Seersken

”Kom indenfor” siger Brónach og træder til side, så vi kan gå gennem døren og ind i den mørke entre. Vi stiller vores støvler og hænger jakkerne på knagen. Hun byder os ind i køkkenet og gør tegn til, at vi skal sætte os på barstolene ved køkkenøen. Hun er ved at lægge en sidst hånd på sit bagværk, gule boller med hvid glasur. Der dufter skønt, lyset flyder ind gennem de store vinduer, det ene står på klem og et hvidt gardin blafrer i brisen.

”Det ligner ikke en seerskes hjem” hvisker Elva til mig og jeg tysser på hende. Brónach hører og fornemmer alt. Fleur går omkring og snuser, inden hun tager plads ved siden af Brónach, som hælder flydende glasur ud på bollerne.

”Majboller” siger hun og vender sig om. ”I dag er en særlig dag. Maj er både forår og sommer, en vidunderlig tærskel fuld af frodighed og blomstring. Og i disse dage er det Beltain, men det ved I sikkert alt om.”

”Naturligvis” svarer Elva med selvtillid i stemmen, ”vi er uddannet fortællersker i pagt med årshjulet. Og du er seerske og jordemoder, Brónach?”

”Det er jeg, men som jeg har fortalt din veninde, er jeg ikke længere aktiv som jordemoder. Og det er en sandhed med modifikationer, eftersom jeg gerne hjælper løsrevne sjæle tilbage på ret kurs.”

”Spændende” siger Elva og flytter sig lidt rundt på barstolen, som faktisk ikke er særlig bekvem. Jeg glæder mig til at komme ned igen og sidde ved køkkenbordet, som Brónach har dækket med lysegul dug. I en hvid vase står majliljer og knejser.

Brónach er færdig med glasuren, hun giver sig god tid, brygger kaffe på en gammeldags kaffekoger over åben ild på komfuret. Køkkenet er en blanding af nyt og gammelt. Men Elva har ret, umiddelbart tænker man ikke, at her bor en seerske. Som så mange andre er vi forudindtagede og har en ide om, hvordan sådan en kvinde ser ud og hvordan hun bor. Brónach passer ikke helt ind i de forestillinger. Men hun er tydeligvis glad for grøn, for igen i dag har hun en grøn kjole på, der smyger sig om hendes frodige krop. Stram for oven, så barmen får lov at fylde, løs for neden. På fødderne har hun et par gamle uldslippers.

”Gammeldags kaffe og majboller” siger Elva, som er god til smalltalk. Det er jeg ikke. Så jeg siger ikke noget, men nyder at være stille og mærke mig ind. Jeg fornemmer, at Elva er utålmodig efter at spørge Brónach til råds. Spændende om hun vil indvillige i at spå hende. Og hvordan mon det foregår? I en krystalkugle i et tilstødende lokale, en mørk stue kun oplyst af stearinlys og med røgelse? Jeg smiler og Elva ser på mig med hovedet på skrå.

”Nu er glasuren vist størknet og kaffen er klar. Sæt jer over ved bordet, så kommer jeg med lækkerierne.” Vi hopper ned fra barstolene og sætter os til rette, snart med kaffe i kopperne og lune majboller på tallerken og i mund. Glasuren løber ned af hånden. Bollerne smager af sol og kardemomme, men dejen har tydeligvis også hilst på gurkemeje.

Mens vi drikker kaffe, spiser de lækre majboller og sludrer om løst og fast, bliver Brónach pludselig tavs. Hendes blik skifter fokus, øjnene får en anden farve. Hun ser på Elva, som gør noget, hun sjældent gør. Hun rødmer. Jeg føler mig pludselig urolig og brisen blæser gardinet ind i køkkenet. Udenfor kan jeg høre østenvinden suse.

”Du er på vej et andet sted hen, Elva. Noget kalder dig i en anden retning.”

Elva spærrer øjnene op i tydelig forundring.

”Det fatter jeg ikke en meter af.”

”Du er skabt til at gå Den Magiske Tevej, men du mangler fokus. Du er en rastløs sjæl. Hvis jeg ikke tager meget fejl, har du en god portion nomade i dig og lysten til landevejen pulserer i dit blod. Kan du mærke det? Bare tanken om at bevæge dig og ikke stagnere et bestemt sted. Bevægelse, Elva, det er svaret til dig.”

”Bevægelse” gentager Elva og tygger på det sammen med krummerne fra majbollen. ”Jeg ville have bedt dig om at spå mig, men jeg ville vente lidt. Efter kaffen. Alt andet virkede uhøfligt.”

”Og siden hvornår bekymrer du dig om at være høflig, Elva?” Brónach ser granskede på hende med et skælmsk smil. ”Vær dig selv, vær ærlig og ligeså bramfri, som du er. Nomadesjæl. Du skal ikke gro fast i et hus i en by.”

”Hvad skal jeg så?”

”Det skal du selv finde ud af. Jeg ser det for mig, men lad svaret komme til dig. Det vil det gøre, når du simrer lidt med dit nøgleord. Bevægelse.”

”Jeg kan godt mærke det. Jeg bliver varm ved tanken om bevægelse. Det var også det, der skete hos Grace på Primrose Café. Jeg følte mig virkelig rastløs og som en fugl i et bur i lejligheden over caféen.”

”Så du fandt en undskyldning for at drage videre” siger Brónach. ”Du skulle finde Eidheann, I var blevet væk fra hinanden. Da I boede sammen på Pensionatet sidste år, blev I veninder og fortrolige, I er gode sammen. Så I talte om at lave noget sammen, mest fordi I så godt kan lide hinanden og hinandens selskab. Men I har vidt forskellige forudsætninger og sjæle. Eidheann er nødt til at bo ved havet og du er en rastløs sjæl. Men rastløs er positivt ment, Elva. Du skal ære din sjæl.»

Elva nikker alvorligt.

«Jeg vil gå lidt med det. Tak Brónach, du kom mig i forkøbet. Og du behøvede slet ingen krystalkugle og duftende røgelse.”

Brónach ler hjerteligt og slår sig på låret.

”Jeg nøjes med majboller. De er også ret magiske endda.”

Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Huset ved havet
1. maj 2024

Photo by Katarzyna Bialasiewicz, Dreamstime (c)

Man kan ikke snyde sjælen

Det er umuligt at snyde sjælen. Det, vi er skabt til og det, som vi helt naturligt elsker og også vil være gode til, bor i os som et frø. Et potentiale, som kan vokse eller forblive et frø, der til sidst skrumper ind. Frøet er kimen til din sande vej og til det, der gør dig godt i livet. Men du kan faktisk sjældent tænke dig til det og da slet ikke præcist, hvordan det vil ende med at være. Vejen bliver til, mens du går.

Da jeg satte ud på min egen skriverejse tilbage i 2009, havde jeg absolut ingen anelse om, hvor den ville bringe mig hen. Jeg skrev, fordi jeg ikke kunne lade være, jeg har altid elsket at skrive og fortælle historier. Det pulserer i mit blod og det har det gjort siden jeg var en ganske lille pige. Men selvom “at skrive” var min drøm, så lærte jeg hurtigt, at det kan man ikke leve af, man skal have sig et rigtigt arbejde. I øvrigt lærte jeg også, at man skal knokle for at få enderne til at mødes og at vi ikke var født med flæsk i lommerne. Med andre ord. Det dér kan du godt glemme, Lene. Find dig en anden vej.

Så langt så …

Resten er historie, men i 2009 begyndte jeg at skrive intuitivt. I 2010 sagde jeg mit faste job op og kastede mig som narren i tarotverdenen (det var det kort, jeg trak den skæbnesvangre morgen, hvor jeg sagde mit job op) ud over kanten uden at vide, hvad jeg egentlig ville. Det eneste nøgleord, jeg havde med mig var “skrivning.”

Faktisk turde jeg ikke

Det er ikke populært ikke at vide, hvad man vil. Især ikke, når man tydeligvis ikke bider på krogen i forhold til de tilbud, der er i den virkelige verden. Jeg forstod hurtigt, at jeg skulle skabe mit eget, men jeg var rædselsslagen for at blive selvstændig og stå uden fast månedsløn og sikkerhedsnet, så jeg søgte stadig med lys og lygte efter et godt job, mens jeg uddannede mig. Jeg blev coach, jeg tog en mindfulness uddannelse.

Alt imens jeg skrev. Rejsedagbog. Jeg skrev om processen, samtidig med at fortællingerne dukkede op som perler på en snor. Min blog hed Poetiske Paradokser, det var her de kloge måneder (som jeg senere har præsenteret som månedslærere på Pensionatet) dukkede op og rådgav mig. De var lidt som Brónach. De så lige igennem mig og serverede sandheden i poetiske fortællinger, der var forankret i årshjulet og den naturlige cyklus. Det flød fra mig og gennem mig. Og jeg begyndte så småt at blomstre.

Ikke at jeg mistede min frygt for at være selvstændig og stå uden sikkerhedsnet. Ikke at jeg kunne ryste min indre censor og sabotøren af mig. Men jeg lærte noget essentielt. Det, der står i vejen, er vejen. Den bedste vej er altid at gå igennem.

Jeg har 9 års jubilæum i dag

Langsomt udviklede det sig, men jeg så det først flere år efter. I 2014, hvor jeg fik et par undervisningsopgaver i iværksætterregi og siden i 2015, hvor jeg fik mit CVR nummer. Den 1. maj 2015 blev jeg selvstændig og det betyder, at jeg har jubilæum i dag. 9 år er gået. 9 år, som har taget mig et sted hen, jeg aldrig ville have drømt om eller troet på, hvis du havde sagt det til mig dengang. For det første turde jeg slet ikke det, jeg gør. Men ved du hvad, det er ikke grund til at bøje nakken og give op. Frygten kan være et godt tegn, det er den faktisk ofte.

Frøet ligger i din muld, din pen kan få det til at spire

Og her kommer den intuitive skrivning ind i billedet, fordi du ved at skrive intuitivt, kan komme i kontakt med din sjæl og alt det, der bølger under overfladen. Og hvis du arbejder med fortællingens kraft og vælger at bruge ord og fortællinger på den indre rejse, så får du al den hjælp, du har brug for, for du har selv dine svar. Frøet ligger i din muld og din pen kan få det til at spire.

Det behøver selvfølgelig slet ikke at være så drastisk for dig. Du skal ikke nødvendigvis finde et andet job og måske er du allerede gået på pension? Men det kan jo være, at du er mellemfornøjet og drømmer om noget andet end det, du gør i dag? Uanset hvad, så handler det om din skrivelængsel. Den er nøglen. Skrivelængslen.

Skriv med mig

Hvis du har lyst til at prøve kræfter med intuitiv skrivning og deltage på et af mine skrivekurser, så behøver du kun én ting. Skrivelængsel og lyst til at skrive. Du skal ikke have forudgående erfaring og det er fuldstændig ligegyldigt, om du er 25 eller 72. Alder er ingen hindring uanset i hvilken ende af skalaen, du befinder dig.

Du må også gerne være nysgerrig og have lyst til at arbejde med fortællinger på den indre rejse. Eller måske er du på en tærskel i dit liv, hvor du ikke ved? Det er tåget, du er between stories? Du tænker, at du måske kan skrive dig til klarhed og få kærlig fif fra din sjæl og Universet om, i hvilken retning, du skal gå? Det har du ret i. Det kan du og det vil du få.

Vil du skrive alene eller på et online hold? Begge dele er muligt, jeg laver kurser til både og. Og så afholder jeg igen intuitive skriveworkshops i pagt med årshjulet, den næste finder sted den 20. juni ved Sommersolhverv. Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri. Kom ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Hvis du vil læse, hvad andre siger om at være i forløb eller på kursus hos mig, kan du gøre det i linket her. Andre siger.