, vi hver især henter frem i forløbet.

Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som sætter din fortællerske i gang. Du får masser af skrivetips og ideer til, hvordan du kan folde din fortællerske ud og holde gang i skriveilden. Du lærer om den kreative proces og øver dig i at danse. I processen. Du opdager, hvordan alt kan skrives og skriveblokeringer opløses.

Fortællingens kraft og intentionens magi

Du oplever fortællingens kraft og intentionens magi. Du får masser af historiemedicin og vitaminer til dit indre eventyr. En ganske særlig skriverejse gennem vinteren. Og eftersom den foregår online, kan du være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Tilmeld dig senest den 20. oktober og få ravnerabat

Se invitation og detaljer i linket her og bemærk, at du opnår ravnerabat (early rabat) ved tilmelding senest den 20. oktober. Forløbet starter den 20. november og varer 4 måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

“Your soul knows the geography of your destiny. Your soul alone has the map of your future, therefore you can trust this indirect, oblique side of yourself. If you do, it will take you where you need to go, but more important it will teach you a kindness of rhythm in your journey.”
― John O’Donohue, Anam Cara

It’s not only tears and laughter, impulses and memories, that link us to our authentic wildness. By nature we are creative. Creativity flows through us like the blood in our veins. In our natural state we are writers, dancers, singers, poets and makers of art.

There are intutive knowings that we sometimes forget, but just beneath the surface of our daily lives they reside and come alive in our nightdreams.

We may have forgotten how to express it or we might stutter when we try, but the deep song of our authentic voice still resonates within.
– Judy Reeves – 

 

Bag den blå dør

Old Door 2

Det starter med en dør. Og det kan meget vel være, at døren er blå eller turkis, som døren på billedet her. Det er en gammel dør, den har eksisteret i mange år og sandsynligvis har den været lukket. Aflåst endda.

Måske har du kigget forbi, set døren, kærtegnet det gamle træ og set, hvordan malingen skaller af på udsatte steder. Måske har du stukket nøglen i døren, åh ja, for det er dig, der bærer den nøgle om halsen, tæt på hjertet, og du har forsigtigt drejet nøglen om. Skubbet til døren og hørt den knirke. Du mærkede en sød forventning danse i dit bryst og tusind sommerfugle flagre. Du stod dér og var lige ved, men så skete der noget og du lukkede brat døren igen og trak nøglen til dig. Skyndte dig op af trappen og tilbage i det rum, du kender så godt. Venteværelset. Drømmerummet. Her lod du hånt om skrivelængslens kald og besluttede dig for aldrig mere at gå ned af trappen og stå foran den blå dør.

Du blev bange

Du blev bange. Du fik hjertebanken og turde simpelthen ikke tage det næste skridt. Døren stod kun på klem, da du skyndte dig at lukke den igen. Du skimtede kun et svagt lys fra sprækken, en duft af støvede ord og papir og en drøm om at tage din skrivelængsel alvorligt. En længsel, der paradoksalt nok kan være svær at sætte ord på. Måske skal jeg bare skrive en bog, tænkte du og så blev du endnu mere skræmt. Nej, måske skal jeg bare lade hånt om min skrivedrøm og smide nøglen til det magiske rum helt væk.

For er det ikke det magiske rum, som befinder sig bag den blå dør? Og er skrivelængslen ikke et kald fra sjælen, et eventyr, der står dit liv på og som det er din opgave at skrive?

Du er nødt til at skrive det første ord

Nu befinder det magiske rum sig bag den blå dør. Du går i en lang bue udenom trappen, som fører ned til døren. Du undlader at tænke på kælderen, for du ved, at der er mørkt og at du er den eneste, som kan tænde lys. Der kommer ikke nogen og gør det for dig. Men går du ned, åbner du døren med din nøgle og træder du ind i det magiske rum, får du al den hjælp, du kunne drømme om. Det er nemlig hemmeligheden bag skriverejsen og vejen til det magiske rum, sjæl og hjerte. Dér er inspiration, gaver og vejledning at hente, men du er nødt til at tage det første skridt og skrive det første ord.

Du er nødt til at møde op. Det, du søger, søger også dig, men du må først vise dig villig. Din skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed, men den betyder ikke, at du partout skal skrive en bog. Du skal skrive dig selv. Din sjæl.

Det starter med en blå dør og en nøgle, der stikkes i låsen. Det starter med, at du forsigtigt åbner døren og træder ind i rummet med en intention om at skrive det, der danser bag længslen. Det er dit eget hjertes musik, du kan høre. Det starter med det første ord og så det næste. På skriverejsen. Og processen er nøglen. Giv tid og tiden vil give dig.

Du vil lære at danse i den kreative proces

Du vil lære at danse i den kreative proces og lære dens rytme at kende. Opture. Nedture. Ebbe og flod. Tidevandet vil tage dig, men du vil blidt blive ført tilbage til stranden. Der vil være bølgegange og dage, hvor tiden står stille. Du vil lære at sanke. Og at møde inspirationen undervejs på din rejse. Du vil lære om tillid og om at skabe dig nogle gode ritualer, som virker for dig. Og skriverejsen kan meget vel fungere som en del af din spirituelle praksis og den vil altid supplere og forstærke det, du ellers hengiver dig til.

Snart vil du opdage, at det gør godt at skabe en slags rutine eller disciplin i forhold til at tage turen ned af trappen til den blå dør. At du slet ikke kan vente, for nu er du indviet i din egen magiske verden. Et ganske særligt sted, hvor døren knirker, lyset strømmer ud og du har nøglen til hele herligheden. Din indre kraft og styrke. Ord, som forløser og fortællinger, der som fyrtårne vil oplyse din vej. Hvis du går helt ind. Hvis du skriver. Skriver fra det sted, der gemmer sig bag den blå dør og som har helt sit eget unikke udtryk. En stemme, du har længtes efter at høre. En stemme, som tilhører din egen vise kvinde. Din fortællerske.

Ja, nu kommer jeg! 

Det er ofte det, skrivelængslen handler om. Om at give stemme til et autentisk udtryk af tanker og følelser, som ofte er blevet ignoreret eller nedgjort eller skubbet til side, fordi du manglede tid. Skrivelængslen handler om at huske vores historier, at dele dem med andre eller at holde dem tæt til hjertet i det hemmelige rum, der gemmer sig bag den blå bog og i vores skrivebøger. At værdsætte og hylde vores iboende kreative natur og besvare dens kald. Ja, nu kommer jeg!

Din gave er dine fortællinger

Når du besvarer kaldet fra den indre stemme, fra længslen og den rastløshed, det medfører, forlader du for en stund din almindelige verden og går ind i et rum, hvor din vilde natur bor. Din gave er de historier og fortællinger, du tager dig med ud igen. De historier, som skriver sig gennem dig og som vidner om dit værd og din visdom.

Alenetid og et helligt rum

Det er helt almindeligt, at vi kvinder tilsidesætter vores alenetid for at gøre de ting og udføre de opgaver, der er defineret af de mange roller og masker, vi bærer, men længslen er der hele tiden. Og det er tiden alene, vi trænger til. Vi har brug for alenetid for at stilne støjen fra den ydre verden længe nok til, at vi kan høre vores egen sjæls stemme.

Hvis du deltager i et af mine skriveforløb, vil du opleve, at jeg inviterer dig til at skabe et ganske særligt sted, hvor du skriver og hengiver dig til din sjæls stemme. Du markerer stedet som helligt og her betyder helligt noget, du værdsætter og værner om. Du vil måske tænde et lys, for mens vi skriver, minder stearinlysets blafren os om, at vi er på et helligt sted og at vi udfører helligt arbejde. Også selvom vi måske synes, at det vi skriver er ordinært. Det at gøre skrivearbejdet er helligt og processen arbejder for og i dig.

Du kan ikke tænke hende

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Og hun taler sjælesprog. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt ind til stemmen, som er blevet dæmpet og hengemt, så vi kun fornemmer en stille hvisken. Vi skal skrive hende fri.

Nu bliver stemmen pludselig kraftigere og du oplever, hvor godt det gør at lade den lyde gennem dig. Du føler dig løftet, du mærker styrken i at give det stemme, som før blot var en summende længsel og et suk. Og det også her, at du genfinder din autentiske stemme, den skrivestemme, som nu kommer til udtryk på en måde, som er helt din egen.

Den vilde kvinde

“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés – 

Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er helt enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores spørgsmål.

Skrivelængsel og fortællinger

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver netop for at høre hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.

Den vilde kvinde. Den vise kvinde. Tornerose, som vågner efter at have sovet i 100 år.

En ensom pilgrimsfærd

En del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd og det kræver sin kvinde at skabe et kærligt rum, hvor man befinder sig en fisk i vandet eller et træ i jorden. Forbundet. Alene.  For det er tiden alene og ofte i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for.

I øvrigt er mange af de skriverejsende, som jeg har i forløb, introverte ligesom jeg selv. Og selvom det på ingen måde er et krav, er det faktisk en stor fordel, at du befinder dig godt i eget selskab og ikke har travlt med at komme ”ud og væk”, når du skriver og begynder at få kontakt med dybe steder i dig selv. Steder, hvor din livsflod flyder og hvor du kan høre og lytte til sjælens sang.

John O’Donohue skriver som følger om ensomhed eller alenehed, solitude i sin vidunderlige bog “Anam Cara”:

“Solitude people, they learn to whisper awake the deep well of love within. This is not a question of forcing yourself to love yourself, it is more a question of exercising reserve, of inviting the wellspring of love that is, after all, your deepest nature to flow through your life. When this happens, the ground that has been hardened within you grows soft again.

When you cease to fear your solitude, a new creativity awakens in you. Your forgotten or neglected wealth begins to reveal itself. You come home to yourself and learn to rest within.”

Selvvalgt alenehed for ja, jeg er introvert! 

For mig er skriverejsen blevet en hengivelse til bade min introverte natur og til den dybe længsel efter “noget andet og noget mere”, som altid har fyldt mig med både eventyrlyst og vemod i lige store dele. Skriverejsen har åbnet døren og skabt de rum, der var essentielle for mig og som gav mig en dyb forståelse af gaven ved selvvalgt ensomhed eller alenehed, som jeg også kalder det.

Ikke længere flygte fra mig selv og min introverte natur, ikke længere forestille mig og bilde hverken mig selv eller andre ind, at jeg er en anden, end den jeg er. Jeg har brug for alenetid og jeg har brug for meget af den.

I stilhed. Alene.

Jeg forbinder mig via ordene på skriverejsen og jeg forbinder mig i naturen og med naturens hjælp. I stilhed. Alene. Rummet er både et indre rum og et ydre rum, ofte i min egen skrivestue eller ude i naturen. I naturen finder jeg den ro og det nærvær, som min sjæl længsel efter. Jeg mærker forbundethed, jeg lytter til træer, fugle og bevæger mig på kanten mellem verdenerne. Jeg får jordforbindelse og jeg kommer hjem.

Old Door 2

Bag den blå dør

Det starter med en dør. Og det kan meget vel være, at døren er blå eller turkis, som døren på billedet her. Det er en gammel dør, den har eksisteret i mange år og sandsynligvis har den været lukket. Aflåst endda. Måske har du kigget forbi, set døren, kærtegnet det gamle træ og set, hvordan malingen skaller af på udsatte steder. Måske har du stukket nøglen i døren, åh ja, for det er dig, der bærer den nøgle om halsen tæt på hjertet og du har forsigtigt drejet nøglen om. Skubbet til døren og hørt den knirke.

Du mærkede en sød forventning danse i dit bryst og tusind sommerfugle flagre. Du stod dér og var lige ved, men så skete der noget og du lukkede brat døren igen og trak nøglen til dig. Skyndte dig op af trappen og tilbage i det rum, du kendte så godt. Venteværelset. Drømmerummet. Her lod du hånt om skrivelængslen og besluttede dig for aldrig mere at gå ned af trappen og stå foran den blå dør.

Du blev bange. Du fik hjertebanken og turde simpelthen ikke tage det næste skridt. Døren stod kun på klem, da du skyndte dig at lukke den i igen. Du skimtede kun et svagt lys fra sprækken, en duft af ord og papir og en drøm om at din skrivelængsel alvorligt. En længsel, der paradoksalt nok kan være svær at sætte ord på. Måske skal jeg bare skrive en bog, tænkte du og så blev du endnu mere skræmt. Nej, måske skal jeg bare lade hånt om min skrivedrøm og smide nøglen til det magiske rum helt væk.

Wild voice is untamed and unbounded and holds the possibility of great beauty.
It goes deep like roots; it sings because it can.
Wild voice tells you what matters and what you intuitively know.
– Judy Reeves –

En invitation, et kald

Den vilde stemme, som Judy Reeves taler om her, tilhører din vise kvinde. Eller din sjæls stemme om du vil. Og du kan dedikere din skriverejse til at skabe rum, hvor du kan tydeligt kan høre, hvad stemmen siger og hvor du kan følge den vejledning, stemmen giver. Den er en invitation. Et kald. Og det kald kan du gennem den intention, du formulerer i starten af din skriverejsen, vælge at give dig selv til. Du vil have brug for alenetid, du vil blive udfordret i forhold til disciplin og de gentagelser, det kræver, men du vil opleve at du får så meget igen. Både din opmærksomhed og din intuition vil blive skærpet og hvad din skrivestemme angår, vil du på et tidspunkt opleve, at det bare flyder gennem dig.

Søde overraskelser og sjæleblæk

”Jeg aner ikke hvor det kom fra”, siger mange af de kvinder, som deltager i skrivecirkelforløbene. Det sker bare. Fordi vi møder op og indstiller os på en modtagelig kanal, hvor det er muligt at dyppe pennen i sjæleblæk.

Hun er lige dér. Bag den blå dør. Og kun du kan låse op, du har nøglen om din hals. Tæt på hjertet, bankende af længsel og lyst til at gå ind. Helt ind. Men så længe du bliver stående udenfor døren eller helt lader være med at gå ned af trappen, vil længslen gøre dig rastløs og din søgen vil fortsætte. Udenfor dig selv. Du er nødt til at åbne døren. Du er nødt til at gå ind. Og du vil ikke fortryde det, det lover jeg dig, for dér bag døren venter hun. Din vise kvinde. Hende, som ved.

forarscirklen

Book billet til skriverejsen i FORÅRSCIRKLEN, som er næste skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Også her vil du blive inviteret til at åbne døren til dit magiske rum på en skriverejse i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Lad din rejse gennem foråret blive en ganske særlig fortælling.

Forårscirklen starter den 1. marts 2018.

Du finder invitation og detaljer i linket her og tilmelder du dig inden den 31. januar, får du ravnerabat og sparer 110,- kr. på deltagergebyret. Du får ravnerabat!

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Forårscirklen er for kvinder med skrivelyst og længsel. Forløbet foregår online og du skaber selv din tid og dit rum, så det passer ind i dit liv.

Fortællersken

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om.

FORTÆLLERSKEN er et online skrivegruppeforløb for kvinder.
Forårsholdet starter den 5. april.
Ved tilmelding senest den 15. februar opnår du ravnerabat og sparer 200 kr. på deltagergebyret.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Klik på linket her eller billedet ovenfor for invitation og detaljer.

It’s not only tears and laughter, impulses and memories,
that link us to our authentic wildness.
By nature we are creative.
Creativity flows through us like the blood in our veins.
In our natural state we are writers, dancers, singers, poets and makers of art.
There are intutive knowings that we sometimes forget,
but just beneath the surface of our daily lives they reside
and come alive in our nightdreams.
We may have forgotten how to express it or we might stutter when we try,
but the deep song of our authentic voice still resonates within.
– Judy Reeves – 

De hviskende ord

Misty lake

Jeg sidder stille ved bordet. Skrivelysene brænder og der er nylavet kaffe i koppen. Jeg lytter til regnen, som trommer mod ruden og læner mig ind i det dæmpede lys. Gå langsomt, hvisker en stemme, alt er lagt til rette og kalder på din opmærksomhed. Hver dråbe, som stille glider ned af ruden. Dine fingres dans over tastaturet og fornemmelsen af en tone bag det hele. Prøv at gå helt ind, luk øjnene og lyt til det, der sagte kalder på dig. Lyt og skriv det, du hører.

Jeg drikker højtidligt af kaffen som var det en magisk eliksir og forestiller mig, at jeg skærper min opmærksomhed. Det starter med min intention. Jeg har til hensigt at være være opmærksom, i dag vil jeg lytte ekstra opmærksomt til min stille stemme og komme til stede på papiret, så det, der ellers kan synes så flygtigt og dæmpet, får stemme. Kom, hvisker jeg, jeg er her nu og jeg lytter. Jeg har en intention. Kom til stede og lad mig skrive dine hviskende ord.

Intentionen er som en varselstagning

Intentionen er som en varselstagning. Jeg siger den højt og jeg skriver den på papiret. Det er som at tage varsling i naturen, vi er nødt til at lade naturen og kræfterne derude vide, hvorfor vi er kommet. Når vi gør det, går vi bevidst over en tærskel. Og vi går ud med en intention, som vi på forhånd har formuleret, så vi er helt klar over, hvad vi søger svar på eller hjælp til.

Lad papiret og Kilden vide, hvorfor du er kommet og hvad du ønsker at skrive dig ind i. Det gør du via din intention og de ord, du har brugt til at formulere din intention.

Beskriv din længsel, fortæl hvad du ønsker

Fortæl hvad du ønsker dig. Hvad du drømmer om. Beskriv din længsel. Her er det vigtigt, at du bruger ord og vendinger, som har en god energi for dig og som løfter og støtter dig på din skrivende færd. Det er også noget af det, vi øver os på og arbejder med i de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder. Vi bruger intentionens kraft til at lede os på vej og vi tager imod de svar, som kommer til os undervejs ofte tilvejebragt af fortællingens kraft.

Concious people are aware of the influence and guidance through the inner whispers. The directions for our quest most often come from within. The question becomes: How to keep track of what conciousness offers and sort through the mind to the spiritual layer?
– Christina Baldwin

Her er det, at skrivningen tilbyder sin hjælp. Du kan skrive dig ind og skabe nye veje og åbninger. Men det handler helt om din egen indstilling, den intention, du bærer i hjertet og din evne til at beskrive den med ord, som er kraftfulde og stærke for dig.

Ord er magiske, de er energi og jo mere præcise, vi kan være i formuleringen af vores hjertes intention, desto mere magi skaber vi rum for. Vi sætter den indre kurs på sjælekurs via intentionens kraft. Anvend derfor ord, som instinktivt taler til din sjæl. Leg gerne lidt med det, prøv dig frem, indtil du kan mærke, at det føles så inderligt godt.

Dine ord er din tryllestav

Husk på, at ordene er din tryllestav. De ord, du vælger at anvende, skal du gerne kunne mærke dybt i sjælen og i hjertet. De får dig til at smile, de motiverer og kildrer lidt. Det er ord, som har en god energi for dig. Det må hjertens gerne føles lidt højtideligt, når du formulerer din hensigtserklæring og måske endda skriver den under. Du forbinder dig via din hensigtserklæring og din underskrift, du siger JA til det, der er din intention. Og jeg lover dig, intentionens kraft er stor.

En kraftfuld gave

Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os.

Skærp din opmærksomhed

Hvis din intention er at blive mere lydhør overfor din sjæls stemme og tune ind på alt det, du tilbydes fra et dybt og stille sted i dig selv, er du nødt til at hjælpe din intention på vej. Du må øve dig på at skærpe din opmærksomhed og ikke mindst at skabe et rum til både stilhed og skriverier, hvor du faktisk kan høre. Du må bevidst fravælge støj og finde steder og tidspunkter i dit ellers travle liv, hvor du åbner døren til din indre stille rum og går helt ind. Det kan ske gennem meditation, men det kan så sandelig også ske på skriverejsen. Skrivning og fordybelse er en sand gave, hvad det angår.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Skrivelysene blafrer, regnen banker sagte på ruden. Dybe vejrtrækninger, jeg kommer til stede via mit åndedræt, mens fingrene holder en kort pause. Og så sker det nærmest lydløst og et sted mellem to vejrtrækninger. Hun flyver ind i min sfære og lander med et velkendt og hilsenende rrrråååå. Du har gættet rigtigt, ravnen er tilbage.

“Hov, hvad skete dér lige?” udbryder jeg og er oprigtigt forbavset. Jeg troede, at jeg var på vej ind i mit stille rum.”

Det får hende til at le. En latter, som går lige i hjertet og gør øjnene våde. Den er rørende og bevæger mig til stadighed, hendes latter, for den minder mig om, at jeg sandsynligvis ler alt for lidt. Det føles som et stik af længsel, når hun ruller sin latter ud som en rød løber for mine fødder. Træd nærmere. Der er vist noget, du har glemt.

Historierummet

“Du var på vej ind i dit stille rum og så stod døren til historierummet pludseligt åbent. Blafrende i vinden kaldte det på dig uden ord. Du mærkede det slet ikke, men du skrev dig ind. De to rum ligger tæt på hinanden, dør om dør. Og de har en hemmelig forbindelse, en dør, du ikke umiddelbart kan se.”

“Historierummet? Og her hører du til?”

“Naturligvis gør jeg det. Jeg er budbringer af sjælens fortællinger og de historier, som ofte bliver forbigået i farten og glemt et sted i støjen. Jeg er bærer af det, som gør dit hjerte godt, men som du ofte flygter fra.”

Ravnen pudser sine fjer, de er våde af regndråber. Hun ser på mig gennem tid og rum.

Hvis vi har en intention om det, vi ønsker at bruge skrivegerningen til at kontakte vores egen sjæl og være lydhøre overfor den stille stemme, de hviskende ord, som bringer os vejledning og visdom på den indre rejse, kan vi bruge skriverejsen og ordene som vores transportmiddel. Og her kommer både stemmen og Kilden til stede på en helt særlig måde og interagerer i vores liv. Papiret bliver som en åben kanal.

Sjælens stemme kommer altid til stede på en nænsom måde, skrevet med vores egen håndskrift og med et budskab fuld af støtte og trøst. Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Historiemedicin og fortællingens kraft

Historierummet er et ganske særligt sted på skriverejsen. Vi kan nemlig invitere fortællingens kraft med på skriverejsen og bevidst bruge fortællinger og historiemedicin til at skabe åbninger, nye veje og til at lindre og heale.

Fortællinger har en sådan styrke og kræver ikke, at vi gør noget særligt eller er noget særligt. De inviterer os til at lytte. Og vi kan have stor glæde af at lytte til andres historier og fortællinger, men der sker noget særligt, når vi selv tager pennen i hånden og lader kreativitet og fortællerkraft virke gennem os.

Historiemedicin er ligeså gammelt som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor. Og den rummer en god portion healing.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de helende egenskaber i fortællingen på samme måde som kroppen genkender et manglende vitamin.

Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

Over en tærskel og ind i historierummet

Historierummet er det sted, vi skaber og  som via vores intention giver plads til at fortællinger kan lande og berige os. Og det er sandt, som ravnen siger det, det ligger dør om dør med det stille rum og er et sted, hvor vi kommer til stede med hele os og den intention, vi bærer i hjertet. Det er sted, hvor vi bevæger os ind med en vis højtidlighed. Måske bruger vi et slags ritual til at markere, at vi er trådt over en tærskel på samme måde, som vi gør det ude i naturen ved varselstagning. Her kan tærsklen være en særlig gren eller afstanden mellem to træer, når vi skriver kan det være, at vi tænder skrivelys (det gør jeg selv) eller tænder røgelse. Du kan også vælge at drikke godgørende te af en helt særlig kop, som kalder på dine sanser. Det er helt op til dig, vælg noget, som giver mening for dig og som skaber en følelse af højtidelighed.

Du kan skrive dig ind

Husk altid, at du kan skrive dig ind og at du ofte er nødt til det. Du får efterhånden tillid til, at du ikke kan tænke dig til det, der gerne vil skrives gennem dig. Du må først begive dig på vej. Det kan være at du lige varmer op og tømmer hovedet i en 5-minutters opvarmningsøvelse eller måske mediterer du først. Men du ved, at du ofte er nødt til at skrive dig varm. Du ved at ordene er dit transportmiddel og at du må skriverejse et stykke, før den egentlige fortælling dukker op. Du skriver dig ind.

Dit skriverum må gerne være et stille sted, som inviterer til fordybelse. Det er dit sted, et hemmeligt rum, som er dedikeret til det, der er din intention. Og du kan bevidst vælge at skrive dig ind i historierummet for at fange de fortællinger, der rummer kimen til nye veje og til at åbne op for de mysterier, der både er kilden og rejsens mål.

Lyt og skriv det, du hører

Jeg sidder stille ved bordet. Skrivelysene brænder og der er nylavet kaffe i koppen. Jeg lytter til regnen, som trommer mod ruden og læner mig ind i det dæmpede lys. Gå langsomt, hvisker en stemme, alt er lagt til rette og kalder på din opmærksomhed. Hver dråbe, som stille glider ned af ruden. Dine fingres dans over tastaturet og fornemmelsen af en tone bag det hele. Prøv at gå helt ind, luk øjnene og lyt til det, der sagte kalder på dig. Lyt og skriv det, du hører.

Jeg drikker højtidligt af kaffen som var det en magisk eliksir og forestiller mig, at jeg skærper min opmærksomhed. Det starter med en intention. Jeg har til hensigt at være være opmærksom, i dag vil jeg lytte ekstra opmærksomt til min stille stemme og komme til stede på papiret, så det, der ellers kan synes så flygtigt og dæmpet, får stemme. Kom, hvisker jeg, jeg er her nu og jeg lytter.

Jeg har en intention. Kom til stede og lad mig skrive dine hviskende ord.

Skriv dig ind og lyt til din indre stemme

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops. I alle forløb arbejder vi intentionens magi og fortællingens kraft som omdrejningspunkt.

Skriveprogram efterår vinter

Har du også en intention om at blive mere lydhør for din indre stemme? Har du skrivelængsel og har du lyst til at invitere fortællingens kraft ind i dit liv med større skriveglæde og øget kreativitet og livsglæde til følge?

Du er skabt til at skabe og som kvinde er det essentielt, at du bruger din iboende kreativitet og skaberkraft. Det er sundt, livgivende og forløsende. Det kan gøres på mange måder og områder i vores liv, men har du skrivelængsel er det ganske sikkert, fordi Skriverejsen på den ene eller anden måde kalder på dig. Der er ord i din jord.

På skriverejsen øver vi os på at lytte og skrive det, vi hører.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Vintercirklen_2017

Næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet er VINTERCIRKLEN, som starter den 9. november.

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Vinteren bliver vores allierede.

Vinterrummet er en gave til fordybelse, stilhed og indre ro. Det ærer vi i Vintercirklen.

Vintercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra november til slutningen af februar, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri

Og selvfølgelig vil du vil blive inviteret til at formulere din intention med din deltagelse i forløbet via hensigtserklæringen.

Jeg har nu åbnet for tilmeldinger og tilmelder du dig inden den 1. oktober, opnår du ravnerabat og sparer 199,- kr.

Se hele invitation til VINTERCIRKLEN i linket her. Kom, skriv og gør din vinter til en ganske særlig fortælling. Du tilmelder dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne

Dørvogteren
Historiemedicin for sjæl og hjerte
Med hjertet som kompas

 

Thumb nail photo “Morning misty river” © Yanik Chauvin | Dreamstime

Historiemedicin for sjæl og hjerte

Historiemedicin

In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory of silence?
– Gabrielle Roth –

Når vi mister kontakten til vores sjæl

Når vi undlader at danse, lege, at skrive, skabe og blive fortryllet af historier eller når vi undgår stilhedens gave, så mister vi kontakten til vores sjæl. Det kan føles som en indre tørke, mismod eller depression. Vi er skabt til at skabe og den bedste medicin mod mismod, depression og livssorg er netop at hengive sig til en kreativ syssel og i øvrigt at danse, synge og bevæge sig.

Og har du skrivelængsel er det åbenlyst. Det er igennem ordene, dine egne ord, at din sjæl ønsker at komme til udtryk.

Du skaber din egen vej ved at se indad og lytte til din sjæl

Og det er her, at ordene og skriverejsen kan hjælpe dig. Gennem dine skriverier, om det er dagbog, morgensider, fortællinger eller en kombination, du dedikerer dig til, kan du lære dig selv at skabe forankring og finde fodfæste i det, der er dit liv. Du kan skrive dig til klarhed, du kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Her bliver skriverejsen en kraftfuld affære, for du rummer så meget mere end det, der buldrer og brager i tanker og sind.

Det fine ved skriverejsen er, at du kan tage den med dig overalt. Og hvis du vælger at brug ord, skriverier og fortællinger som en støtte og glæde på din spirituelle vej og i din praksis, kan ordene hjælpe dig med at se klarere. Efterhånden som du skriver og øver dig på at lytte, vil du opdage, at din sjæl gerne vil skrive visdomsord til dig, men at det kan være nok så svært at få ørenlyd, når tankerne råber og gamle historier vælter ind på din kyst. Igen og igen.

Gode, kærlige og styrkende ord

Når du skriver og har en intention om at skabe forbindelse til både sjæl og Kilde, vil du snart opdage, at din sjæl er fuld af gode og kærlige ord. Den gnist af guddommelighed, du kan skrive dig ind i her, har en kærlig og opmuntrende stemme og en energi, du kan læne dig ind i og tappe af. En energi, som strømmer dybt i dig selv. Personligt forestiller jeg mig, at det er min livsflod, som strømmer dér, en rislende kilde af visdom og kærlig energi, som jeg kan sætte mig ved. Her kan jeg lytte til min livssang, lytte og sætte ord på det, min sjæl synger om.

Sjælen er stille og vis

Sjælen er stille og sjælen er vis. Mens tankerne er heftige, hurtige og ofte overaktive, mens de har travlt med at dømme, bedømme og fortælle os alle de gamle historier om fejl og mangler, er sjælen blid, stille og afventende. Stemmen er som en dyb hvisken, der let kan blive overdøvet af den moderne verdens larm og støj og det er en kunst at tune ind og blive lydhør overfor det, der bølger under overfladen. Også det kan vi øve os på på skriverejsen.

“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.”

Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via ordene og den proces, du med dit fremmøde sætter i gang, kan skabe rum og komme i sync med din livssang og den flod, som flyder dybt i dig.

Fordi du nu lytter

Fordi du nu lytter og fordi du forankrer dig i nuet, det skabende øjeblik og via skriveafsæt og øvelser skrive fra og arbejder med den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Uanset om du skriver sommer, efterår, vinter eller forår.  Du kommer til stede, du har en intention om at lytte, du følger din skrivelængsel og du skriver fra det sted, hvor længslen bor. Et ord af gangen.

Historiemedicin

Skriverejsen kan have mange spor afhængig af, hvad din intention er. Men jeg kan love dig for, at den er en stærk måde at skabe forbindelse og klarhed på. Og hvis du vælger at invitere fortællingens kraft med på din rejse, vil du opleve den godgørende eliksir i historiemedicin og opleve de ældgamle, helende egenskaber.

Telling = healing, siger man. Og historier kan være som medicin.

De har en sådan styrke og kræver ikke, at vi gør noget særligt eller er noget særligt. De inviterer os til at lytte. Og vi kan have stor glæde af at lytte til andres historier og fortællinger, men der sker noget særligt, når vi selv tager pennen i hånden og lader kreativitet og fortællerkraft virke gennem os.

Historiemedicin er ligeså gammelt som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor. Og den rummer en god portion healing.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de helende egenskaber i fortællingen på samme måde som kroppen genkender et manglende vitamin.

Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde dine svar

Ingen ved bedre end du. Selvom du føler dig forvirret eller fortabt, du er måske faret vild og kan hverken se skoven for bare træer eller lysningen i skoven, bærer du selv svarene et sted dybt i dig.

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde svarene og bringe dem op til overfladen. På en nænsom måde, der passer nøjagtigt til dig, baner de vej og hjælper dig til at huske alt det, du har glemt. De er med til at bygge bro fra din forvirring og følelse af forladthed til nye veje og stier, som åbner op for din sjæls visdom og vej. Broer, som ikke fandtes før, men som via fortællingens kraft og de eksempler, fortællingen bringer på banen, bliver bygget ord for ord.

Fyrtårn

Fortællingens kraft kan lindre og vise vej. Det er ikke uden grund, at jeg beskriver fortællinger som fyrtårne, for de kan vitterligt vise os vej via deres budskab. De sørger for, at vores skib ikke støder på grund. En dyb visdom bevæger sig som en slags mellem linjerne og når vi først skriver, aktiveres vores indre fortæller af netop det, vi har brug for at høre og vide. Lige nu. Andres fortællinger kan skabe genklang, men intet er mere lindrende og healende end selv at holde pennen og i det skabende øjeblik tage imod den visdom, der bor i egen sjæl.

Kreativitet og skriveglæde i Solhvervscirklen

I Solhvervscirklen skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft. I forløbet bliver du hjulpet godt på vej af skriveafsæt og øvelser, men du vil snart opdage, at fortællingerne tager nøjagtig den drejning, du har brug for.

Solhvervscirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Vi starter den 5. januar 2018.

MEN HVIS du vil igang NU, så er Vintercirklen netop startet, der er et par ledige pladser og jeg holder åben for tilmeldinger indtil den 13. november.

For hvad nu hvis du …

Hvad nu, hvis du også kunne bruge dine ord og skriverier som del af din spirituelle praksis og skrive dig til klarhed? Hvad nu, hvis du også kunne lære at lytte til din sjæls stemme gennem de ord og fortællinger, der dukker op, når du skriver dig på vej?

Jeg kan forsikre dig om, at du sagtens kan. Hvis du altså møder op og skriver.

Processen kører i to spor

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs i et stykke tid, bemærker de det snart.  Skriveprocessen kører i to spor.

Der er selve opgaverne og de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver OG så er der vores helt personlige proces, det, vi fortæller os selv i rejsedagbogen.

Tråde og forbindelser mellem livet og fortællingerne

Nogle gange krydses de spor og det hele flyder sammen, andre gange er det som en parallel vandring og skrivning. Men efterhånden opdager kvinderne noget, som jeg for længst har opdaget på min egen skriverejse. Der opstår tråde og forbindelser mellem det liv, vi lever og de fortællinger, vi skriver og tager imod. Fortællingerne er ikke bare. Og det er vanvittigt kraftfuldt at betragte sig selv i processen og lade hverdagen vandre ind og ud af det magiske rum. Efterhånden opdager vi nemlig, at en form for transformation finder sted. Vi øver os, vi bliver bevidst mere lyttende og vi opdager også, hvor godt det gør at hengive sig i stedet for at kæmpe imod.

Vi får vished om at den er nøglen til vores livsdans og kvindelige visdom: Den stille stemme. Sjælens sang.

Vi skriver i livet

Det er vigtigt at huske på én ting, hvis du har fået lyst til at begive dig på skriverejse. Vi skriver i livet. Og vi skriver det, som er. Og det er her, at nøglen til forandring ligger, fordi vi i kærlig accept af det liv, vi lever og de begrænsninger, vi måske har, kan skabe nye åbninger og veje, som ikke fandtes før. Og vi kan ikke tænke os til det; vi er nødt til at møde op og skrive.

I Solhvervscirklen og de andre skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, skaber du selv din tid og dit rum, så det passer ind i dit liv. Du skal ikke rydde kalenderen for at være med, der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, hvor du skal kunne deltage, men jeg vil naturligvis opfordre dig kærligt til at skabe en vis form for disciplin og finde en rytme og rutine, som passer til dig og som gør dig godt.

Du vil opdage, at disciplin baner vej for magi.

It takes discipline to be a free spirit
– Gabrielle Roth –

Alt har en fortælling

Og du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i. Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Din sjæl. Din indre vise kvinde, om du vil. Hun skriver sig gennem dig.

Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Et magiske univers af fortællinger

I skrivecirklerne arbejder og leger vi med fortællingens kraft med øget kreativitet og skriveglæde til følge. Du får masser af inspiration og næring til din skriveproces. Jeg er med som skrivecoach og rejseleder i det magiske univers af fortællinger og du vil opleve, at du også bliver løftet og støttet i den cirkel af kvinder, som er med på rejsen.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen, holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. Det er lov at øve sig og din indre fortællerske skal have lov til at lege og eksperimentere. Du lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en del af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi til tider kan føle os.

På skriverejse gennem årshjulet

Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i skrivecirklerne og du vil opleve, at flere skriveafsæt og øvelser inviterer til ture ud. Her får du mulighed for at forankre dig i efteråret, du bliver via ord og skriverier opmærksom på flere af de skønne detaljer, som rummer kimen til din livsglæde og du får direkte erfaring med den kreative proces i alle dens facetter.

Kom, skriv og fold din indre fortællerske ud

Er du nysgerrig? Har du fået lyst til at være med? Så kom og fold din indre fortællerske ud i et skriveforløb for sjæl og hjerte. Og husk at skrivelængsel ingen alder har. Det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

En af kvinderne i Vintercirklen udtrykker sin oplevelse med skrivearbejdet og rejsen i ord og stemninger gennem vinteren således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Vil du med på skriverejse?

Fortællersken starter den 20. november og der er 1 ledig plads. Er den din? Kom, din indre fortællerske venter, skriv til mig på skrivehuset@gmail.com for at sikre din plads.

Solhvervscirklen starter den 5. januar 2018 – du kan tilmelde dig nu, sikre dig din plads og opnå ravnerabat (early bird) på deltagergebyret.

Giv dig selv en dosis historiemedicin for sjæl og hjerte. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.

Her kan du læse om, hvad ANDRE SIGER om at være i skrivecirkelforløb eller på intuitiv skriveworkshop hos mig. 

Kærlig hilsen
Lene

Thumb nail photo “Hand, magic potion, ancient books” © Maya Kruchankova, Dreamstime

Med hjertet som kompas

Compass

For første gang i lang tid tænder jeg lysene i min skrivestue. Da jeg stryger tændstikken, mærker jeg hvor godt det gør. Intentionen bag. Jeg tænder lys og åbner mig selv for alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Jeg møder op og begynder at skrive. Det første ord. Og så det næste.

Kraften bor i nuet

Lige nu. Det eneste øjeblik, der betyder noget. En dyb tilstedeværelse med det, der er og accept uanset, hvad det handler om. Det er her kraften bor. I dette nu. Du kan tænke dig bort og forsøge at leve dit liv i fremtiden, ønske dig det anderledes og bedre, men det er kun nu, at du faktisk kan skabe din fremtid. Og det gør du ikke ved at løbe bort. Det gør du ved at blive her. Tiden er inde. Du skal ikke løbe mere.

Jeg bliver her

Jeg har en intention om at følge min sjæls vej.
Jeg lytter dybt og jeg sætter mig med fødderne i min livsflod.
Her kan jeg lytte. Her kan jeg høre.
Jeg flygter ikke længere.
Jeg løber ikke længere fra mig selv.
Jeg bliver her.

Snart efterår

Det er høst nu og snart efterår. Skrivelysene blafrer og teen damper i det store keramikkrus. Sommeren var flygtig og kort, jeg formåede aldrig rigtig at lande. Tiden gik med at passe hundehvalp og samle stumperne op efter det, der var. Gamle rytmer og rutiner måtte lade livet, det samme måtte nattesøvnen, for hun var tidligt på færde. Ny i flokken, ny i livet, alting skulle undersøges og afprøves. Og resten af flokken skulle vænne sig til hende og nye roller og mønstre, som først nu er begyndt at finde deres sted.

Det gør godt at skrive

For første gang i lang tid har jeg tændt lysene i min skrivestue. Det gør godt at mærke deres energi og se dem blafre. Og det gør godt at skrive, selvom jeg ingen anelse har om, hvor det vil føre mig hen, men jeg har efterhånden lært, at det er sådan, jeg skaber forbindelse og nye åbninger. Døre, jeg ikke anede fandtes før. Lige nu, her i dette øjeblik, hvor jeg lader fingrene danse over tastaturet og hvor jeg lader tilliden føre mig på vej. Kun nu. Lige her. Jeg løber ikke længere. Jeg bliver her.

Vildfarelse og fornemt besøg

Jeg drikker af teen og tøver lidt. Jeg bliver her, skriver jeg og det gør jeg, men hvorfor er det så lige, at det føles som om jeg er faret vild. Ledt ind i en blindgyde, trængt op i en krog?

”Søg ind i stilheden” siger hun og lander lydløst på bordet. I næbet bærer hun en fjer, som hun nu lader falde. Den daler mod bordpladen og finder sin plads. Jeg havde vel forventet ravnen eller ørnen, men denne fugl er meget mindre. Ganske lille, let og …

Gærdesmutteren og stilheden

”Søg ind i stilheden” gentager hun og stirrer på mig. ”Jeg er en gærdesmutter. Lille af størrelse og måske, i dine øjne, ubetydelig og let at overse. Men tag ikke fejl af de små ting. De små øjeblikke. Det er jeg kommet for at huske dig på.”

”Og for at lære mig om stilheden?” spørger jeg og føler mig straks godt tilpas i hendes selskab. Forsigtig samler jeg fjeren op og lægger den på mit alter med de to solhvervssten. Tillid og forbindelse. Skrivelysene blafrer og jeg bevæger mig helt ind i fortællingen.

Stilhedens gave

”Du sagde, at du var faret vild. Ledt ind i en blindgyde, trængt op i en krog. Nuvel. Jeg minder dig blot om stilhedens gave. For når du føler, at du er faret vild, kan det meget vel være et signal til, at du bør sætte dig ned og gøre status. Stilheden er en troværdig rådgiver og langt mere værdifuld på det tidspunkt end at kende retning og vej. Dit hjerte er dit kompas i denne proces.”

Stilhed. Ydmyghed. I stedet for at løbe videre i en evig søgen efter næste ledetråde, bliver jeg nu kærligt opfordret til at sætte mig ned. I stilhed. Og bæreren af det budskab er ikke en stor og imponerende fugl, det er en lille rustbrun gærdesmutter med kraftig stemme. Hendes sang kan høres året rundt.

”Mit hjerte som kompas?” gentager jeg.

Med hjertet som kompas

”Med hjertet som kompas.” Hun nikker. ”Når du hengiver dig i stedet for at stritte imod, mærker du rytmen og årstiden dybt i dig selv. Du forstår, at det er en evig dans og at din sjæl kender hvert eneste trin.

Følg med, hengiv dig og dans over broen i tillid til, at alt er præcist, som det skal være. Mærk dine fødder mod træets fugtige overflade og bevægelsen i din krop. Tillad dig selv at blive bevæget. Er der tårer, så græd dem. Er der latter, så le så højt at kragerne letter fra træet, du behøver ikke at skjule dit strålende smil i hænderne. Dans over broen med lette skridt og lad efteråret omfavne dig på den anden side.

Det går ikke hurtigere, end at du præcist kan følge med. Forandringen er langsom. Efteråret lærer dig at give slip, dag for dag, skridt for skridt. Følg naturen og tag ved lære, lyt til fortællingerne, der bruser i skovens kilder og rasler i træernes blade. Hør vindens sang, lyt til tonerne og mærk dem dybt i mellemgulvet. Stå på kanten og lad dig falde i tillid til at efteråret vil gribe dig og skænke dig forunderlige gaver.

Når du er på den anden side, når du mærker den fugtige kulde mod din hud, tøv da ikke med at gå videre. Vend dig ikke om for at få et glimt af sommeren, som forsvandt. Det, der var, er nu forbi. Brænd dine gamle, udslidte historier på det bål, du inden længe vil se i vejkanten. Stands op, varm dig lidt ved flammerne og saml nye kræfter til din videre rejse. Og se om du ikke genkender den gamle bålpasser med skæg og ulden kappe. Hvis han byder på nødder og bær, sig da tak og spis med glæde. Mærk de magiske efterårsvitaminer fylde hver en celle af din krop. Lyt til den gamle bålpassers fortællinger og visdom, hvem ved, måske giver han dig en ny ledetråd.

Følg brødkrummesporene ind i efteråret

Når du er klar, følg da brødkrummesporene i den retning, som årshjulet viser dig, gå trygt mod efterårsjævndøgn, hvor alting igen er i perfekt balance. Dag og nat er lige lange, det er et smukt og magisk tidspunkt, som jeg inviterer dig til at fejre. Fra det tidspunkt vokser mørket stødt og inviterer også dig indenfor. Hengiv dig og tøv ikke.

Ser du, der er virkelig intet at frygte eller begræde. Alting er præcist som det skal være. Dans med det, lyt til tonerne og mærk rytmen i din krop. Gå blot over broen og se dig ikke tilbage.”

Med de ord flyver hun tilbage, hvor hun kom fra. Jeg retter blikket mod horisonten og ser skyerne sejle forbi. Under skyerne kommer et skarpt lys til syne og tegner en linje i horisonten. Vinden rusker i træerne, luften er kølig og en anelse skarp. Det er høst og snart efterår.

Jeg tager afsked med sommeren

“Jeg tager afsked med sommeren”, siger jeg højt til mig selv og jeg gør det nu. Uden særlig sentimentalitet og uden at begræde det faktum, at jeg aldrig rigtig landede. I sommeren. Jeg byder høsten og efteråret velkommen. Med hjertet som kompas.

For første gang i lang tid har jeg tændt lysene i min skrivestue. Jeg tænder lys og åbner mig selv for alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Jeg møder op og begynder at skrive. Det første ord. Og så det næste.

Sæt dig i tillid og lad stilheden synge

Lige nu. Det eneste øjeblik, der betyder noget. En dyb tilstedeværelse med det, der er og accept uanset, hvad det handler om. Det er her kraften bor. I dette nu. Du kan tænke dig bort og forsøge at leve dit liv i fremtiden, ønske dig det anderledes og bedre, men det er kun nu, at du faktisk kan skabe din fremtid. Og det gør du ikke ved at løbe bort. Det gør du ved at blive her. Tiden er inde. Du skal ikke løbe mere.

Sæt dig i tillid. Lad stilheden synge. Du vil kende de næste skridt, når tiden er inde og du kan ikke fare vild, hvis du går med hjertet som kompas. Alt er tilsyneladende.

Kærlig hilsen
Lene

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Skriveglæde, natur og historiemedicin

Skriverejsen handler også om glæden ved at skrive. Den handler om kreativitet. Det gør godt at få åbnet op og lade kreativiteten risle igennem sig. Til det skaber jeg skriveafsæt og øvelser, som du kan arbejde og skrive ud fra på din måde. De er forankret i årstiden og naturen spiller en stor rolle. Ja, i skrivecirklerne inviterer jeg sågar til ture ud, hvor du arbejder med naturen og din intuition i forhold til skriverierne. Du vil opleve, at vi kontinuerligt arbejder med den energi og kraft, som er til stede på de forskellige årstider. Vi forbinder os til det, vi allerede er en del af og lærer at forstå os selv bedre.

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

gudindecirklen

GUDINDECIRKLEN starter den 8. september. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.

Vil du med på skriverejse? Næste online skrivegruppeforløb er GUDINDECIRKLEN. Vi starter den 8. september og der er stadig ledige pladser.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen, holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en del af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi til tider kan føle os.

Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen og du vil opleve, at flere skriveafsæt og øvelser inviterer til ture ud.

I online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen. Gudindecirklen er for kvinder i alle aldre.

Vi starter den 8. september og forløbet varer 3 måneder. Du er hjertelig velkommen. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.

Gudindecirklen efterår

 

Thumb nail photo “Compass in hand” © Hse0193 | Dreamstime.com

Vejen til den vise kvinde

woman-forest

“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés – 

Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores spørgsmål.

Skrivelængsel og fortællinger

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.

Fordi vi har skrivelængsel. Fordi noget vil skrives og fortælles gennem os.

Den vilde kvinde. Den vise kvinde. Tornerose, som vågner efter at have sovet i 100 år. Hun kalder og det gør hun også via din skrivelængsel.

Fortællingerne

Fortællingerne er en rød tråd på min egen skriverejse. Det blev bare sådan, selvom det ikke var en bevidst intention, da jeg i sin tid begav mig af sted. Men min indre fortællerske så snart sit snit til at snige sig ind mellem linjerne og efterhånden som jeg skrev, kom jeg dybere og fik efterhånden kontakt til alt det, der havde ligget hengemt i mig selv. Jeg fulgte længslen, jeg mødte op og jeg skrev.

Og fortællingerne dumpede ned i min turban og ud på papiret.

Jeg lærte mig selv at lytte og hun lærte mig at høre de subtile toner, lyden af min egen sjæls sang. Jeg blev snart klar over, at det ofte kun var i stilhed og i selskab med mig selv, at jeg virkelig kunne høre hendes stemme. I mit skriverum og i naturen, som snart kom til at spille en essentiel rolle på min rejse.

Naturen hjalp mig med at skabe forbindelse, at åbne op og at lytte til alt det, der nu er blevet en del af min vej. Den naturlige cyklus, årshjulet og alt det, der danser mellem linjerne. Det subtile, uformgivede, alt det, der er undervejs. Fortællingerne, fuglene, månederne og meget af det, som jeg også underviser i og giver videre til kvinderne i skrivecirkler og skriveforløb. Historiemedicin. Ord for sjæl og hjerte.

En ensom pilgrimsfærd

En del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd og det kræver sin kvinde at skabe et kærligt rum, hvor man befinder sig en fisk i vandet eller et træ i jorden. Forbundet. Alene.  For det er tiden alene og ofte i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for.

I øvrigt er mange af de skriverejsende, som jeg har i forløb, introverte ligesom jeg selv. Og selvom det på ingen måde er et krav, er det faktisk en stor fordel, at du befinder dig godt i eget selskab og ikke har travlt med at komme ”ud og væk”, når du skriver og begynder at få kontakt med dybe steder i dig selv. Steder, hvor din livsflod flyder og hvor du kan høre og lytte til sjælens sang.

Samtidig giver sjæletiden og tiden alene dig det, du har brug for i dit liv som introvert. Egentid, hvor du kan nære dig selv og tanke op. Alenetid, hvor du også sanker, for det er en del af både den kreative proces og din egen rejse. Dit skriverum kan blive dit fristed. Så følger du både din skrivelængsel, du lytter og sætter ord på det, som rumsterer, men du giver samtidig dig selv et sted, hvor du kan nære dig selv og din introverte natur. For det kan være en svær balance at finde tid til sig selv og lytte til sjælens sang i den moderne verden.

John O’Donohue skriver som følger om ensomhed eller alenehed, solitude i sin vidunderlige bog “Anam Cara”:

“Solitude people, they learn to whisper awake the deep well of love within. This is not a question of forcing yourself to love yourself, it is more a question of exercising reserve, of inviting the wellspring of love that is, after all, your deepest nature to flow through your life. When this happens, the ground that has been hardened within you grows soft again.

When you cease to fear your solitude, a new creativity awakens in you. Your forgotten or neglected wealth begins to reveal itself. You come home to yourself and learn to rest within.”

Selvvalgt alenehed for ja, jeg er introvert! 

For mig er skriverejsen blevet en hengivelse til både min introverte natur og til den dybe længsel efter noget andet og noget mere, som altid har fyldt mig med både eventyrlyst og vemod i lige store dele. Skriverejsen har åbnet døre og skabt de rum, der var essentielle for mig og som gav mig en dyb forståelse af gaven ved selvvalgt ensomhed eller alenehed, som jeg også kalder det.

Nu siger jeg nej til for meget og for hyppig social aktivitet. For jeg har en anden aftale og den har jeg med mig selv. Jeg har lært mig selv at overholde egenaftaler på samme måde, som jeg afholder aftaler med venner og familie. Det betyder alt for mig, at jeg giver og nærer mig selv på den måde, der gør mig godt og som er helt naturligt for mig, for kun sådan kan jeg være i verden på en velafbalanceret måde og give af det, jeg har.

Min indre vise kvinde bor i aleneheden. Hun næres af de rum, jeg skaber til mig selv og hun vokser sig stærkere, når jeg forbinder mig via det, som nærer mig. Når jeg vandrer i naturen, sidder i stilhed og ofte i meditation og ikke mindst når jeg skriver. Hun dukkede endelig op, da jeg holdt op med at kæmpe mod min natur og den kvinde, jeg egentlig er og hengav mig til det, der skulle vise sig at være min dans. Hun er blevet min dans. Og jeg er blevet hende.

Jeg flygter ikke længere fra mig selv og min introverte natur, jeg forestiller mig ikke længere og bilder hverken mig selv eller andre ind, at jeg er en anden, end den jeg er. Jeg har brug for alenetid og jeg har brug for meget af den. Så jeg kan høre og mærke min sjæl.

Læs også: Den stille stemme

I stilhed. Alene.

Jeg forbinder mig via ordene på skriverejsen og jeg forbinder mig i naturen og med naturens hjælp. I stilhed. Alene. Rummet er både et indre rum og et ydre rum, ofte i min egen skrivestue eller ude i naturen. I naturen finder jeg den ro og det nærvær, som min sjæl længsel efter. Jeg mærker forbundethed, jeg lytter til træer, fugle og bevæger mig på kanten mellem verdenerne. Jeg får jordforbindelse og jeg kommer hjem.

Når det ikke kan udsættes længere

Og så er det jo sådan, at de kvinder som kommer til mig og melder sig til en skrivecirkel eller et andet slags skriveforløb, ofte har det på samme måde som jeg. Også de er som oftest introverte, også de har skrivelængsel og en dyb lyst og drift efter at hengive sig til sin egen sjæls sang gennem den skrivelængsel, de mærker. De hører hende kalde, den vise kvinde. De kommer med en dybfølt intention om endelig at møde op og lytte, for tiden er kommet og det kan ikke længere udsættes. Der er fortællinger, som skal høres, fortælles og måske deles.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

oldmap

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Læs mere i “Når Tornerose Vågner”

Det er søndag eftermiddag, mens jeg skriver dette. Jeg drikker te og læser i gamle notesbøger, der stammer fra min skriverejse for et par år tilbage. Udenfor trommer regnen mod ruden, landskabet ligger svøbt i dråber bag et næsten gennemsigtigt gråt gardin og træerne danser stille i vinden. De ser stadig nøgne og sårbare ud, træerne, men det er kun tilsyneladende. Jeg var ude hos dem i går og kom så tæt på, at jeg kunne se de store forstadier til knopper på grenene. Så jeg kunne lytte til træernes fortællinger og det endnu uformgivede, som er undervejs.

For deres fødder står et vildnis af vintergæk og erantis, et fint tæppe af hvidt, gult og grønt. For går man helt ind mellem træerne og bøjer sig ned, så man er i kontakt med jordbunden, kan man se dem. De små grønne spirer, som nu kigger op fra jorden. Det er blevet marts og vi befinder os i grænselandet mellem vinter og forår.

Inden længe er det forårsjævndøgn.

Rejsedagbøger

Jeg vender tilbage til mine notesbøger, jeg læser mine egne ord og indser endnu engang vigtigheden i at holde øje med sig selv i processen. Jeg kalder dem mine rejsedagbøger, de efterhånden mange håndskrevne notesbøger i min samling. De er essensen af min indre pilgrimrejse og samtidig en løbende manifestation af den forandring og forvandling, der er sket. De er spækket med små citater og ting, som inspirerer mig undervejs og som har synes vigtigt for min rejse og min udvikling.

Og de er fulde af små fortællinger, som jeg selv har skrevet og som alene er opstået, fordi jeg mødte op og skrev. Igen og igen. Fordi jeg lærte mig selv at lytte. Til hende.

Hun lærer mig at danse

Jeg ser hende, jeg hører hende, jeg lytter og læser hendes fortællinger. De fortællinger, som hun lader skrive gennem mig. Og efterhånden mærker jeg hende i både krop, sjæl og knogler. Der er ikke længere nogen adskillelse. Måske glemte jeg hende på et tidspunkt, men hun glemte aldrig mig. Nu er hun vågnet, hun er blevet en temmelig tydelig del af mig selv og hun hverken vil, kan eller skal ignoreres. Kød, blod, liv og sjæl. Hun lærer mig at danse, hun viser mig trinene og efterhånden bliver det lettere og lettere at følge dem. At danse, bare at danse.

Hun lærer mig at sige ”nej fandme nej”, når jeg igen er lige ved at ”klippe en hæl og hugge en tå”, men hun viser mig, hvordan man gør det fra et kærligt sted. Hun er blevet en uvurderlig del af min skriverejse, hun er min fortælling og jeg er hendes. Hun er min sjæl og min længsel. My awen alone. På skriverejsen.

”We may have forgotten her names, we may not answer when she calls us, but in our bones we know her, we yearn toward her; we know she belongs to us og we to her.
– Clarissa Pinkola Estés-

Vejen til den vise kvinde

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, et indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Derfor er det en styrke og en gave at være introvert, hvis skriverejsen er den vej, vi vælger. Eller den vej, som vælger os, for ofte er det skrivelængslens kald, der gør at vi endelig møder op og sætter ord på.

Så skaber vi vejen og vi skriver hende frem. Den vise kvinde.

Det, der står i vejen

“When I dare to be powerful, to use my strength in the service of my vision, then it becomes less and less important whether I am afraid”, siger Audre Lorde. Frygt, modstand og alt det, der står i vejen, hører med. Den findes ikke uden, skriverejsen, men efterhånden lærer vi, at vi kan skrive os igennem. Hver eneste forhindring på vejen har sin helt egen fortælling og når vi lytter til den og lader den skrive sig gennem os,  fordamper den ofte som en regndråbe i solskinnet på den første forårsdag.

Vi skriver i livet. Og vi skriver vores vej. Vejen til den vise kvinde. Din indre fortællerske, din livsflod, din sjæl.

Kærlig
Lene

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still today, the voices of women er quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The wise woman is remaking the world.
– Sharon Blackie – 

Fortællersken

Fortællersken

Den 20. november starter et nyt online skrivegruppeforløb, som jeg kalder Fortællersken. Det er for dig som har en intention om at skabe en god og vedvarende skriveproces, hvor du dedikerer til at skrive dig ind i rummet bag den blå dør og låse op for alle de hengemte skatte.

Det er for dig, som har til hensigt at åbne den blå dør og gå helt ind i dit magiske rum. Igen og igen.

Fortællersken er for dig, som har en intention om at give din indre fortællerske ordet og lade hendes historier skrive. Det er for dig som længes. Efter din sjæls autentiske stemme og det, der vil gøre dig godt. Din sandhed. Dine fortællinger. Din indre vise kvinde.

Det starter med en blå dør og en nøgle, der stikkes i låsen. Det starter med, at du forsigtigt åbner døren og træder ind i rummet med en intention om at skrive det, der danser bag længslen. Det starter med det første ord og så det næste. På skriverejsen.

Processen er nøglen. Giv tid og tiden vil give dig. Du vil lære at danse i den kreative proces og lære dens rytme at kende. Opture. Nedture. Ebbe. Flod. Tidevandet vil tage dig, men du vil blidt blive ført tilbage på stranden. Der vil være bølgegang og dage, hvor tiden står stille. Du vil lære at sanke. Og at møde inspirationen undervejs på din rejse. Du vil lære om tillid og om at skabe dig nogle gode ritualer, som virker. Skriverejsen kan meget vel fungere som en del af din spirituelle praksis og den vil altid supplere og forstærke det, du ellers hengiver dig til.

Fortællersken starter den 20. november og jeg har åbnet for tilmeldinger. Der er kun plads til 12 kvinder i forløbet, så tøv ikke med at sikre dig din plads, hvis du kan mærke at du skal være med. Der er 5 pladser tilbage. Er den ene mon din?

Du finder invitation og detaljer i linket her.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Vintercirklen_2017

Vintercirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet.

Find vejen til din vise kvinde, din fortællerske, i et vinterskriveforløb for sjæl og hjerte.

Vintercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra november til slutningen af februar, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Vinteren bliver vores allierede.

I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at give din indre fortællerske ordet og vise dig, hvordan du åbner op og tager imod.

Vintercirklen er forankret i naturens og årstidens visdom. Skriveøvelser og afsæt har fokus på hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren, mørket og dets gaver. Du lærer vinteren at kende på en ny måde gennem dine egne ord og fortællinger og den proces, der sættes i gang, når du deltager i forløbet.

For kvinder med skrivelyst og længsel.

Du finder invitation og detaljer i linket her.  Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Skriveklubben

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og bliv automatisk medlem af Skriveklubben. Du får masser af inspiration og skrivetips til din proces og indre rejse. At skrive sin sjæl er hjertearbejde. Tilmeld dig i linket her. 

Kærlig hilsen
Lene