Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
Da jeg har skrevet i min rejsedagbog, bladrer jeg lidt i den og forundres. Så mange sider, så meget skrift. Det startede på kanten til november, hvor Gwyneth dukkede op og rejsen begyndte. Men egentlig startede det hele med Dråbefangeren som en slags prolog, en trylleformel, som åbnede den knirkede låge og hvor landskabet omkring... Continue Reading →
Jeg elsker de tidlige morgener, hvor jeg vågner veludhvilet og tiden står stille. Hvor jeg forsigtigt kravler ud af sengen, tager min morgenkåbe på, trækker gardinet til side og slår skrivebogen op på næste tomme side. Min rejsedagbog, som Dråbefangeren gav mig. En særlig gave. Snart brænder skrivelyset og jeg er klar til at trække... Continue Reading →
”Det sker på forskellige tidspunkter” siger Beithe og slår ud med armene som en dirigent, der leder musikken på vej. ”Og det er ikke et ukendt sted for rejsende kvinder i februar. Tomrummet.” Vi er samlet til morgenmad i spisestuen. I dag står menuen på blidegrød med svesker og ristede valnødder. Tykt flydende honning tegner... Continue Reading →
Blå morgen med stjerner og månerester. Blå morgen med håb. Nu kan man mærke, at lyset er vokset og dagen er tiltaget med femogfyrre minutter. Især når himlen byder på morgenstykker med blå og skyerne spreder sig og giver plads til kulden. Jeg vågner inden det sker og ligger længe i håb om at falde... Continue Reading →
”De kort, der trækkes til dig på din fødselsdag, har ekstra stor betydning”, erklærer Scarlett December, mens hun vender de tre kort i stearinlysets skær. Vi sidder i et værelse, jeg ikke vidste fandtes. Hun kalder det tarotrummet. Tunge mørke gardiner for vinduerne, en bogreol med bøger, tarot- og orakelkort. Et rundt bord med hæklet... Continue Reading →
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Nogle siger at han er stjernebillede, men han er også en frænde, som jeg møder ved broen til vinter. Det er Samhain og mørket er tykt og ufremkommeligt. Værelset har intet vindue og ingen vægge, alt er sort. Jeg taler med mine afdøde slægtninge og beder dem om hjælp. Senere dukker han op og velsigner... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Han er ikke alene, en anden er kommet mig i forkøbet, en ældre kvinde så vidt jeg kan se. Hun er iført en mørk kåbe og om livet har hun et forunderligt bælte lavet af fiskeskind. Det får jeg først at vide senere, nu står jeg stille i silende regn og betragter landskabet som jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 