Når skrivelængslen kalder
Det sker som regel, når jeg mindst af alt venter det. Når jeg føler mig tørlagt og går ud blot for at gå. Som jeg gjorde det i går, dagen, hvor jeg så månen på pastelmorgenhimmel og solen stå op i øst. Dagen, hvor jeg tegnede en valmue i min skrivebog, fordi valmuen var min... Continue Reading →
Så lærte jeg det. Man har planer med mig. Jeg er ikke bare en tilfældig gæst på Pensionatet og min læring er ikke kun til eget brug. Cailean og Willow har talt. Det forunderlige er, at alting føles anderledes nu og at det, de fortalte mig forleden i Caileans hus, mærkes som en selvfølge. Det... Continue Reading →
Når man lærer at trætheden er en ven. Når man begynder at opdage, hvordan man bruger energien. Når det dæmrer i skumringen og alt falder på plads. Igen. Så ved man. At der er en vis bremselængde og at ting tager tid. Jeg takker for min samtale med Ceridwen og for læringen om den usynlige... Continue Reading →
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Det sker ved Nymåne. Ravnen kommer flyvende ind i min sfære og tilbyder sin hjælp. Hun letter fra en af granerne på stien ud til stranden og svæver over hovedet på mig. Slanke fingre på sorte vinger. Elegant i luften, jeg stopper op for at beundre hende. ”Vær hilset” råher hun og nej, jeg har... Continue Reading →
Det forbavser mig, at hun ikke er i spisestuen, da jeg træder ind den næste morgen. Men da jeg ser hendes stambord, forstår jeg det. Hun har allerede været her og er gået videre. Koppen er tom og der er krummer på tallerkenen, en sammenkrøllet serviet ligger på bordet. Skuffelsen er stor. I det samme... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
"Ingen ord kan beskrive det", siger jeg ydmygt. "Jeg vil end ikke forsøge." Da ser hun op fra sin landingsplads. Langs markerne i græsrabatten, badet i aftenlys. Hun siger ingenting men ser på mig med forundring, sorte øjne fanger mine blå. Det sker udenfor mit vindue, da jeg vasker op. Jeg har udsigt til markvejen mod nord. Jeg ser, at hun lander og i samme sekund ved jeg. Den store fugl i sort. Det er Ravnen.
Det er Ravnen og jeg er klar. ”Sagde netop til mig selv”, siger jeg til hende, ”at hvis det var dig i dag, ville jeg spørge dig om hvordan. Så mange gør-ditter og gør-datter flyver rundt i luften som hjemløse fugle sagt af ivrige stemmer, der alle ved bedre og nogen bedst. Jeg er holdt... Continue Reading →
“Just follow the instructions” sagde Ravnen til mig forleden dag og jeg så bogen for mig. Det sker midt i kaos, et indre stormvejr som har hvirvlet alle frygttrickere op. Jeg kastes frem og tilbage i søvnløs drøm og stormen hiver i den ham, jeg endnu holder fast i. Men det er tid, så jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 