Snart åbnes porten

Harvest Moon

Jeg lytter til hende, mens jeg går ned af markvejen. Fornemmer. Forbindes. Forundres.

”Jeg er her, hvisker hun og jeg forsvinder ikke, selvom du forsvandt for dig selv for en stund. Blev løsrevet. For vildt. Og faldt i sommerfælden.”

Nu danser August i den tidlige morgen og jeg vandrer opfyldt af en ny slags vished. Luften er tyk af dug og fugt, en anelse skarp, krydret med duft af høst og det kommende efterår. Snart åbnes porten til høsten og jeg har en intention om at gå helt ind.

Men endnu er det sommer. Hun smiler og hendes vished gør mig rolig. Fylder mig med blød accept og husker mig på, at dette er en tid at nyde. Høsten. Livet. Nu.

Og at hun er dér. Endnu. Min indre fortællerske, som hvisker poesi i mit øre og kysser lyd i min livsflod, så vandet klukker og ler. Hun danser i disen og bader i morgendug. Hun dufter af korn og af blomster. Hun er.

Snart åbnes porten til høsten

Jeg dypper pennen dybt i august, hvor kornet endnu står på marken. Bølger. Venter. Den 7. august slutter de lyse nætter og det, jeg kalder sommer, er forbi. Her står porten til høsten til åben og med en ny intention i hjertet gør jeg mig klar til at gå igennem den port, som jeg har tillid til vil åbne sig. Snart.

Jeg faldt i sommerfælden, men …

Senere vil jeg fortælle dig mere om min sommer og lidt af det, jeg snart kan høste. Noget, som på ingen måde blev, som jeg havde forestillet mig eller forventet. Alt, hvad jeg havde tænkt, faldt til jorden, blev taget af blæsten og skyllet bort af regnen. Men det hører høsten til. Det energiarbejde, jeg snart kan skrive mig ind i og alt det, jeg kan høste og nyde godt af, blev skabt midt i kaos af det, der blev min sommer. Jeg faldt i sommerfælden. Men først nu kan jeg se, at det var endnu en af den slags gaver, man lige skal tage i ed og vænne sig til. Også det er en proces og snart åbnes porten til høsten.

Nu dypper jeg pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i regndis, et gråt tæppe af dråber. Jeg drikker te gjort af rødkløver og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme. Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Den evige gentagelse

Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af. Den aktive medvirken og en intention om kontinuerligt at vende tilbage til det sted, hvor det er muligt at lytte. Stilheden. Et fristed for ord og skriverier, en landingsplads for de fortællinger, der bor bag det tilsyneladende. Bag tunge tanker, forunderlig modstand og frygt. Hvis det altså er skriverejsen, vi vælger.

Tête-à-tête med Ravnen

“Lad vejen vælge dig” siger hun og smiler underfundigt, “hvorfor så meget modstand mod det, der vil gøre dig godt og sætte dig fri?” Hendes blik sejler gennem regndisen og lander som et suk i min sjæl. Jeg kalder hende nærmere og hun kommer flyvende på blåsorte vinger, hun tøver ikke, for det er igen tid til en lille tête-à-tête. Med Ravnen, med hende, min flyvende mentor. Min allierede, min frænde.

“Ja hvorfor? svarer jeg og sender spørgsmålet tilbage til hende. Og tilføjer med glæde i hjertet: “Modstanden er væk nu. Jeg hilser dig og byder dig velkommen. Hvis jeg altså ikke har sagt det før.

Hun klikker med næbbet og nikker bare. Som om jeg havde et valg. For hvem kan sende et orakel af visdom på vingerne før tid, når hun nu har udsøgt sig mig? Når hun dukker op som det naturligste i verden og beriger mine fortællinger og åbner mit hjerte. Døre, som før var lukkede, står nu på vid gab og nysgerrigheden er større end frygten. For hvad er det egentlig, jeg er bange for?

Livets mysterium

Lyden af livets mysterium har altid fundet vej til mine ører som sød musik, jeg ønsker mig det ikke anderledes. Og i øvrigt begynder jeg at se en rød tråd bag det hele, noget, som jeg bare må forfølge og hengive mig til. Det er hun en vigtig del af, Ravnen. Hun er en del af de kvindelige fortællinger og et univers, som jeg før nærmede mig med forsigtige skridt for så at tage flugten. Hvad var det mon, der dragede mig i så høj grad og som fik mit hjerte til at banke så heftigt? Dengang, da frygten var større end nysgerrigheden, inden jeg forstod at længslen var et kald og en vigtig ledetråd. Hun boede der. Bag skrivelængslen. Hende, som ved.

Længslen

”True vitality is hidden within longing. When you give in to creative passion, it will bring you to the ultimate threshold of transfiguration and renewal. This growth causes pain, but it is a sacred pain.
– John O’Donohue –

Vi har talt lidt om længslen og dens budskab i skrivecirklerne. En af kvinderne fortalte, at hun har lært at betragte længslen som et væsen, hun ikke længere flygter fra eller fortrænger, men som hun respekterer og forsøger at lade leve i sig selv.

Skrivelængslen. Et subtilt kald eller en decideret smerte, et stik i hjertet af længselsfuld lyst, som snart bliver sendt til tælling af en lavine af modstand og argumenter hvorfor, det ikke lader sig gøre at forfølge skrivelængslen.

Det handler om dansen

En af misforståelserne er produktet. Vi har lært, at hvis vi skriver, så er det med et bestemt udfald for øje og ofte påstår kvinder med skrivelængsel at de har en bog i maven. Eller også er de blevet guidet til at skulle skrive en bog. Med al respekt for og kærlighed  til for bøger, jeg elsker at læse og bøger gjort af ord og papir er en essentiel del af mit liv og mit interieur, så er det bare sjældent det, at skrivelængslen som udgangspunkt handler om. Det handler om dansen. Processen. Hengivelsen til længslen og nysgerrigheden efter at møde op og folde den ud.

Og måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv, så kommer hun til stede

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.

Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.

Døren til dit vilde væsen, din vise kvinde

”The doors to the world of the wild Self are few but precious. If you have a deep scar, that is a door. If you have an old, old story, that is a door. If you love the sky and the water so much, you almost can’t bear it, that is a door. If you yearn for a deeper life, a full life, a sane life, that is a door.”
– Clarissa Pinkola Estés –

Nej, fandme nej!

Det er snart længe siden, at jeg en søvnløs nat hørte hendes stemme og mærkede hendes kraft for første gang. ”Nej fandme nej” var ordene og det kan måske synes som nogle underlige gudindeord, men det skal man ikke lade sig narre af. Og der var brug for dem, de ord, netop de ord. For jeg havde alt for længe, ja faktisk det meste af mit liv, danset til tonerne fra andres piber og forsøgt at få mine egne trin til at passe ind. Jeg dansede på landminer og måtte konstant anstrenge mig for ikke at træde forkert. Men den nat skete der noget, som ændrede min kurs og min måde at være i livet på.

I månederne op til var der sket nogle ting i mit liv, som for alvor satte det i perspektiv. Jeg havde været i sorg, i tomrum og vandret gennem mørke gange. Et venskab var forlist og det satte en lavine af følelser og gamle historier i gang i mig. Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg sidst valgte at lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu for første gang var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min tidlige barndom og sikkert også længe før den tid.

Mørkevandring

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve Den gav mig vished om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle mærke, væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til hende. Min vise, vilde kvinde. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast. Heldigvis.

Måske var det en slags sjælens mørke nat, jeg vandrede igennem den sommer og det efterår for et par år tilbage? Under alle omstændigheder fik jeg øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som havde formet og til dels bestemt udfoldelsen af mit liv indtil da, men som ikke længere tjente mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen og selvom jeg dengang troede, at jeg var fortabt og faret vild, forholdt det sig på ingen måde sådan. Jeg var på vej hjem. Til mig selv. Og det var en vej, som jeg måtte gå alene. Den vej har for altid ændret min måde at være i livet på. Den har forevigt forvandlet mig.

Et budskab af værdighed

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, en indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Og det er ofte dér i mørket, hvor vi tror os forevigt fortabt, at hun dukker op som en røst fra et sted dybt i os. For mig var hun en rumlende torden, jeg kunne høre og mærke i hele kroppen. Sådan kan hun stadig føles, men efterhånden som jeg er blevet mere lydhør og har fundet ud af, at jeg bevidst kan læne mig ind i hendes og mærke hendes kraft og styrke som en integreret del af, hvem jeg er, har hun fået mange stemmer og måder at kommunikere på. Hun er ikke en kvinde, hun er mange. Men uanset hvad hun siger og i hvilken skikkelse, hun træder frem, så er der altid en helt særlig følelse af værdighed gemt i hendes budskab.

Stå ved dig selv og dine følelser.
Det gør godt at græde, tårerne renser dig.
Vandet er en del af, hvem du er.
Det gør godt at le, vinden lufter og letter dig.
Luften er en del af, hvem du er.
Det gør godt at brænde igennem og sige til eller fra.
Ilden varmer og buldrer som en kraftfuld flamme i dig.
Ilden er en del af, hvem du er.
Det gør godt at forankre sig hos Moder Jord.
At sidde hos træerne, dufte og mærke mulden under dine fødder og i din sjæl.
Jorden er en del af, hvem du er.

Velkommen til Gudindecirklen

I Gudindecirklen, som starter den 8. september, skal vi lege med og udforske elementerne, vi skal vække Tornerose og danse med de fortællinger, som opstår i processen. Vi skal lytte, skrive og dele og åbne op for den indre fortællerske, som jeg efterhånden er overbevist om, at alle kvinder bærer rundt på. Hun vil gerne sættes fri og lade sig skrive gennem dig. Hun kalder gennem skrivelængslen.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og igennem forløbet, som varer 3 måneder, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen.

Vi skriver i livet

Du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i.

Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Hun skriver sig gennem dig. Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed

Jeg har dedikeret Gudindecirklen til de kvindelige fortællinger og til Gudinden i dig selv, deraf navnet. Efter at have skriverejst med og lyttet til de kvinder, som har været i forløb, på intuitiv skriveworkshop og i skrivecirklen gennem mere end to år nu, er jeg ikke længere i tvivl; skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed og møder du op og hengiver dig processen (jeg viser dig hjertens gerne hvordan), så får du smæk for skillingen.

Det udtryk af Ravnens. Hun ler højt, mens hun siger det gennem mig og jeg bryder sammen i lattergråd. Humor er i øvrigt også en del af skriverejsen. Når vi skriver og forløser gennem ord, skriverier og fortællinger, kommer humoren og den umiddelbare glæde tilbage i vores liv. Når vi skriver. Når vi danser. Den sniger sig ud mellem linjerne, det er på ingen måde bare sorg, smerte og tunge forhindringer, vi må skrive os igennem. Tværtimod.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi ønsker jo at lokke hende helt frem og lade hende boltre sig. Din indre fortællerske. Og det gøres ikke ved at byde hende på kasser, stram struktur og morderisk kontrol. Hun ønsker at danse og flyve frit og at tage dig med sig i sin dans. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe, flod, opture og nedture. Det hører med.

Lyttende vidner

Deling er heling. Vi favner sårbarheden og siger det højt. I cirklen deler vi af vores fortællinger og af processen undervejs. Vi deler med hinanden og så lytter vi i cirklen i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret dem. Vi er ikke dommere, bødler eller korrekturlæsere. Vi er lyttende vidner til hinandens skrivende forvandling og til de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver. Og vær ikke bange, kvinde min, jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som fyrtårne leder dig på vej.

I Gudindecirklen får du mulighed for også at skrive, lege og arbejde med gudindeenergien, mytologi og symboler gennem skriveafsæt og øvelser. Ikke fra et intellektuelt ståsted, men fra et sted i dybt dig. Vi skriver intuitivt og folder ud, som det opstår. For visdommen bor i dig selv. Hun bor i dig. Den vise kvinde. Gudindecirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du gennem ord og fortællinger kan finde vej ind til hende og blive i stand til at mærke din egen kraft og høre dens stemme. I alle dens afskygninger. I alle retninger. I luften, i ilden, i vandet og i jorden. I livet.

“Believe that your tragedies, your losses, your sorrow and your hurt happened for you, not to you. And I bless the thing that broke you down and cracked you open because the world needs you open.
– Rebecca Campbell – 

Vil du med i Gudindecirklen?

Hvis du vil være med i Gudindecirklen, som starter den 8. september og varer i 3 måneder, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Du finder invitation og flere detaljer i linket her.

Ved tilmelding senest den 8. august får du ravnerabat (early bird) og sparer 100,- kr

Der er kun 15 pladser i Gudindecirklen, som tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme.

Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Snart åbnes porten til høsten. Jeg går ind.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration læs også gerne

Lev, dans, skriv
Processen er nøglen
Vejen til den vise kvinde
Når Tornerose vågner
Disciplin skabe magi
Den stille stemme
Skriverejsen

Thumb nail photo “The Harvest Moon” © Tony Bosse, Dreamstime

Kvinder_Skriverejsen

Tillid skaber forbindelse

Connected

En af hemmelighederne ved skriverejsen er medvirken. Din aktive deltagelse. På samme måde som vi ikke kan danse, hvis vi ikke møder op og begynder at bevæge os, kan vi ikke skrive, hvis vi ikke tager pennen i hånden eller sætter fingrene på tastaturet og begynder at skrive.

Fortællingens kraft er en energi, en slags ånd

Fortællingens kraft er, som jeg oplever det, en energi, en slags ånd på samme måde som intentionens kraft er det, og det essentielle er at skabe forbindelse til både fortællingens kraft og Kilden. Igen og igen.

Det gør vi ikke ved at tilegne os nogle særlige værktøjer eller specifikke teknikker på forhånd. Der findes ikke en universalnøgle til at låse døren til det magiske rum op.

Vi åbner døren ved vores fremmøde, dedikation og disciplin

Vi åbner døren ved vores fremmøde, vores dedikation og disciplin, for kun i det direkte møde med kreativiteten kan vi gøre vores erfaringer. Kun i det direkte møde med kreativiteten, energien og fortællingens kraft kan vi danse.

Faktisk kan for mange konkrete værktøjer, teknikker og ”sådan gør du” inden vi begynder at skrive blive en slags mur, der står mellem os og den direkte skriveoplevelse, mødet med kreativiteten og fortællingens kraft. Fleksibilitet, nysgerrighed og den kontinuerlige tilbagevenden er grundtrin. Resten skal nok komme, når du begynder at skrivedanse. Gør det på din måde, find din egen vej, men gør det. Skriv.

DU ER NØGLEN

At skrive sig ind, at sy eller skriveskabe en magiske fortællerkåbe, at få en fornemmelse af rummet, både det fysiske og det psykiske, ånden og energien, det er en del af hemmeligheden ved fortællingens kraft og den forbindelse, vi skaber, ved at sige JA og faktisk møde op.

Det er DEN OPLEVELSE; den direkte erfaring med skrivningen, kreativiteten, processen og danser, som gør hele forskellen.

I Gudindecirklen, online skrivegruppeforløbet, som starter den 8. september (efterårsholdet) skal vi bl.a. skriveskabe den  magiske fortællerkåbe og designe det magiske rum gennem ord og fortællinger. Klik her for at se invitationen til Gudindecirklen. 

Sådan kommer du tilbage i det magiske rum

Når vi ikke går helt ind i rummet, når vi står udenfor og måske stadig har lukket døren, så vi end ikke kan høre musikken spille, så danser vi ikke. Så er vi stadig mentalt fokuseret, i hovedet.

At gå HELT IND i rummet og deltage i dansen og invitere fortællingens kraft op til dans, det gør forskellen.  Igen og igen. Det er en evig tilbagevenden til det sted i os selv, hvor vi kan lade det ske.

Den dans er svær at tænke sig til. Vi må blot have tillid til, at dansen er dér og at vi kan danse. Disciplin skaber magi og tillid forbindelse.

Tillid skaber forbindelse

Tillid er et nøgleord. En tilstand af åbenhed, som viser, at vi er villige. Det skaber en særlig energi i os, som gør det lettere for ord og fortællinger at strømme igennem os. For er vi egentlig ikke bare den vandslange, som ordene strømmer igennem?

Joyce Carol Oates siger det som følger:

Jeg har aldrig forstået, hvorfor folk gør et stort nummer ud af mig som forfatter. Jeg er jo bare den haveslange, vandet fosser igennem.

På et tidspunkt bliver vi dansen. Så smelter det hele sammen og vi bliver ét med det, vi skriver eller det, som skrives gennem os.

Accept af den kreative proces kringleveje

Det kræver øvelse og en del af processen er at opleve, at det ikke altid strømmer helt så let som andre gange og at acceptere det uden at kaste håndklædet i ringen og lade være med at skrive. Der kan være mange grunde til, at vandet ikke strømmer, MEN som oftest er det os selv, der træder på vandslangen og står i vejen.

Andre gange er det, der skal skrives og fortælles ikke klar endnu. Det er i simregryden.

Grounding og forbindelse til Kilden

Det essentielle på skriverejsen er kontinuerligt at skabe rum og give plads til at fortællingerne kan lande. At du indstiller dig på en modtagelig kanal. Resten dukker op undervejs. Vejen bliver til, mens du skriver, værktøjer og teknikker vil dukke op og nye døre vil åbne sig, mens du skriverejser og lader ordene føre dig på vej.

Det er også i den proces, at du finder din egen skrive- eller fortællerstemme.

Loren Cruden siger så fint:

“Techniques are directionless without grounding and connecting to Source,
they are a style without subtance.”

De fleste værktøjer og løsninger opstår organisk og undervejs

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Hvis du lader dig bremse af tilsyneladende manglende værktøjer, redskaber, inspiration, tid m.m., befinder du dig stadig i frygtens lejr og i din komfortzone.

Når du først skriver, danser og bliver bekendt og måske endda tryg ved kreativitetens dans, ebbe, flod og skiftende rytme, så får du vished om, at alt det, du behøver og trænger til undervejs, vil møde dig og falde ”ned i din turban”.

Det er den tillid, ja endda den vished, der er med til at skabe forbindelse til kreativitet og fortællingens kraft.

Tillid skaber forbindelse.

Kærlig hilsen
Lene

Hoestcirklen

Kom, skriv og giv din indre fortællerske ordet. I Høstcirklen.

Høstcirklen, det næste online skrivegruppeforløb, starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Du finder invitation og detaljer om Høstcirklen i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor.

Kom, find din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. I Høstcirklen viser jeg dig hvordan. Du lærer om både fortællingens og intentionens kraft og finder ud, hvordan tillid vitterligt skaber forbindelse.

Vil du være med? Skrive fra sjæl og hjerte og sætte din indre fortællerske fri, skabe kontakt til Kilde og kreativitet og lade fortællingens kraft virke gennem dig?

Så tilmelder du dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Fik du læst?

Ravnesøen
Bare vi vågner
Væversken
Vejen til den vise kvinde

Women writing

We do not become storytellers
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.
– Clarissa Pinola Estés –

Disciplin skaber magi

“Skriv dig ind i det”, siger hun og skubber blidt til mig. “Du står stadig udenfor cirklen og farer vild i tankerne.” Det er sandt, jeg kan godt mærke det og ved det af erfaring. Alligevel falder jeg i den sædvanlige fælde. Det er som om det nærmest hører med.

Jeg træder ind og tænder mit skrivelys. Kaffen står på bordet, den er god og varm. Udenfor bølger disen og træerne står som forstenede i horisonten. Jeg kan ikke se fuglene endnu, men jeg ved, at de er der. Sorte krager i hobetal gæstede have og matrikel i går. Jeg hilste på dem, da jeg kom gående mod syd med solen i ansigtet ud på eftermiddagen. Vinden var bidende kold, men når jeg fandt små pletter med læ, kunne jeg mærke solen varmede.

Min aktive deltagelse er en forudsætning

Jeg er trådt ind i cirklen, jeg skriver og min intention i dag er at gøre klar til den intuitive skriveworkshop, som finder sted her i min skrivestue på onsdag i anledning af Imbolc. Det er først i næste uge, der er stadig dage og nætter til at lade komme, men jeg ved, at hun har ret, når hun siger at min aktive deltagelse er en forudsætning. Jeg er nødt til at træde helt ind i cirklen og lade det ske. For når jeg står udenfor cirklen og i tankerne forsøger at … Ravn flyver forbi! Jeg ser hende ud af øjenkrogen, hun svæver som en sort skygge ud af disen og kommer pludselig til stede på himlen derude. Gennem skydækket, disen, hun virker målrettet og flyver forbi uden at kigge ind. Det er tilsyneladende ikke meningen, at hun skal lande i dag, men hun viser sig i et kort øjeblik, så jeg ved. Jeg er ikke alene, men at træde ind i cirklen og medvirke er en forudsætning.

En god portion lytning

Min medvirken kan meget vel rumme en god portion lytning. Også det ved jeg af erfaring og øvelse gør vel mester. Jeg er nu i stand til at lytte gennem ordene og fornemme det, der danser mellem linjerne. Jeg har tillid og vished om, at det, der er til mig og den intuitive skriveworkshop på onsdag vil manifestere sig nu og i de kommende dage. Jeg er mødt op, jeg har tændt mit skrivelys og jeg sidder her. Mine fingre danser over tastaturet, det gør godt at rejse gennem ordene og bare lade komme.

“Er du dér?” spørger jeg og mærke svaret rumstere i mig. Det er hun.

“Hvad vil du gerne vide?”. Nu er det hendes tur til at spørge, hun minder mig om ånden i Aladdins lampe. Jeg gnider på lampen via ordene og spørgsmålene. Jeg kommer med min intention og jeg viser, at jeg er modtagelig og klar.

Min intention

“Jeg har en intention om at skrive mig ind i programmet for skriveworkshoppen på onsdag”, svarer jeg højtideligt. “Som du anbefalede. Jeg vil gerne de lave skriveafsæt og øvelser, som vi skal arbejde og lege med og få en simrende fornemmelse af, hvordan rummet ser ud. Hvordan energien er og hvad jeg kan gøre for at skabe den gode, kærlige energi som altid er i rummet, når jeg holder intuitiv skriveworkshop.”

“Prøv at læse lidt af det, du selv har skrevet om Imbolc” siger hun uden tøven. “Kig på de skriveafsæt og øvelser, du allerede har lavet, sæt dig ned og begynd at komponere. Musikken findes allerede, det ved du, så din komposition er en kærlig medvirken til det, der allerede er musik. Rummet findes allerede og de kvinder, som skulle komme, har meldt deres ankomst. Fuldt hus, det er dejligt. Det bliver en fin og magisk skriveworkshop på et vigtigt og kraftfuldt tidspunkt på året.”

I trænger til lyset, varmen og de små spirer af håb

“I trænger til det rum nu, også dig. I cirklen er alle lige. I trænger til lyset, varmen, fordybelsen og de små spirer af håb. I har brug for at lade kreativiteten virke gennem jer, at påkalde jer fortællingens kraft og tage vitale dråber af historiemedicin. Fortælle jer selv og hinanden. Rummet findes allerede. Tag et kig på det, du allerede har skrevet og lad dig lede på vej. Du har allerede det meste, det ved du egentlig godt, ikke? Smag på retten i simregryden, mon ikke den er ved at være klar nu?”

Imbolc

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes for første gang på tidspunktet for Imbolc. Vi er midtvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn.

Dette tidspunkt er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Og vi trænger til lyset og varmen, så vores frø kan spire, vokse og gro. Det er for tidligt at smide vinterkåben, javist, det er stadig vinter og Imbolc er ikke en invitation til forcering. Det, der skal ske, vil ske når tid er. Men det er invitation til at fejre lysets og solens kommen, det tidspunkt, hvor vi for første gang kan se og mærke de små spirer af nyt liv. Der er forårsbebudere som vintergæk og erantis i den frosne jord. Vi kan bl.a. forankre os og fejre dette tidspunkt på året ved at tænde lys og bringe blomsterknolde som krokus og hyacint ind i stuerne.

Husk at købe “blomsterknolde”, jeg kan ikke huske hvad de egentlig hedder. Jeg smiler lidt af mig selv. Jo nu ved jeg det, løg. Blomsterløg i små krukker.

Fyrfadslys, blomsterløg, måske en lille buket erantis. Der er masser ude i haven nu. Men jeg bryder mig ikke om at plukke hverken vintergæk eller erantis, det har jeg aldrig gjort. Synes det passer bedre, at de står i haven og den lille skovplet herude. De hører til i jorden, så jeg forkaster den ide.

Vi varmer os ved ilden

Bål. Jeg vil lave bål, så vi kan varme os ved bålet og tænke på det, vi ønsker skal spire og gro. Er der uønskede tanker, udtrådte historier og den slags, som vi ikke skal have med os videre, giver vi det til ilden. Vi siger det enten højt i cirklen rundt om bålstedet eller også har vi skrevet det på små lapper papir inden. Vi giver det til ilden. Men mest af alt varmer vi os lidt ved bålet, den ild, som Brigid også er beskytter af. Hun nikker. Det er en god plan.

Men skriveøvelserne, hvad skal de indeholde? De er forankret i tidspunktet for Imbolc, ingen tvivl om det. Gode afsæt, som frister og gør os nysgerrige, døråbninger til alt det, vi ikke kan tænke os til. Mærke energien, sanse og fornemme alt det, som ikke er formgivet endnu. Invitere fortællingens kraft ind i rummet, tage imod, skrive og lytte. Vi læser højt for hinanden i cirklen på de intuitive skriveworkshops, det er altid et skønt, rørende og magisk tidspunkt på workshoppen. Når vi læser højt for hinanden og lytter.

Lad spørgsmålet lede dig på vej

Hvad mon dér er af fortællinger og kvindelig visdom til os, når vi på onsdag møder op, danner cirkel og tager imod?

Og så opstod de bare, skriveafsæt og øvelser. Jeg havde lagt i kakkelovnen og ilden brændte lystigt i mig, mens ideer manifesterede sig og blev til et slags program for den intuitive skriveworkshop på onsdag.

Disciplin og magi

Det er lørdag og dagen er ligeså diset som i går. Dog føler jeg mig lidt friskere i dag, som om en levedygtig lille spire baner sig vej gennem mig. Dråber på vinduet, det har vist regnet lidt i nat, men vinden har lagt sig igen. Den har gjort sit arbejde for denne gang. Jeg husker, hvad den hviskede til mig tilbage i januar:

Try easier, you try too hard.

Morgenmad, morgentur ud i disen med hundene og morgensider ikke mindst. For morgensiderne er en essentiel del af min kreativitet og min skriverejse. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis og forankring.

Du får, hvad du giver. Dit skrivearbejde belønnes

Så snart vi negligerer eller forklejner det at skrive, det kontinuerlige fremmøde, disciplinen, skrivningen og gentagelsen, negligerer det os. Du får, hvad du giver. Dit skrivearbejde belønnes, tillid er en forudsætning. Jeg har for længst indset, at det er min vej og måde krydret med meditation, yoga og den evige bevægelse, turene ud. Naturen, min læremester og mit kirkerum. Mit fremmøde, min aktive deltagelse er en forudsætning og ved at skrive morgensider hver morgen, 3 sider som Julia Cameron anbefaler det, viser jeg mig villig.

En skrivende arkæolog

Jeg skriver mig ind til alt det, der ligger begravet under murbrokker af tunge tanker, følelser og gamle historier, jeg foretager en udgravning gennem ordrejsen og er således en slags skrivende arkæolog. Og det er ikke svært for mig, det har det aldrig været og det bliver lettere, jo mere jeg gør det. Det er så naturligt for mig som at trække vejret. Jeg trækker vejret gennem ordene og skriver mig gennem det, der står i vejen. For jeg har en intention i hjertet. Jeg har en intention.

Under murbrokkerne og dybt begravet min egen sårbare, frodige muld finder jeg de små frø og spirer af det, der er min sandhed. Frø og spirer, som jeg nu kan vande, gøde og værne om. De skal beskyttes, de er sarte, helt nye nu her ved tidspunktet for Imbolc. De er hellige og jeg passer godt på dem. For jeg er dem.

Har du skrivelængsel

Hvis du har skrivelængsel, kan du gøre det samme, min ven. Møde op og skrive det, der er dine fortællinger at skrive og tage imod. Gennem alt det, der står i vejen, kan du rejse via ordene og giv lyd til det, der er forsømt og gerne vil høres. Det hvisker, det kalder, det græder sagte i natten, men det er aldrig for sent at møde op og give det ord. Og du vil efterhånden opleve, at noget nyt og anderledes kommer til syne mellem linjerne, din stille stemme bliver tydeligere og intuitionen vokser. Du bliver opmærksom, lydhør og hver eneste gang, du møder op og skriver, øver du dig.

Disciplin skaber magi

Disciplin skaber magi. Den evige gentagelse. Gennem vinter, forår, sommer og høst. Dug, dis, lys og skygge. Mørke dage, tåge og vind af orkanstyrke. Sol, sommer og varme. Disciplin skaber magi.

Center yourself and maintain a deep, strong connection to Spirit
in whatever works for you.
Have a spiritual practice that you do every day.
Center. Create. Activate. Repeat.
– Joanna Powell Colbert –


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, men hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen herunder. Vi starter den 1. marts. Forårscirklen er et online skrivegruppeforløb og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.


forarscirklen-marts

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Magical Book” © Honourableandbold, Dreamstime
Photo “Prayer”  © Eti Swinford, Dreamstime

Ved Vintersolhverv

ravens-in-flight

Det må være årets mørkeste morgen. I min skrivestue har jeg tændt lys og ordene drypper i skæret fra den blafrende flamme. På bordet ligger to magiske sten, som symboliserer min rejse og to ord, der skal følge mig her over tærsklen til det nye solår og give mig hjertemod og styrke på vejen videre. De er blevet mig skænket ved Vintersolhverv og er med til at minde mig om min intention. De er pejlemærker og gaver fra noget, der er større end jeg.

Vi har passeret Vintersolhverv

Udenfor er det kulsort, der er ikke antydning af lys endnu. Ikke desto mindre er det morgen. Senere vil lyset komme svøbt i dis og kun være et subtilt tegn på, at natten er ovre. Et gråt og uigennemsigtigt skær træder frem af nattens dybe skygger og uden at gøre særligt væsen af sig, viser det vej. Langsomt, nærmest tøvende og uden hastværk breder det sit tæppe ud og byder op til vinterdans.

Vi har passeret Vintersolhverv, lyset er født af mørket og selvom man ikke kan se det endnu, går det nu den anden vej. Gennem resten af vinteren med lyset mod forår.

Hun lader det ske

Jeg trækker vejret dybt og mærker forandringen i mig selv som et lille støvkorn af vished. Jeg lader blikket glide fra ordene på skærmen og ud af vinduet. Her mødes jeg af en mur af mørke og kun ser genskæret fra lampen og et spejlbillede af kvinden, som har besluttet sig for at gøre noget, hun på et tidspunkt kom væk fra. Nu er hun vendt tilbage med en intention om at gøre det igen.

Hun skriver fra første færd. Hun er en morgenfugl, det har hun altid været, en introvert morgenfugl med hang til tidlige morgener og ord, som skrives, når det dages. Hun skriver, inden tankerne begynder at trække i den anden retning og skaber følelser af modstand, ja endda frygt for at slet ikke at kunne skrive mere. Hun følger med lyset og når dagen står op, er hun blevet en del af daggryet og solopgangen sker fra hendes eget skød. Hun er en aktiv deltager, allerede fra morgenstunden har hun med sit fremmøde skabt forbindelse og hun lader ordene føre sig på vej. Hun lader det ske.

tango-november-dancing-in-the-air

Ved Vintersolhverv

Jeg skrev min bog færdig (sporlægningsfasen) og drak af kaffen, jeg så stearinlyset blafre og et par fugle flyve forbi med retning mod syd. Lyset var sparsomt og naturen stille, selvom en vind begyndte at blæse op. Jeg lod igen blikket falde ud af vinduet, jeg tillod mig selv at dvæle og blev belønnet med et smukt syn af krager og ravne, som landede fordelt i tre nøgne træer. Det blå lys, som var til stede tidlige på morgenen, var nu blevet gråt. Uigennemsigtigt og diset. To måger fløj forbi og stearinlyset blafrede stadigvæk.

Jeg skrev, jeg var på trommerejse

Jeg skrev, jeg var på trommerejse og jeg havde en givende samtale med ørnen. Jeg fik bekræftet mine solhvervsord, som er symboliseret af de to sten. De har fundet vej til mit skrivebord og jeg bærer deres budskab som en intention i mit hjerte. Tillid. Forbindelse.

When you trust, you connect.

Gå helt ind i cirklen og lad magien gribe dig

Måske var jeg i tvivl, måske følte jeg mig lidt usikker, da jeg stadig stod udenfor cirklen, inden jeg trådte helt ind og lod magien gribe mig. Dér var rumsterende tanker, frygt og modstand, men jeg valgte at gå i tillid og trådte ind i cirklen og fra det sekund blev alting anderledes.

Jeg fejrede Vintersolhverv alene

Jeg trådte over en tærskel og jeg bærer nu budskabet i mig. Følelsen af Vintersolhverv, afrundingen og lysets genfødsel i mig selv.

I går fejrede jeg for første gang Vintersolhverv alene i vished om, at jeg blandt andet skulle skrive min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv” færdig.  Samtidig har jeg en intention om at tage min spirituelle praksis helt hjem. Den kan ikke længere være afhængig af andre, af kurser og af begivenheder udenfor mig selv. Det er fint at søge ud, lære nyt og opleve magien og fejring i fælleskaber, men først må jeg bære det i mig. Og øvelse gør virkelig mester!

Hele min dag var skænket til fejringen, det skete på en stille og godgørende måde, i selskab med mig selv, ordene, lysene og fuglene. Blafrende flammer, en duft af røgelse og smag af kærlighed. Jeg lod det ske.

Introvert i vinternatten

Langt senere gik jeg ud i vinternatten og tændte det bål, som jeg havde forberedt tidligere på dagen. Kæresten var med, vi stod tæt på flammeren og gav det til ilden, som vi ikke skulle have med os videre. Eller jeg gjorde, for selvom vi stod dér sammen og tæt forbundet i vores pagt med vinternatten, havde vi hver vores måde at være med ilden på. Hele dagen, færdiggørelsen af bogen, trommerejsen med ørnen og de små ritualer, dansen, glæden og lyden af lys  gled gennem min bevidsthed. Jeg mærkede mine solhvervsord og lod flammerne varme og beskytte mig.

Jeg lod det gå, som ikke længere tjener mig, de gamle udtrådte historier. Jeg gav det til ilden. Og én ting især stod helt klart under den stjerneløse nattehimmel og i flammernes skær.

Ikke mere “hug en hæl og klip en tå”

Jeg hugger ikke flere hæle og klipper flere tæer. Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Taknemmelighed

I lyset og varmen fra flammerne og i ildens bevidsthed var det ikke svært at føle og mærke taknemmelighed. Det kom helt naturligt og flød gennem mig som en kilde af kærlighed. Jeg har taget min introverte natur til mig, jeg trives som en fisk i vandet i mit eget selskab og faktisk er det ret praktisk for en forfatter in spe, skrivecoach og underviser at trives med meget egentid. Og først nu kan jeg indgå i sociale sammenhænge uden smertelige kompromis eller falske forestillinger.

Jeg siger det, som jeg er.

Tvivl forvandles til tro og blokering til skriveglæde

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde.

De fleste af os er introverte af natur

I november måned skete der noget i Vintercirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi længes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. At jeg selv nu har taget min introverte natur til mig, gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget rum virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden og i eget selskab at vi kan høre sjælens sang.

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Du er ikke asocial, fordi du hengiver dig til din introverte natur

En af kvinderne i Vintercirklen kaldte sig selv asocial, fordi hun med vinterens kommen var nødt til at trække energien hjem og putte sig lidt for at komme til hægterne efter en aktiv og udadvendt sommer. Også hun havde forsigtigt erkendt sin introverte natur, men ikke desto mindre var hun stadig slave af alles forventninger om sommerens udadvendte selskabelighed. Hun følte sig forpustet, hun var virkelig udmattet, men selvom hun vidste det og i høj grad mærkede det i både krop og sjæl, var asocial det ord, hun kaldte sig selv. Et fordømmende ord, som på ingen måde har noget med sandheden at gøre. Det gjorde ondt at mærke ordets dom. Det gav en følelse af forkerthed, skam og udstødelse.

Væk med det ord og lad det erstattes af et ord, som føles godt i sjæl og hjerte.

For at være introvert har absolut intet med at være asocial at gøre. At passe, pleje og sørge for sig selv, så man fungerer og har overskud, det er vel enhver kvindes ret.

Aftalen med dig selv er hellig

Aftalen med dig selv er den vigtigste aftale, du kan have i dit liv. For hvis du hele tiden tilsidesætter din egentid, selvom du både har brug for, lyst til og faktisk får energi og nærer dig selv ved at have tid alene, så svigter du både dig selv og din sjæl. Og i sidste ende svigter du også dine omgivelser ved at udgive dig for noget, du ikke er. Bedre er det, synes jeg jo, at danse i ærlighed og i kærlighed til den kvinde, du egentlig er og lade hende komme til orde.

Fortæl det ærligt og kærligt

Sig hvad du har brug for, fortæl det ærligt og kærligt og du skal se, når du giver slip på forestillingerne om, at du skal være noget andet, end den du egentlig er, så sker det hele af sig selv. Du mødes af accept og endda af beundring, fordi du tør stå frem, sige det højt og efterleve det, der gør dig godt.

Overhold aftalerne med dig selv

Og hvordan gør man så det? Jo ser du, jeg er begyndt at skrive mine egenaftaler ind i kalenderen på samme måde, som jeg skriver caféaftaler med veninder, møder og den slags ind. Og de aftaler er mindst ligeså vigtige og gyldige som alle andre aftaler, ja jeg vil endda driste mig til at sige, at de er endnu vigtigere. De er hellige for de er forudsætningen for, at jeg kan fungere i verden, være den, jeg er og give af det, der er min gave til verden. Uden egentid til at nære mig selv med hvad dertil hører, bliver jeg blot en skygge af mig selv. En træt, kedelig og temmelig irritabel skygge.

Måske har du lyst til at gøre det samme i året, som kommer? Skriv din aftaler med dig selv i kalender og overhold dem på samme måde, som når du har lavet en aftale med en god veninde eller din familie.

owl-in-the-night

Uglen og kunsten at lytte

Forleden dag fik jeg et smukt rejsebrev fra en skøn kvinde, som har været på skriverejse og i personligt forløb hos mig ganske længe. Rejsebrevet startede med et citat om en ugle i et egetræ:

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”

Ordene stammer fra et engelsk nursery rhyme og bliver ofte krediteret til en vis Edward Hersey Richards, men i følge Wikipedia er det ikke helt korrekt. Verset er nemlig langt ældre og er blevet dateret helt tilbage til 1875, selvom det nok er endnu ældre endda.

Uglen i egetræet

Jeg er dybt fascineret af ugleordene, som i sin poesi er så simple og siger det hele. Jeg har stor forståelse for uglen i egetræet. For ordene er essensen af gaven på skriverejsen og i selveste livet, hvis vi altså som uglen er i stand til at blive så stille, så vi rent faktisk kan høre og virkelig lytte. Og jo mere vi lytter, desto mindre har vi behov for hele tiden at tale. Det sker helt af sig selv. Når vi bliver stille nok og lader kroppen falde til ro så kan vi ikke alene høre vores egen stille stemme, sjælens stemme og følge vores intuition og indre kompas på hjertevej, men vi kan også fornemme og modtage de fortællinger, der som fugle svæver i horisonten og kun venter på det rette sted at lande.

Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling, forsvinder egoet ligeså stille ud af det.

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Prøv at forestille dig, at dér et sted derude svæver historier og fortællinger med en særlig puls og hjerteslag. Et hjerteslag, som passer perfekt til dit. Det ved din sjæl og du mærker det som skrivelængsel. Men før du faktisk møder dig med en intention om at gå på skrivende opdagelse i det, der pusler og rumsterer, kan fortællingen ikke finde vej til din pen og dit papir.

Det er ikke noget, der sker oppe i hovedet og som du mentalt kan udtænkte og planlægge. Du er nødt til at møde op, dedikere dig og skabe en slags disciplin eller rutine omkring ”det at skrive”. Din fornemmeste opgave er at skabe rum og grobund for det, der senere skal skrives gennem dig.

Tillid skaber forbindelse

Og det bringer mig tilbage til mine egne solhvervsord, tillid og forbindelse. Det er nemlig sådan, at tillid skaber forbindelse.

When you trust, you connect.

Giv din indre fortællerske plads i året, der kommer

Kære ven, skrivende sjæl, her på kanten til juleferie vil jeg kærligt invitere dig til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen, øve jer på at lytte til hinanden, danse sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er temmelig tung at bære. Du er din egen julerose. Hvornår springer du ud?

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Historiemedicin for sjælen

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender.

Må du følge dit hjertes kald

Jeg ønsker dig et glædeligt vintersolhverv, god jul og et lykkebringende fredfyldt nytår. Måske krydses vores veje, måske skrives vi ved i en af skrivecirklerne eller ses på intuitiv skriveworkshop. Men uanset hvad, så lov mig en ting. Tag din skrivelængsel alvorligt, den er ofte et kald fra sjælen Hvis du ikke møder op og giver liv til de fortællinger, der bor i din sjæl, hvem skal så gøre det?

Må du følge dit hjertes kald og favne alt det, du er skabt til at være, men som du tidligere forkastede som betydningsløst og endda forkert. Det er nøglen til din sjæls glæde og frihed. Lad det ske, lad det skrives og fortælles gennem dig.

“If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Kærlig hilsen
Lene


Har du skrivelængsel og lyst til at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og i pagt med både intentionens og fortællingens kraft?

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og du kan være med uanset alder og skriftlige forudsætninger. Skrivelængsel har ingen alder, det er aldrig for sent at genfinde skriveglæden. For kvinder med skrivelyst og længsel.

Den næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN, som er forankret i energien omkring Vintersolhverv og i lysets rejse gennem vinteren mod forår. Du finder invitationen her. Solhvervscirklen starter den 6. januar og varer i tre måneder.

Solhvervscirklen er en invitation om et kærligt og givende rum til dig, som gerne vil starte det nye år med en intention om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Er det nu, er det endelig tid til, at du møder op og skriver?

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne foregår online

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

En helt særlig julegave?

Giv dig selv en helt særlig julegave, hvis du kan mærke, at det er tid. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted. Kom og vær med i Solhvervscirklen.

Flere detaljer om skriveforløbet SOLHVERVSCIRKLEN finder du i linket her.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser.

Photo “Ravens” © Vadimtrunov, Dreamstime
Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime

Thank you for the beautiful, inspiring images

 

Fortællingen om Forladthed

Den første efterårskuling er drevet ind over landet. I det sidste døgns tid har det blæst, men mærkelig nok er det ikke koldt. Temperaturerne er tocifrede. Jeg tager mig i at savne det rigtige efterår, hvor vinden bider i kinderne og nærmest blæser mig om kuld. Hvordan kan jeg dog længes efter det? Måske er det fordi, at jeg instinktivt fornemmer nødvendigheden af at få renset luften og at få lukket døren til sommer fuldstændigt. Jeg er videre nu, jeg er ovre broen. Jeg er efterår.

På skrivebordet står mit efterårsalter. Kastanjer, røde blade, fjer og tørrede bær slutter cirkel rundt om fyrfadslyset, som jeg har tændt. Udenfor er dagen endnu dunkel, skyerne ligger som et gråt tæppe over landskabet og fuglene svæver lydløst forbi. Underligt nok er her stille, selvom vejret er uroligt. Et paradoks ligger i luften og ligner et spørgsmålstegn. Jeg trækker vejret dybt og forholder mig afventende. Indeni er der ro.

At føle sig forkert og uelsket

Der opstår hele tiden noget nyt og samtidig urgammelt i skrivecirklerne. De samme temaer dukker op hos forskellige kvinder, som er på forskellige steder på deres rejse. Nogle bliver ordløse og oplever tomrummet, rummet uden svar og i går opstod en tråd om ikke alene tomrummet, men også om at føle sig forkert og uelsket. Det kender jeg også. Forkertheden. Følelsen af at være uelsket. Og forladt.

Da jeg skrev om det i vores udveksling i Høstcirklen, kom jeg i tanke om en fortælling, jeg skrev sidste år. Det var på et svært tidspunkt på min rejse. Jeg var stadig i sorg over tabet af en ven, et venskab, som forliste med et brag. Der var intet fyrtårn til at lede venskabet på rette vej, for senere skulle det vise sig, at det var meningen, at det hele skulle gå i stykker og blive smadret til pindebrænde mod de skarpe klippeskær. Bølgerne gik højt. Det er en anden historie, men det var sidste år ved denne tid, ja nok lidt tidligere, det var stadig sommer, men det er underordnet. For fortællingen handler om forladthed og de følelser, som kvinden i Høstcirklen beskrev. Den får du her:

WomanForest

Fortællingen om Forladthed

Det er så nemt at fare vildt. Selv er jeg faret vild utallige gange på min indre rejse. Stødt på steder i mig selv, hvor tørken har brændt huller i sjælen og fortabtheden har været som brænde på bålet. En næsten uudholdelig følelse af forladthed.

Forladtheden har sin helt egen dans. Hun kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Og følelsen er så intens, at man kun har en umiddelbar impuls. Flugt. Flugten ruller sin røde løber ud, frister med alt det, der før føltes godt. En tur i byen, shopping, et møde på café, alt for at dulme smerten og undgå den intense følelse af fortabthed. Et lækkert måltid, et godt glas vin. Og hvis smerten holder ved, er det sandsynligvis fordi man trænger til at komme ud. Længere væk. En rejse til et kraftfuldt sted, et retreat eller en vandring. Tanken om at være pilgrim er tiltalende, for pilgrimme er ikke forladte, de har selv valgt den ensomme vej mod målet på den anden side. Og det kunne jo være, at man mødte nogen undervejs. En medrejsende, en anden sjæl, som også var på vej ud for at finde sig selv, finde tilbage til det sted, hvor livet er udholdeligt og man mærker en subtil forbundethed, der giver dyb indre ro.

Forladthed er en ubuden gæst. Hun spørger ikke, om man er hjemme og om man har lyst til besøg. Hun går direkte ind som om der ikke fandtes en dør. Og hun lader døren stå åben, så en iskold luft rammer rummet som et kuglelyn.  Hendes stemme er indsmigrende og kølig. Venter ikke på svar, men taler uafbrudt. Sårbarheden smyger sig om en, man føler sig kold og nøgen. Fingrene er iskolde, vinden rusker i håret, døren står jo åben og kulden når helt ind. Det rum, der før var så lyst og fuld af kærlighed, er nu klamt og mørkt.

Impulsen rammer umiddelbart. Lyst til flugt. For ingen kan rumme en følelse så skarp, en ensomhed så mørk og dyster. Rastløsheden kommer buldrende og vil lege med, skarp forfulgt af Tomhed og Tvivl. De er tvillinger, de to, og færdes altid i hinandens nærhed.

Det er så nemt at fare vild. Det er så nemt at blive overrumplet af følelser, der har til hensigt at forpurre rejsen og skabe oprør i de indre farvande.

Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl.

”Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl. Der er noget, den vil fortælle dig, men den kan ikke få ørenlyd”. Stemmen hvisker som en vind fra øst. Mærkeligt, tænker jeg og må så smile lidt. For mit indre er opfyldt af hæsblæsende dans, hvor stemmerne taler i munden på hinanden. Resultatet er en dyb indre uro og et sted, hvor jeg næsten ikke kan holde ud at være. Jeg er i fuld gang med at udtænke en snedig plan, der skal frelse mig fra mig selv og de følelser, der buldrer som bål indeni.

Jeg hører stemmen, før jeg ser fuglen og den velkendte lyd af venskab rammer mig. Giver mig mod til at trække vejret så dybt, så jeg i et kort øjeblik igen kan se klart. Tankerne forstummer om end kun for en kort bemærkning, men nok til at jeg stopper op og træder et skridt tilbage. Indser, at jeg er på vej ud af en sti, som på ingen måde har noget med min vej at gøre. Jeg er i færd med at fare vild. Igen.

”Undskyld. Ørn?” Jeg stormer hen til vinduet og åbner det på vid gab. Blikket søger mod øst, ser skydækket og træerne i skellet. Afsøger området, næsten febrilsk efter et livstegn fra det sted, hvor stemmen kom fra. Så ser jeg hende. Uden en lyd kommer hun sejlende ind over træerne og sætter kursen mod huset. Et dybt suk af lettelse kysser min kind.

”Følelserne. Dem, du skriver om, dem du mærker og er klar til at flygte fra. De er din ven. Et budskab fra sjælen.” Hun lander forsigtigt i det åbne vindue og sætter sig til rette i vindueskarmen. Lyset indrammer hende bagfra og hun ligner en engel i forklædning, som hun sidder dér. Mit hjerte hopper i brystet og jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Selvom jeg har hørt det før. Utallige gange. Og selvom jeg endda godt ved det, det med følelserne. De er sjælens sprog. Følelserne. Intuitionen. Og det paradoksale er, at jeg har masser af begge dele. En sand overflod af den slags signaler. Men det er mig en gåde, hvordan jeg kan glemme det gang på gang.

”Du er et menneske. Mennesker glemmer. Det er en del af vejen.” Hun smiler overbærende og lader kærligt sit blik hvile i mit. Det er som om vi smelter sammen for en stund og en dyb sø af ro breder sig i mig. ”Det handler om at vende tilbage igen. Igen og igen. ”

”Men hvorfor så mange følelser. Og hvorfor så intense?”

Min stemme er lettere desperat.  Jeg kan godt selv høre det og mærker igen rastløsheden for en kort bemærkning. Så gribes jeg af det, hun forsøger at fortælle mig og indstiller mig på at lytte. Trækker en stol hen til vinduet og sætter mig foran hende i et forsøg på at mønstre dyb koncentration og nærvær. Det her er et vigtigt øjeblik. ”Fordi du ikke lytter. Og fordi du lader tvivlen sætte dagsordenen. Men hør nu her. I aften, når du har spist og ryddet op, så klæd dig varmt på og sæt dig ud. Sæt dig stille et sted i naturen og plant dine fødder i jorden. Træk vejret dybt og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af og tankerne bliver mere stille. Sæt dig med Forladthed. Bliv i følelsen uden at flygte. Bare sid og mærk, hvordan det føles. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan lukke dine øjne og meditere. Eller du lade blikket hvile i horisonten, finde et objekt at betragte. Og sid så bare. Helt stille. Bare dig og naturen. Og lyt så til, hvad Forladthed har at fortælle.

Udesidning

Som sagt, så gjort. Jeg takkede ørnen og så hende flyve tilbage i samme retning, hvorfra hun var kommet. Jeg lavede aftensmad, jeg spiste og så fandt jeg noget varmt tøj frem. Den store trøje, de gamle støvler og et uldent tæppe. Et tørklæde i halsen, for vinden var kold i aftes. Jeg tog en klapstol med og begav mig så ud. Fandt et sted, hvor jeg umiddelbart følte mig godt tilpas og satte mig ned. Jeg gjorde som ørnen havde sagt, jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan kroppen efterhånden slappede af og tankerne blev mere stille. Så sad jeg med mig selv, naturen og Forladthed. Eller, det havde jeg forestillet mig, at jeg skulle. Men på forunderligvis var Forladthed forsvundet. Tilbage var kun en tiltagende indre ro og en dyb følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Ingen flugt. Intet selskab. Kun mig selv og de følelser, der hele dagen havde danset i mig og gjort mig trist og tom. Jeg mediterede lidt. Så åbnede jeg forsigtigt øjnene og betragtede en sky, der lignede en munter fløjtespiller. Jovialt banede han sig vej over himlen og spillede sin musik.

Det varede ikke længe, før jeg hørte den. Min indre stemme. Sjælens stemme. Jeg lyttede uden anstrengelse og mærkede straks en dyb følelse af forbundethed. Lige dér på min stol, iført støvler og trøje, siddende i aftenlyset. Og sjælen fortalte mig om Forladthed og jeg forstod instinktivt hvad det handlede om. Måske havde jeg haft det på fornemmelsen, men jeg var så overrumplet af mit eget tordenvejr, at jeg ikke kunne høre det.

Forladthed. Følelsen af Forladthed handler ikke om, at du er blevet forladt af andre. Følelsen opstår, når du har forladt dig selv. Forladt din sjæl. Jeg nikkede. Genklangen var som sød musik og lyden af min egen sjæls stemme gav mig alt det, jeg havde længtes efter. Væk var følelsen af forladthed og tomhed. Jeg stillede forsigtigt nogle spørgsmål, der lå mig på sinde og lyttede så efter svar. Og svarene kom. Uden tøven, men på den blideste og kærligste måde fik jeg det at vide, som jeg trængte til at høre. Uden drama eller løftede pegefingre men i et indre brusebad af kærlighed.

”Sig mig engang, søde sjæl, hvordan forbinder jeg mig igen”, hørte jeg mig selv spørge. ”For jeg er efterhånden udmærket klar over, at det er menneskeligt at fare vild og forlade sig selv”.

Svaret kom på engelsk. Det er min sjæls sprog. Og jeg vil ikke oversætte ordene her, men blot skrive dem, som de kom. Jeg spurgte også, om ordene var til mig alene. Sjælen rystede på hovedet. Ordene er til os alle. Alle os sjæle, som er på rejse, som søger og som gerne vil lære. De er ikke forbeholdt en, de er forbeholdt alle.

”When you trust, you connect”.

Jeg sad ude i næsten to timer. Jeg sad i stilhed og jeg sad i dyb indre ro. Jeg mærkede hvordan alt det, jeg havde søgt og forestillet mig kunne findes i det ydre, altid brænder som en indre flamme i mig selv. Jeg så solen glide ind og ud mellem skyerne på sin rejse ned i vest. Jeg så en fugl lave opvisning i luften over mig og jeg hørte myg summe og græsset gro. Først da kulden nåede min krop og jeg begyndte at fryse, rejste jeg mig og gik langsomt tilbage til huset. Et skridt af gangen. Tankerne var stille, kroppen var afslappet og dybt i mig hørte jeg lyden af min egen sjæls kærlige stemme.

”When you trust, you connect”.

Jeg var ikke længere forladt. Jeg var forbundet.

Fortællingen om Forladthed vil indgå i min bog “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017. I skrivende stund er jeg endnu i sporlægningsfasen og har skrevet 275 sider.

Kærlig hilsen
Lene


Næste skrivecirkel er Vintercirklen

Vintercirklen

Forankret i Vinteren og den naturlige cyklus

I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

 

Skrivelængsel har ingen alder

Brug vinterenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter. Og det er aldrig for sent at fatte pennen og gå i gang. Skrivelængsel har ingen alder!

Du finder invitation og flere detaljer om Vintercirklen i linket her. Vi starter på skriverejsen den 1. november og det er online forløb, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116