Når skrivelængslen kalder
“Åh ja, nu kan jeg se det. Du er fanget i en filterfortælling. Det er næsten ligeså slemt som at være forvandlet til en sten.” Jeg løfter blikket fra asken, rejser mig og forsøger at ryste filteret af. Det er klæbrigt som harpiks. Faola venter tålmodigt på, at jeg skal komme mig, men det er... Continue Reading →
Høgen flyver og forsvinder, men har efterladt mig en sø af tvivl. Kan jeg ikke stole på Faola, ulven, eller det som høgen insinuerede? Jeg må gå vejen alene. Frænder kommer og går, det ved jeg, de er aldrig langt borte, men man kan ikke holde dem fast. Så måske lurer Faola på mig fra... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral, skriver jeg i rejsedagbogen. Faola vækkede mig syngende og jeg gik ud fra, at vi straks skulle af sted. Forlade hulen under stjernerne og finde spejlet. Men hun fortæller mig, at hun er nødt til at gå alene. Der er noget, hun må gøre og selvom hun udtrykker det mere... Continue Reading →
Snart sidder vi placeret rundt om soluret med lukkede øjne og fuldt fokus på at lytte til vinden. Et budskab er undervejs. Vil det nå os, er vi i stand til at høre? Det kan være svært at blive stille nok, tankerne vil gerne bidrage med slidte løsninger. Jeg slipper min irritation over at være... Continue Reading →
Det er ikke uden udfordringer at følge vejen gennem skoven, sagde en klog gammel kone til mig, inden jeg begav mig af sted. En veninde havde hørt om hende og at hun gav konsultationer til kvinder, der ønskede at følge skovens vej. Jeg fik en aftale med hende og mange gode råd med på vejen.... Continue Reading →
Jeg følger efter hende ind mellem træerne. Snart er vi på den hemmelige passage, som intet menneske kan finde uden hjælp fra den hvide hind. Her er stien omgivet af store sten, der former et gærde. Bag gærdet danser krogede træer. De minder mig om hekse. Hind vender sig om og ser på mig. ”Nemlig,... Continue Reading →
”Husk blot en ting. Du forpligter dig til at skrive sjælens og hjertets fortællinger, når du bruger Ealas pen.” Hun flyver op gennem trækronerne og forsvinder på skjult himmel. Jeg står alene på skovstien med den smukke fjer i min hånd. Den fineste pen af dem alle. Den er fra en stolt tradition af barder... Continue Reading →
Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked. Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er... Continue Reading →
Vi slår følge over det åbne stykke og tager afsked, da skoven igen lukker sig om os. ”Fortsat god rejse” siger hun og forsvinder et sted i sollyset. Jeg er igen alene. Denne del af skoven er kendt for sine gamle egetræer. Ikke kendt af mennesker, vel at mærke, men skoven ved besked. Det føles... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral. Hans ord lyder som et ekko gennem skoven. Venlighed, en hellig gral. Jeg ved, at jeg har fået en nøgle til at forstå den nye skovs hemmeligheder. At venligheden er en indgang. Mine skridt går gennem tæppet af grannåle, mellem slanke stammer og nedfaldne kogler, indtil granskoven med ét hører... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 