Når skrivelængslen kalder
You must pick a flower and let the story tell you. Det er Hind igen, den gode Eilid, datter af dansende mysterier. Det er søndag morgen og jeg er vendt tilbage, ude af stand til at glemme det særlige sted. De slanke planter med hvide blomster står stille, som venter de på noget. ”Eller nogen?... Continue Reading →
Jeg følger efter den hvide hind ind i skoven. Tusmørket ligger som et filter over landskabet, luften er fugtig og dufter af regn. Jeg drømte om hende, det er jeg sikker på og nu spørger jeg mig selv, om jeg er vågen. Drøm eller virkelighed? Mine ben bliver ved med at gå og vi er... Continue Reading →
Jeg samler kraften i pennen og begynder at skrive. Uro, sitrende forventning og inderlig længsel samles i forening og er nu det blæk, jeg skriver med. Fokus, det er essentielt, skriv og giv så slip igen. Du skal ikke sætte ord og sætninger i fængsel. Lad dem leve, ånde og frit flyve derhen, hvor de vil.
Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →
”Du troede måske, at det var slut nu, men kære ven, det er kun lige begyndt. Det starter i det stille og for hvert skridt og i dit nærvær gøres du klar. Bare én ting mere, inden vi skilles igen. Se aldrig udenfor dig selv efter en leder eller guru. Mange vil berige dig med... Continue Reading →
Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det... Continue Reading →
Det må være årets mørkeste morgen. I min skrivestue har jeg tændt lys og ordene drypper i skæret fra den blafrende flamme. På bordet ligger to magiske sten, som symboliserer min rejse og to ord, der skal følge mig her over tærsklen til det nye solår og give mig hjertemod og styrke på vejen videre.... Continue Reading →
Længslen. Skrivelængslen. Den kommer til os gennem det skrevne ord, en sætning, et digt eller en fortælling. Genklangen kan være subtil eller hårdtslående, men der er ingen tvivl. Det er en dyb og rungende længsel, som får os til at huske, hvem vi egentlig er og hvad vi længes efter. I små dryp af genkendelse.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 