Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Det er sidst i marts og solen skinner. Da jeg trækker gardinet fra, må jeg misse med øjnene, lyset er skarpt på den kridhvide sne. Vinteren er tilbage. Forårstegn og spirer er gemt under sneen, men solsorten tripper fornøjet rundt og gør sit job. Thi solsorte ved. Efter besøget i Visdommens Mose skete der noget... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Keep a little room in your heart for the unimaginable (Mary Oliver) Stille, hvisker vinden, livet går forbi. Dit vindue, rul persiennerne op og drik duggen af den nye morgen. Vend dig mod øst og få øje på ham højt til himmels, der hvor solen blænder. Ørnen, din ærkefrænde. Ørnen som bringer dig luft og... Continue Reading →
Der er en længsel og et løfte. En tone, som stille synger sig selv gennem disen. Jeg mærker det, men er samtidig klar over, at dette er endnu en dag på tærsklen. Jeg svøber mig i disen, en blåhvid kåbe og traver af sted gennem pytter. Tøvejr. Det er lidt varmere nu, men luften er... Continue Reading →
Jeg hæfter mig uvilkårligt ved birketræet i midten af kortet, stammen af sølv, forgreningerne og den måde, hvorpå det spejles af vandet. Birketræet som bl.a. symboliserer en ny begyndelse, denne gang med et fundament som har været udfordret og rystet i sin grundvold. Det mærkes i krop og sjæl. Ørnen er frænde og kommer med... Continue Reading →
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
“Kan det magiske vandhul mon rumme min sorg?” spørger jeg Frøen, som er tilbage på åkandebladet. ”Jeg har mistet min elskede hund og tomrummet er stort. Det var med hende, jeg gik mine morgenture, langsomt, dvælende og fuld af dugfrisk magi. Hun viste mig vej til alt det, der er usynligt for det blotte øje.... Continue Reading →
Trust … all will be revealed Tillid, det er mit ord til dig i dag. Gennem natten i fuldmånens mælkehvide land, slingrende søvn og en følelse af at synke i kviksand. Men du har faktisk taget vigtige skridt og der er ingen vej tilbage. En dør er smækket bag dig og nu står du her... Continue Reading →
“Something beautiful is being born in your life.” Stille nu, jeg skriver langsomt og lader pennen forme hvert bogstav, som blev det hugget ud i sten. Som runer finder skriften vej og det tomme papir i skrivebogen fyldes ord for ord. Vinden er blæst op, træerne danser og lufter de nye skud. Spirer, alt det... Continue Reading →
“Be kind to your fears but don’t let them block you”. Jeg synes forbavsende ordløs her til morgen, overbevist om at ord og sætninger i simregryden ville være bristeklar her på trappen til morgen. Jeg springer fra de sidste trin og ind i køkkenet, hvor den står på det gamle komfur. Gryden. Lyset kommer snigende... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 