Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Energien er anderledes denne morgen, jeg har sovet tungt og godt og vågner ved lyset som spilder prikker gennem gardinet. De danser henover gulvet og rammer sengen, hvor jeg ligger. De bringer mig den nye dag. Værelset er velkendt nu, jeg føler mig hjemme og som dage og nætter går, mere udhvilet. Det gør mig... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Jeg må smile af mine egne formodninger. Det er morgen efter regnen og skydækket ligger som et hæklet tæppe smidt over den endnu sovende dag. Enkelte solstrejf finder vej gennem huller i tæppet og spejler sig i dråberne på marken. Jeg smiler, da jeg får øje på hende i kanten af kornet, byg hvis du... Continue Reading →
“Du kender sandheden, du ser den, mærker den i krop og sjæl. Men du skubber den bort, fordi den er ubehagelig. Den passer ikke ind i det verdensbillede, du fik overdraget. Den siger det, der forblev usagt, fordi det var anderledes og provokerende for dem, der hørte din sang. Du skubbede den bort, fordi den... Continue Reading →
Snestorm raser fra morgenstunden, jeg kan høre vinden hyle i piletræerne. Det er poetens musik. I dag en kaotisk komposition, eksperimenterede toner fylder luften på decembers anden dag. Jeg beder om at få øje på en dør, så jeg kan forlade dette virvar af tanker, stormvejr og fygende sne. Følelsen af, at det hele er... Continue Reading →
Måske var det ikke just ham, jeg håbede at møde på de første sider af min nye skrivebog. Jeg har netop indviet bogen og den vinterrejse, jeg nu sætter ud på. Så træder han frem i sprækken mellem nat og dag. Mørket er tykt som et vattæppe. Måske er det ikke just et drømmescenarie, men... Continue Reading →
Svøbt i dis dukker morgenen op, en uklar skikkelse kommer mig i møde og tager imod. Daggrysværtinden byder mig velkommen og jeg fornemmer, at vi passerer porten til Det Magiske Univers. Det er ikke tydeligt, for ser du, disen er tyk som ærtesuppe. Jeg smiler indeni. Åh, at lade sig fragte og forføre. Af dis... Continue Reading →
Kom, lad mig tage dig med på en rejse fra efterår til vinter. Lad mig vise dig usynlige veje i skumringens skær. Hvor ulemper bliver til fordele og hvor du ikke længere klynger dig til et bestemt resultat. Du er klogere nu. Dine øjne vil vænne sig til mørket, du vil se og få øje... Continue Reading →
Disen danser over markerne, luften er tyk af fugt og modent korn. Gyldne er de farver, som møder mit øje i en cirkel af tåge og lys. Lige dér træder hun frem som en rødlig skygge, forsigtigt bevæger hun sig frem. Yndefulde bevægelser bevæger mig og kalder nåden frem i mit hjerte. ”Kom nærmere” hvisker... Continue Reading →
“You are being rewilded. Rejoice.” Nogle gange jeg møder jeg en drage. Denne gang er det Ildens Drage, som dukker op og han er ikke uventet. De sidste dage har det ulmet i mit blod. Mange er bange. For drager, men på et tidspunkt lærte jeg at folde mine fobier ud. Som en østers, der... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 