Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret med impuls til flugt og at gøre noget, plager os og gør os bange, urolige og utilpas.
Kender du de tidspunkter? Så er du måske også bekendt med vildfarelsens ø og sorgen, der ankommer som havgus på tidlige morgenener? Sæt ord på, hviskede stemmen, uanset, hvad det handler om for dig. Sæt ord på det, vi aldrig rigtig taler om. Sæt ord på alt det, der bølger i dit bryst.
Vildfarelsens ø
De næste sjæleskridt er ofte det stik modsatte af, hvad tanker svøbt i frygt om impuls til handling prædiker. Så vi må vælge at turde møde os selv i vildfarelsens havn og øve på at være i tvivl.
Når vi er i tvivl på den måde, vil det altid være nærliggende at tænke sig til en udvej. Det er ubehageligt ikke at vide, og frygten serverer mange velkendte forslag til, hvordan vi kan flygte og forsøge at få noget til at ske. Men det er samtidig en del af vejen, fordi det ikke at vide skaber åbninger over tid. Vi må derfor lære os selv at turde fare vild og blive i uvishedens havn, en øde ø med kun et fyrtårn. Et lys i mørket. Et lys i os selv. Et håb.
Hudløs
Ingen skibe, ingen udveje, kun havet omkring os og mørket med alle følelserne, der båret af tidevandet bliver skyllet igennem os. På øen er vi som en Selkie, der har mistet sit skind. Vi får det igen, javist og vi får sandsynligvis et nyt og anderledes skind, når tid er, men i den mellemliggende periode, som kan vare ganske længe, er vi hudløse. På vildfarelsens ø, strandet og i tvivl. Uendeligt sårbare, fordi vi endegyldigt må tage afsked med det, der var. Vi giver de gamle historier til havet. Vi er between stories. Og ofte er vi i sorg.
Sorgen
Sorgen, siger solsorten, men det er i virkeligheden sorgen, som taler gennem fuglen. Det er den, jeg mærker, den sorg, som ingen rigtig taler om. Jo, måske når vi mister familiemedlemmer, kæledyr, venner og børn. Men sorgen, som kommer snigende med østenvinden på iskolde morgener, det skarpe lys på den første forårsdag. Den sorg, der er en uundgåelig følgesvend, når vi har smidt de gamle historier om, hvem vi er på stranden og havet har skyllet dem bort.
Vi får at vide, at vi skal give slip, lade gå, men det sker sjældent med et snuptag, det tager tid og er ofte en langsom proces, der følger os dage og nætter på vildfarelsens ø. Den kommer snigende som havgus og mågerne skriger dens sang. På stranden, hvor tidevandet fisker vores fodspor og skyller dem bort.
Den sorg kan vi sjældent dele, den er subtil og nærmest uforståelig, for burde vi ikke være glade for at slippe af med de gamle, udslidte historier? Alligevel er den tung, smertefuld og nærværende i vores bryst. For vi har sagt farvel. Endegyldigt farvel til det, der var vores identitet og vores historie. Farvel til det, der var og dem, vi var. Og farvel til venner, som forsvinder, fordi de troede at de kendte os og det gjorde de så alligevel ikke. Vidste og vidste bedre måske. Det gjorde de heller ikke. Farvel.
Gamle løsninger og udveje er blevet ugyldige, alene tanken om deres dulmende manipulation giver os kvalme. Den sorg. Det farvel. Og den store uvished på vildfarelsens ø.
Jeg hører dit kald i den tidlige morgen, jeg mærker dit væsen, din klang. Det indre kald, sjælen som længes efter hjemkomst og i processen, på vejen, er sorgen også en station. Et sted og en smerte. Som må mærke. Og den kan skrives. Sorgen.
Det skib, der sejlede mig væk fra øen
For mig blev skrivevejen og rejsen gennem ord og fortællinger, det skib, der skulle sejle mig væk fra øen. Et åretag af gangen. I årevis var jeg strandet på øen, mens skibe, som ikke var mine, lagde til og sejlede igen. Og når det sker, at jeg igen strander på øen i kortere eller længere perioder, så ved jeg, at det virkelig ikke nytter noget at handle sig til et skib og en udvej. Det handler om at turde være i tvivl. Og at skrive om det.
Vildfarelsens ø og sorgen er en del af både livet og skriverejsen. Det samme er tvivlen.
Vi har lært at tvivle på det, vi dybest set længes efter
Jeg er i tvivl. Det er en sætning, som jeg ofte får fra kvinder, der overvejer om de skal booke billet til skriverejsen via et af mine online skrivecirkelforløb eller eSkrivekurser. Tvivlen kan have mange ansigter og toner, men handler dybest set om, at vi aldrig helt kan være sikre på, hvad der kommer til at ske, når vi møder op, fatter pennen og begynder at skrive, men så sandelig også, fordi vi har lært at tvivle på det, vi dybest set længes efter og har brug for. Især, hvis det som udgangspunkt er noget, vi gør for selv og noget, som vi er nødt til at gøre alene.
Men tvivlen er ikke en størrelse, som inviterer os til at vende om og stikke hovedet i busken. Det er et sted i os selv, hvor vi kan lære at være og som vi kan hylde, fordi tvivlen samtidig vidner om livets usikkerhed. Der er mange, som gerne vil fortælle os, at vi kan sikre og forsikre os fra både tvivl og usikkerhed, men det findes sjældent i det virkelige, inderlige liv. Det er en falsk tryghedsfølelse.
Når vished danser kinddans med tvivlen
Hvis vi som udgangspunkt vil være sikre og ikke tillader os selv at danse med tvivlen på tidspunkter i livet, så tør vi ikke tage chancer af den slags, der kalder på os fra sjælens vej. Vi er nødt til at leve med både tvivl og usikkerhed, samtidig med at vi vælger at tro på det kald og den længsel, vi kan mærke fra et dybt sted i os selv. Her kan vished om, at der findes en anden vej og måde, et andet slags sted for os i livet, sagtens danse kinddans med tvivlen.
Skriverejsen skaber forankring og minder os om vores intention
Selv har jeg lært mig ikke at være sikker. Og det er grænseoverskridende, fordi tanker og sind altid gerne vil vide ”hvad og hvordan”, men der findes virkelig tidspunkter og i på sjælens vej, hvor vi vitterligt ikke ved og tør vi blive dér og være i tvivlens favn, tør vi vente, lære os selv om tålmodighed og om at gøde den indre jord til det, der skal komme, så begynder der at ske noget.
Det er her, at vi kan bruge skriverejsen som en måde at forankre os på. Vi kan ikke altid skrive os til klarhed, når det er tåget og ufremkommeligt, vi kan ikke skrive os til flugt fra hverken tomrum eller tærskler, men vi kan fremkalde øjeblikke af håb og vished gennem ord og fortællingens kraft. Det gør godt at sætte ord på.
Vi kan skrive det
Vi kan skrive om tvivlen, vi kan give vores følelser ord og vi kan endda skrive tankerne og frygten, der hele tiden banker på døren og vil have os med. På flugt. For når vi skriver på den måde, opdager vi, at vi på ingen måde er hverken magtesløse eller fortabte. Tværtimod. Gennem ordenes og pennens kraft kan vi over tid skabe os selv og væve nye fortællinger, de historier og den kraft og historiemedicin, vi som kvinder har brug for nu.
Vi kan lære os selv at strande på vildfarelsens ø. Vi kan lære hjertet at vente. For som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:
“Midt i skoven findes der en lysning, som kun kan opdages af den, der er faret vild.”
Billedet af øen med fyrtårnet står stærkt for mit indre og det er det billede, jeg ser og fremkalder, når jeg bliver i tvivl. Og jeg træffer et bevidst valg om at turde blive på vildfarelsens ø og vente til tågen letter og et nyt skib med mit navn på, kommer til syne ved kysten.
Tærskelfortællinger
Jeg sidder ved kysten, jeg lytter til havet og mærker bølgernes brus. Jeg følger tidevandet på dets rejse, jeg ser fuglene i luften over havet og under himlen, jeg lytter, jeg venter og jeg ved. På øen får jeg mange små og store fortællinger serveret og selvom de sjældent tilbyder mig direkte svar eller er retningsanvisere med et soleklart budskab, er de som oftest små gaver af håb og lys i en mørk tid. De er brudstykker, som jeg senere kan samle til en længere fortælling. De er brikker i det store puslespil. Jeg kalder dem tærskelfortællinger.
Jeg har efterhånden fået tillid til både tvivl og vildfarelsen, fordi jeg dybt i mig selv nu har vished om, at dette sted er et ganske særligt et i både livet og på skriverejsen. Det er her, det nye opstår, hvis vi tør vente og hvor kan vi gøder jorden og skabe rum for godgørende og fundamental forandring.
Som i livet så på skriverejsen
Denne samme vildfarelse sker også i den kreative proces. Derfor møder vi også vildfarelsens ø på skriverejsen og i vores skrivearbejde. Især i den første kreative fase, hvor vi møder op med et blankt papir og øver os på at åbne sanser og hjerte.
Midt på vildfarelsens ø står mit fyrtårn og lyser i natten.
Midt i tvivl og sorg over at have sagt farvel til det gamle
uden at det nye har manifesteret sig endnu.
I tågen og med havgus på min kind, sætter jeg mig og lytter.
Hudløs og i tvivl.
Men jeg bliver. Og jeg skriver.
Tærskler og tomrum
Når noget er forbi, men det nye ikke er begyndt endnu. De tærskler og mellemrum, som vi støder på og falder i på livsrejsen. De tidspunkter, som vi dårligt ænser, men som alligevel fanger os ind og holder os fast i en proces, der kan synes gold og stagneret. Tidspunkter, som i andre kulturer bliver både fejret og markeret. Tidspunkter, hvor vi har brug for at sætte ord på og at blive holdt i et rum af accept og kærlighed. Hvor hjertet venter.
Desværre er der ikke sat tid af i det moderne liv til at markere endsige fejre. Vi får jo at vide, at der er noget galt med os og vi tror på det. Tidspunkter med mørke og depression, sjælens mørke nat, bliver dulmet med lykkepiller og medicin. Men hvad nu, hvis nogle former for depression også kan være et kald ind, en invitation fra sjælen? Og hvad hvis vi i stedet for at tage piller og føle os fortabte, kunne ære de tidspunkter på rejsen, hvor vi havner i tomrummet og ikke ved?
Hvis vi kan skrive os ind og få fat i nye tråde og skabe os selv på ny indefra. Så kan vi erstatte lykkepiller med historiemedicin og ære os selv og vores rejse, også når vi er i transit og i tomrum. Og hvad hvis andre kvinder, som havde været på samme sted på os, kunne sidde med os og bare lytte. Bevidne vores proces uden at skulle fixe. Hvis vi giver os selv lov til at være i inkubation og i transit?
How might your life have been different
if there had been a place for you?
A place for you to go …
A place of women to help you learn the ways of woman
A place where you were nutured from an ancient flow sustaining you
and steadying you as you sought to become yourself.
A place of women to help you find and trust the ancient flow
already there within yourself, waiting to be released.
How might your life have been different?
– Judith Duerk –
Kærlig hilsen
Lene
Læs også gerne:
De store følelsers ord
Frygten hører med
Vildfarelsens Ø er et sted på mit eget magiske landkort.
Hvordan mon dit magiske landkort ser ud og hvilke steder findes dér? Det får du mulighed for at skrive dig ind i, når næste hold af Between Stories, Det Magiske Landkort starter den 20. juni ved Sommersolhverv.
Between Stories – Det magiske Landkort
eSkrivekursus for kvinder i mellemrum og på livets tærskler
Nyt hold starter den 20. juni 2020
Forløbet foregår udelukkende online!
Between Stories, det magiske landkort er et eSkrivekursus for dig, som står i et mellemrum eller på en tærskel i livet. For dig som er “between stories”.
Det er for dig, som ønsker at lade dit skrivearbejde blive en del af din spirituelle vej og måde og som har brug for at finjustere kursen og skrive et nyt landkort på den indre rejse.
Lad dit skrivearbejde være sjælearbejde
De indre landskaber
Forestil dig, at du kan gå på opdagelse i dit indre landskab og at du kan udforske tærsklen. Beskriv landskabet. Hvad ser du? Er der bakker? Marker? En sø eller et bjerg?
Du kan foretage en skrivende vandring gennem dit indre landskab på samme måde, som du kan vandre i en fortælling. Ja, faktisk kan du med fordel kombinere de to og lade fortællingens kraft støtte dig på din rejse. Med dig har du din rejsedagbog, hvor du noterer dig det, du ser og oplever.
Det skal vi lege med på mit eSkrivekursus Between Stories, Det Magiske Landkort, som starter den 20. juni og du er inviteret.
Har du skrivelyst og længsel? Brug for at skabe rum til fordybelse og gøre noget inderligt godt for dig selv?
Så kom og vær med på Between Stories, Det Magiske Landkort. Vi starter den 20. juni ved Sommersolhverv.
Kunsten at eje sin historie
Når vi beskriver og sætter ord på, ejer vi stedet. Det sted, hvor vi befinder os i det indre landskab og de fortællinger, som dukker op.
Og det er stort at eje sin historie. Det fjerner os fra offerrollen og fra følelsen af magtesløshed. Det lærer at os at vente aktivt, mens vi skriver om det. Her bruger vi følelserne som blæk af både accept og forandring dog uden at forcere.
Vi lytter til det, der vil skrives gennem os.
Symbolsprog og metaforer
Symbolerne og deres sprog giver os adgang til de lag af oplevelser, som ligger gemt i underbevidstheden. Symbolsprog tager til sjælen.
Her tyder du metaforerne ved hjælp af din intuition og det er slet ikke noget, du hverken kan eller skal tænke dig til. Det sker helt automatisk. Du kan det allerede. Det er sjælen og ikke sindet, som forstår den dybere mening og de mange aspekter.
Billedsproget, væsenerne og alt det, der dukker op som metaforer og symbolik giver dig en unik mulighed for at trænge ind bag tanker og overflade og få fat i noget dybere i dig selv.
Du skriver dit magiske landkort og vågner i et nyt landskab. Det sker undervejs og i processen. Gennem skrivning kan du få kontakt til din sjæl og uvurderlige ressourcer, som du måske ikke troede, at du havde.
BETWEEN STORIES, DET MAGISKE LANDKORT –
KLIK FOR INVITATION OG DETALJER
TILMELDING TIL BETWEEN STORIES, DET MAGISKE LANDKORT
Skrivecoach Lene Frandsen 