Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Han står under to birketræer, der danner en port. Han velsigner den nye begyndelse. Jeg forlader huset ved daggry, hvor lyset blot er en sprække på himlen. Afskedens time kom og hjertet var tungt, da hun omfavnede mig og gav mig en madpakke til rejsen. ”Du er klar” hviskede hun i mit øre og skubbede... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Skrivelysene blafrer i brisen fra det åbne vindue. Regndis pryder landskabet, her er stille. Lydløse fugle forlader deres træer og flyver over grå himmel. En hare finder vej gennem stubbene på den nyhøstede mark. Stille, en due kurrer fra et sted i buskadset og tiden har fundet sig en lomme. ”Gør holdt her” hvisker nogen... Continue Reading →
Trust … all will be revealed Tillid, det er mit ord til dig i dag. Gennem natten i fuldmånens mælkehvide land, slingrende søvn og en følelse af at synke i kviksand. Men du har faktisk taget vigtige skridt og der er ingen vej tilbage. En dør er smækket bag dig og nu står du her... Continue Reading →
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
Jeg vander min kamille. Hun er ny og opstået midt i tørken. Hun er som tidslerne i græsplænen og jeg er i lære. Jeg vander hende, fordi hendes budskab er simpelt og smukt. Jeg vander hende, fordi hun ved. ”Slap af”, siger hun og vender sin smilende blomst mod min smerte. ”Slap af, giv slip... Continue Reading →
På skriverejsen sker det under tiden, at vi farer vild og støder på steder i os selv og i vores fortællinger, hvor vi virkelig ikke ved. Og den følelse er ganske ubehagelig, for vi har jo altid lært, at vi skal vide og have svar på rede hånd. Har vi ikke det, er der altid... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 