Saksen

Der var engang og engang var der ikke. En ørn og en ravn. Jeg drømte om Ørnen i nat, men i dag er det hende, som kommer til syne, en skygge af lys i solopgangen. ”Blide, bløde brise har bragt mig til din dør.” Hun smiler, du ved, et af den slags smil, der rummer... Continue Reading →

Ceremoni

Det er med et strejf af luftig taknemmelighed at han lander på mit bord og i min bevidsthed. Smilet er ikke til at tage fejl af, humor danser altid tæt med alvor og egentlig behøver han slet ikke at sige noget. Der er for længst opstået en særlig indforståethed mellem os. Dog er det længe... Continue Reading →

Den store misforståelse

Hvis vi er fokuserede og formår at drysse en smule disciplin over vores skriveprojekt og den rejse, vi kan foretage gennem ordene, så skriver ordene os. Og meget sker faktisk, når vi bliver stille og ikke er i hæsblæsende aktivitet. Når vi sætter os og ser solen gå ned, når vi vandrer i naturen eller mediterer efter en travl dag. Meget af det sker i stilhed på en hel subtil måde. For når vi åbner os i det magiske rum, når vi stiller spørgsmål i vores skrivebog og når vi i tillid skriver os ind, så behøver vi faktisk ikke skrive særlig meget hver dag. Resten kommer af sig selv.

Hvordan kan jeg deltage?

Hvordan kan jeg deltage i dag? Det er den første sætning, jeg skriver i min morgensidebog. Et spørgsmål så simpelt og alligevel så essentielt for, hvordan jeg griber min dag. Mens duggen fordamper i græsset og den blege pinsesol fejer lys over marken. Til lyden af fuglesang og i brisen fra det åbne vindue. Hvordan... Continue Reading →

Øvelse gør menneske … og ørn!

Måske er det bare mig, men denne januar synes mørkere end ellers. Det føles mere som at vandre dybt i december og så alligevel. Der er øjeblikke af lys og pludselig energi som en stråle dybt fra jordens indre. I mit skød. Men snart trækkes energien tilbage igen til det sted, hvor den kom fra. Og... Continue Reading →

Hvem skulle have troet det

”Du vidste det ikke og du skulle heller ikke vide det. Men du vidste, at noget skulle være anderledes, da du først begyndte at rette og redigere i detektivfasen af din bogskrivning. Du vidste, du vidste bare ikke hvad. Og det slog dig lidt ud, så du lagde dit skriveprojekt væk for en stund. Indtil... Continue Reading →

Ved Vintersolhverv

Det må være årets mørkeste morgen. I min skrivestue har jeg tændt lys og ordene drypper i skæret fra den blafrende flamme. På bordet ligger to magiske sten, som symboliserer min rejse og to ord, der skal følge mig her over tærsklen til det nye solår og give mig hjertemod og styrke på vejen videre.... Continue Reading →

At komme hjem

I disse dage skriver jeg på de allersidste kapitler af min kommende bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men den fase slutter den 21. december ved Vintersolhverv. Så sluttes en cirkel og jeg træder ind i en ny fase. I bogens tilblivelse er det så detektivfasen, som bl.a. indeholder gennemlæsning, gennemskrivning og... Continue Reading →

Jeg er blevet vinter

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig. ”Poet. Du er født poet... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑