Kompasset

Stille glider pennen over papiret og fanger de første ord. Hun er blot hende som holder pennen. Ord former sig og bliver til sætninger og dagens tekst folder sig ud. Hun lader sig guide af ord og fortællinger årshjulet rundt. Hun skriver fra det spæde forår og helt ind i vinterens favn. Hun får fat... Continue Reading →

Når sårbarhed vendes til styrke

Mens jeg gik morgentur, dukkede den op igen. Skolen for Fortællersker. Jeg slap den og lod ideen simre i sig selv under Corona-krisen. Det var ikke helt tid endnu. Imens har ideen vokset sig stærkere som rødder i min jord, uden at jeg har gjort noget særligt. Et frø er blevet til en kraftfuld spire.... Continue Reading →

Længslen lever

I tiden under Corona har jeg fået langt flere forespørgsler end normalt, men færre har faktisk booket. Jeg venter lige lidt, jeg skal lige være helt sikker. Dér har været mange følehorn ude, men de blev trukket til sig i gang. Som når man gerne vil i vandet, stikker tæerne i og mærker kulden. Det... Continue Reading →

Snigeren

En fortælling hvisker. Det er fortællingen om snigeren. Jeg indfanger den med mit sommerfuglenet og spørger høfligt, om det er i orden. ”Det er det naturligvis” siger fortællingen med både lethed og alvor i stemmen, ”når blot du sætter mig fri igen bagefter.” Det er jeg indforstået med. Det åbne vindue knirker i hængslerne. Der... Continue Reading →

Ventetræet

Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →

Ønskebrønden

Jeg tøver med at sætte ord på, men den kreative proces fordrer både intention og stille handling. De første ord på tomme linjer, de første spæde skridt. Mod til at prøve dig frem, til at lykkes og til at fejle. Det, der skal komme vil møde dig undervejs og der sker aldrig i tankerne. Tro... Continue Reading →

Hende der spørger

Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →

Knoglesamleren

Jeg forsøger at huske, hvad hun fortalte mig i går. Hvad jeg lærte. Men for at huske det, må jeg gå dybere og ind i kroppen. Så jeg sætter mig stille på kanten af den nye dag og mediterer. Siger tak. For den vej, der åbner sig i mig som en sprække. Lyset er dristigt... Continue Reading →

Mens en lille fugl synger

Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, hvad ville jeg da have gjort anderledes? Hvordan kunne jeg dog tro, at historiemedicin gør en vidunderlig forskel og skænker magi og symboler, som sjælen forstår? Hvordan kunne jeg tro, at jeg ville få hjælp, hvis jeg valgte at følge mit hjerte og forlod den brede hovedvej med... Continue Reading →

Mirabellesang

Måske er det forår, men det også vinter. Vinter på tærsklen. Denne tid strider imod dit instinkt, siger du, men forholder det sig egentlig sådan? I dag vil jeg invitere dig på en indre retræte og vise dig noget, du har overset i bunken af frygt og bekymringer. Det ligger dér og glimter som guld... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑