Mens skrivelyset blafrer

Skrivelys

Jeg tøver lidt, men tænder så skrivelyset og sætter mig ved bordet. I keramikkruset fra Mols er der nylavet te. Den grønne med jasmin. Udenfor rusker vinden i træerne, lyset er lidt mere dristigt end for et par timer siden. Dagen startede i mørke og til lyden af regn. Det varede længe, inden det blev lyst, for her i huset er vi som regel tidligt oppe.

Nu er formiddagen fremskreden. Jeg har netop sendt velkomstbrev ud til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder om en uge (31. oktober) her i Skrivehuset ved Ringsted. Det er årets sidste skriveworkshop og denne gang er anledningen Samhain og mørkets gave.

Samhain og mørkets gave

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket.

Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede.

Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året.

Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Man tændte bål og fejrede

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.


Samhain markerer også porten til vinter. På den intuitive skriveworkshop den 31. oktober skal vi fejre, lytte og via ord og fortællinger gå på opdagelse i Samhain energien. Sammen går vi gennem porten eller rettere sagt, vi skriver os ind.

Hvilke ord og fortællinger mon vil dukke op?

Hvad kommer der til at ske? Hvilke fortællinger mon vil dukke op, når vi mødes og slutter cirkel? Vi ved det ikke på forhånd, men når vi skaber rum, danner cirkel og skriver os ind, så sker der som regel præcist det, der skal. Vi følger de veje, som opstår undervejs og tager imod det, der kommer. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger leder os på vej, men intention er faktisk, at vi skriver intuitivt og forholder os åbne, nysgerrige og ikke dømmende overfor det, der vil skrives gennem os på denne særlige skrivedag for sjælen.

En plads til dig omkring bordet i min skrivestue

Velkomstbrevet er sendt ud til deltagerne. Og sidder du tilbage med en følelse af, at du burde være med, kan jeg glæde dig med, at jeg har fået et par afbud. Du finder invitation og detaljer i linket her. Skriv til mig, hvis du har tid, lyst og mulighed.  Så er der ganske givet en plads til dig omkring bordet.

Læs gerne mere om de intuitive skriveworkshops og ideen bag her, hvor du også kan se, hvad andre skriver om at være på intuitiv skriveworkshop her hos mig i Skrivehuset.

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Det er tid til at nære det indre og skabe rum til fordybelse, hvor vi kan være, sanke og restituere. Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på alt det ydre, som stresser os og løsriver os fra os selv, sker der noget magisk. Ligesom frøene i jorden spirer vi i mørket, mens vi hviler og tager den med ro.

Mørket slutter sig om os, så det ydre forsvinder og vi kan vende os indad og nære os selv. Og som Philip Carr-Gomm så rigtigt skriver det i citatet herunder, er der tidspunkter i livet, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens stemme og sang.

When you hear the sound of your song, you will discover healing and new depths of in your soul.

Vinteren tilbyder os sit rum

Til det tilbyder vinteren os sit rum, hvor ydre forstyrrelser er langt mindre. Mørket kommer tidligt, det slutter sig om os og inviterer os til at falde til ro og lytte. Derfor er vinteren også et perfekt tidspunkt til begynde skriverejsen på eller skrive videre fra et nyt og dybere sted i dig selv.

Min vinter starter ved Samhaim

For mig starter vinteren omkring Samhain og når vi sagte bevæger os ind i november. Mørket er tæt nu, dagene er korte og ofte dunkle, regnfulde og tågede. Scenen er sat. Jeg glæder mig til at skrive og fejre med deltagerne på skriveworkshoppen den 31. oktober og siden hengive mig til vinterens rum.

* **

Jeg tøvede lidt, men tændte så skrivelyset og satte mig ved bordet. I keramikkruset fra Mols var der nylavet te. Den grønne med jasmin. Nu er den næsten drukket. Udenfor rusker vinden i træerne, lyset er dæmpet igen og tunge skyer sejler over himlen.

Nu er det tid til at lytte og skrive mig ind. Lytte til vindens sang og betragte træerne, efterhånden som de giver slip på endnu flere blade. Det sker, mens jeg skriver. Mens skrivelyset blafrer.

Kærlig hilsen
Lene

Online vinter-skriveforløb til dig og din skrivelængsel

Kan du ikke være med på skriveworkshoppen den 31. oktober, mens har du lyst til at skrive fra liv og sjæl og hengive dig til vinterens rum, tilbyder jeg to online vinter-skriveforløb, som begge starter til november.

Vintercirklen  – starter den 9. november (7 ledige pladser)
Fortællersken – starter den 20. november (5 ledige pladser)

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Vinterum

Mørket kalder mig hjem

Sverige

Det er fuldmåne og mosekonen brygger. Hvide køer vandrer som spøgelser i fuldmånens skær. Jeg ser dem gennem vinduet, det er et magisk syn. Så går jeg ud. Tager min frakke på og træder udenfor på trappestenen. Huset ligger højt, vi har udsigt over dalen og markerne i naturreservatet. Dér står jeg lidt, inden jeg træder helt ud på gårdspladsen under fuldmånen.

Jeg er tilbage. Vi er tilbage. På efterårsferie et ganske særligt sted i Sverige. Jeg elsker området, det åbne landskab og glenterne i luften. Der er nogle steder, som kan det og lige netop her føler jeg mig hjemme. Forbundet. Min sjæl synger og livsfloden bruser som en kilde af stille lykke i mig. Når jeg er her, er jeg hjemme.

Vi er flere af sted denne gang, så jeg har ikke så mange stunder på egen hånd. Min skrivebog ligger stadig i tasken og jeg mærker et pludseligt stik af længsel efter at skrive mig ind og sætte ord på alt det, der rører sig. De hvide køer, som jeg hilser på hver morgen, når jeg går tur med hundene. De stirrer på mig og kommer nysgerrigt nærmere, mens jeg fortæller dem, hvor smukke de er. “Det ved vi da godt”, synes de at svare med deres ordløse blikke. Jeg sender dem et fingerkys og går videre ned af vejen og ind i skoven.

Jeg er nødt til at skrive

Senere samme aften skriver jeg i min bog. Det sker i sengen, inden jeg lægger mig til at sove. Jeg er nødt til at skrive og jeg fortæller mig selv og siderne, hvordan jeg savner mig selv, når jeg ikke skriver. Mine ord er vigtige for mig, de er min måde at skabe forbindelse og forankring på. Her forbinder jeg mig til fortællingens kraft og tager imod det, der har simret og været undervejs. Jeg fortæller om min taknemmelighed over at være tilbage på det sted i Sverige, hvor jeg føler mig hjemme og forbundet med landskabet, bakkerne og de mange fugle i luften. Hvor de hvide køer vandrer i månelyset og det gamle hus har åbnet sine døre og sit hjerte for os. For en stund.

Jeg nyder og jeg sanker. Det skriver jeg, mens tiden løber som sand gennem mine fingre og mine læber nynner en fuldmånesang.

”I cried over beautiful things knowing no beautiful thing lasts.
The field of cornflower yellow is a scarf at the neck of the copper
sunburned woman, the mother of the year, the taker of seeds.
The northwest wind comes and the yellow is torn full of holes,
new beautiful things come in the first spit of snow on the northwest wind,
and the old things go, not one lasts.”
– Carl Sandburg –

Vandreturene i skoven og på stranden ved Østersøen, hvor bølgerne bruser mod land og skænker mig fortællinger. Landskabet forandrer sig hele tiden, mens vi er her, efterårsfarverne bliver mere markante og flere blade falmer. Men egentlig falmer de vel ikke, for de rødorange farver bliver kraftigere og skinner i sollyset. Solen, som holder sig lidt tilbage og giver plads til skyer, regn og rusk. Grenene fra busken udenfor banker mod vinduet og vinden danser.

Åh efterår, jeg giver slip

“Åh efterår, jeg giver slip”, siger jeg til mig selv, mens jeg vandrer og lader landskabet opsluge mig. For hvert skridt giver jeg slip, lægger sommeren bag mig, alt det, jeg ikke skal have med mig videre og som bare tynger og gør mig svag. Jeg giver slip. Det bliver et mantra, som snart synger sig selv, jeg behøver bare at gå. Følelsen følger mig, dyb og markant, mens jeg lader naturen vise vej. Mine støvler træder på våde blade og nedfaldne kastanjer. Farverne glimter i regndråberne, rød, gul og orange. En glente letter fra et træ og svæver ud over stengærdet, jeg følger den med øjnene, mens den sejler over marken og forsvinder. Jeg giver slip.

Jeg lader gå. For hvert skridt, hvert blad og hver en tanke. Og vinden hjælper gerne til, flere dage blæser det kraftigt og jeg er taknemmelig for den gode frakke, jeg har taget med. Snart er det hue og vantetid igen.

Jeg går, jeg slipper, jeg nyder og sanker. Måske skriver jeg ikke så meget, mens vi er i Sverige, men på vandreturene bliver jeg igen bevidst om, at noget alligevel sker og at processen arbejder i mig. De hvide køer i månelys, de bløde bakker og glenterne. Jeg hører hende hviske, der er poesi og jeg overvældes af store følelser. Det er efterår. Tid til at give slip.

Jeg slipper og bliver lettere. Som dagene går, kommer jeg i bedre vandreform og får blod på tanden. Jeg elsker at gå, jeg vil gå mere, længere, dybere ind i skoven og længere op på bakken. Jeg tæller både skridt og velsignelser.

Hver morgen siger jeg tak for den nye dag og indånder den friske luft, mens solen rødmer i øst og køerne træder ud i lyset. Sætter vand over til kaffe og dækker morgenbordet. Det er tidligt, vi sover ikke længe, hvalpen som nu er seks måneder gammel, vækker os ved syv-tiden og vi står op. Med glæde. For hjertet er fuld af forventning, nye skridt venter, mens den gode kaffe dufter og fylder køkkenet med fryd.

Fra min stol ved spisebordet har jeg udsigt over markerne. Jeg dvæler, betragter, men mærker så pludselig et velkendt stik af sørgmodighed, da jeg kommer i tanke om det tidspunkt, hvor vi igen må pakke bilen og drage hjem. “Stop tiden nu”, siger jeg næsten højt og slår i bordet som om det skulle nytte. “Jeg vil bare blive her med kaffe og udsigt. Vandre, sanke, nyde.”

Inspirationen danser i efterårssolen

Jeg leger med tanker om skriveferier og retreats i det svenske. Inspirationen danser i efterårssolen og kaster lange skygger. Mørket kommer tidligt, vi tænder stearinlys og laver mad i den blå støbejernsgryde. Jeg ser, dufter og fornemmer, noget kildrer i mig, frydes og forundres. Og hun er dér. Min indre fortællerske. Hendes stemme er som krydderier, der forsigtigt kastes i gryden og giver smag og kraft. Noget er undervejs, men det er ikke klar endnu.

Det sker senere, da jeg igen vandrer i området over bakkerne og ind i skoven. Det har regnet, luften er tyk af fugt og efterår. Mine støvler sætter spor i det våde mudder og egetræet slipper sine agern. De rammer mig som små stød af erindring og læring. Giv nu slip.

At slippe de gode stunder

“Det er ikke kun alt det, som tynger dig, du nu skal slippe”, hvisker hun. “Du skal også være parat til slippe de gode stunder. Som disse. Give slip på de hvide køer i månelyset og glenterne over marken. Landskabet, de bløde bakker, stengærdet og kastanjerne. Sig farvel. Tag afsked med de fine stunder ved køkkenbordet, maden, vinen, kaffen og samtalerne i stearinlysets skær. Følelsen af tid, for den er snart gået, din tid her og du skal hjem igen. Giv slip. Du skal også slippe de gode stunder. Alt det, som gjorde dig godt.”

Modstanden vokser i mig og bygger en mur af uigennemtrængelighed. Jeg vil ikke høre det, jeg holder mig for ørerne, mens jeg klamrer mig til synet af de hvide køer og månelyset. De sover udenfor mit soveværelsesvindue, køerne. Det er trygt og ganske magisk.

Forstår hun budskabet, fortællersken bag ruden?

Det sidste jeg gør, inden jeg lægger mig til at sove og lukker øjnene, er at se ud på køerne, der lyser som spøgelser i fuldmånens skær. Poesien danser og smyger sig som røg fra mosekonens bryg. Og jeg er en del af den fortælling, kvinden bag ruden, fortællersken, som suger til sig og gør sig klar. Uden hastværk, uden at presse. Opmærksom, årvågen og nysgerrig. Hun forstår instinktivt, at alting har sin tid og at fortællinger sagtens kan simre et stykket tid, inden de er klar til at blive skrevet.

Men forstår hun også budskabet om at give slip? Og kan hun slippe alt det gode og fine, som hun blev skænket, køerne, glenterne, bakkerne, kaffen og de fortrolige stunder ved køkkenbordet, mens tusmørket faldt på? Kan hun give slip på sig selv, den kvinde, hun er lige nu, mens hun er her?

”Time, she knows, grows short. Nothing seems endless anymore. Her life grows full of endings: parents and friends die, animals she has loved disappear in a gasp, dreams fade beyond reclaiming. She does not recognize, when the deaths start, that fall has begun. But later, she will remember: After that one it was never the same. Never again will she hold a living body without knowing the fragility of its life, the closeness of its death.”
– Patricia Monaghan, Seasons of the Witch –

Skrøbeligt, det er så skrøbeligt, det liv, jamrer hun og indser, at stemmen har ret. Noget i hende ved det allerede, selvom hun begræder afskeden og det tidspunkt, hvor huset forsvinder bag hende i regndisen og gribes af fortiden.

Det er rodenergiens tid

Træet slipper sine frugter, sine blade og det, der var liv. Det grønne må vige for det røde, orange og gule og siden gives tilbage til jorden. Det er rodenergiens tid nu. Alting dør udenpå og noget i hende dør også, da hun vinker farvel til de hvide køer og egetræet i skellet. Planter og korn er for længst blevet høstet og det, der er tilbage, begynder at visne og forrådne. Også det gives tilbage til jorden. Frugterne rådner, så deres frø kan blive sat fri og hvile under jorden indtil næste forår. Energien, som bragte planteren gennem sommeren og høsten, vil snart blive lagret i rødderne.

Mørket kalder mig hjem

Mørket kalder mig hjem. Og jeg besvarer mørkets kald ved at trække mig tilbage og hengive mig til den tid, som er nu. Den kommende vinter, hvor det handler om indre vækst, refleksion og hvile.

Så jeg lader det hele gå. Med smerte i hjertet og tårer i øjnene, for jeg er jo bare et menneske. En kvinde, som for en stund blev en del af det bakkede landskab og de åbne vidder, som hilste på køerne og svævede med glenterne over marken. Som dansede i månelyset og sang sin månesang. En sang, hun ikke kendte, før den flød fra hendes læber og som en dyb tone af genklang svævede ud over bakkerne som en anden fugl.

En kvinde, som vandrede ved havet og satte spor, der igen blev taget af bølgerne og bragt tilbage til havet. En cirkel, en cyklus, et farvel. En kvinde, som kiggede ud af vinduet ved midnat og så mosekonen brygge i måneskin og hvide køer danse. En kvinde, som spejlede sig i magien og som lærte, at hun også må give slip på de gode stunder og alt det, hun elsker så højt, for virkelig at blive fri.

Og nu kalder mørket mig hjem.

Billeder og ord fra min egen skriverejse, oktober 2017 – Lene Frandsen

Vintercirklen_2017

Skrivelyst og længsel? Vintercirklen starter den 9. november og der stadig ledige pladser.

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i egne omgivelser og skal ikke ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at komme et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet.

I Vintercirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Du finder ro og fordybelse i dit skriverum gennem vinteren. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

Vintercirklen er for kvinder i alle aldre uanset skrivende forudsætninger.

Du finder invitation og detaljer i linket her. Du får uglerabat og sparer 100 kr. ved tilmelding senest den 17. oktober. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Samhain og i mørkets tegn.
Skriveworkshoppen finder sted i Skrivehuset v. Ringsted den 31. oktober kl. 10 og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med på en ganske særlig skrivedag for sjælen. Klik på billedet for invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Fortællersken

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Fortællersken

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel. Vi starter den 20. november. Der er kun plads til 12 kvinder i skrivecirklen, så tøv ikke, hvis du kan mærke, at du skal være med. Flere har allerede tilmeldt sig.

Du finder invitation og detaljer her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

Stemmen

Soul woman

Det er et særligt øjeblik. Jeg træder ind i rummet, går gennem døren, den står altid på klem nu, der er altid åben. Jeg tænder skrivelysene, højtidligt puster jeg tændstikken ud og trækker vejret dybt. Sætter mig på stolen ved bordet, kaster et blik mod vinduerne, ser regnen og vanddråberne, der har lavet en smuk mosaik på vinduerne. En krage flyver forbi. Jeg retter blikket mod papiret og tager pennen i hånden. Det er tid til at skrive.

Det er et særligt øjeblik. Skrivetiden, den tid, der er mit daglige møde med mig selv og det, der rører sig i mig. Mødet med hende. Det er det tidspunkt, hvor jeg sætter ord på følelser og tanker og lytter til mig selv uanset, hvad det handler om. Jeg har valgte en god pen og en særlig skrivebog med kvalitetspapir. Jeg kan lide at lade mine fingre stryge hen over overfladen af coveret på den bog, jeg kalder “Magi og Morgensider”. For jeg ved aldrig helt, hvad der vil møde mig, når jeg skriver.

Husk at opvarme din skrivestemme

Jeg skriver det, der er. Ofte er det sådan, at jeg lige skal rense stemmen, præcist som når man synger skalaer og varmen stemmen op, inden man begynder at synge det endelige. Jeg lader de ord skrives, de betyder ikke så meget, det er blot tankevand, en beholder jeg tømmer, så jeg kan komme lidt dybere.

Jeg skriver og når længere ind, tonen bliver anderledes og jeg får fat i noget, jeg ikke umiddelbart kunne mærke. Der var for mange tanker, for meget støj. Men nu kan jeg høre hende og tonen er slået an. Min stemme er varm, jeg sidder ved ilden og mærker varmen fra bålet, sådan føles det.

Jeg er klar til at skrive det egentlige, klar til at lytte. For hun taler ikke med højrøstet stemme, hun forsøger ikke at overdøve verdens larm eller tale højere end de modstandsfyldte tanker. Hun venter bare. Og når jeg gør mig lydhør og modtagelig, kan jeg høre hendes hvisken. Med en intention i hjertet skriver jeg mig ind og møder hende undervejs. Præcist på samme måde, som jeg møder inspirationen.

Den stille stemme

Der er meget larm i verden. En uendelig støj gjort af lyd, lys og billeder. En evig flimren og en tone, der aldrig hører op. Tinnitus. Den ydre verden er gjort af tinnitus. Derfor er det af stor betydning, at vi selv er i stand til at skabe rum til stilhed. At vi kontinuerligt har en intention, som vi ærer, om at søge ind i stilheden og lytte til dens sang. At vi selv bliver stille nok til at kunne høre den stille stemme og til at lytte. Vi må øve os på at lytte.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Mange siger det. Vi skal lytte til den indre stemme. Følg hjertet, hør stemmen. Den stemme, som ved, sjælens stemme, der kan guide os og føre os præcist derhen, hvor det er meningen at vi skal være. Den stemme, som ved hvad vi trænger til og som kan fortælle os det på sin helt særlige, dragende måde. Så vi mærker. Så vi husker. Så vi ved. Men det kan være svært for stemmen at få ørenlyd i en verden, hvor alting foregår i hastigt tempo med en masse larm og støj i kølvandet. Der er ikke tid. Der er ikke rum.

Giv tid og skab rum

Tiden må vi give os selv og rummet må vi skabe. Det er op til os. Og det er her, skriverejsen kan hjælpe dig. Hvis du som jeg møder op, tænder dine skrivelys og sætter dig i dit skriverum eller på den plads, der er hellig for dig, træder du over en tærskel til et andet slags sted. Og det er af stor betydning, at du lige giver dig selv lov til at falde til ro og finde den indre rytme, inden du slår dig selv i hovedet og giver op.

Det sker alt for ofte, at vi haster ind i rummet i hæsblæsende tempo, tænder lysene og sidder med hjertet bankende i tindingerne, mens vi hiver os i håret og vrider os, fordi vi ikke kan mærke inspirationen. Vi er fortravlede og tankerne er hurtige til at fortælle os, at det alligevel ikke nytter noget. Vi kan ikke skrive. Vi er ikke inspirerede. Giv dog op, vinde, bliv i din komfortzone og i den larmende verden, der adskiller dig fra din sjæl.

Men inspirationen møder vi undervejs, når vi er begyndt at skrive. Og det er i stilheden, at vi kan høre sjælens stemme.

En evig dans

Dansen er en evig tilbagevenden til det rum, hvor vi med vores intention i hjertet tænder skrivelysene og sætter os med pen og papir (eller PC). Der er en praksis, vi må etablere og opretholde. Så ja, det kræver en vis disciplin for uden den har vi intet fundament.

Do you have the disciplin to be a free spirit?
– Gabrielle Roth –

Start med morgensiderne

Du kan eventuelt gøre som jeg og starte med morgensiderne. De er mit faste holdepunkt og jeg har en intention om at skrive i min bog hver morgen. Jeg møder op i tillid og gennem den tillid skaber jeg forbindelse. I morgensiderne kan du skrive hvad som helst, bare du skriver 3 sider. Hverken mere eller mindre. Morgensiderne og den daglige skriverutine, rytmen og ordene du skriver, er med til at åbne døren til det indre magiske rum og bane vej. De sætter kreativiteten i gang og noget vækkes i din krop. Sjælen rører på sig. Det sker noget også selvom du måske ikke mærker det i starten.

Den evige tilbagevenden. En intention om at lytte til den stille stemme, den sjælelige stemme som med sine kærlige, hviskende ord og fra en verden af visdom viser vej. Men vi er nødt til at tune ind og det gør vi med vores fremmøde og gennem de ord, vi skriver. Et stille rum i stearinlysenes skær, tid med os selv og til os.

Stemmen kan blive dit faste holdepunkt

Stemmen er der hele tiden, men vi kan ikke altid høre den. Og når vi ikke kan høre den og mærke dens klang, kraft og følge dens vejledninger, farer vi kontinuerligt vild i det ydre og føler os løsrevede og rodløse. Men stemmen kan blive vores faste holdepunkt og vores fyrtårn. Når vi lytter til den og skriver fra det sted, hvor den risler som en kilde, falder vi til ro som til lyden af vand. Vi behøver ikke længere at løbe af sted og søge som gale efter svar og mening i den ydre verden. Vi lærer os selv at lytte indad og skabe rum, så vi kan blive stille nok. Det gør vi igen og igen. Det er disciplin. En kombination af meditation, natur og skrivning er en magisk cocktail i den forbindelse. Prøv dig frem.

Din skrivelængsel er et kald fra den stille stemme. Fra din sjæl. Så gør dig selv den tjeneste at besvare det kald. Din skrivelængsel er din billet. Brug den.

Læs mere i “Når skrivelængslen kalder”.

During sessions of solitude, periods of silence or “time retreats”, we shun life’s chattering distractions and simply notice what is left. Ourselves.
– Helen Cordes –

Stilhed. Ensomhed. Tid til indre næring og rum til fordybelse. Måske er det endda endnu vigtigere, hvis du som jeg er introvert og er nødt til at nære dig selv i selvvalgt ensomhed. Jeg elsker min egentid.

Ensomhed og egentid

I Vejen til den vise kvinde fortæller jeg lidt mere om den ensomhed. For en del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd. Gaven i den den ensomhed er, at det ofte er tiden alene og i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for. Her kan vi høre stemmen. Her kan vi lytte, skrive og følge dens råd.

På skriverejsen og i din proces bliver du snart bevidst om den praksis, det er at skrive og skabe rum. Du opdager at disciplin er en gave og langt fra så skræmmende, som du bildte dig ind. Faktisk tværtimod. Nu oplever du magien i gentagelsen og den proces, der synes at bevæge sig i cirkler. Du lærer at danse. Lytte. Og synge den sang, der lyder i dit indre. Med tiden bliver du den sang. Den stille stemmes sang.

Rodenergiens tid

Vi har for længst passeret efterårsjævndøgn og er gået ind i en ny tid. Nu vokser mørket, nætterne bliver længere og efterhånden som bladene falmer og bliver taget af vinden, må vi som træerne give slip. Et blad, et skridt af gangen. Den kommende tid tilhører rodenergien, det indre og det nære og vi opfordres til at skabe rum til hvile, fordybelse og restitution. Det er tid til at vende næsen hjemad og måske sidde lidt i det tiltagende mørke, i skumringen, og se lyset forsvinde. Sige farvel til dagen, til det, vi fik med os og give slip på det, vi ikke skal have med os ind i aftenen og natten. Vi holder mørkning.

Melankolien kommer på besøg

For nogen er den kommende tid en tid fuld af kontraster. Melankolien kommer på besøg. For mørket har et budskab og det er ikke altid, at vi bryder os om at høre det. Men mørket skaber harmoni og giver kraft til lyset. De to eksisterer side om side og vi er en del af den dualistiske dans. Derfor er vinteren et rum fuld af gaver til os, hvis vi altså hengiver os til det. Rummet og vinteren.

Mørket har helt sine egne fortællinger. Det samme har vinteren. Men hvis vi flygter og hele tiden forsøger at gøre os travle, tænde elektrisk lys og løbe bort, får vi aldrig hørt og set det, der kan være med til at skabe balance og gøre os hele. At følge med årshjulet og hengive os til den naturlige cyklus er med til at give os indre ro og en følelse af harmoni.

Har du skrivelængsel, er vinteren et fint tidspunkt at begynde skriverejsen på

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Det kan være langt lettere at lytte og høre den indre stemme, når det er mørkt udenfor. Eller når sneen har lagt en dæmper på lydene. Vinteren har masser af rolige rum, som vi kan koble os på og når vi går ud i naturen, kan vi lade os inspirere af processerne der. Træerne, som står nøgne hen. Lyttende. Afventende. Der er ro. Energien er gået i rødderne.

Stil gerne spørgsmål til de tomme siderne

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden, skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.
Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015 – Lene Frandsen

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Kom med i et af mine online forløb og genfind din skriveglæde. Find ro, fordybelse og lad fortællingens kraft løfte og støtte dig på din skrivevej. Det er både sjovt, bevægende og lærerigt.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens og mørkets gave. I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. En vintergave til din sjæl

Vintercirklen er forankret i naturens visdom, vinteren og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og skriver.

Du gør dig lydhør for din stille stemme

Vintercirklen starter den 9. november. Forløbet foregår online og der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, du skal deltage. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver så det passer ind i dit liv. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

For kvinder med skrivelyst og længsel. Du er hjertelig velkommen.

Fortællersken

Fortællersken

er et nyt online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel.

Giv din indre fortællerske ordet og kom styrket ud af vinteren

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde og lege med dine skriverier gennem vinteren og i endnu højere grad en tidligere at give din indre vise kvinde ordet.Du vil gerne vil bruge vinteren på at give din indre fortællerske ordet med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og komme styrket ud af vinteren.

I Fortællersken skal vi arbejde og lege med forskellige indgange til fortællingens kraft. Du vil blive introduceret for nye og anderledes tilgange til det at skrive og du vil også blive ansporet til at gå lidt længere og lidt dybere med det, der folder sig ud.

Vi arbejder, leger og prøve nye skriveveje

Du har lyst til og mod på at lege og prøve nye skriveveje. Du ser det som et eventyr og ved, at du er nødt til at skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte for at få fat i de virkelig gode og transformerende fortællinger.

Et kærligt, kreativt rum

Jeg er med som skriveguide i bjergene. Jeg holder et kærligt og nærende kreativt skriverum med næb, kløer og kærlighed og det gør jeg i henhold til Julia Camerons regler for den hellige cirkel. Vi værner om de små spirer, vi løfter og støtter hinanden og nyder godt af de fortællinger, vi hver især henter frem i forløbet.

Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som sætter din fortællerske i gang. Du får masser af skrivetips og ideer til, hvordan du kan folde din fortællerske ud og holde gang i skriveilden. Du lærer om den kreative proces og øver dig i at danse. I processen. Du opdager, hvordan alt kan skrives og skriveblokeringer opløses.

Fortællingens kraft og intentionens magi

Du oplever fortællingens kraft og intentionens magi. Du får masser af historiemedicin og vitaminer til dit indre eventyr. En ganske særlig skriverejse gennem vinteren. Og eftersom den foregår online, kan du være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Tilmeld dig senest den 20. oktober og få ravnerabat

Se invitation og detaljer i linket her og bemærk, at du opnår ravnerabat (early rabat) ved tilmelding senest den 20. oktober. Forløbet starter den 20. november og varer 4 måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Kærlig hilsen
Lene

“Your soul knows the geography of your destiny. Your soul alone has the map of your future, therefore you can trust this indirect, oblique side of yourself. If you do, it will take you where you need to go, but more important it will teach you a kindness of rhythm in your journey.”
― John O’Donohue, Anam Cara

It’s not only tears and laughter, impulses and memories, that link us to our authentic wildness. By nature we are creative. Creativity flows through us like the blood in our veins. In our natural state we are writers, dancers, singers, poets and makers of art.

There are intutive knowings that we sometimes forget, but just beneath the surface of our daily lives they reside and come alive in our nightdreams.

We may have forgotten how to express it or we might stutter when we try, but the deep song of our authentic voice still resonates within.
– Judy Reeves – 

 

Ugletid

owl-in-the-night

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

owl-in-the-night

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

raven_imbolc

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

Jeg er blevet vinter

winter-sunset

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig.

”Poet. Du er født poet og dit hjerte er fuld af poesi.”

Kragerne fløj hen over hovedet på mig. Sorte skygger i den disede frostmorgen. Deres budskab ramte mig som dråber af is. Og jeg vidste i samme sekund at det nok er essensen af den måde, jeg er i livet på. Sådan har det altid været, men jeg har skubbet det væk, fordi jeg følte mig forkert. Som poet i en verden, hvor alle hastede forbi det, der fik mit hjerte til at smile. Nu stod jeg i naturens hjerte og lod kragerne fortælle mig det endnu engang.

Denne morgen minder mig om længslen efter hengivelsen til det, der for mig er selveste gaven ved livet.

De ord og sætninger, som er blevet mig skænket gennem de senere år, på min rejse, den vej, der ligeså stille vælger mig, guider og blidt fører mig, når jeg slipper modstand og kontrol, dukker nu op igen og jeg forstår dem på en ny måde. Der skal gives mere plads til både min skytte og min poet. Sider af mig selv, som er vigtige og som giver mig livsglæde, styrke og resonans. Balance. Harmoni. Jeg har det med at skubbe dem lidt til side.

Lad mig aldrig glemme hverken poesi eller eventyr igen.
Lad mig danse i livets mysterium. Leve det. Være det.
Og skrive om det.

Mørket, vinteren

Denne morgen er fin, sprød og stille. Nu ved jeg, hvorfor jeg er vinterbarn. Det er ingen tilfældighed, at jeg er født i december og i mørket. Mørket, som jeg har lært at sætte stor pris på og som nu folder sig endnu mere ud. Gaven i mørket og i vinteren vokser for hver dag, der går, efterhånden som min bevidsthed kan opfange det. Det dæmrer.

Min introverte natur

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog flygte fra det? Og hvorfor? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Det lys, der altid har skinnet i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren virkelig gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er en del af mit magiske rum, min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

“Whereever I am,
the world comes after me.
It offers me its busyness.
It does not believe
that I don’t want it.
Now I understand
why the old poets of China
went so far and high
into the mountains,
then crept into the pale mist.”
– Mary Oliver –

Pigen som blev væk

Jeg rækker ud og omfavner hende, pigen som blev væk. For selvom det var sidste år, at jeg råbte ”fandme nej” og den voksne kvinde og indre pige smeltede sammen i mig, så har det taget en del måneder for dem at lære at arbejde sammen. Og de øver sig endnu, de øver sig hver dag. De har opdaget magien ved disciplin og gentagelsen.

”Lege sammen” smiler hun og jeg ved ikke, hvem af dem, det er. ”Danse sammen.”

Kom, lad os danse.

Der er så meget, som går op for mig i disse øjeblikke, mens solen glider fra øst mod syd og morgenen tager form. Himlen er blå, træerne næsten nøgne og det, der kunne have været sent efterår, er nu blevet vinter.

Og jeg er blevet vinter. Jeg er gået over broen, jeg har taget de sidste skridt og lagt noget bag mig, som jeg ikke vil savne. I den kommende periode vil mit fokus være at slutte fred med fortiden og i al taknemmelig heale de steder, hvor det virkelig gjorde ondt. Det har været mørkt. Det har været meget mørkt. Men havde det ikke været så mørkt, så havde jeg aldrig set lyset. Nu går jeg i tillid og taknemmelighed frivilligt ind i mørket igen, jeg træder uden modstand ind i vinterens rum og hengiver mig med glæde.

Tillid

”Tillid” siger han og flyver ind fra øst. Jeg misser med øjnene mod solen og smiler stort ved synet af hans velkendte skikkelse. Ørnen. Min ven.

”Du sagde til mig, at tillid var årets overskrift” siger jeg prompte og nyder lyden af min egen stemme. Den har en rolig tone, en kærlig note af overgivelse og taknemmelighed.

”Du vidste det godt” nikker han bare og ler højt. Åh, hvor jeg dog elsker hans latter. ”Du havde bare brug for nogen at spejle dig i.”

”Og hvem skulle have troet at den nogen ville blive en ørn?” Jeg fniser og drikker forsigtigt af den gode kaffe. ”En fugl. Og jeg som havde fuglefobi.”

”Ja, man skal opleve meget, før vingerne falder af”.

Jeg tror sørme, at ørnen er en smule vinterkåd i dag, en anelse pjattet. Mit smil fylder nu hele ansigtet, fra øre til øre. Det gør helt ondt, så uvant er det for mig at smile så bredt. Alt i mig har lyst til at fnise.

”Jeg vælger at omskrive dine vise ord, for jeg ved at det er tilladt i historiefortællerens univers. Energien skal være helt rigtig, når den flyder fra mine læber og videre ud Og de skal lyde, ordene altså:”

”Man skal opleve meget, før man får vinger.”

Det får ham bare til at le endnu mere og endnu højere.

”Man skal opleve meget, før man opdager, at man har vinger. Og at man har haft det hele tiden.”

Han blinker til mig, letter og forsvinder mellem træerne. Nu kan jeg se ham og følge hele vejen, for grenene har kun få blade tilbage.

Det er blevet vinter. Jeg er blevet vinter.

 Et uddrag af “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017/18
© Lene Frandsen


Har du skrivelængsel?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Du er hjertelig velkommen i SOLHVERVSCIRKLEN. Invitationen er ude nu, du finder den i linket her.

solhvervscirklen-januar

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene og fortællingens kraft føre dig på vej.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med.

Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby

solhvervscirklen

Photo “Warm Cold Winter Sunset” © Siilur – Dreamstime 
Photo “Winter Light” © Kellers – Dreamstime.

Tango i mørket

tango-november-dancing-in-the-air

Jeg kommer til at holde mere og mere af november, efterhånden som jeg læser ord og fortællinger fra deltagerne i Vintercirklen. Hun er præcist, som hun skal være, November. Hendes tilsyneladende benhårde væsen er i virkeligheden den største kærlighedsgave, for uden den evne, hun har til at skære igennem og gå dybt, uden sin evne til at danse videre trods nostalgi og en impuls til ”at blive hvor man er”, kunne hun ikke vise os vejen og måden. Hun er sin egen dans. November.

Nogle gange er jeg nødt til at blive November for at forstå hende. Og i samme øjeblik som jeg træder ind i hendes sfære og forvandles af novemberenergien, oplever jeg et suk af lettelse over at få lov at låne hendes evner. Så er det pludselig ikke så svært længere. Så danser jeg bare.

Tillid

Jeg er vild med kontrasterne, dybderne og den naturlige måde, hvorpå hun med selvsikre skridt bevæger sig videre. Time for time, dag for dag. Selvom selvsikker er nok ikke er det rigtige ord, for hun går i tillid. Det er den tillid, jeg så gerne vil mestre. Jeg har øvet mig hele året siden Vintersolhverv, hvor jeg fik ordet ”tillid” som årsoverskrift. Nu har jeg en klar fornemmelse af, at tillid er meget mere end en overskrift. Det er blevet en leveregel. Mit mantra. Tillid.

Nu viser November mig hvordan uden at prædike og forsøge at få mig over på sin side. Der er ingen manipulation. Hun går videre, uanset om jeg vælger at følge med eller ej. Hun er sin cyklus og rytme. Hun danser i disen på tidlige morgener. Hun falder med snefnug, skinner med lyset og bliver mørk og fløjsdyster i skumringen, hvor jeg sidder i mit vindue og kigger ud. Jeg mediterer mig ind i November og jeg mærker hendes åndedrag i mit. Hun står tydeligt frem i skumringen, hvor andre linjer udviskes og går i sort. Tydelig i sit budskab og i sin undervisning.

Hun tegner ikke engle i den nyfaldne sne, hun er en engel og jeg kan dufte hendes fodspor i den blå time. Jeg kan høre hendes stemme, hendes klare hvisken og jeg bliver november. Forening af liv og død. Broen til vinter, skumringstimen, hvor væggen mellem verdener er tynd. Hun danser. Frem og tilbage. Hun er sin dans. November.

magiskfortaellerkabe

Tør du?

Det er tid til at slippe de sidste blade, de sidste forbehold. Hun sætter min tillid på prøve. Tør du? Tage næste skridt? Tør du? Give slip og stå nøgen tilbage? Tør du? Gå den vej, som er din og som kalder dig på dig fra mørke steder, som du undgik før? Tør du? Leve din drøm ud, helt derud, hvor der ingen vej er tilbage? Tør du? Kende din drøm i dybden og folde det ud, der har ventet tålmodigt på dig? Tør du?

Jeg nikker og løfter blikket, jeg har for længst besluttet mig for at turde. Og efterhånden er jeg kommet til at holde ualmindelig meget af November. Hendes væsen, hendes energi og hendes unostalgiske farvel til det, der var. Dybderne. Nuancerne. De rolige møder i skumringstimen, hvor jeg tuner ind og bevidst vælger at forbinde mig til hendes energi. Et valg. Mit valg. November.

“Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.”
– Jeff Brown –

Den anden side af sandheden

Det bliver tydeligt i november. Pludselig forstår jeg det, gaven, den paradoksale gave af vished, der opstår i selvsamme øjeblik, jeg citerer Jeff Brown. Først i mørket kan jeg se. Og det har været i mørket, dybt i november, at jeg virkelig har lært mig selv at kende og fået øje på de gaver, som før blot var små støvkorn i kælderskakten. Det er det syn, hun skænker mig. Et slags nattesyn, der ligesom fuldmånen viser mig den anden side af sandheden.

Tango med November

Når november kommer, går jeg i tillid til, at hun vil skænke mig gaver, som jeg ikke kan få øje på ved højlys dag og i sommerens soldans. Nu er trinene anderledes, tonerne mere dybe, dystre og dragende. Og noget i mig kender de trin, en tango med mørket i mig selv og alt det, der endnu ligger uudfoldet og afventede som et pirrende potentiale. Det føles som en længsel, der også er krydret med frygt. Frygt for det uvisse. Mørket. Men mørket er slet ikke mørkt, når man hengiver sig til det og går i tillid. Lærer sig selv at danse de trin og følger rytmerne, der spiller i skumringstimen. Tango i mørket, tango med November.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.

Jeg kan mærke at hun smiler. Hun skriver sig gennem mig. Eller også lader jeg mig skrive gennem hende, for i sidste ende betyder det ikke så meget, hvem der gør hvad.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.


Jeg fik en forespørgsel om Solhvervscirklen, som er den næste skrivecirkel. Vi starter den 6. januar og invitation følger i næste uge.

Kvinden, som forespurgte, var tilfældigvis faldet over min hjemmeside, men hun pointerede at det næppe var en tilfældighed. Hun følte sig draget af sin skrivelængsel og nysgerrighed. Kvinden ønskede at vide, hvor meget tid hun mon skulle bruge og afsætte ved eventuelt at medvirke i Solhvervscirklen, som varer 3 måneder. For egentlig havde hun slet ikke tid, fortalte hun i samme åndedrag. Jeg svarede:

Det er et spørgsmål om at give tid

Det afhænger naturligvis helt af din egen dedikation til forløbet og processen og jeg kan ikke sige, hvor meget tid du kommer til at bruge. Men egentlig er det slet ikke et spørgsmål om tid, det er et spørgsmål om at have skrivelængsel og skabe rum og plads til at folde det ud, der ligger bag den længsel. Det er en individuel vej, men samtidig er vi sammen i cirklen til at løfte og støtte hinanden, vi deler af både skriverier og proces. En dans mellem dit indre skriverum og det ydre. Det er et spørgsmål om at give sig tid.

Vi skriver os ind

Min fornemmeste opgave som skrivecoach og underviser i forløbet er at skabe, klargøre og holde det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel. Vi arbejder med både intentionens og fortællingens kraft. Jeg byder på månedlige afsæt og skriveøvelser i form af månedsbrevene og Solhvervscirklen er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv, det nye år og rejsen gennem vinteren mod forår. Måned for måned. Det vil afsæt og øvelser bære præg af. Jeg giver feedback i cirklen på Facebook, det samme gør de andre deltagere, men det er ikke tekstmæssig feedback. Vi henholder os til reglerne i Julia Camerons ”Den Hellige Cirkel”.

I cirklen øver os på at lytte og sige tak. Jeg lægger min korrekturmoster og redaktør langt væk i skrivecirklerne, her mødes vi for at øve os, lære at skabe rum, arbejde med vores intention og lade fortællingens kraft støtte og løfte os på vores vej. Vi genfinder skriveglæden og lærer både os selv og den givne årstid bedre at kende. Vi lærer at ære os selv og den kreative proces. Opture, nedture, alt det der står i vejen. Det hele hører med. Vi skriver os ind.

Dedikation, rum og kærlighed

For at deltage i en skrivecirkel, møde op og sige ja til den rumsterende skrivelængsel er ikke et spørgsmål om tid, selvom vi så gerne vil fortælle os selv, at det forholder sig sådan. Det er et spørgsmål om dedikation og om at skabe rum og give plads. Og enten er der aldrig tid eller også er der altid tid. Vi skriver nemlig ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Fordelen ved netop skrivecirklerne, som er online forløb, er, at du selv skaber det rum, som passer til dig, dit liv og din hverdag. Ulempen er, at det kræver selvdisciplin og en intention om virkelig at møde op og sige ja. Igen og igen.

Og det er hele hemmeligheden bag at skrive. Dedikationen. Disciplinen. Gentagelsen. Igen og igen. Magien møder os undervejs. Det samme gør inspirationen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

Jeg er helt enig med Loren Cruden, når hun siger som følger:

”Techniques are directionless without grounding and connecting to Source,
they are a style without subtance”

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Skrivemor og guide i bjergene

Du kan se på mig som en slags skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej gennem fortællingens kraft.

Jeg tror på historiemedicinen. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Hensigt, transportmiddel og tryllestav

I skrivecirklerne lærer du at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage i skrivecirklen. Du skaber rum og lader ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene og hvis du er modig nok, møder du op og skriver dig gennem de døråbninger, jeg tilbyder i skrivecirklerne.

Skriveafsæt og øvelser, som er forankret i årstiden, årshjulet og som hylder den kreative proces, er nemlig som døråbninger ind og/eller ud til alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Skal jeg aflevere og bedømmes?

Nej, du skal ikke aflevere øvelser og opgaver! Ingen kigger dig over skulderen og er parat med pen og morderiske røde strenger. Der er ingen dommer eller censor i skrivecirklerne og det er der en god grund til. Vi skal helt væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er (sjæl). For som Mary Oliver har sagt:

DoorKey

It’s not a competition, it’s a doorway.

Døren til dit skrive- og sjælerum

Solhvervscirklen (og de andre skrivecirkler og forløb) er ikke skrivekonkurrencer, det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum og sjælerum. Læg alle ambitioner om at skrive noget smukt, enestående og fantastisk væk og gå ind i dit skriverum helt åben og modtagelig. Alt kan ske og det er helt som det skal være. Der kommer det, der skal komme. Mød det med åbenhed, nysgerrighed og kærlighed.

Hvad mon der er af fortællinger og visdom til mig i vinteren, der kommer?
Hvad mon der gerne vil skrives og fortælles gennem mig?
Hvad mon der vil ske, når jeg hengiver mig til vinteren, mørket og nærer mig selv og min sjæl?

Jeg glæder mig til skriverejsen med deltagerne i Vintercirklen, som nu er i fuld gang. Og jeg glæder mig over den store interesse for Solhvervscirklen, som starter op den 6. januar. Invitation følger i løbet af næste uge, men selvfølgelig kan du forhåndstilmelde dig allerede nu, som flere har gjort det. Det gør du ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Nogle gange ved man bare, at det er tid.

Kærlig hilsen
Lene

solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Mørkets gave

frozenlake_winter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret, vinteren og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener. Det er ikke en forbandelse, det er en velsignelse.

Melankolien hører med

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som ude så inde.

Kvinde, din depression kan også være et kald fra sjælen

Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner. Først langt senere har jeg fået en dyb forståelse af, at mine depressioner var et kald fra sjælen.

Depression stops time and one settles into one’s own waters as a sailing vessel without wind and one sinks into one’s own depths. Depression comes as a gift asking that a woman recognize her own substance and trust it as the quiet, steady voice of her own truth.

Depression serves a woman as it presses down on her, forcing her to leave behind that which was not of herself, which had influenced her to live a life alien to her own nature.

– Judith Duerk –

Mørke gjort af kærlighed

Nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg ikke alene accepterer mørket som en naturlig del af livet, jeg har endda lært at elske det. Mørket.

Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg stor pris på den mørkere del af året. Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

Gør som naturen

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade.

Stunder af nærvær

Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Træk energien hjem

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

girlshaman_bonfire

De gamle keltere og mørket

Måske har hørt mig skrive det før, men jeg er en keltisk sjæl. Det har jeg altid vidst, jeg har følt mig både draget og forbundet med den keltiske tradition og jeg har haft drømmesyn og andre forunderlige oplevelse om ”der var dengang”. Lige fra barns ben har jeg interesseret mig ualmindeligt meget for både Irland, Wales og Skotland og de gamle keltiske traditioner, jeg har læst og studeret bidder og brudstykker af den keltiske tradition og historie og derfor har jeg også boet to år i Skotland. Jeg føler mig draget.

Samhain og Halloween

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket og døden. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede. Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Tak for mørkets gave

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.

Der er gjort et stort nummer ud af uhyggen omkring Halloween og i det hele taget er mørket ofte noget, mange af os frygter. Det er blevet genstand for noget dårligt, farligt og ildevarslende. Vi løber skrigende væk fra mørket i os selv og vi frygter vinteren, der er så lang.

Men hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.

Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de vigtige døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.

Hvis du spørger mig, er Samhain et vigtigt tidspunkt på året, som virkelig er værd at fejre og skrive sig ind i.

VINTERCIRKLEN

 Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os.
Og skriver om det.

Kom og vær med på en magisk ordrejse gennem vinteren i VINTERCIRKLEN

solhvervscirklen

Der er desværre ikke flere ledige pladser i Vintercirklen, som starter den 1. november, men fortvivl ikke, hvis du gerne vil være med i et skrivegruppeforløb, som hylder vinteren, mørket og skriver fra den særlige energi, der er til rådighed i vinterhalvåret.

I begyndelsen af januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Kom, lad os danse

Nydalakloster

Kære ven, der er gået et stykke tid, siden jeg vendte hjem fra min efterårsferie i Småland og skrev indlægget “Når vinden danser”. Sommeren og efteråret 2015 var alt andet end en dans på roser, selvom roserne skam blomstrede smukt i min have langt ind i oktober måned. Det var en sommer, hvor jeg på mange måder blevet rystet i min grundvold, men bedst som jeg troede, at jeg ville vælte og blive blæst omkuld af det stormvejr, der var opstået i mit indre, opdagede jeg, at jeg faktisk er som et træ med dybe og solide rødder. Og jeg, som elsker træer!

Lys, mørke og melankoli

Den lyse del af året kulminerede for mig ved fejring af sommersolhverv og lukker sig nu om mig igen som kalklåget om vinbjergsneglen. Lys mod mørke. Jeg har lovet mig selv at jeg, i endnu højere grad end tidligere, vil forsøge at gøre det, som naturen opfordrer os alle til nu; kontemplation, indre nærvær, restitution og hengivelse.

Hengivelse og melankoli

Dagene er korte nu og lyset er dæmpet. Selvom jeg nyder turene ud, ofte i selskab med mine elskede hundepiger, så er den tid, hvor jeg uden dårlig samvittighed eller modstand hengiver mig til trætheden og mørket, guld værd og en vigtig del af processen. Naturen har lært mig, at mørket og vinteren har en helt særlig kvalitet, som vi kan drage nytte og glæde af, hvis vi da ikke kæmper imod.

Melankolien hører med. Dans med den. Lad den være en del af de farver, der udgør din personlige palette.

En velsignelse i forklædning

Sommerens hændelser vil jeg ikke gå i detaljer med. Det, der skete, er ikke alene noget dybt personligt, det involverer også andre mennesker, hvis anonymitet jeg ærer og respekterer. Jeg vælger at se på dem som hjælpere, der på deres måde skubbede mig på rette vej. For det, der i sensommeren fremstod som en hård, ubarmhjertig og, synes jeg dengang, temmelig uretfærdig forbandelse, viste sig at være en velsignelse i forklædning. Selve læringen kom først i månederne efter og opstod midt i et indre mørke, der i lange perioder føltes som vildfarelse. Jeg for vild, sagde jeg, men efterhånden gik det op for mig, at jeg på ingen måde var faret vild. Tværtimod.

Tomrummet og sorgen fortalte historier

Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg til sidst valgte at sidde i og lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min barndom og uden tvivl også i tidligere liv.

Mørkevandring og styrkeprøve

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve. Den gav mig visheden om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til ”mit sande jeg” gennem de oplevelser, sommeren bød på. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast.

En slags sjælens mørke nat

Måske var det en slags ”sjælens mørke nat” jeg vandrede i gennem sommeren og efteråret? Under alle omstændigheder fik jeg gennem hændelsen og det, der skete efterfølgende, øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som har formet og til dels bestemt udfoldelse af mit liv indtil nu, men som nu ikke længere tjener mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen, men jeg var ikke faret vild i ordets egentlige betydning. Eller var jeg? For på samme tid var jeg på rette vej.

Vildfarelse og lysninger

Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild

har Tomas Tranströmer så fint udtrykt det. Vildfarelse, ved jeg nu, er uden tvivl en vigtig del af den indre rejse, sjælens rejse, for uden at miste orienteringen for en stund finder vi  ikke netop den lysning, der er vores sted og hvor nye og vigtige erkendelser opstår.

Tillid til processen

I mørket, i det tidlige efterår, hvor krager, råger og ravne fløj ind over mit landskab, blev jeg kærlig opfordret til at have tillid til processen. Det handlede om at give slip, gradvist, langsomt på samme måde, som træerne slipper bladene i efteråret, men det handlede også om at turde være i mørket og i den tilsyneladende vildfarelse.

Skridt for skridt, ord for ord, fik jeg hele tiden serveret små flager af sandheden, men jeg var ikke klar til hele sandheden endnu. Ved efterårsjævndøgn var jeg endnu i proces og sorgen lå om mig som en tung dyne. Måske kunne jeg have sparket dynen af og rejst mig, men jeg var for udmattet og samtidig forstod jeg, at det ikke længere handlede om at flygte eller forcere. Det handlede om at blive og om at vente.

Vent, intet hastværk

”Vent”, hviskede stemmen dybt i mig og krager, råger og ravne stemte i. ”Vent, bliv i mørket, bliv i efteråret og læn dig op af træerne for at hente styrke og visdom. Bladene, der falmer og den proces, hvor vi giver slip. Langsomt, intet hastværk, ingen forcering. Det føles måske pinefuldt, men det er kun fordi du værger dig imod det uundgåelige. Prøv med accept, hengiv dig til det og lad det være en dans. Dans med alt det, der smerter og vid, at du på et tidspunkt kommer ud på den anden side en forvandlet kvinde.”

Ofte så jeg lyset på himlen, det kom og gik gennem efteråret, og jeg forstod, at jeg blot skulle hvile så godt jeg kunne og ikke forsøge at flygte, selvom det gjorde pokkers ondt. Sandheden er, at jeg heller ikke kunne flygte. Jeg var for træt, for udmattet, min søvn var dårlig og min kreativitet lå i dvale. Der var ikke så mange ord endda, men jeg skrev morgensider og jeg søgte råd og vejledning gennem de ord, jeg skrev i sjælebogen. Jeg fik både hjælp, svar og kærlig poesi med på vejen gennem ordene, der opstod i de måneder.

For der er altid fortællinger, der som fyrtårne kan skinne i mørket og lede os på vej. Vi skal blot møde op, gør os modtagelige og skrive dem.

Nej, fandme nej!

En søvnløs nat, hvor jeg var ved at drukne i min egen sorg, dukkede hun op som et væsen, der slog gnister fra et sted dybt i mig. Hun bandede. Ja, det gjorde hun, hendes stemme var høj og klar men uden skarphed eller anger: Nej, fandme nej! Og jeg mærkede, hvordan styrken og kraften ulmede fra et sted dybt i mig og noget genopstod dér i den mørke efterårsnat.

Hun var ikke bare en voksen kvinde med bagagen fuld af levet liv og ar på krop og sjæl. Hun var ikke bare en vis kvinde, der havde opdaget, at hun kunne se og at hendes særlige sensitivitet var en gave, som hun var blevet skænket for at bruge den til det, hun gør bedst og som hun holder allermest af. Hun var ikke bare en voksen dame med grå hår som fine striber i det lyse. Hun var også sit indre barn.

Pigen, kvinden og lynlåsen

Den lille pige og den voksne kvinde smeltede sammen dér i mørket før daggry. Det sitrede i min krop, tårerne strømmede og det var som om jeg kunne træde ud af sorgen lige dér. Kom, hviskede den lille pige, se der en lynlås midt i sorgen og den voksne kvinde nikkede smilende og trak forsigtigt i den. Lynlåsen. De åbnede i fællesskab sorgen for mig og jeg kunne træde ud. Et nyt daggry åbnede sig på nattehimlen og jeg spejlede mig i det spæde lys, der opstod lige dér. Først da var jeg i stand til at tilgive og give slip på noget, jeg havde holdt så krampagtigt fast i. Først da var jeg klar til virkelig at tilgive.

Og mest af alt handlede det om at tilgive mig selv.

Alkymi og kvindekraft

Dér kom styrken. Lige dér i mørket.  Alkymi og kvindekraft. Den lille pige med eventyr og rottehaler og den voksne kvinde med erfaring og levet liv gik hånd i hånd. De dansede, de rørte hinanden, tørrede tårer væk og flækkede så sammen i hjertelig latter. Det hele smeltede sammen. Det var ikke, som jeg tidligere havde formodet, bare et spørgsmål om at holde om min indre pige, favne hende og trøste hende. Det var et spørgsmål om at smelte sammen med hende. De to, den unge og den ældre, rakte ud og blev forenet. Der var tårer og der var latter dér i mørket og ”nej, fandme nej” blev til en forvandlingssang lige dér.

Forvandlingssangen

Senere hen omskrev jeg den, forvandlingssangen, så den blev lidt mere poetisk. Men det er stadig ordene jeg bruger, hvis jeg skulle blive i tvivl om min egen kraft og styrke. Nej, fandme nej! Og jeg er sikker på, at du, min ven, enten har fundet eller vil finde helt dine egne ord, med netop den energi og det eftertryk, der sætter dig fri.

For ord er magiske. De er kreative. Ord er ikke alene informative, de er også formative, for på sælsom og ganske magisk vis, bliver vi det, vi skriver. Ordene former os og netop derfor skal vi vælge vores ord med kærlighed og omhu. Hvis altså ikke ordene vælger os, som det skete i mit tilfælde. Men her er det energien og styrken bag, som jeg mærker og hæfter mig ved.

Min tid er kommet

Min tid er kommet. Jeg tager hånd om mig selv, jeg tager ansvar og jeg er både min indre pige med rottehaler og eventyr, magi og fortællinger, der opstår af ren og skær lyst og nysgerrighed, og den voksne, vise kvinde, som har oplevet lidt af hvert og har fået ar på krop og sjæl. Falder jeg tilbage i de gamle mønstre og giver jeg slip på den styrke, jeg nu har genvundet, og som gør mig stolt og glad midt i sorgen over, at det hele måske ikke blev så rosenrødt forsonende, som jeg havde håbet på? Nej, fandme nej!

Stærk på en stille måde

Udenfor slog regnen med ruden og sprækken af daggry var vokset. Jeg rejste mig fra sengen og mærkede de to væsener i mig blive til ét. Kærligheden var stor men taknemmeligheden endnu større, hvis man overhovedet kan adskille og gradbøje den slags. Det betyder ikke så meget. Det var sket, jeg var forvandlet. Stadig groggy, stadig træt, stadig sorgfyldt og mærket, men forandret og stærkere end nogensinde før på en meget stille måde. En styrke, der var så sårbar og skrøbelig som det første lys, der nu trængte igennem sprækken i himlen.

Crack of dawn, hviskede hun. Now you know the true meaning of the term “crack of dawn”.

En ny proces er sat i gang

Der er gået et stykke tid siden den nat. Og hvis du tror, at forvandlingen har ændret mig radikalt, tager du fejl. Forvandlingen, visheden og den indre styrke, jeg nu mærker fra et helt nyt sted, integreres langsomt som om en ny proces er sat i gang. Der er meget at fordøje og jeg har vished om, at det vil ske i helt sit eget tempo. Vinteren og mørket vil hjælpe mig her, det har jeg tillid til, for vinteren er perfekt til fordøjelse, restitution og kontemplation. Jeg føler mig sårbar og nøgen som træerne uden blade, men den følelse er en fordel, lover træerne til mig og kragerne stemmer i.

Kom, lad os danse

”Når tid er”, hvisker vinden og forvandler sig til storm. ”Der er meget at rense og blæse bort. Men kom, kom dans med det. Træd ud i det og se, at du faktisk er inde i det.  Det føles anderledes, når du ikke kæmper imod, men hengiver dig til, som er. ”

Snart er det vintersolhverv og lyset vender tilbage

Året er næsten gået og dybt i decembers favn er det vintersolhverv, solårets og naturens nytår, det vendepunkt, hvor lyset fødes af vintermørket på årets længste nat. Som ørnen svæver jeg over det landskab, som var og alt det, som jeg lærte og fik med mig. Jeg ser, jeg betragter og uden at ville det anderledes, hilser jeg både sorger og glæder velkommen som en del af det store billede. Det er ikke alt, jeg forstår, men jeg vælger at give slip på den evige søgen efter forståelse. I stedet hengiver jeg til livets mysterium, for det er i sidste ende det mysterium, der gør mig levende og fri. Det giver mig lyst til at gå på eventyr og livets eventyr er noget, som pigen i mig elsker. Jeg skriver om det og jeg lever det. Hver eneste dag i det, der også kunne kaldes et helt almindeligt liv. Men alting er tilsyneladende. Og som den gode Majbritte Ulrikkeholm så fint har sagt det: “Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr til mit liv.”

(Teksten stammer fra 2015 og derfor er den lidt forud for sin tid. Der er et par måneder til vintersolhverv og indtil da skal vi rejse gennem resten af oktober, efteråret og ind i novembers tågedis. Og november er en ganske særlig måned, for her starter skrivegruppeforløbet VINTERCIRKLEN).

Der er fortællinger alle vegne

Lad os udforske, vende sten, samle rav og opdage, hvordan det hele ånder og lever. Der er fortællinger alle vegne, de findes i naturen og vi bærer dem i os, dybt i os selv. De vil gerne skrives, fortælles, deles og sættes fri. Og det, kære ven, er blandt andet min mission, mit formål og min glæde her i livet. At skabe rum og landingsplads til at kærlige og sjælelige fortællinger kan lande, løfte, fortrylle og forvandle os.

Vi er skabt til at skabe

Vi er jo skabt til at skabe, fortælle historier og dele dem med hinanden. Uden dom, uden bedømmelse og korrektur og helt uden konkurrence. Vi sætter fortællinger fri og vi sætter os selv fri. Ord for ord.

Skriveworkshops og skrivecirkler

De intuitive skriveworkshops forsætter i 2017 med et nyt program. Nye datoer følger snart og den første skriveworkshop vil finde sted omkring Imbolc i februar. Når vi har fordøjet, været og skrevet os gennem vinteren og igen har sanket styrke og lyst til at drage ud i verden med det, vi valgte at tage med os videre.

OG til det formål har jeg skabt VINTERCIRKLEN. Her skriver vi os gennem vinteren og den mørke tid forankret i vinteren, mørket, naturen, årshjulet og den cyklus, som vi alle er en del af. Kom gerne og vær med, der er stadig ledige pladser.

Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv,
hvor vi sanker, hviler, hengiver os.

Og skriver om det.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

En hyldest til vinteren og den mørke tid

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser, du skal ikke begive dig ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at nå et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet. Ligesom de andre medlemmer af Vintercirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Vintercirklen

VINTERCIRKLEN fandt sted første gang sidste år og blev hurtig fyldt. Det gør godt at hengive sig til vinteren, mørket og at skrive om det. Der er mange gave at hente gennem de ord og fortællinger som opstår og selve processen er et kapitel for sig med en god portion healing. VINTERCIRKLEN er fuld af historiemedicin og vitaminer til dit vinterhjerte.

Invitation og detaljer finder du i linket her eller ved at klikke på billedet herunder. Du kan tilmelde dig indtil den 15. november, hvis der stadig er ledige pladser, men hvorfor vente, hvis du kan mærke at du skal være med? En del har allerede sluttet sig til cirklen og jeg glæder mig meget til at byde velkommen.

Vintercirklen starter den 1. november og varer indtil udgangen af februar (4 måneder). Det koster DKK 1090,- at være med i hele forløbet. Flere detaljer finder du i invitationen.

Du tilmelder dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Du er ventet og du er velkommen.

Kom, lad os danse.

Kærlig hilsen
Lene

vintercirklen-011116