De forsvundne ord

Det var et frygteligt sted at være. Corona-virus og advarsler så langt øjet rækker. Og så skulle hun til begravelse. Tunge skyer, silende regn og et humør, der fuldstændig matchede vejret.

Mennesker stod ud af deres biler og gik op mod landsbykirken. Udenfor kirken stod bedemanden, som var en kvinde med en flaske sprit. De fik alle spritvasket hænderne og ingen gav hånd eller knus. Hilste med øjne og albuer. Satte sig. Dér stod kisten, der lå alle de smukke blomster.

Hun satte sig blandt de andre. Og nu kommer hun i tanke om, at hun glemte det, hun egentlig havde haft en intention om. Om at sige farvel til det gamle, den gamle måde, lade kirken, bisættelsen og kisten, der blev båret ud være en slags symbolik for hendes eget farvel til det, der var. Det glemte hun.

For hun blev pludselig vred. Så vred at hun ikke kunne synge de salmer, der skulle synges. Hendes stemme knækkede over og vreden stivnede i halsregionen. En knude dansede i maven. En følelse af dyb og inderlig uretfærdighed.

Det maskuline væltede ud af sangbogen og slog hende som lussinger. Nej, hun kunne ikke synge. Hun følte sig undertrykt på hele det mødrene ophavs side.  Selvom de kvinder, der var i kirken den dag, så ud til at befinde sig godt som altid. Begravelse. Et sidst farvel. En smuk sjæl fløj videre, en kvinde ganske vist, men Gud er hankøn og refereres til som ham. Gud er maskulin, bestemmende, dømmende og dominerende. Salmerne osede af det og pludselig kunne hun ikke synge dem. Stemmen knækkede over og vreden fyldte midt i sorgen. Det poetiske krakelerede og ordene forsvandt.

Jeg er forsvundet. Mine ord er forsvundet.

Jeg kan slet ikke forholde mig til det, tænkte hun og hendes tanker gled tilbage i tiden og alle de gange, hvor hun som yngre havde følt noget lignende uden helt at vide hvorfor. Hvor hun følte sig fremmed, amputeret og næsten kønsløs. Hvad er det at være kvinde og hvordan føles det kvindelige spirituelle?

“Vi skal nu forkynde vores kristne tro”, sagde Præsten, som i øvrigt også var kvinde, men det kunne hun ikke. For det var ikke hendes tro.

Hun prøvede noget. Hun sang med på et par vers i en salme og skiftede fader ud med moder, han ud med hun. Det føltes straks lidt bedre. Og først da Dejlig er Jorden lød, kunne hun synge både højt og rent. Hendes stemme kom tilbage.

Dejlig er jorden … min moder.

Men det stoppede ikke dér. For efter bisættelsen skulle de til et fint arrangement med frokost og forplejning. Sprit til hænder, mad til sultne maver.

Følelsen af at være faldet helt ved siden af og sidde et sted mellem linjerne som et udskud. Et strå af noget andet, en plante uden navn.

Jeg er så dårlig til small talk og når der er gået et par timer, er jeg fuldstændig drænet for energi og kan næsten ikke finde på mere at sige. Der tales højt, men ingen siger rigtig noget. Det er floskler, gentagelser, det samme som sidst. Som altid følte hun, at der var noget galt med hende, som om hun manglede et selskabelighedsgen og simpelthen ikke var i stand til at lade som om. For en stund gik det. Men så heller ikke længere.

Follow the Raven

Senere dukkede fortællingen om Ravnekvinden op.

Jeg mangler min historie

Træt tog hun hjem og gik tur i regnen. Så kom der flere nyheder om Corona-virus og restriktioner og hun følte sig fanget i frygt og ingenmandsland. Ingen kvindes land. Det her er ingen kvindes land. Jeg har brug for noget andet. Brug for et andet slags fundament. Brug for at høre samler og hymner til det kvindelige, feminine og det spirituelle univers, jeg selv er forankret i.

Jeg mangler redskaber. Værktøjer. Jeg mangler min kraft som kvinde, mit rodnet og min historie. Mine ord er forsvundet.

Jeg mangler min historie. På et tidspunkt blev jeg afskåret fra den. Amputeret. Jeg må finde den igen. Min historie. Mine ord.

Den historie, som rodfæster mig og giver mig styrke indefra. Den historie, som klæder mig på til at være i verden som kvinde og på en anden måde end før. Hvor er den fortælling? Hvem ved noget?

Det gamle, tilbage i tiden, finde gnister fra bål, der engang brændte og lytte til de bedstemødre, som havde fået noget brugbart og kraftfuldt med sig. Det blæser i vinden, fuglene bærer det med sig. Lyt. Dybere nu, længere ind.

Mine kvindelige slægtninge har ikke haft det, så hvordan skulle de kunne give det videre? Dem må jeg tilgive. Min mor, min mormor. De sov, var forstenede som kvinder, vidste ikke bedre. I gjorde jeres bedste. Jeg elsker jer, men kan ikke følge jeres vej. Noget nyt åbner sig i disen, Mosekonen brygger, men jeg aner endnu ikke hvad …

Måske var min farmor Mosekone? Hun havde noget fandenivoldsk i sig og lærte mig at spilde maling på spisebordet. Hun anerkendte mit kreative gen og sammen vævede vi historier. Måske er der alligevel noget, jeg kan hente bag …?

I am the daughter of a silent generation.

Jeg må tilgive, men jeg kan ikke lade som om. Helt forkert placeret i denne verden. Ikke så underligt, at jeg altid har følt mig anderledes. Hun følte sig tung og nærmest deprimeret.

”Jeg kan ikke hejse mit humør som et flag” sagde hun til Ulven. ”Det insisterer på at flage på halv.”

Vildskab

I dag er det Ulven, som er min frænde. Hun minder mig om min intention. I år er mit Solhvervsord Vildskab og jeg har åbnet mig for det. Dedikeret en skrivebog til det. Allerede nu bærer det store forandringer med sig i det indre. Vandfald opstår. Sluser åbner sig. Og en stor sorg kommer snigende. Jeg er strandet på Vildfarelsens Ø.

“Jeg er noget så tung og næsten deprimeret. Jeg kan ikke hejse mit humør som et flag. Det flagrer på halv.”

”Så er det vel sådan, det er i dag?” Ulven ser granskede på mig. ”Du har sagt farvel til noget, som har fulgt dig det meste af dit liv og også ind i det nye. Det nye som ny fornyer sig igen. Endnu et hamskifte. Et farvel og en sorg.

Det er helt på sin plads at sørge. Du skal ikke højne dit humør eller tage det med et kunstigt smil. Du har lov til at være ked af det. Sorg er en proces. Ær det sted. Vær tilstede dér og lyt til dets fortælling. Det store sår. Det er dit at heale.

Sæt dig i stilhed på Vildfarelsens Ø.”

Dyp pennen dybere, hvis du vil genfinde dine ord og dit hjertes fortælling

”Og du må gerne være lidt i vildrede. Sondere. Afvente. Du er ikke alene datter af en tavs generation af kvinder, du er også datter af en generation, som har bidt smerten og vreden i sig. Som har smilet, selvom de var kede af det og som har overhørt længslens kald. Husker du følelsen af at være amputeret? En dyb følelse af klippede hæle og huggede tæer? Det stikker dybere end som så. Derfor må du dyppe pennen dybere nu, hvis du skal genfinde dine ord og din fortælling.”

Lad det sensitive være din styrke

Du er langt mere sensitiv end din mor og dine bedstemødre, det er ganske vist. Du er vågnet, kan ikke sove. På tærsklen og i et mellemrum. Du er datter af den nye verden og skal være med til at forme og skabe den.

“Det er jeg absolut ikke kvalificeret til! Du ved jo, at jeg ingen redskaber har fået. Jeg er gået i stykker, har intet rodnet og ingen forbilleder at spejle mig i.

Jeg har mistet min historie.”

Hun indser, at hun må blive med følelsen af ubehag. I accept. I sorg.

De sætter sig og drikker te. Sammen i tavsheden bløde hav. Sammen med Ulven.

Senere beslutter de sig for at drage ud for at finde de forsvundne ord, der skal skabe hendes nye historie.  Fortsættelse følger …

Havfrue statue under vand

The Lost Words

Enter the wild with care, my love
And speak the things you see
Let new names take and root and thrive and grow
And even as you travel far from heather, crag and river
May you like the little fisher, set the stream alight with glitter
May you enter now as otter without falter into water

Look to the sky with care, my love
And speak the things you see
Let new names take and root and thrive and grow
And even as you journey on past dying stars exploding
Like the gilded one in flight, leave your little gifts of light
And in the dead of night my darling, find the gleaming eye of starling
Like the little aviator, sing your heart to all dark matter

Walk through the world with care, my love
And sing the things you see
Let new names take and root and thrive and grow
And even as you stumble through machair sands eroding
Let the fern unfurl your grieving, let the heron still your breathing
Let the selkie swim you deeper, oh my little silver-seeker
Even as the hour grows bleaker, be the singer and the speaker
And in city and in forest, let the larks become your chorus
And when every hope is gone, let the raven call you home

 – Robert Macfarlane –

De forsvundne ord og Fortællersken

Mit skrivecirkelforløb Fortællersken er dedikeret til de forsvundne ord. Det er en ny begyndelse, et sted, hvor du med din intention i hjertet kan møde op og lære at skrive fra et nyt sted. En cirkel, hvor du over tid kan finde tråde til din historie og genopdage din stemme.

Intuitiv skrivning og den kreative proces

Du får en grundlæggende introduktion til intuitiv skrivning i et forløb, som varer 4 måneder og som giver dig rig lejlighed til at lære den kreative proces at kende i alle dens facetter. Ebbe, flod, lys og mørke.

Fra de tidspunkter, hvor kreativitet og fortællinger flyder som vandfald og floder, til du oplever stilstanden og sorgen på Vildfarelsens Ø. Det hele hører med og i processen opdager du, at du kan noget med din pen og din intention.

Hvis skrivelængslen kalder

Kom med, hvis det kalder på dig, næste hold af Fortællersker starter den 22. april. Kom, lad os sammen søge efter de forsvundne ord og træne vores stemmer.

Du lærer at skrive fra sjæl og hjerte og øver dig på at lytte.

Vejen til den vise kvinde

Fortællersken kan nemlig også være vejen til den vise kvinde, dit indre orakel, hende som ved. Det kan du læse mere om i linket her. 

Fortællersken

Fortællersken I – Intuitiv skrivning for sjæl og hjerte

Online skrivecirkelforløb for kvinder
Starter den 22. april 2020/ Varighed 4 måneder

En skriverejse i 4. dele

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om. 

Fortællersken er et online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel.

KLIK HER FOR INVITATION OG DETALJER

Du får ravnerabat ved tilmelding senest den 1. april – så længe pladser haves.

Jeg var fuld af sorg og længsel. Sorg over den pige, som aldrig helt følte, at hun hørte til nogle steder. Jeg længtes efter at finde ud af, hvem hun egentlig var, hvad hun kunne lide, hvad hun troede på og hvor hun gerne ville hen i livet.

Da jeg åbnede op for fortællingens kraft og gav hende lov til at skabe sig gennem ord og fortællinger, fik jeg noget forærende, som jeg aldrig havde drømt om skulle tilkomme mig. Jeg fik mig selv tilbage. Jeg fik en stemme, en kraft og en vej, som var helt min egen. En vej, som jeg skrev og som fortællingens kraft hjælp mig med at formgive. Gennem symbolik, mytologi og fortællinger, som jeg ikke anede, at jeg havde i mig, så jeg vejen som en gylden sti i mit blod.

Fra Fortællerskens Visdom (c) – Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: