Måske tror du ikke, at du har brug for en fortælling i dag, men det er præcist, hvad du har brug for. Har du aldrig hørt om historiemedicin? Den slags, som kan løfte dig ud af dit følelsesmæssige kviksand og sætte tanker fri som sommerfugle. Du har trådt vande på dette sted i dagevis og synker blot længere ned, hvis du bliver ved med at skænke det dit fokus. Tiden er kommet til at lette anker og sejle videre.
Men lad mig bruge en anden metafor, for vi skal nu forlade elementet vand og bevæge os op i luften. Nemlig, det er tid til at flyve. Op i de højere luftlag, hvor vinden synger din sjælesang, den der handler om frihed og hvor du kærligt inviteres til at finde et nyt perspektiv. Kom, let og flyv med mig, så du løfter dig fra tankedyndet og ser det hele lidt fra oven.
Luften er forårets element, retningen er øst og tidspunktet på dagen er daggry. En ny begyndelse med andre ord. Du inviteres til fornyelse og til at smide den ham, der hæmmer dig. Ja, den dér slidte las, lad den falde, lad den fare. Det var bedre. Mærk styrken ved at bevæge dig videre. Farvel kviksand, goodbye tankedynd. I dag er du gås, du flyver højlydt over himlen og skråler din sang.
Her færdes du frit og fra dit nye perspektiv opstår andre og bedre ideer. Alt det, du ikke kunne se før, giver sig nu til kende. Men vær ikke bange for at lande igen og få jordforbindelse på et nyt sted, hvor du ser de små spirer, som har fundet vej op af vintermulden. April danser fnisende i disen og kalder på dig: Kom, det er tid til at træde over tærsklen og hengive dig til det, der gør dig godt.
Og historiemedicinen? Vi ler, gåsen og jeg, den virker allerede. Alene det at skrive igen renser mig og gør godt. I dag er jeg gås. I dag skråler jeg min hymne til foråret og den nye tid.
Magiske morgensider, 15. april 2019
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)
Jeg troede det ikke
Det er sandt. Jeg troede ikke, at jeg havde brug for en fortælling, da jeg satte mig ned for at skrive morgensider. Jeg følte mig tung og fuld af klæbrig modstand og mest af alt havde jeg faktisk bare lyst til at beklage mig til siderne i notesbogen. En uge på Langeland med familien, en uge uden ord og skriver. Helt bevidst, jeg kan ikke skyde skylden på andre eller omstændighederne, for min intention var at afprøve, hvordan det ville være ikke at skrive eller gennemføre andre af de ritualer, som forbinder mig til Kilden og min indre kraft i det daglige. Det, som gør mig godt og som giver mig så meget.
Det var en fin uge i et skønt hus. Udsigten var en sø med et rigt fugleliv og jeg hilste både på gæs, blishøns, ænder, fiskehejrer og en trane. Solen spejlede sig i vandet og om eftermiddagen væltede lyset ind gennem de små vinduer i bondehuset.
Vi hyggede os, vi var på tur, vi spillede spil og vi grinede. Ingen klager på den konto. Men der manglede noget og det noget var som at mangle en bid af mig selv, en forsvundet brik i et puslespil, som virkelig skaber indre kaos i det store billede.
Det var som at vandre i en ørken, hvor alt det, jeg havde haft fat i og var i forbindelse med, nu var smuldret og blevet til sand.
Følelsesmæssigt kviksand og stagnering
For ser du, jeg vadede også lige ud i et følelsesmæssigt kviksand, da gamle historier kom op til overfladen. Jeg mærkede indre stormvejr og uro. Vejret skiftede fra forårslunt til dediceret vintervejr og det var som om, at det også skete indeni mig.
Bedst som jeg var blevet forår og på vej i en helt ny retning, blev jeg sendt til tælling og rykket tilbage til start. Det kan være hårdt i sig selv, men jeg fandt det ganske ulideligt ikke at kunne skrive om det. Men jeg havde en intention om at afprøve, hvordan det ville være med at lade være med at skrive i en uge, og den holdt jeg mig til. Længslen var enorm.
Men så kom Gåsen
Så skete det i morges, da jeg satte mig ned for at skrive morgensider. Gåsen kom til stede, da jeg træk mine tarotkort og med den kom en fortælling, jeg ikke havde regnet med. I samme øjeblik, jeg satte pennen på papiret lød den velkendte stemme:
Måske tror du ikke, at du har brug for en fortælling i dag, men det er præcist, hvad du har brug for.
Og i samme sekund jeg begyndte at skrive, vidste jeg det igen. Det var lige præcist, hvad jeg havde brug for. Historiemedicin. Men fordi jeg ikke var mødt op og hele ugen havde undgået at skrive og skabe den åbning, der skal til for at hjælp, vejledning og den gode historiemedicin kunne komme til orde, befandt jeg mig i en underlig tilstand af indre mangel.
Skrivning er ikke bare
Skrivning er ikke bare. Pennen er vores sværd, ordene vores transportmiddel og gennem skriverejsen kan vi få kontakt til dybe steder i os selv, hvor energien var stagneret. Her kan vi skrive os ind og opløse gamle blokeringer gennem ord og fortællinger. Fortællingens kraft er stor og undervejs bliver vi skænket historiemedicin, som lindrer og heler.
Vi sætter vores kreativitet fri, vi er både væversker og krigerne med pen. Gennem eventyr og fortællingens kraft får vi kontakt til vores sjæl og adgang til vores inderligste skatte. Vi bryder mure ned, eftersom fortællingerne løfter os op på et andet og mere kraftfuldt niveau. Her er energien stærkere og mere klar.
Vi lærer os selv at skrive fra hjertet og til hjertet med vores fortællinger som fyrtårne, der leder os på vej og husker os på vores intention. Det, vi ønsker os i livet.
Vi kommer hjem til os selv. Af omveje og snoede stier, gennem bjerge og dale, skriver vi os hjem.
Gåsen, Ravnekvinden og spirituel skrivning
Både Gåsen og Ravnekvinden kom med historiemedicin til mig på kolde morgener og efterhånden er det faktisk sådan, at der kommer en ny lille fortælling hver morgen, hvis jeg åbner mig og gør mig modtagelig for det. Jeg forankrer mig spirituelt i skrivningen og selvom jeg også får vejledning og budskaber på anden vis, er det ofte gennem fortællingens kraft, at jeg virkelig bliver ledt kærligt på vej.
Men når jeg ikke gør det? Så mærker jeg tristheden komme snigende og en indestængt rastløshed, der burde have været en fortælling eller et digt, gør mig løsrevet, irritabel og til en skygge af mig selv. Der mangler noget. Jeg mangler min sjæl.
In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory of silence?
– Gabrielle Roth –
Skrivning på den indre rejse
Skrivearbejdet kan hjælpe dig på den indre rejse. Uanset, hvad du kalder det og hvad der skaber resonans for dig. Ordene er gjort af energi og kraft og du kan lære dig selv at skrive og arbejde med dem på præcist samme måde, som du gør med andet spirituelt arbejde. Du kan forankre dig og skabe forbindelse.
Something is happening
in the power and practice of story
In the midst of overwhelming noice and distraction
the voice of story is calling us
to remember our true selves.
– Christina Baldwin –
Bogstaveligt energiarbejde
At skrive og arbejde med ord og fortællinger er energiarbejde på præcist samme måde, som hvis du arbejder med shamanisme eller andre former for spirituelt arbejde, blot bruger vi på skriverejsen bevidst ordene og deres energi.
Selv inviterer jeg fortællingens kraft ind i mit skriverum og det har vist sig at være en både ganske vidunderlig og også magisk måde at arbejde spirituelt på.
Det er blandt andet det, jeg gerne vil introducere dig for og give videre på mit kommende eSkrivekursus Between Stories, din spirituelle skrivevej, som starter den 7. maj.
Between Stories – eSkrivekursus for kvinder på livets tærskler
Between Stories er et eSkrivekursus for kvinder på livets tærskler og i mellemrum. Det er for dig, som er i transit og undervejs. Du har brug for at forankre dig og skabe rum, så du kan lytte og høre din egen indre stemme og lade dig guide af din sjæls kompas.
Eller som ravnekvinden siger det: Du har brug for at være hjertemodig.
Til det har jeg skabt et eSkrivekursus, som du kan læne dig ind i og som støtter dig på din indre rejse. Between Stories er for dig, som ønsker at bruge skriverejsen på at folde det ud, som endnu ikke er formgivet. Du har en intention om at skrive dig ind. Du ønsker at drømme med landskabet og vågne igen. I en ny historie.
I forløbet får du som deltager spørgsmål til refleksion, der kan hjælpe dig i din proces. Du får mulighed for at dyppe pennen i det, der rører sig og du skærper din intuition og evne til at lytte.
Hver uge har et tema, som du fordyber dig i og hver uge byder på skriveafsæt og en tur ud. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Between Stories.
Hver uge får du endvidere en øvelse, som kan hjælpe dig spirituelt og støtte dig i at bruge ord og fortællinger som en del af din spirituelle vej og måde.
Her er nøgleord ritualer, tarotkort, ord med særlig energi og kraft, meditation, årshjul, varselstagning i naturen, rutiner, disciplin og gentagelser.
Between Stories er en hyldest til livets tærskler og det sjælearbejde, vi kan gøre via vores ord. Det er et skriveforløb for kvinder. Forløbet er baseret på min egen skriverejse og erfaring med tærskler og tomrum og tager afsæt i sommerens energi.
Du booster din skriveglæde og oplever magien i fortællingens kraft.
Du får:
- 8 inspirationsbreve med skriveafsæt, spørgsmål til proces og refleksion, citater, skrivetips og skrivecoaching
- 8 x introduktion til spirituel skrivning
- Mulighed for løbende at stille spørgsmål til mig som skrivemor og guide i skrivebjergene og få værdifuld proces-skrivecoaching.
- Gratis medlemsskab af mit skrivefællesskab Story Circle (c)
Et sommerrum til fordybelse
Du kan også have glæde af forløbet, hvis du som introvert har brug for et særligt sommerrum, hvor du giver dig selv ro og plads til fordybelse.
Sommerens fortællinger og energiarbejde er ofte undervurderet og her kan skrivearbejde være både kraftfuldt og forandringsskabende over tid. Samtidig giver skrivearbejdet en særlig indre ro, som ellers kan være svær at finde om sommeren, som er den udadvendte og lyse årstid.
Between Stories –
et online skriveforløb for kvinder i mellemrum og på livets tærskler
Start: 7. maj 2019
Varighed: 8 uger
Pris: DKK 1100,- inkl. moms
som betales via MobilePay 29476483 (eller bankoverførsel) ved tilmelding
TILMELD MIG – jeg skal være med i Between Stories Sommer
alternativt kan du tilmelde dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.
Herefter sender jeg dig bekræftelse og betalingsinformation.
Din plads på holdet er først endelig booket, når betaling er modtaget.
Til yderligere inspiration, læs også gerne
Between Stories, på livets tærskler
De glemte fortællinger
Kærlig hilsen
Lene

– Karen Hering –
Skriv et svar