Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Daggry har månerester og dis. Lyset er helt specielt, jeg træder ud af min hytte på bare fødder og bader i fugt. Så skete det, jeg stod på tærsklen og så det ske. Et vidne til sommerens farvel og efterårets ankomst. Jeg mærker efter, lettelse, en følelse af noget nyt. Fugten gør mine fødder kolde.... Continue Reading →
På vej over havet, på vej mod Daggryets Ø, fortæller hun midt lidt mere om øen. Efter kaffe og daggrysboller drikker vi lidt vand med citron og lader hav og bølgeskvulp dulme gammel sorg. Den vuggende rytme, de tre måger, der følger os på vej, lyden af skibets motor, det må være en fiskekutter, siger... Continue Reading →
Mit navn er Eidheann og jeg er fortællerske. I et år boede jeg på et sted for rejsende kvinder, et pensionat. Det var mit hjem og mit liv. For et år siden sluttede en cyklus og jeg bevægede mig videre og fandt mit drømmehus ved havet. Nu er endnu en cyklus ovre og jeg står... Continue Reading →
Solsorten og censoren ”En engelsk overskrift”, siger den gnavne indre censor. En spytklat rammer min kind. Stor erfaring, mageløse meritter, der er intet, der kan få hende ned med nakken. Selv ser jeg lidt forundret på de ord, der drypper ud af pennen i samme sekund, jeg har skrevet den engelske overskrift og pennen møder... Continue Reading →
Der er fortællinger, vi deler gavmildt, mens andre er stjernefrø, som vi holder tæt til hjertet. Så skrøbelige, nye og svære at begribe. De er gaver fra det guddommelige, de er bringere af kærlighed. Så afslørende, at vi er nødt til at putte dem i sjælens jord og se dem spire og gro. De skinner... Continue Reading →
Det er for tidligt, jeg ved det, jeg er i inderlig proces. Åben for det, der er til rådighed, åben uden at gribe eller forgribe. Det er en øvelse og jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var let. Alligevel kan en del af mig uden løgn fortælle, at det er det bedste, der... Continue Reading →
Regn siler og jeg mærker, at jeg holder mig selv tilbage. At noget er klar til at eksplodere, men at jeg stadig tyer til kontrol. Det sker helt automatisk, sådan har det jo altid været. Så længe, jeg kan huske og nu står jeg her i samme historie som før. Det gør mig vred! Er... Continue Reading →
Der er stille dage, hvor solen langsomt stiger og hvor energien er rolig. Det kaldes slowflow. Du kan ikke skynde dig og opnå noget, tværtimod. I stedet kan du svøbe dig i ro. Beslutte dig for at alt kommer til dig, hvis du ikke barrikaderer dig med travlhed og kontrol. Der er dage, hvor man... Continue Reading →
De kommer allerede inden jeg er hjemme igen. Fortællingerne. De snor sig som slanger, de synger som fugle og en stemme fører historien på vej. Jeg smiler, det er morgen, frost, solen hænger dovent i disen. En af fortællingerne leger med D-ord, find på nogle, griner den og jeg foreslår dejlig. Dvæle. En solsort stemmer... Continue Reading →
Som inde så ude. Han træder ind på gårdspladsen. Bukken. Det er tidlig morgen, jeg sidder med min kaffe og kigger ud af vinduet. Så kommer han løbende ind i min sfære, stopper op og står helt stille. I kostbare sekunder udveksles energi og jeg ved. Det er en ny begyndelse. Efter kort tid går... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 