Når skrivelængslen kalder
”Nu kan det vel næppe komme som en overraskelse”. På vej gennem stormen og hagl fra vest, passerer jeg porten og går igennem uden at ænse det. Det sker bare, og det eneste jeg registrerer, er den måde hvorpå vinden skubber mig mod øst. Hagl hjælper til, ubehagelige nåle prikker til min hud og på... Continue Reading →
Min intention er at lade min pen vandre dybt ind i Det Magiske Univers og hengive mig uden modstand. Jeg vil være åben og nysgerrig og lade min nye intention koble sig på min intention om at leve et fortryllende liv. Det Magiske Univers har altid været en del af mit indre landskab, men aldrig... Continue Reading →
”Forbered dig på det bedste” siger hun med myndig stemme, ord uden tøven og fyldt med magi. ”Du ved, hvad du ønsker dig, nu må du være tro mod dit ønske.” ”Jamen” fremstammer jeg og mærker, hvordan noget i mig stritter imod. Modstanden vokser som en klump i halsen og tårer presser sig på. ”Hvordan... Continue Reading →
Sidste år ved denne tid var jeg på skriveretreat, fortæller jeg Ravnen. Jeg havde lejet et lille sommerhus ved vandet, bare hunden og jeg. Jeg gennemlæste mit manuskript, skrev og nye fortællinger dukkede op og lærte mig noget om ægte hengivelse. Jeg fandt en nøgle og stod så tidligt op, at jeg så solen stå... Continue Reading →
Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →
I de seneste uger har jeg hver morgen delt fortællingen fra mine magiske morgensider med dig her på bloggen. En fortælling og 3 nøgleord fra min egen skriverejse. Det holder jeg en pause med nu. Men husk, at du altid selv kan finde dagens nøgleord og bruge dem som afsæt til ord og fortællinger. Slå... Continue Reading →
Trust … and all will be revealed. Jeg går morgentur med Lille Uro ved min side. Hun insisterer og nægter at forlade mig. Der er kun ét at gøre, at acceptere hende og hendes følgeskab som den skygge, der danser mellem træer på solskinsdage. I dag er det gråvejr og stille regn siler. Vi går... Continue Reading →
Så fik jeg synet tilbage. Efter mange måneders inderlig mørkevandring og døre, der smækkede for næsen af mig, forstod jeg pludselig hvorfor og smilede. Foran en skillevej med grene som gafler var der pludselig ingen tvivl længere. Energien skiftede lige dér og udpegede min retning. En retning, som længe har været undervejs og som første... Continue Reading →
Rødmende morgengry, jeg hilser dig. Måne og Venus ditto. Træsilhuetter og uglesang, stilhed, fødder og poter. Kan jeg mon vænne mig til dette sted i mig selv, hvor glæde og taknemmelighed råder? Hvor følelsen af at være kommet hjem er markant og hvor rødder og stolthed vokser gradvist, efterhånden som vinteren skrider frem? Det er... Continue Reading →
“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 