Vejen til den vise kvinde

Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores spørgsmål:

“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés – 

Skrivelængsel og fortællinger

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.

Fordi vi har skrivelængsel. Fordi noget vil skrives og fortælles gennem os.

Den vilde kvinde. Den vise kvinde. Tornerose, som vågner efter at have sovet i 100 år. Hun kalder og det gør hun også via din skrivelængsel.

When Sleepy Beauty wakes up she is almost always fifty years old
– Maxine Kumin –

Fortællingerne

Fortællingerne er en rød tråd på min egen skriverejse. Det blev bare sådan, selvom det ikke var en bevidst intention, da jeg i sin tid begav mig af sted. Men min indre fortællerske så snart sit snit til at snige sig ind mellem linjerne og efterhånden som jeg skrev, kom jeg dybere og fik efterhånden kontakt til alt det, der havde ligget hengemt i mig selv. Jeg fulgte længslen, jeg mødte op og jeg skrev.

Og fortællingerne dumpede ned i min turban og ud på papiret.

Jeg lærte mig selv at lytte og hun lærte mig at høre de subtile toner, lyden af min egen sjæls sang. Jeg blev snart klar over, at det ofte kun var i stilhed og i selskab med mig selv, at jeg virkelig kunne høre hendes stemme. I mit skriverum og i naturen, som snart kom til at spille en essentiel rolle på min rejse.

Naturen hjalp mig med at skabe forbindelse, at åbne op og at lytte til alt det, der nu er blevet en del af min vej. Den naturlige cyklus, årshjulet og alt det, der danser mellem linjerne. Det subtile, uformgivede, alt det, der er undervejs. Fortællingerne, fuglene, månederne og meget af det, som jeg også underviser i og giver videre til kvinderne i skrivecirkler og skriveforløb. Historiemedicin. Ord for sjæl og hjerte.

En ensom pilgrimsfærd

En del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd og det kræver sin kvinde at skabe et kærligt rum, hvor man befinder sig en fisk i vandet eller et træ i jorden. Forbundet. Alene.  For det er tiden alene og ofte i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for.

I øvrigt er mange af de skriverejsende, som jeg har i forløb, introverte ligesom jeg selv. Og selvom det på ingen måde er et krav, er det faktisk en stor fordel, at du befinder dig godt i eget selskab og ikke har travlt med at komme ”ud og væk”, når du skriver og begynder at få kontakt med dybe steder i dig selv. Steder, hvor din livsflod flyder og hvor du kan høre og lytte til sjælens sang.

Samtidig giver sjæletiden og tiden alene dig det, du har brug for i dit liv som introvert. Egentid, hvor du kan nære dig selv og tanke op. Alenetid, hvor du også sanker, for det er en del af både den kreative proces og din egen rejse.

Dit skriverum kan blive dit fristed. Så følger du både din skrivelængsel, du lytter og sætter ord på det, som rumsterer, men du giver samtidig dig selv et sted, hvor du kan nære dig selv og din introverte natur. For det kan være en svær balance at finde tid til sig selv og lytte til sjælens sang i den moderne verden.

John O’Donohue skriver som følger om ensomhed eller alenehed, solitude i sin vidunderlige bog “Anam Cara”:

“Solitude people, they learn to whisper awake the deep well of love within. This is not a question of forcing yourself to love yourself, it is more a question of exercising reserve, of inviting the wellspring of love that is, after all, your deepest nature to flow through your life. When this happens, the ground that has been hardened within you grows soft again.

When you cease to fear your solitude, a new creativity awakens in you. Your forgotten or neglected wealth begins to reveal itself. You come home to yourself and learn to rest within.”

Selvvalgt alenehed for ja, jeg er introvert! 

For mig er skriverejsen blevet en hengivelse til både min introverte natur og til den dybe længsel efter noget andet og noget mere, som altid har fyldt mig med både eventyrlyst og vemod i lige store dele. Skriverejsen har åbnet døre og skabt de rum, der var essentielle for mig og som gav mig en dyb forståelse af gaven ved selvvalgt ensomhed eller alenehed, som jeg også kalder det.

Nu siger jeg nej til for meget og for hyppig social aktivitet. For jeg har en anden aftale og den har jeg med mig selv. Jeg har lært mig selv at overholde egenaftaler på samme måde, som jeg afholder aftaler med venner og familie. Det betyder alt for mig, at jeg giver og nærer mig selv på den måde, der gør mig godt og som er helt naturligt for mig, for kun sådan kan jeg være i verden på en velafbalanceret måde og give af det, jeg har.

Min indre vise kvinde bor i aleneheden. Hun næres af de rum, jeg skaber til mig selv og hun vokser sig stærkere, når jeg forbinder mig via det, som nærer mig. Når jeg vandrer i naturen, sidder i stilhed og ofte i meditation og ikke mindst når jeg skriver. Hun dukkede endelig op, da jeg holdt op med at kæmpe mod min natur og den kvinde, jeg egentlig er og hengav mig til det, der skulle vise sig at være min dans. Hun er blevet min dans. Og jeg er blevet hende.

Jeg flygter ikke længere fra mig selv og min introverte natur, jeg forestiller mig ikke længere og bilder hverken mig selv eller andre ind, at jeg er en anden, end den jeg er. Jeg har brug for alenetid og jeg har brug for meget af den. Så jeg kan høre og mærke min sjæl.

I stilhed. Alene.

Jeg forbinder mig via ordene på skriverejsen og jeg forbinder mig i naturen og med naturens hjælp. I stilhed. Alene. Rummet er både et indre rum og et ydre rum, ofte i min egen skrivestue eller ude i naturen. I naturen finder jeg den ro og det nærvær, som min sjæl længsel efter. Jeg mærker forbundethed, jeg lytter til træer, fugle og bevæger mig på kanten mellem verdenerne. Jeg får jordforbindelse og jeg kommer hjem.

Når det ikke kan udsættes længere

Og så er det jo sådan, at de kvinder som kommer til mig og melder sig til en skrivecirkel eller et andet slags skriveforløb, ofte har det på samme måde som jeg. Også de er som oftest introverte, også de har skrivelængsel og en dyb lyst og drift efter at hengive sig til sin egen sjæls sang gennem den skrivelængsel, de mærker. De hører hende kalde, den vise kvinde. De kommer med en dybfølt intention om endelig at møde op og lytte, for tiden er kommet og det kan ikke længere udsættes. Der er fortællinger, som skal høres, fortælles og måske deles.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

You create a path of your own by looking within yourself and listening to your soul, cultivating you own ways of experiencing the sacred and then practicing it until you make it a song that sings you.
– Sue Monk Kidd – 

Rejsedagbøger

Jeg vender tilbage til mine notesbøger, jeg læser mine egne ord og indser endnu engang vigtigheden i at holde øje med sig selv i processen. Jeg kalder dem mine rejsedagbøger, de efterhånden mange håndskrevne notesbøger i min samling. De er essensen af min indre pilgrimrejse og samtidig en løbende manifestation af den forandring og forvandling, der er sket. De er spækket med små citater og ting, som inspirerer mig undervejs og som har synes vigtigt for min rejse og min udvikling.

Og de er fulde af små fortællinger, som jeg selv har skrevet og som alene er opstået, fordi jeg mødte op og skrev. Igen og igen. Fordi jeg lærte mig selv at lytte. Til hende.

Hun lærer mig at danse

Jeg ser hende, jeg hører hende, jeg lytter og læser hendes fortællinger. De fortællinger, som hun lader skrive gennem mig. Og efterhånden mærker jeg hende i både krop, sjæl og knogler. Der er ikke længere nogen adskillelse. Måske glemte jeg hende på et tidspunkt, men hun glemte aldrig mig. Nu er hun vågnet, hun er blevet en temmelig tydelig del af mig selv og hun hverken vil, kan eller skal ignoreres. Kød, blod, liv og sjæl. Hun lærer mig at danse, hun viser mig trinene og efterhånden bliver det lettere og lettere at følge dem. At danse, bare at danse.

Hun lærer mig at sige ”nej fandme nej”, når jeg igen er lige ved at ”klippe en hæl og hugge en tå”, men hun viser mig, hvordan man gør det fra et kærligt sted. Hun er blevet en uvurderlig del af min skriverejse, hun er min fortælling og jeg er hendes. Hun er min sjæl og min længsel. My awen alone. På skriverejsen.

”We may have forgotten her names, we may not answer when she calls us, but in our bones we know her, we yearn toward her; we know she belongs to us og we to her.
– Clarissa Pinkola Estés-

Vejen til den vise kvinde

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, et indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Derfor er det en styrke og en gave at være introvert, hvis skriverejsen er den vej, vi vælger. Eller den vej, som vælger os, for ofte er det skrivelængslens kald, der gør at vi endelig møder op og sætter ord på.

Så skaber vi vejen og vi skriver hende frem. Den vise kvinde.

Det, der står i vejen

“When I dare to be powerful, to use my strength in the service of my vision, then it becomes less and less important whether I am afraid”, siger Audre Lorde.

Frygt, modstand og alt det, der står i vejen, hører med. Den findes ikke uden, skriverejsen, men efterhånden lærer vi, at vi kan skrive os igennem. Hver eneste forhindring på vejen har sin helt egen fortælling og når vi lytter til den og lader den skrive sig gennem os,  fordamper den ofte som en regndråbe i solskinnet på den første forårsdag.

Vi skriver i livet. Og vi skriver vores vej. Vejen til den vise kvinde. Din indre fortællerske, din livsflod, din sjæl.

Kærlig
Lene

Læs også gerne: Frygten hører med

Fortællersken I, Intuitiv Skrivning –
Online skrivecirkelforløb for kvinder

Nyt hold starter den 1. september 2022
Varighed: 4 måneder

Der er ravnerabat ved tilmelding senest den 1. august – du sparer 300 kr. på deltagergebyret

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still, today, the voices of women are quieter, and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them.
The Wise Woman is remaking the world.
– Sharon Blackie –