Der hvor solen blænder

Keep a little room in your heart for the unimaginable (Mary Oliver) Stille, hvisker vinden, livet går forbi. Dit vindue, rul persiennerne op og drik duggen af den nye morgen. Vend dig mod øst og få øje på ham højt til himmels, der hvor solen blænder. Ørnen, din ærkefrænde. Ørnen som bringer dig luft og... Continue Reading →

Kunsten at flyve

“Look at things from a new angle. Fly higher.” Jeg tøver med pennen i hånden, lytter til fuglenes sang, triller gennem åbent vindue, ser landskabet badet i lys. Stille morgen, hvorfor skynde dig? Hvad skal du nå? Han har ikke travlt, som han kommer sejlende i morgenrøden. Øst er hans retning, luft hans element. Ørnen,... Continue Reading →

Båret af vinden

“Du må forstå, at ikke alt i livet kan forklares eller forstås med intellektet. Forsøg på at finde logiske forklaringer, gør dig bare misfornøjet. Du må justere kursen nu og hengive dig til det store mysterium.” Da går det op for mig, at jeg har gjort det igen. Viklet mig ind i mental forståelse. Jeg... Continue Reading →

Tærsklen

Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →

Træd ud af din skygge

Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →

Det er hendes tid nu

“Let me rest in the unknown, until a clear path is shown” messer jeg, mens jeg vandrer med hunden i vinden. Morgenen er mørk, regntunge skyer fylder i horisonten, men af og til kommer små sprækker af lys til syne. ”Der er håb forude” siger hunden med ørerne i modvind, jeg nikker og vi fortsætter... Continue Reading →

Hvad nu hvis vinden?

Stille morgen, Mosekonen rører i sin bryg med træske, det har hun gjort siden daggry. Disen danser og bag sløret træder landskabet i karakter. I skellet kommer træerne til syne. På bordet i skrivestuen brænder lys og kort er trukket, kvinden ved bordet er tro mod sin intention og hengiver sig med hele sit væsen.... Continue Reading →

Udgangspunktet

Der er stille, solen har sneget sig ind bag en sky og forsigtig dug ligger henslængt i græsset. Jeg er vendt tilbage til udgangspunktet, hvor Ørnen cirkulerer over mit hoved og hvor det hele begynder igen. ”Jeg leder efter en tråd” siger jeg til ham med hovedet vendt mod himlen. ”En ledetråd” siger han tilbage.... Continue Reading →

Kunsten at lande

I dag brænder skrivelysene som i skumring. Tunge skyer sejler stille forbi og der er dråber på ruden. Han er ankommet, min førstefrænde og en ven, som har fulgt mig siden i rejsen i rejsen tog sin begyndelse. ”Det skal handle om fornyelse og hjertemod”, siger han og lander hjemmevant i min sfære, ”men nu... Continue Reading →

Øst

”Det var godt du kom, Ørn, jeg har savnet dig og din visdom. Dine vinger, din viden og din dans. Længe har jeg vandret på og under jorden, det har været nødvendigt og sikkert godt på sigt. For nu ser jeg stien i vildnisset, jeg ser at min vandring sætter spor. Jeg er hverken usynlig... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑