Naturligt

Hun er god til det, det falder hende helt naturligt. Hun skal ikke anstrenge sig eller bøje skeer med vind og vejr. Når hun slipper sit tag i de stramme tøjler og får kvalme ved tanken om mere kontrol, slår sjælen ind på en anden kurs. For der findes en anden vej. Der skrives så... Continue Reading →

Fortællersken og frygten

Du er draget af Fortællersken og hendes univers, din skrivelængsel kalder. Du er på vej ud af din komfortzone og det ved du godt, for det kan være et frygtindgydende færd at kaste sig ud i noget, man virkelig drømmer om og som man kan mærke helt ind i sjælen. For samtidig er det usikkert,... Continue Reading →

Efter mørkestormen

“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →

Bag skrivelængslens kald

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →

Julerosen

Nogle gange ved du uden at vide. Noget er undervejs og er ikke landet endnu. Men fornemmelsen er klar i dit blod som et indre syn, der manifesteres. Måske er det endnu for tidligt for tidligt at sætte ord på, men du skriver alligevel et par ord i din bog, nøgler som endnu ikke har... Continue Reading →

Livlinen

“Du må lære at stole på fortællingens kraft og kende den som en væverske kender sine tråde. Dine fingre og din pen i bevægelse over blanke sider, linjer, lytte, lære og have tillid.” ”Men hør, hvad laver du da denne morgen på fortællerskens vej? Det var måske lige kækt nok, men med tiden bliver jeg... Continue Reading →

Alt er tilsyneladende

Hver eneste morgen er en ny begyndelse. Foran mig ligger de blanke sider med linjer som en uendelig landevej, linjer der endnu mangler sine ord. Min intention starter i det øjeblik, jeg tænder skrivelyset og trækker mine kort. Her skænkes jeg tre ord, der er som nøgler til usynlige døre og låger undervejs. Med pennen... Continue Reading →

Uglen og fortællersken

Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →

Floden

Der behøver ikke at være en fortælling I dag, men alligevel hvisker noget i løvet. Jeg havde glemt, at det var forår, glemt Beltane og at vi er godt på vej mod sommer. Kulden, vinden og stormen i mit hjerte holdt mig fast i vinterlænker. Lænker, som var frivillige, for ikke lang tid gik, før... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑