Når skrivelængslen kalder
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Der skete noget i går og forbindelsen blev genoptaget. En række småhændelser skabte midlertidigt kaos, men så pludselig faldt det hele på plads i en ny orden. ”Kaos, orden, kaos, orden” siger Cue, han følger mig tæt, men er stoppet op for at snuse til et træ. Den gamle eg i skovbrynet. Morgenen er ny... Continue Reading →
Straks da jeg havde trukket kortene og de havde lagt sig til rette foran sten og skrivelys, vidste og forstod jeg. Budskabet og den guidning, jeg har bedt om. Så inderligt dybt og omfavnende, at ordene der kom til mig lød: Når sjælen forstår. Og sådan er det denne morgen, hvor lyset er blåt og... Continue Reading →
”Denne morgen har jeg udvalgt et blad til dig”. Han flyver gennem det åbne vindue til skrivestuen og lader bladet den sidste bid vej. Blidt lander det foran mig som svar på min bøn. Fra første færd står døren til det magiske rum åben, den gamle bøg nikker og ørnen er landet. Ja, det er... Continue Reading →
Jeg er tilbage på Langeland, jeg ser solnedgangen over søen i baghaven, jeg ser gæssene og en and, der kunstfærdigt lander på vandet. Jeg står bare dér på bredden og følger mig fuldstændig fortabt. Og fordi jeg har besluttet mig for ikke at skrive i netop den uge, så har jeg ingen pen og notesbog... Continue Reading →
Måske tror du ikke, at du har brug for en fortælling i dag, men det er præcist, hvad du har brug for. Har du aldrig hørt om historiemedicin? Den slags, som kan løfte dig ud af dit følelsesmæssige kviksand og sætte tanker fri som sommerfugle. Du har trådt vande på dette sted i dagevis og... Continue Reading →
Lyt til regnen, stilheden og morgenens sang. Se skrivelysets flamme blafre, mærk varmen og ilden. Vinter, en tid til at dvæle i og tage dig kærligt af dig selv. Dine behov. Mærke efter og være helt hudløs ærlig: Hvad gør dig godt? Denne stund med skrivebog og ord, siger du uden tøven, det øjeblik, hvor... Continue Reading →
Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, indre vished og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er tidevandet og månens sølvlys over havet. Hun er mørket, den del som rummer og... Continue Reading →
Mine daglige ritualer er vigtige. Essentielle. Om morgenen trækker jeg mine keltiske dyre- og plantekort og så skriver jeg morgensider. Uden mine ritualer mister jeg min power og styrke og min forbindelse til sjælen. Jeg glemmer. Mine daglige ritualer og mine skriverier forbinder mig og hjælper mig til at huske, at jeg er her af... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 