Ealas pen

Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked.

Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er præcist, hvad jeg har brug for. Hvorfor dog gå videre, fare vild og udsætte mig selv for unødige farer? Og hvad er det med skovens vogter, som får mit blod til at fryse til is? Ved Munketræets fod er jeg tryg, jeg føler mig beskyttet og kan slappe af. Alligevel må jeg videre, ingen kan blive her, forevigt findes ikke.

Jeg er tilbage på hovedstien og et strejf af sorg bølger i mit hjerte. Det var et svært farvel. Samtidig er jeg taknemmelig over velsignelsen og den tid, træet skænkede mig. For de åndedrag, vi tog sammen.

”Lad livet ske gennem mig” mumler jeg, ”lad mig slippe modstanden og favne alt det, jeg har lært. Tilliden. Venligheden, den hellige gral. Hvad var det lige Munketræet sagde? Jeg kan forberede mig på det bedste ved at være åben for magi og mirakler. For de fleste er det omvendt. Vi forbereder os, planlægger og kontrollerer for at undgå ubehageligheder.”

”Frygtens manipulation” synger svanen og lander på stien foran mig. Aldrig har jeg set en svane i skoven før.

”Hej” udbryder jeg fjoget. Fniser.

”Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du tænkte” siger hun, ”jeg fløj lige henover. Måske skulle du notere det i din rejsedagbog? Skriv med hjerteblæk: Jeg har en intention om at åbne mig for magi og mirakler. Intentionens kraft er stor.”

”God ide.” Jeg tager straks rygsækken af og fisker min skrivebog op. Men pennen. Hvor er min pen? Panik. Har jeg mistet den et sted i skoven, er den for altid tabt, for ingen kan gå tilbage. Den er der ikke. Min pen er væk!

”Fortvivl ikke” ler hun, ”du har heldet med dig. Tag en af mine fjer. Bedre pen findes ikke, den kommer fra en stolt tradition af barder. Det er på tide at du får din egen.”

Hun vender sig om, så jeg kan plukke en fjer.

”Er du sikker?” fremstammer jeg forlegent, stadig i chok over at have mistet min pen.

”Naturligvis!”

Forsigtigt plukker jeg en hvid fjer fra hendes fjerdragt og beundrer den.

”Tak”.

”Du er velkommen. Husk blot én ting. Du forpligter dig til at skrive sjælens og hjertets fortællinger, når du bruger Ealas pen.”

Lene Frandsen, Fra min egen skriverejse ©
5. april 2022

Program Sommer 2022

Du har skrivelængsel og lyst til at booke et sommerskrivekursus? Men du er i tvivl om, hvilket et du skal vælge? Start med at besvare dette spørgsmål:

Vil du skrive alene og rejse på egen hånd i sommerens univers? Har du brug for udelukkende at nære det indre?

Eller har du lyst til at være i skrivecirkel med en mindre gruppe af kvinder, som er på samme slags rejse som dig? En cirkel, hvor vi befinder hinandens skrivende færd og deler af proces og fortællinger? Hvor ris, ros og anden form for kritik er lagt på hylden, men hvor vi er vidner til hinandens rejse gennem det magiske univers?

Hvis du ønsker at skriverejse alene, er Sommersjæl skrivekurset for dig. Her skriver du i pagt med årshjulet, fra maj til august og nærer dit indre. Du skaber rum, ro og giver dig selv skrivetid. Læs mere om Sommersjæl herunder.

Hvis du gerne vil være med i en skrivecirkel (online), så er Fortællerskens Sommerskriveskole og kurset “Intuitiv Skrivning, Skoven” det, du vælger. Her er plads til et begrænset antal kvinder. Læs mere om forløbet herunder.

Skriverejsen Sommersjæl

et inderligt skriveforløb for kvinder
Starter den 1. maj 2022

Skriv din sommer, skriv din sjæl

Kom, lad mig invitere dig med på en inderlig skriverejse gennem sommeren.

I pagt med årshjulet fra maj til august. Hver måned modtager du et inspirerende skrivebrev med afsæt og øvelser. Du vil rejse gennem forskellige landskaber og spejle din sjæl. Og som noget nyt får du hver måned mulighed for at udvælge dig en særlig frænde som ledsager.

Skal det være et dyr eller en plante fra den keltiske tradition? Eller vælger du jokeren?

Et inderligt skriveforløb

Sommersjæl er et inderligt skriveforløb for kvinder. Det er et eSkrivekursus og det betyder, at der ikke vil være en ydre cirkel. Du får således rig lejlighed til at skabe dit eget rum og din balance i forhold til det indre og det ydre. Sommeren er en udadvendt tid, men vi har også brug for at nære det indre.

Sommersjæl er forankret i årshjulet og du vil få mulighed for at danse mellem landskaber. Det indre og det ydre.

Det er kraftfuldt at forankre sig i årstiden. Hvert skrivebrev er tilknyttet sin sommermåned og det går du på opdagelse i. Via ord og fortællinger bevæger du dig med energien. Du får spørgsmål til refleksion og inspirerende skriveafsæt som vil vække din skriveglæde.

Naturen

Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle på skriverejsen i Sommersjæl. Flere afsæt og øvelser inviterer dig udenfor og når vejret er til det, kan du sidde i det fri og skrive. Det er oplagt at tage Sommersjæl med dig på ferie.

Cyklisk skrivning i Sommersjæl

Vi kan lære os selv at både leve og skrive cyklisk. Det, som jeg kalder at skrive i pagt med årshjulet. Og når vi gør det igennem et stykke tid og kommer hele vejen rundt på årshjulet for så at starte forfra og gøre det igen, begynder vi at opdage noget. Vi kan praktisere gentagelsens magi.

Intuitiv Skrivning

Indledningsvis får du en lille introduktion til det at skrive intuitivt. For jeg vil varmt anbefale dig, at du prøver kræfter med den intuitive skrivning i Sommersjæl forløbet. Du behøver ikke at tænke dig til, hvad du vil skrive og hvordan, i stedet lærer du at lade dig fragte gennem pennens kraft.

SOMMERSJÆL – KLIK FOR FULD INVITATION OG DETALJER

Skriverejsen Sommersjæl
eSkrivekursus for kvinder
starter den 1. maj 2022 (varighed fire måneder)

Pris DKK 1400,-

Ravnerabat ved tilmelding senest den 10. april 2022
Pris DKK 1200,-

TILMELDING SOMMERSJÆL

Fortællerskens Sommerskriveskole

Kursus: Intuitiv Skrivning – Skoven

Kursusstart: 1. juni 2022

For kvinder med skrivelyst og længsel.

Alle er velkomne, du behøver ikke særlige forkundskaber for at være med. Blot skal du have lyst til at kaste dig ud i det, skrive og have det sjovt. Øvelse er en del af processen og der er ingen facitliste.

Skoven og intuitiv skrivning

På sommerens skrivekursus skal vi sammen en tur ind i det magiske univers. Temaet er skoven. Du får en introduktion til intuitiv skrivning og en legende tilgang til skrive.

Skoven er et vidunderligt sted at starte, hvis du ønsker at skrive intuitivt og finde vej ind i en fortælling. Du behøver med andre ord ikke at vide, hvad du vil skrive om og du skal hellere ikke have alle svarene på forhånd. Tværtimod.

Skoven er næsten altid repræsenteret i eventyrene. Her er mange farer, men der er også magi og fortryllelse. Når du går ind i skoven, træder du ud i det ukendte og det er du nødt til, hvis du vil have noget til at ske. Det uventede, spændende og overraskende sker altid, når vi mindst af alt venter det og det sker altid, når vi skriver. Fortællingerne ved bedst selv, de overrasker os med deres list, snedighed og visdom.

Så intuitiv skrivning er altså som en tur ind i et ukendt skovterræn. Hvad der sker, ved du først, når du er derinde.  

“Go out in the woods, go out.
If you don’t go out in the woods nothing will ever happen and your life will never begin.”
– Clarissa Pinkola Estès –

Fra juni til slutningen af august

Det skal vi lege med og skrive os ind på sommerens skriveskole. Det sker online, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Forløbet varer 3 måneder fra juni til slutningen af august. Du modtager skriveafsæt og øvelser, som inviterer dig ind i skovens univers og kalder på intuitiv skrivning.

Hver måned modtager du et skrivebrev fra mig med inspiration, læring, afsæt og øvelser. Du inviteres til at skrive intuitivt og får indledningsvis en introduktion til, hvordan du bedst kan gøre det.

Forløbet kan være med til at skærpe din intuition og gøre dig mere lydhør for hjertets fortællinger.

Sommerskriveskolen er for dig, som har lyst til et sommerligt skriveeventyr. Samtidig får du en introduktion til intuitiv skrivning og det landskab, vi her skal skrive os ind i, er skoven. Vi møder træer og deres symbolik, frænder og farer. Vi løser opgaver og gåder og har det sjovt med at skrive. Vi tager på sommereventyr sammen.

FORTÆLLERSKENS SOMMERSKRIVESKOLE – KLIK FOR INVITATION OG DETALJER

Deltagergebyr

Pris DKK 1900,-

Ravnerabat ved tilmelding senest den 30. april
DKK 1700,-

Beløbet er inklusive moms.

Beløbet kan deles op i 2 rater og det koster ikke ekstra. Skriv det blot i kommentarfeltet ved tilmelding. Ved betaling i rater forpligter du dig til at betale hele beløbet, uanset om du springer fra holdet før tid.

Der er et begrænset antal pladser på holdet. Pladserne gives efter først-til-mølle.

TILMELDING – klik på billedet herunder

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: