Det rigtige sted

Hver morgen starter man forfra og møder det tomme papir. Det er en tillidserklæring at åbne skrivebogen, børste tankestøv bort og skrive sig ind. Men inden jeg skriver, har jeg gået tur og mærket energien, fornemmet luften og sanset jorden. Jeg har hilst på fuglene og set spor af nattens dyr. Det skete denne morgen... Continue Reading →

Hende som mærker

“Alt er timet og tilrettelagt” siger Katten, som sidder midt på vejen, da jeg går mod landsbyen. ”Tag det roligt, svøb dig i dulmende vished om, at du er velguidet på din vej. Beskyttet, med mindre du da insisterer på paniske udfald af egouro og tvivl.” Hun sidder placeret præcist sådan, at jeg ikke kan... Continue Reading →

At vove glæden

“Du er medicinen” siger Losgann i samme øjeblik jeg træder ind i hans landskab. Sø, åkandeblad, frø. Scenen er sat. Halvt i vandet, halvt på jorden, han forbinder de to elementer så fint. Sensitiviteten er en gylden nøgle, nålen i hans kompas. ”Jeg er medicinen” siger jeg højt som et mantra og husker, at jeg... Continue Reading →

Visdommens Flod

Hvis du vil lytte til laksen, må du besøge Visdommens Flod. Den gamle vandvej som løber fra bjergene ned i dalen og ud på den anden side af landsbyen. Få huse er placeret i en klynge på venstre side af floden, det ene med en mølle, som man kan se, når man nærmer sig landsbyen... Continue Reading →

I pagt med årshjulet – Vintersjæl

Har du lyst til inspiration til dine kommende vinterskriverier, så er Vintersjæl eSkrivekurset for dig. Cyklisk skrivning i pagt med årshjulet kan noget særligt. I Vintersjæl skriver du alene og på egen hånd, der er ikke en ydre cirkel. Vintersjæl er et inderligt vinterforløb for kvinder, hvor du hver måned modtager et skrivebrev med afsæt og øvelser forankret i årstidens særlige energi.

Flydende ro

Vi lander i et mellemrum med havet på den ene side og et frodigt landskab på den anden. Et bål brænder ud, nogen har forladt det og er gået videre. Men det er ikke ildrester og aske, han vil vise mig i dag. Det er noget vandet. ”Du ved at vand er efterårets element” siger... Continue Reading →

Mod nord

“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →

Kragen på taget

Det er diset, da jeg går ud i morgenen, solen gemmer sig under skydynen og jeg nyder den køligere luft efter dagevis med hedebølge. Splittet mellem tanker og hjerte går jeg og for hvert skridt, bliver det lidt lettere at trække vejret og lytte til det, der kan være svært at høre, når sind og... Continue Reading →

Hesten og den gamle eg

”Det er overvældende”, jeg betror mig til Each, som er mit daggrys vidne. ”Jeg føler mig helt ør i forsøget på at fastholde det, jeg lærte og oplevede i de forgangne dage.” Hun ser på mig med kloge hesteøjne, rolig i skyggen af den gamle eg. ”Mit kraftsjælested” siger jeg med forsigtig glæde i stemmen, men det ved hun selvfølgelig godt. ”Kan du se, hvad du er i færd med at gøre?” ”Gøre? Ja altså, jeg gør mit ypperste for ikke at tabe det igen, jeg prøver virkelig at forstå, så det ikke slipper fra mig og går i glemmebogen. Hestelatter fylder skoven, skarp og mild på samme tid, fuld af frændig venlighed ...

Magisk nærvær

"Ingen ord kan beskrive det", siger jeg ydmygt. "Jeg vil end ikke forsøge." Da ser hun op fra sin landingsplads. Langs markerne i græsrabatten, badet i aftenlys. Hun siger ingenting men ser på mig med forundring, sorte øjne fanger mine blå. Det sker udenfor mit vindue, da jeg vasker op. Jeg har udsigt til markvejen mod nord. Jeg ser, at hun lander og i samme sekund ved jeg. Den store fugl i sort. Det er Ravnen.

Blog på WordPress.com.

Up ↑