Når skrivelængslen kalder
“Be kind to your fears but don’t let them block you”. Jeg synes forbavsende ordløs her til morgen, overbevist om at ord og sætninger i simregryden ville være bristeklar her på trappen til morgen. Jeg springer fra de sidste trin og ind i køkkenet, hvor den står på det gamle komfur. Gryden. Lyset kommer snigende... Continue Reading →
To understand beginnings, we must know endings. Med de ord træder hun frem i det dæmpede morgenlys, det er køligt og skyerne er grå og fyldige. Solen synes langt væk. Jeg går gennem duggen, korn og græs og lytter til solsortens sang. Koncentrerer mig om hvert skridt, min intention om at være nærværende og ikke... Continue Reading →
Det er med et strejf af luftig taknemmelighed at han lander på mit bord og i min bevidsthed. Smilet er ikke til at tage fejl af, humor danser altid tæt med alvor og egentlig behøver han slet ikke at sige noget. Der er for længst opstået en særlig indforståethed mellem os. Dog er det længe... Continue Reading →
Både i livet og på skriverejsen er tomrummet et af de sværeste steder at være. Du har sikkert oplevet det utallige gange. De tidspunkter, hvor energien stagnerer og holder dig tilbage, uanset hvad du prøver at gøre eller hvordan du forsøger at forcere. For energien er ubrydelig. Hvis vi hengiver os til det i stedet for... Continue Reading →
Disen danser og solsorten sidder på en gren som en sort silhuet blandt de sidste blade. Den synger sin sang. Skrivelysene brænder, der er kaffe i koppen, grøn for håb, og en kvinde er mødt op for at skrive sig vej ind i dagen. Hun mærker impuls til flugt, for hun ved af erfaring, at... Continue Reading →
I dag er vejret i sync med mit humør. Vi danser i takt, regnen, blæsten og jeg. Jeg er lige kommet ind fra morgenens gåtur med hunden og en stemme som vindens hvisker i mit øre: You’ve only just begun. Tærsklen mellem efterår og vinter Jeg kaldes ind, kaldes hjem og inviteres til at lytte.... Continue Reading →
Morgenerne er kølige nu, duggen ligger tungt over landskabet. Jeg hilser det kommende efterår velkommen, når jeg vender mig mod øst. Solen stiger langsomt til vejrs. Bag skyerne. Jeg mærker, at de ord ikke er den rette indgang. Jeg prøver en port, men den synes låst. Hvis porten ikke åbner, når du banker på og... Continue Reading →
Hun har truffet en beslutning. Højt siger hun til sig selv: Jeg kan ikke længere sætte mit liv på pause. Altid har min lykke og mit velbefindende været afhængig af andre og af ydre omstændigheder. Altid var der noget, som stod i vejen for min glæde. Noget at tage sig af. Nogen at tage hensyn... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 