Vi nærmer os Vintersolhverv og endnu stærkere end før mærker jeg det stille, mørke tomrum inden vendepunktet.
Vinter og venteværelse
Tomrummet er det sted på rejsen, hvor man ankommer til en ventesal som runger af tomhed. Men når jeg tænker tilbage, så har jeg faktisk har nævnt det før. Utallige gange. For tomrummet er ikke et sjældent og ukendt sted, som kun er nogen forundt. Det er heller ikke en straf, det er på ingen måde et fængsel, selvom det godt kan føles sådan.
Hvad er tomrum for dig, bliver jeg ofte spurgt af kvinderne, som er på skriverejse i skrivecirklerne, for også de oplever gang på gang tomrummet, dage og endda uger uden svar.
Den kreative cyklus minder forbavsende meget om naturens.
En tilstand mellem to faser
Tomrum er for mig tilstanden mellem to faser. Det er lige dér, hvor den ene fase er sluttet, men hvor den nye ikke rigtigt er begyndt endnu. Det er hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det er det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret alligevel ikke helt har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser.
Det er et tidspunkt, hvor vi kan blive noget så utålmodige efter at tage springet og kaste os ud i næste fase, selvom det faktisk slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin berettigelse og er en del af den cyklus, der findes i alt.
Når naturen holder vejret
Har du nogen sinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, der er ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer. Kroppen falder til ro.
Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre eller handle og gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. En overgang. Det er som at stå på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og bare dvæle ved synet af floden, der flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting at gøre andet end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase vil komme. Den kommer, når det er tid. Ikke før og ikke siden.
Hvad gør man, når man pludselig bliver tom?
I efteråret stødte en af kvinderne i skrivegruppeforløbet Høstcirklen på tomrummet og det fortalte hun om. Hun var ked af det, for det betød blandt andet at hun ikke kunne skrive. Der var ingen ord. Og det kan føles som en falliterklæring, når man nu har meldt sig til et skriveforløb og en rejse, hvor det netop handler om at folde ud via ordene. Når man får serveret skriveafsæt og opgaver, der er skabt til at løfte og hjælpe på vej. Når man er en del af en skrivecirkel og et hjerteligt skrivefællesskab.
Og når man er hjemsøgt af en forunderlig skrivelængsel, ja hvad gør man så, når man pludselig bliver tom?
Tomrummet kalder på stilheden
Tomrummet kalder på stilheden i os. Og som Marts fortalte mig tilbage i det tidlige forår, er tomrummet en tid til restitution. Det er venteværelset på en station, hvor toget endnu ikke er kørt til perron. Det er et modsætningsfyldt tidspunkt, fordi de fleste af os har travlt med at komme væk. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. Stilheden.
Men tomrummet er hverken eller og det er ikke en tid for handling af den slags, der kalder på flugt. Tomrummet synger ordløst om hengivelse og tålmodighed.
Vi er bange
I virkeligheden er tomrummet et perfekt tidspunkt for hvile og kontemplation, men det er desværre uvant for mange af os. Vi har alt for travlt med at komme videre. Vi er bange.
Tomrummet opstår også på skriverejsen (for vi skriver jo i livet!)
Tomrummet opstår også på skriverejsen. Det sker ikke nødvendigvis mens du er i et forløb og deltager i en skrivecirkel, men vi ved det ikke på forhånd. Der kommer som regel præcist det, der skal og uanset hvad, kan vi altid skrive om det. Selv når der ikke er ord, kan vi skrive det. Tomrum. Tomrum. Tomrum.
Så kan vi i øvrigt gøre det, som kvinden i Høstcirklen heldigvis besluttede sig for at gøre. Hun gik ud i naturen og tog sit indre tomrum med sig. Hun besluttede sig for at vente sammen med havet og vinden. Så hun forlod sit skriverum, hvor hun var blevet godt og grundigt ked af, at hun ikke kunne skrive det, hun havde tænkt sig at skrive og i accept begav hun sig ud for at lytte. Vente. Sanke.
Honour the space between no longer
and not yet
– Nancy Levin –
En sandhed med modifikationer, for hun skrev faktisk
Samtidig fik hun så mulighed for at opleve, at det egentlig forholdt sig lidt anderledes, end hun havde tænkt det. Det kunne jeg som skriveguide pege på og vise hende. For hun havde jo skrevet, hun havde fortalt os andre om den tilstand, hun var i og uden at vide det, havde hun sat en proces i gang.
Tomrummet er perfekt til at lade op i
Hun fortalte det til sig selv, papiret og til os andre i cirklen. Den kreative skriveproces handler nemlig ikke udelukkende om at skrive. Det er dans mellem flere faser og tilstande og glemmer vi at sanke, restituere og give os selv, inden vi giver ordene til papiret, kan vi godt løbe tør. Vi er nødt til at lade os selv op og det er overgangen perfekt til.
Bliver du i tvivl, bliv da stille
Tomrummet er også rummet uden svar. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke ved og svarene ikke er klar. De er i simregryden, de danser med disen i horisonten, men de ikke klar til at blive serveret for os. Derfor kan tomrummet også føles som en tilstand af ”ikke at vide” og også det er præcist som det skal være.
Svarene er ikke klar, vi er ikke klar. Igen er det en uvant og grænseoverskridende tilstand for de fleste af os, vi er vant til at vi helst skal have svar på rede hånd og at det er en falliterklæring at sige, at vi ikke ved. I virkeligheden er det en gave. En styrke. Denne tilstand af ”ikke at vide besked”. For hvis vi påstår, at vi ved eller tænker, at andre måske gør det, ved bedre altså, gør vi noget, som næsten med sikkerhed vil føre os på afveje og måske endda gøre os endnu mere ulykkelige og frustrerede, end vi var før.
Kan man lære ikke at være udfarende og hengive sig til tomrummet?
Det kan man måske, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ofte begår den samme fejl, når jeg rammer tomrummet med et lydløst brag. Det er som at løbe panden mod en mur. Energien siver ud af mig og trætheden kommer som en pil og sætter sig fast i mit hjerte. Jeg kan føle mig ordløs. Og det er virkelig frustrerende, fordi jeg samtidig kan have hoved og hjerte fuld af gode ideer til fortællinger, blogindlæg og så videre. Der er masser i simregryden, men selvom jeg egentlig ved bedre, forsøger jeg ofte indledningsvis at fjerne retten fra gryden, inden den var klar.
Huske og tilbage
Så brænder jeg fingrene. Og opdager til sidst, hvad jeg har gang i. Flugt. Fra Tomrummet. Huske og tilbage.
Lad stilheden hele, rense og vise dig vej
Din lærer, min ven, findes dybt i dig selv. Der er ingen grund til at kigge dig omkring efter din stjerne. Du er din egen stjerne. Det, du søger, det du skriver om, det findes allerede i dig. Bliver du i tvivl, bliv da stille. Lyt til stilheden og hengiv dig til hvile.
Lad stilheden heale dig, rense dig og vise vej. Det du søger, søger også dig.
Naturen. Stilheden. Dansen. Rytmen. Musikken. Poesien. Kærligheden.
Eftertænksomme dage før Vintersolhverv
Det er eftertænksomme dage, det er tomrum. Hengivelse og accept er nøgleord, men tomrummet er altid et lidt svært sted at være. Jeg øver mig, hver gang det dukker op på min rejse. Jeg skrev om det i morges på morgensiderne, for noget i mig ved og kan mærke, hvordan en del af mig stadig kæmper imod.
Min sande natur er en anden
Jeg er barn af en travl, udadvendt og smart-i-en-fart tid, men min sande natur er en helt anden.
Først opdager jeg det ikke, jeg skal åbenbart altid lidt ud i tovene og hænge, før det går op for mig, at jeg nu igen er kommet lidt for langt i mine bestræbelser på at få ting til at ske. Det ligger ligesom i blodet, i tiden, det pulserer og det dundrer som et evigt ekko af noget, der minder om dårlig samvittighed. Har jeg givet op? Er jeg tabt bag en vogn?
Hellere tabt bag en vogn end …
”Hellere være tabt bag en vogn end at sidde fast på en vogn, som kører i hastig fart i en helt forkert retning!” Igen den samme stemme, lyden af visdom og noter af noget andet. Jeg tror at det er Ravnen, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Det kan også være Ørnen. I dag giver ingen af dem sig til kende, men stemmen er tydelig alligevel.
Jeg nikker. Tager en slurk af den nylavede kaffe og konstaterer, at jeg egentlig slet ikke har lyst til den. Jeg lavede den bare for hyggens skyld. Nu står den der og skvulper let i koppen, mens jeg lader ordene falde ud på det, der engang vil blive til papir. Lige nu er det ren og skær energi, der strømmer igennem mig.
Pludselig kommer jeg til at smile. Jeg ser vognen for mig, der drøner af sted i hastig fart og kvinden, der ligger tilbage på den mudrede markvej. Jeg ser hende, jeg ser mig og jeg lader vognen køre. Tabt bag en vogn, gudskelov for det. Latteren vokser, jeg kan mærke ørnen i mig og fornemme noget sprudlende lethed af liv bag tunghed og træthed.
”Bare vent”. Stemmen smyger sig om mig og smilet bliver siddende. Det føles godt. Jeg skriver mig ind i accepten og hengivelse bliver straks lettere. Jeg ser det komiske i situationen og nyder at ligge dér i det kølige mudder på markvejen, mens regnen siler og laver mønstre på mine kinder. Dråber af vished når min mund og jeg slikker dem i mig uden hastværk.
Tabt bag en vogn. Introvert kvinde. I tomrummet. Alting er præcist, som det skal være.
Og snart er det Vintersolhverv.
Kærlig hilsen
Lene
Skrivecoach Lene Frandsen 