Et helt særligt sted

Summer_journey

Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os.

Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os, gør os modtagelige og med vores intention i hjertet begiver os på skrivevej, sker det, nogle gange ganske pludseligt, at ordene bare flyder igennem os. Og de fortællinger, som opstår og til tider nærmest flyder igennem os, bringer os alle mulige former for læring.

Læring og næring

Mange af de fortællinger, som dukker op på skriverejsen og i processen, kan fint gå under betegnelsen ”teaching stories, fortællinger som underviser os. De er fulde af både læring og næring og de viser os undere.

Det, vi har brug for at høre, mærke og komme i kontakt med

Det er ikke noget vi anstrenger os for at få til at ske. Det sker bare. Og netop de fortællinger bringer os på magisk vis det, vi har brug for at høre eller som vi har brug for at komme i kontakt med. Kvinderne i skrivecirkelforløbene, lige nu Gudindecirklen og Forårscirklen, opdager da også snart, at de fortællinger som er skrevet af os, gennem os og til os selv, samtidig er historiemedicin for de andre kvinder i cirklen.

Historiemedicinen virker!

Deling er heling. Historiemedicinen virker begge veje og i skrivecirklen er vi, når alt går op i en højere enhed og det gør det heldigvis tit, både fortællersker, healere og modtagere.

Kvinder og cirkler

“When women circle, something magical happens. Beyond the obvious social fulfillment is a space that touches the centre of our deepest vulnerability and our greatest power. When combined with structure, mutual respect, trust, and ritual, a women’s circle becomes a space where tentative voices are urged into authority, where dreams are articulated for the first time, where tears mark a rite of passage.

What makes a circle special?

Being known beyond the roles that define us, speaking our dreams into existence, mourning what’s been lost, a container for promises, recognition that we are valued, time for honoring our innate connection to the cycles of the earth, the moment of recognition when we hear our own truth spoken by another, a space to call our own.”

– Kristen Roderick –

De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og. Vi er med det hele og vi skriver det, der er. Men når vi gør det, når vi møder op i al sårbarhed og lader sorgen, smerten, skammen eller vreden rulle gennem os, gennem pen, krop og sjæl og videre ud på papir eller skærm, så sker der noget. Vi får renset lidt, grædt de tårer, der skal grædes og sagt det svære højt. Vi deler og det heler.

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.”
– Sue Monk Kidd –

Vi har også undertrykt vores glæde og rene begejstring!

Og det er på ingen måde kun det svære og tunge, som vi har haft svært ved at dele og sige højt. Vi har også haft svære ved at rumme og eje de glade og mere vilde følelser og impulser, begejstringen ikke mindst.

Vi har undertrykt vores spontane glæde af frygt for at såre andre, vi er blevet vant til at danse på landminer, har gjort os mindre end vi er og gemt os bag masker og facader. Af frygt for at fejle, være for meget eller gøre andre vrede eller kede af det. Af frygt for at ikke at være elsket, hvis vi folder os helt ud. Af frygt.

Hende, der bare er og giver udtryk for sin sjæl

På skriverejsen og i skrivecirklerne lærer vi efterhånden at tage den undertrykte del af os selv tilbage.

Hende, der bare må danse, synge og  give udtryk for sin sjæl. Fordi hun kan og fordi det er ved at løbe over. Hun kan ikke længere skjule det eller skjule sig. Hun må give udtryk for sig selv, sine følelser, sin sensualitet og seksualitet og kaste det bort, som før begrænsede hende. Det sker gradvist i processen og delvist gennem fortællingens kraft, hvis hun altså er fortællerske og det er de fleste kvinder faktisk, tro det eller ej. Hun bor bag skrivelængslen, din indre fortællerske.

Hun dypper pennen i sin egen sandhed

Hun får øje på detaljerne, fortællingerne bag det tilsyneladende og efterhånden får hun også tillid til fortællingens kraft og sin egen kraft som fortællerske. Hun dypper pennen i sin egen sandhed, det vilde, det stærke, det glade og det sørgelige. Hendes fortællinger rummer alle toner og farver. Hendes fortællinger er både abstrakte, symbolske, eventyrlige og helt nede på jorden kvindelige.

Hendes fortællinger rummer hende og lærer hende at stå ved sig selv. Og de viser ofte hvordan.

Og glem ikke skriveglæden! 

“Jeg elsker vist at skrive”, udtaler mange af kvinderne, mens de er på skriverejse og lader fortællingens kraft, historiemedicin og kreativitet risle gennem sig.

Et helt særligt sted

I de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er vi med det hele. Og vi lærer hinanden at kende udenfor den kontekst og uden de roller og masker, som vi ellers færdes i og med. Der opstår et vakuum af kreativ frihed og et sted, hvor den dybeste sårbarhed rummer den største styrke.

De kvindelige fortællinger

De kvindelige fortællinger handler om alt mellem himmel og jord, som Kristen Roderick så fint udtrykker det i citatet herunder. De handler om at være kvinde.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick – 

Vores fortællinger heler og minder os om vores sjæls sandhed

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke  Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være.  De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Vi kommer hjem gennem det, der står i vejen

Vi kommer hjem og det gør vi gennem alt det, der står i vejen. Og på skriverejsen sker det, når vi følger vores skrivelængsel, møder op og skriver.

Vi skriver i livet

Jeg har sagt det før og jeg vil gentage det igen og igen. Vi skriver i livet. Vi dypper pennen i det, der er, uanset hvad det handler om.

Når vi møder op og skriver, uanset om vi er alene på skriverejse eller for en tid er med i et skrivecirkelforløb, er omstændighederne i vores liv ikke til hindring for, at vi kan være med og skrive. Tværtimod. Vi dypper pennen i det, der er og er med det, der er.

Livet kommer i vejen, javist. Men det, der står i vejen, er som bekendt vejen.

Når skrivning er terapeutisk

Her er skrivningen også terapeutisk, fordi vi giver os selv lov at sætte ord på og sige det, som det er. Uden omsvøb. Det svære, sørgelige, det uforståelige og uvirkelige.

Begiv dig af sted med nysgerrighed og undren

Kære ven, skønne kvinde, skriv i livet og lad fortællingerne overraske dig undervejs. Og det gør de altid, fortællingerne.  Tag ikke noget for givet, men begiv dig af sted med nysgerrighed og undren.

Alt er tilsyneladende og hvis du virkelig ønsker, at det skal være sådan, så får du hjælp fra alle mulige og umulige steder – også gennem fortællingens kraft.

Hjælperne og den mystiske kraft

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Læs mere i: Den mystiske kraft

Vi spejler os i hinandens fortællinger

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skabe rum og virke som skrivemor og guide i skrivebjergene i skrivecirklerne, ikke mindst både Gudindecirklen og Forårscirklen, som sker lige nu. Her har kvinderne virkelig taget budskabet ”heling er deling” til sig, de skriver i tillid og de er fantastiske til at løfte, støtte og give hinanden et par gode ord med på vejen. De spejler sig i hinandens fortællinger og det er som om der opstår en fælles rød tråd gennem forløbene, uanset hvad det handler om. De er med til at gøre skrivecirklerne til et helt særligt sted. Kvinderne, der kommer og er med.

Og du er naturligvis nødt til at møde op og skrive. Gør du det ikke, sker der ikke noget. Din aktive deltagelse er en forudsætning. 

Du kan læse mere om Skriverejsen i linket her.

Vil du med i en skrivecirkel og sætte din indre fortællerske fri? Så læs med videre..

Ravnerabat Sommercirklen

SOMMERCIRKLEN – i pagt med årstiden og i kærlighed til processen

Har du skrivelængsel og lyst til at være med i en skrivecirkel, er næste skrivecirkelforløb SOMMERCIRKLEN, som starter den 17. maj og varer i 3 måneder.

Du kan være med i skrivecirkelforløbet uanset hvad din intention er. Alle skrivecirklerne er for kvinder med skrivelyst og længsel uanset alder. Det er aldrig for sent at møde op og lytte til det, der rumsterer bag længslen.

Men måske kan du skrive under på et eller flere udsagn, hvis du vælger at komme med i Sommercirklen:

  • Du er introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?
  • Du ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Sommercirklen kan være med til at skabe harmoni mellem det indre og det ydre.
  • Du ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.
  • Du ønsker at få kontakt til din indre fortællerske, kald hende din vise kvinde eller simpelthen bare din sjæls stemme og skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.
  • Du ønsker at få direkte erfaring med den kreative skriveproces og lære mere om dig selv i processen.
  • Du vil gerne lære at skabe rum, så gode fortællinger kan lande og berige dig i kærlighed til processen og i pagt med årshjulet.
  • Du ønsker at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og blive mere flydende i dine skriverier.
  • Du vil gerne være en del af en skrivecirkel som hylder processen og skriver om det. Et helt særligt sted, hvor du kan være og skrive uden at blive dømt og bedømt, men hvor du kan folde din indre fortællerske ud i præcist det tempo, som det passer til dig, din sommer og din sjæls rejse.

raven_imbolc

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Du kan tilmelde dig, så længe pladser haves, dog senest den 28. maj for at få fuldt udbytte af forløbet.
Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN og detaljer her.

I skrivende stund er dér 6 pladser tilbage i SOMMERCIRKLEN. Er den ene din?

Til yderligere inspiration; fik du læst?

Uglen og sommerens fortællinger
Timian og Tomrummet
Væversken
Din aktive deltagelse
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft

Kærlig hilsen
Lene

Gratis eBøger til dig

Har du i øvrigt fået en kopi af min gratis eBog “Din indre censor”? Hvis ikke, er du hjertelig velkommen til at rekvirere den ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Beskrivelse af mine eBøger finder du her.

Summer_journey

Teaching stories is a term used to describe narratives that have been deliberately created as vehicles for the transmission of wisdom. Whilst it is a term that has been used in a number of religious and other traditions, Shah’s use of it was in the context of Sufi teaching and learning, within which this body of material has been described as the “most valuable of the treasures in the human heritage”.[1] The range of teaching stories is enormous, including anecdotes, accounts of meetings between teachers and pupils, biographies, mythsfairy talesfables and jokes. Such stories frequently have a long life beyond the initial teaching situation and (sometimes in deteriorated form) have contributed vastly to the world’s store of folklore and literature.
– Wikipedia –


Billederne i indlægget er alle indkøbt på Dreamstime.com (c)

eller skabt af den skønne kunstner Lucy Campbell, som du kan besøge via linket her.
Thank you Lucy for creating such beautiful and inspiring artwork.

Så jeg kan høre hende hviske

Kvinder_Skriverejsen

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme. Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Den evige gentagelse

Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af. Den aktive medvirken og en intention om kontinuerligt at vende tilbage til det sted, hvor det er muligt at lytte. Stilheden. Et fristed for ord og skriverier, en landingsplads for de fortællinger, der bor bag det tilsyneladende. Bag tunge tanker, forunderlig modstand og frygt. Hvis det altså er skriverejsen, vi vælger.

Tête-à-tête med Ravnen

“Lad vejen vælge dig” siger hun og smiler underfundigt, “hvorfor så meget modstand mod det, der vil gøre dig godt og sætte dig fri?” Hendes blik sejler gennem regndisen og lander som et suk i min sjæl. Jeg kalder hende nærmere og hun kommer flyvende på blåsorte vinger, hun tøver ikke, for det er igen tid til en lille tête-à-tête. Med Ravnen, med hende, min flyvende mentor. Min allierede, min frænde.

“Ja hvorfor? svarer jeg og sender spørgsmålet tilbage til hende. Og tilføjer med glæde i hjertet: “Modstanden er væk nu. Jeg hilser dig og byder dig velkommen. Hvis jeg altså ikke har sagt det før.

Hun klikker med næbbet og nikker bare. Som om jeg havde et valg. For hvem kan sende et orakel af visdom på vingerne før tid, når hun nu har udsøgt sig mig? Når hun dukker op som det naturligste i verden og beriger mine fortællinger og åbner mit hjerte. Døre, som før var lukkede, står nu på vid gab og nysgerrigheden er større end frygten. For hvad er det egentlig, jeg er bange for?

Livets mysterium

Lyden af livets mysterium har altid fundet vej til mine ører som sød musik, jeg ønsker mig det ikke anderledes. Og i øvrigt begynder jeg at se en rød tråd bag det hele, noget, som jeg bare må forfølge og hengive mig til. Det er hun en vigtig del af, Ravnen. Hun er en del af de kvindelige fortællinger og et univers, som jeg før nærmede mig med forsigtige skridt for så at tage flugten. Hvad var det mon, der dragede mig i så høj grad og som fik mit hjerte til at banke så heftigt? Dengang, da frygten var større end nysgerrigheden, inden jeg forstod at længslen var et kald og en vigtig ledetråd. Hun boede der. Bag skrivelængslen. Hende, som ved.

Længslen

”True vitality is hidden within longing. When you give in to creative passion, it will bring you to the ultimate threshold of transfiguration and renewal. This growth causes pain, but it is a sacred pain.
– John O’Donohue –

Vi har talt lidt om længslen og dens budskab i skrivecirklerne. En af kvinderne fortalte, at hun har lært at betragte længslen som et væsen, hun ikke længere flygter fra eller fortrænger, men som hun respekterer og forsøger at lade leve i sig selv.

Skrivelængslen. Et subtilt kald eller en decideret smerte, et stik i hjertet af længselsfuld lyst, som snart bliver sendt til tælling af en lavine af modstand og argumenter hvorfor, det ikke lader sig gøre at forfølge skrivelængslen.

Det handler om dansen

En af misforståelserne er produktet. Vi har lært, at hvis vi skriver, så er det med et bestemt udfald for øje og ofte påstår kvinder med skrivelængsel at de har en bog i maven. Eller også er de blevet guidet til at skulle skrive en bog. Med al respekt for og kærlighed  til for bøger, jeg elsker at læse og bøger gjort af ord og papir er en essentiel del af mit liv og mit interieur, så er det bare sjældent det, at skrivelængslen som udgangspunkt handler om. Det handler om dansen. Processen. Hengivelsen til længslen og nysgerrigheden efter at møde op og folde den ud.

Og måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv, så kommer hun til stede

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.

Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.

Døren til dit vilde væsen, din vise kvinde

”The doors to the world of the wild Self are few but precious. If you have a deep scar, that is a door. If you have an old, old story, that is a door. If you love the sky and the water so much, you almost can’t bear it, that is a door. If you yearn for a deeper life, a full life, a sane life, that is a door.”
– Clarissa Pinkola Estés –

Nej, fandme nej!

Det er snart længe siden, at jeg en søvnløs nat hørte hendes stemme og mærkede hendes kraft for første gang. ”Nej fandme nej” var ordene og det kan måske synes som nogle underlige gudindeord, men det skal man ikke lade sig narre af. Og der var brug for dem, de ord, netop de ord. For jeg havde alt for længe, ja faktisk det meste af mit liv, danset til tonerne fra andres piber og forsøgt at få mine egne trin til at passe ind. Jeg dansede på landminer og måtte konstant anstrenge mig for ikke at træde forkert. Men den nat skete der noget, som ændrede min kurs og min måde at være i livet på.

I månederne op til var der sket nogle ting i mit liv, som for alvor satte det i perspektiv. Jeg havde været i sorg, i tomrum og vandret gennem mørke gange. Et venskab var forlist og det satte en lavine af følelser og gamle historier i gang i mig. Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg sidst valgte at lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu for første gang var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min tidlige barndom og sikkert også længe før den tid.

Mørkevandring

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve Den gav mig vished om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle mærke, væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til hende. Min vise, vilde kvinde. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast. Heldigvis.

Måske var det en slags sjælens mørke nat, jeg vandrede igennem den sommer og det efterår for et par år tilbage? Under alle omstændigheder fik jeg øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som havde formet og til dels bestemt udfoldelsen af mit liv indtil da, men som ikke længere tjente mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen og selvom jeg dengang troede, at jeg var fortabt og faret vild, forholdt det sig på ingen måde sådan. Jeg var på vej hjem. Til mig selv. Og det var en vej, som jeg måtte gå alene. Den vej har for altid ændret min måde at være i livet på. Den har forevigt forvandlet mig.

Et budskab af værdighed

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, en indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Og det er ofte dér i mørket, hvor vi tror os forevigt fortabt, at hun dukker op som en røst fra et sted dybt i os. For mig var hun en rumlende torden, jeg kunne høre og mærke i hele kroppen. Sådan kan hun stadig føles, men efterhånden som jeg er blevet mere lydhør og har fundet ud af, at jeg bevidst kan læne mig ind i hendes og mærke hendes kraft og styrke som en integreret del af, hvem jeg er, har hun fået mange stemmer og måder at kommunikere på. Hun er ikke en kvinde, hun er mange. Men uanset hvad hun siger og i hvilken skikkelse, hun træder frem, så er der altid en helt særlig følelse af værdighed gemt i hendes budskab.

Stå ved dig selv og dine følelser.
Det gør godt at græde, tårerne renser dig.
Vandet er en del af, hvem du er.
Det gør godt at le, vinden lufter og letter dig.
Luften er en del af, hvem du er.
Det gør godt at brænde igennem og sige til eller fra.
Ilden varmer og buldrer som en kraftfuld flamme i dig.
Ilden er en del af, hvem du er.
Det gør godt at forankre sig hos Moder Jord.
At sidde hos træerne, dufte og mærke mulden under dine fødder og i din sjæl.
Jorden er en del af, hvem du er.

Velkommen til Gudindecirklen

I Gudindecirklen skal vi lege med og udforske elementerne, vi skal vække Tornerose og danse med de fortællinger, som opstår i processen. Vi skal lytte, skrive og dele og åbne op for den indre fortællerske, som jeg efterhånden er overbevist om, at alle kvinder bærer rundt på. Hun vil gerne sættes fri og lade sig skrive gennem dig. Hun kalder gennem skrivelængslen.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og igennem forløbet, som varer 3 måneder, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen.

Vi skriver i livet

Du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i. Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Hun skriver sig gennem dig. Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed

Jeg har dedikeret Gudindecirklen til de kvindelige fortællinger og til Gudinden i dig selv, deraf navnet. Efter at have skriverejst med og lyttet til de kvinder, som har været i forløb, på intuitiv skriveworkshop og i skrivecirklen gennem mere end to år nu, er jeg ikke længere i tvivl. Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed og møder du op og hengiver dig processen (jeg viser dig hjertens gerne hvordan), så får du smæk for skillingen.

Det udtryk af Ravnens. Hun ler højt, mens hun siger det gennem mig og jeg bryder sammen i lattergråd. Humor er i øvrigt også en del af skriverejsen. Når vi skriver og forløser gennem ord, skriverier og fortællinger, kommer humoren og den umiddelbare glæde tilbage i vores liv. Når vi skriver. Når vi danser. Den sniger sig ud mellem linjerne, det er på ingen måde bare sorg, smerte og tunge forhindringer, vi må skrive os igennem. Tværtimod.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi ønsker jo at lokke hende helt frem og lade hende boltre sig. Din indre fortællerske. Og det gøres ikke ved at byde hende på kasser, stram struktur og morderisk kontrol. Hun ønsker at danse og flyve frit og at tage dig med sig i sin dans. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe, flod, opture og nedture. Det hører med.

Lyttende vidner

Deling er heling. Vi favner sårbarheden og siger det højt. I cirklen deler vi af vores fortællinger og af processen undervejs. Vi deler med hinanden og så lytter vi i cirklen i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret dem. Vi er ikke dommere, bødler eller korrekturlæsere. Vi er lyttende vidner til hinandens skrivende forvandling og til de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver. Og vær ikke bange, kvinde min, jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som fyrtårne leder dig på vej.

I Gudindecirklen får du mulighed for også at skrive, lege og arbejde med gudindeenergien, mytologi og symboler gennem skriveafsæt og øvelser. Ikke fra et intellektuelt ståsted, men fra et sted i dybt dig. Vi skriver intuitivt og folder ud, som det opstår. For visdommen bor i dig selv. Hun bor i dig. Den vise kvinde. Gudindecirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du gennem ord og fortællinger kan finde vej ind til hende og blive i stand til at mærke din egen kraft og høre dens stemme. I alle dens afskygninger. I alle retninger. I luften, i ilden, i vandet og i jorden. I livet.

“Believe that your tragedies, your losses, your sorrow and your hurt happened for you, not to you. And I bless the thing that broke you down and cracked you open because the world needs you open.
– Rebecca Campbell – 

Vil du med i Gudindecirklen?

Hvis du vil være med i Gudindecirklen, som starter den 7. april og varer i 3 måneder, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Cirklen er ved at fyldes, men der er stadig ledige pladser. Du finder invitation og flere detaljer i linket her.

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme.

Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Kærlig hilsen
Lene

Tl inspiration læs også gerne

Vejen til den vise kvinde
Når Tornerose vågner
Disciplin skabe magi
Den stille stemme
Skriverejsen

Kvinder_Skriverejsen

Når Tornerose vågner

tree-soul

Det tomme papir, de første ord, den sidste dag i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne.

Den sidste dag i februar, tidspunktet for Imbolc er for længst passeret og i det lille vildnis i haven herude boltrer erantis og vintergæk sig. Et gult tæppe med hvide stænk. Lyset er dristigt i horisonten, solen bryder igennem skyerne kun for at forsvinde igen for en stund. Stilheden er stor og i morgen er det marts. Langsomt rejser vi mod forårsjævndøgn, balancetidspunktet i naturen. Også det skal vi skrive om og arbejde med gennem ord og fortællinger i Forårscirklen.

Vintercirklen lakker mod enden. Jeg smiler ved tanken om de kvinder, som nu har været på skriverejse gennem vinteren og som i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen har forankret sig i det, der er vinterens gave. Via fortællingens kraft har de rejst gennem månederne og opdaget nye sider af både sig selv og det, der før bare var en lang, mørk vinter. De har fået vinterens gave. Fortællinger er opstået og har fundet vej og mange af dem er blevet delt i det fælles rum.  Og den deling er der noget ganske magisk i, når vi altså gør det i et kærligt og støttende rum, som i skrivecirklerne.

At dele er at helbrede

”Det er påvist videnskabeligt, at shamaner, som opfordrer deres klienter til at opføre deres drømmearbejde offentligt i form af digte, sang og dans, har en effektivitet på 80% i deres helbredelse. ”

Sådan skriver Barbara Tedlock i sin bog ”Kvinden i Shamanens Krop” og min erfaring siger mig, at det samme gælder for skrivearbejdet. Der er en forunderlig helbredelse i det at gøre sit livs fortælling og alt det mellem linjerne til noget deleligt på den ene eller anden måde. Gennem fortællingens kraft eller gennem digte og selvfølgelig sang og dans. For som Karen Hering siger det:

”Telling our stories, putting our experiences into words and poetic narratives is more than an act of artistic expression; it can be the transformation and the healing work of survival.”

Sårbarheden er essentiel

Delingen er også en vigtig del af skrivecirklerne for de, som finder modet og sårbarheden i at turde. At sige det højt og lade det fortælle. Og det kommer efterhånden, modet, når vi lærer at sårbarheden hører med. Den er essentiel.

Når Tornerose vækkes af en pen

En af kvinderne i Vintercirklen udtrykker sin oplevelse med skrivearbejdet og rejsen i ord og stemninger gennem vinteren således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Skriverejsen forvandler

Jeg blev også vækket af en pen, da jeg i tidernes morgen startede på min egen skriverejse. Og skriverejsen forvandler. Ord for ord. Hvis vi altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er en forudsætning. Og når vi finder modet til at ”sige det højt”, når vi deler, så får healingen og transformationen en ekstra dimension. Vi smider et lag, en maske og vi står frem. Det gør os mere sårbare, javist, men det er i den sårbarhed at styrken vokser. Her slår vi rødder og får et større underjordisk netværk, så vi kan skinne mere udadtil. Blive hele. Som de kvinder, vi egentlig er, bag det hele. Den vise kvinde og hende, som ved.

Når det er tid

For når den tid kommer, hvor det gør mere ondt at lade sit lys stå under en skæppe end at lade det skinne og brænde frit, er det tid. Og det er virkelig en nærmest fysisk smerte, vi mærker. Sjælen ved, at det er tid, at vi ikke længere passer ind i vores gamle roller. De ellers så bekvemme masker må krakelere. Vi kan ikke længere hugge en hæl og klippe en tå, gå på konstant kompromis med vores eget hjerte og gemme os bag alle de gamle historier, som definerede os. Vi er nødt til at møde op og skrive nye historier. Gennem frygt, modstand og det, vi kalder skriveblokering. Den trygge skriveblokering, som vi gemte os bag. Nu gør det ondt at gemme sig.  For det er tid.

“And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.”
– Anaïs Nin-

Det gør godt at blive bevidnet

Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En fyldepen, som fyldte mig med ord om de sandheder, der er mine at forkynde bag et tæppe af det tilsyneladende. Og det er blandt andet det, som Skriverejsen kan hjælpe dig med. Du bliver vækket af dine egne ord og skriverier. De fortællinger, der udspringer af din rejse og dit liv, den vej du har valgt eller den vej, som valgte dig, er dine at skrive og fortælle. Ingen andre kan gøre det. Men det gør godt at blive bevidnet undervejs. Det gør godt at være i skrivecirkel med andre kvinder på samme slags rejse, som lytter, løfter, støtter og siger tak. Det gør godt, for det healer og forvandler.

Hvad sjælen egentlig længes efter

En af kvinderne i Solhvervscirklen skrev om, hvor godt det har gjort for hende at opdage, hvad det egentlig er hun har lyst til at gøre med sit skrivearbejde og den lyst og det behov deler hun med mange af os.

”I virkeligheden længes jeg mest af alt efter at dele og være sammen med andre i kærligheden til kunsten, til det levende udtryk og historierne. Det lå som en ordløs længsel, en konstant søgen efter ”det ægte”, ”det levende” og det ”magiske”. Og nu opdager jeg langsomt, at der faktisk findes andre i verden, der også har det sådan. Der også bare vil dele og udtrykke sig uden at det handler om at måle, veje og sammenligne sig.”

Når vi skriver i det magiske rum

Det er lige netop det. Vi har hverken lyst til eller brug for ris, ros eller konstruktiv kritisk, når vi skriver i det magiske rum. Når vi hengiver os til det, som sjælen egentlig bare vil: Udtrykke sig gennem det ægte, det levende og det magiske. De fleste af os ønsker egentlig bare at få lov til at danse. For det er nemlig dansen, det handler om. Udtrykket. Vi er kreative væsener, vi er kvinder, som er skabt til at skabe. Men i en meget tidlig alder lærte vi om bedømmelse, kritik og om at passe ind i kasser, rum og rammer, hvor vi skulle forsøge at leve op til noget bestemt på en bestemt måde. Vi fik kritik og vi fik karakterer. Vi kunne dumpe.

Mange af de sår, som vi fik dengang, bløder stadigvæk, andre er blevet til ar. Og vi husker det. Og hvis vi husker det som sandheden og en historie, der ikke kan skrives om og blive anderledes, går vi i stykker i vores kreative udfoldelse. Så gør det godt at have en skriveblokering at gemme sig bag. For vi tør simpelthen ikke give udtryk for os selv og vores sandhed. Vi tør ikke skabe os, for vi fik jo at vide, at vi ikke måtte være for meget. Så blev vi for lidt. Alt for lidt. Vi skrumpede.

Når kortet ikke stemmer overens med landskabet

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Når Tornerose vågner

”When Sleepy Beauty (Tornerose) wakes up, she is almost fifty years old”, siger Maxime Kumin. Og så er vi tilbage ved Tornerose, som kan vækkes på mange måder. Kys er godt, men pennen er mindst ligeså god. Især hvis du har skrivelyst og længsel. En pen, som skriver sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Og inviterer du fortællingens kraft med på din skriverejse, så bliver magien så meget større, for fortællinger kan noget ganske særligt. De lindrer, de healer og når du først er kommet i gang, vil du også opdage det. Du har en indre fortællerske med sin helt egen stemme, som har ventet på at få ordet. Kun du kan give hende det. Ordet.

Lyt til hendes sang, hun har gaver med til dig.

Fortællingens gave

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver (!) den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber i fortællingen. Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

”The story itself becomes a vessel that holds us up, that sustains us and allows us to order our jumbled experiences into meaning.”
– Sue Monk Kidd –

Når vi deler og siger det højt

Skriverejsen og fortællingerne får en ekstra dimension, når vi i skrivecirkel med andre kvinder vover os frem og deler med hinanden. I kærlige, rummelige og støttende rum, hvor vi deler og lytter til hinanden. Ofte runger rummet af dyb genklang, for vi opdager at vi på mange måder deler de samme smertelige fortællinger. Og at glæden og længslen er den samme. Vi mødes for en stund i det magiske rum, vi læser, lytter og er vidner til hinandens skriverejse og udvikling skabt af ord og fortællinger. Der er healing i det rum.

Vi er kreative kvinder

Vi er kreative kvinder. Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger, de sjove, de glædelige, de svære og de sørgelige. Engang sad vi omkring bålet og fortalte hinanden om det, vi havde oplevet, vi gav vores erfaringer videre og satte ord på det liv, vi havde levet. Vi lyttede til vinden, til træerne og til den dansende, orange ild, der knitrede i bålet i vores midte. Vi var vores egen ild og vi var en cirkel. I samhørighed. Vi valgte at mødes for at dele, berige, løfte og støtte. Vi lyttede til de kloge ældre kvinder og vi hvilede os i deres visdom.

Det er tid til at tage den glæde og healing tilbage, der er i at dele vores historier og fortællinger. At skrive uden nødvendigvis at skulle gøre ordene til en bogmæssig bestseller eller det, der ligner. At skrive og fortælle uden at blive dømt eller bedømt.

Skriverejsen starter med det første ord

Skriverejsen starter med det første ord og det er aldrig for sent at fatte pennen. Hvor gammel Tornerose egentlig er, når hun vækkes af enten kys eller pen, betyder i sidste ende ikke så meget. Hovedsagen er, at hun vågner og begynder at tage alt det tilbage, som hun glemte undervejs.

På rejsen møder hun ganske ofte sin indre pige og på et tidspunkt smelter de sammen. Det magiske rum åbner altså også op for legen, glæden ved at skrive og udtrykke sig og bare at skrive, fordi vi kan.  Vi synger og vi danser med ord og stemninger og til sidst bliver vi vores egen dans. Tornerose sov i 100 år, men uanset hvor længe du har sovet og vandret omkring med skrivelængsel og en udefinerbar smerte i dit bryst, så er det aldrig for sent at vågne og skrive nye historier.

Det er aldrig for sent at vække Tornerose og genfinde skriveglæden.

Lad sangen synge dig

skriverejsen skaber du din egen vej og måde ved lytte til din sjæl. Du danser med livets mysterium og du øver dig. Øver dig, indtil du gør det til en slags sang, som i sidste ende synger dig.

Din vise kvinde dukker op mellem linjerne, du hører nye toner og lyde, som din sjæl kender. Det føles godt, det giver dig både lindring og kuldegysning. Du bringes frem til det, der er din indre sandhed og du forvandles. Ord for ord, lidt efter lidt.

Jeg har fundet en ny skrivetone”, siger en af kvinderne, som deltog i Vintercirklen.

Tornerose er vågnet

Det tomme papir, de første ord, den sidste dag i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Min egen skriverejse fortsætter, for jeg har for længst indset, at skriverejsen er min vej og måde. The path of writing. Jeg vidste bare ikke, at den ville ende med at skrive mig. Skriverejsen.

Tornerose er vågnet. Hun strækker sin krop og misser med øjnene mod lyset. En stemme dybt i hende hvisker noget, som får hende til at synge. Først forsigtigt, stille, men snart lyder hendes røst som en storm, der er undervejs og som vil forvandle landskabet:

“My ultimate authority is the divine voice of my own soul.”

Og snart er det forår.

Kærlig hilsen
Lene

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her

Tak Bitten, for ordene om Tornerose og pennen. De vækkede noget i mig ❤

Thumbnail Photo “Tree Soul” © Circlephoto, Dreamstime


gudindecirklen

Nyt skrivegruppeforløb med start den 7. april 2017
Væk din indre fortællerske og Gudinden i dig selv

Gudindecirklen er et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet er dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv både som kvinde og fortællerske.

I Gudindecirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft og ud fra devisen: Alle kvinder har en indre fortællerske, som blot venter på at blive vækket og skrevet frem. Du kan også kalde hende Tornerose, for måske har hun sovet i 100 år, men det er aldrig for sent at vågne og fatte pennen. Skrivelængslen kalder og den har gaver med til dig. Hvis du altså møder op og skriver.

Du finder invitation til Gudindecirklen og flere detaljer i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er plads til 15 kvinder i denne skrivecirkel og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Fortsættelse følger

birch-trees_birk

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er min første forankring til det, der er mit univers og min måde at være i livet på. Jeg har for længst fået vished om, at skriverejsen er en kraftfuld og magiskabende vej, hvis man altså har skrivelængsel og disciplin nok til at møde op og tage imod. Uanset hvad det handler om.

For vi skriver jo i livet.

Den stille stemme

Når man lærer sig selv at kende i skriveprocessen og samtidig lærer processen at kende, den kreative proces med alle dens opture og nedture. Når man begynder at se en større sammenhæng og opdager, at man via ordene kan forbinde sig til den kraft, som allerede findes dybt i en selv og forstår, at hvis man virkelig lytter dybt og inderligt nok, så er der en anden stemme, som rummer sandheden om, hvem man egentlig er. Den stille stemme.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Læs mere i “Den Stille Stemme”

Din måde at være i livet på

”Det handler om din måde at være i livet på” siger Ravnen og smiler underfundigt, mens hun klikker med næbbet. Netop landet, fløjet gennem bølgende dis og båret af brisen fra øst. Træerne vugger og danser i dag, vinden er vågnet og på den allersidste dag i januar bliver der gjort rent. Vi lufter ud og skaber plads til det nye, som skal komme.

Jeg nikker som svar på Ravnens ord, jeg er helt enig med hende. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet min vej og måde, selvom det har taget mange år og mange ord.

At møde frygten og at turde se

Gennem tåge og mørke, af snoede stier og kringlede veje har jeg mødt mig selv og min frygt gennem de ord og fortællinger, som dukkede op, mens jeg skrev. Frygten, skulle det vise vej, var et pejlemærke og noget, jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med. Jeg lærte at se på Frøken Frygt med nye øjne og et drys kærlig nysgerrighed, gradvist altså og efterhånden. Jeg nærmede mig hende og flygtede så igen, kun for at opdage, at hun ofte fulgte med og stillede sig på vejen foran mig med krydsede arme og et sørgmodigt blik.

”Hvornår ser du ?” hviskede hun, men jeg var bange for at se og kunne slet ikke finde ord til at svare hende.

Efterhånden kom modet

Men efterhånden kom modet. Og det var ikke den slags mod, man hører om i eventyrlige fortællinger om helte og heltinder, som bider tænderne sammen, hvæsser sværdet og kæmper til sidste bloddråbe. Det var et mod, som jeg fandt i den dybeste sårbarhed og et sted, hvor jeg aldrig havde drømt om, at der ville være styrke at finde. Jo da, Freud har sagt det og mange før og efter ham, men når erfaringen ikke er gjort med egen krop og sjæl, så tæller den ikke rigtig. Jeg skrev mig til mod og jeg gjorde det ved at lytte til både frygt, modstand og dyb sårbarhed. Jeg gav dem ord, jeg gav det hele ord og ordene gav mig.

Min indre pige

På et tidspunkt skrev jeg mig ind til et mørkt sted fuld af fugt og spindelvæv. En dør med en kæmpemæssig hængelås, afskallet maling og en hengemt lugt af svigt og savn. Forsigtigt åbnede jeg døren til mit magiske rum og lukkede min indre pige ud af det skab, hvor jeg alt for længe havde holdt hende fanget. Åh, jeg var så bange, for jeg var sikker på at hun ville hade mig for at være faret så meget vild. Og så længe. Det var et skæbnesvangert øjeblik, da jeg satte nøglen i den rustne hængelås og så hende i øjnene.

”Jeg forstår godt, hvis du hader mig og ikke vil kendes ved mig” fremstammede jeg og følte mig meget lille. Mindre end hende, pigen med de funklende blå øjne og det lyse hår.

Hun hadede mig ikke

Men hun hadede mig ikke. Tværtimod. Hun var bare glad for at blive lukket ud af skabet, sit mangeårige fangehul og igen få lov til at forkynde sin sandhed. Hun lærte mig at synge igen, at danse og at gøre det, som jeg altid har elsket. Skrive og fortælle historier. Og hun lærte mig at gøre det alene. Á Lene. Du behøver ikke andres tilladelse eller at søge andres rum og måder for at være den, du er kommet for at være. Gør det på din måde. Men gør det. Nu.

Keep it simple. Do it your way.

Uden hende er jeg intet

”Jeg svigter dig aldrig igen” sagde jeg højtideligt og det løfte har jeg holdt. For uden hende er jeg intet. Uden hende har jeg et stort hul i hjertet, som ingen andre kan fylde ud. Hun er mit hjerte. Hun er mit mod, min styrke og min sårbarhed. Hun er mit eventyr. Og jeg er hende.

Så det handler om måden, vi er i livet på, det har Ravnen ret i.

Nu er det Imbolc

”Og nu er det Imbolc” siger hun fornøjet, Ravnen og ser på mig funklende øjne. Et magisk tidspunkt.” Jeg nikker glad og kan mærke det langt ind i sjælen. Det er mit tidspunkt. Og Brigids tidspunkt.

Brigid og de gamle keltere

For de gamle keltere var Imbolc den tid på året, hvor nyt liv opstår. Træer og planter begynder at vokse, vinteren møder foråret for første gang. Man holdt ildfest eller lysfest for Brigid, Gudinden for poesi, smedekunst og healing. En af ideerne med lysfesten var at vække lysets ånd midt i den mørke vinter (midvinter).

Ved Imbolc eller på dagen for Candlemas eller Kyndelmisse, om du vil, den 2. februar, fejrer vi jordens genopvågning efterhånden som solens varme og lyset vender tilbage. Men perioden for Imbolc strækker sig helt frem til den 13. februar, hvis man skal tro gamle skrifter. Det har jeg valgt at gøre. Og uanset hvad, kan vi forankre os i den energi, som vi også er en del af og spørge os selv om potentialet, spirerne og det, vi ønsker, skal vokse i den nye cyklus.

Kald det, hvad du vil

For det, vi har fokus på, vil vokse. Vi mærker vores intention, hvad har vi lyst til at sætte i bevægelse og begynde? Her giver vi altså bevidst liv til vores intention om positiv forandring, især det, som blidt skubber os frem og forvandler os indefra. Det er et kraftfuldt tidspunkt at ændre gamle vaner på og skrive nye historier og fortællinger. Et skridt, et ord af gangen.

Find din egen vej og måde

I øvrigt kan du kalde tidspunktet, for hvad du vil. For mig er tidspunktet Imbolc, men for dig er det måske anderledes?

Find gerne din helt egen vej og energi i februar, som ankommer i morgen og brug de ord, som føles godgørende for dig. Du kan sætte dig helt fri af dogmer og andres forståelse og forankre dig i nuet, det skabende øjeblik og skrive dig ind i tidspunktet i naturen og i dig selv.

Gå ud, gå ind og skriv om det

Gå ud og se dig omkring, mærk luften og livet, der begynder at ulme igen. Hør solsorten, som nu øver sig på sin forårssang. Se erantis og vintergæk stikke hovederne frem i haverne rundt omkring og lyt til den sang, der blæser i vinden. Gå ud og forbind dig, gå ind og skriv om det. Som det nu passer dig. Prøv dig frem og find din egen vej og måde.  Din måde at skabe forbindelse på, din vej til kraften og din iboende kreativitet og glæde.

Du er bærer af din egen visdom, men du kan som jeg har gjort det vælge at invitere Brigid ind i din cirkel og lytte til hendes stemme i dig selv. Det, hun repræsenterer på dette tidspunkt af året, hvor vinter møder forår for første gang.

Begynd på ny

Imbolc finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage.

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Det er et perfekt tidspunkt at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et fint tidspunkt at begynde på ny.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv mærket det gennem de senere år, hvor noget ligesom vågner i mig. Det er altid ved Imbolc, at jeg tager mit malergrej frem igen og supplerer ord og fortællinger med farver og billeder. Jeg føler mig antændt af inspiration, kreativitet og nyt liv.

Jeg har valgt at skabe rum for en intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc. Den 8. februar gæster 6 kvinder med skrivelængsel min skrivestue. Sammen skal vi via ord og fortællinger på opdagelsesrejse i Imbolc energien og hvem ved, måske vil både Ravnen og Brigid være til stede på denne dag også?

Ravnelatter

Det får hende til at le højt. Rullende og hjerteligt. Ravnen. Hun ler så tårerne triller og ser på mig gennem et vandfald af visdom.

”Hvad er dér?” hører jeg mig selv spørge.

Hun ved noget, jeg ikke ved. Det står klart, det bølger mellem os og danser mellem linjerne. Og nu, hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende, ved jeg også, at hun ikke har tænkt sig at afsløre det for mig. Jeg vil selv opdage det, når tid er. Jeg kan stille spørgsmål og lade dem føre mig på vej, men svarene kommer ikke, før jeg er parat. Det er en modningsproces så forunderlig, at man bare må acceptere den og vælge at trække vejret dybt gennem dens tråde af magi.

Jeg glæder mig til skriveworkshoppen og til at fejre Imbolc sammen med de kvinder, som kommer. Alle pladser er optaget, det blev som det skulle være på den skriveworkshop, som jeg allerede så for mig og mærkede tilbage i efteråret. Du kan læse om tilblivelse i fortællingen om ”Ravnen og skriveworkshoppen”.

Brigid i os selv

Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som snart skal komme. Vi er lysets potentiale og det er det lys og vores skaberkraft, vi fejrer på skrivedagen og i forbindelse med Imbolc i øvrigt. Vi gør det via fortællingens kraft og ved at forankre os i fejringen af Brigid og lyset. Men det handler ikke så meget om at lære Brigid at kende via en slags intellektuel forståelse, selvom det er vanvittigt spændende at gå på opdagelse i gamle bøger og lære hende bedre at kende.

Der er et spind af historier og fortællinger om hendes væsen, der er delte meninger og mange slags fortolkninger. Opgaven er at lytte, lære, mærke efter og siden at gøre det til sit eget. Det som vækker genklang. For ét er Brigids historie og det, der var de gamle kelteres fejring, noget andet er, hvem eller hvad Brigid er i os selv.

Dansen i lyset, varmen fra ilden

Vi er her for at fejre. Lyset, potentialet og de små spirer af livskraft, som vi nu mærker. Vi er her ikke for at kaste vinterens kåbe af os, vi har stadig mørket i os og vinteren er ikke forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og mærket potentialet for den kommende tid. Have fokus på det, vi mærker er godt for os, det vi ønsker at tage med os videre på rejsen. Varme os ved lyset og ilden, den arneild, som Brigid også i følge sagnet er beskytter af.

Jeg vandrede med hende gennem skoven i weekenden, jeg lyttede, betragtede og forstod. Den slags forståelse, som snarere er en dyb indre vished end en mental forklaring på noget, som er nærmest uforklarligt. Og dog. For var det ikke netop det, som skoven lod mig vide, da jeg vandrede? Fornemmelsen af spirende lys og levekraft mellem træerne.

Var det ikke selve mysteriet, der åndede på mig og gav mig en følelse af indre eventyr og en livsgnist, som jeg aldrig i mit liv har oplevet så stærkt før?

Så længe det skaber genklang og resonans

Og er det i sidste ende ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det? Så længe det skaber genklang og resonans og er med til at bane vej for den kraft og kreativitet, som vi alle bærere af på hver vores måde?

En hare løber over marken og følger lyset mod syd. Ravn smiler stadig smørret og letter så. Ordløs visdom får vinger. Hun er sin egen fortælling, Ravn og hun er til stor inspiration. Sådan er det bare. Sådan er jeg bare.

Og fortsættelse følger.

Blessed Imbolc. Glædelig Imbolc.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Birch tree at sunset” © Ying Feng Johansson, Dreamstime 


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen ovenfor. Vi starter den 1. marts.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.

 

Dit livs forfatter

time-to-write

Jo mere jeg skriver og underviser, jo flere kvinder, jeg har den glæde at møde og som er i skriveforløb og på intuitiv skriveworkshop hos mig, desto mere begejstret og taknemmelig bliver jeg for ”det at skrive”. Skrivning er ikke kun bogudgivelser, anmeldelser og kritik. Skrivning er heller ikke kun retstavning og grammatik. Det er en misforståelse hos mange, som tænker, at hvis man skal skrive så handler det om produktet og et bestemt udfald.

Skrivning er så meget andet end det, og når vi slipper forestillingen om det perfekte produkt og perfektionismen i det hele taget, opstår en åbning. Hengivelse til processen er en nøgle.

Læs også gerne: Tag din skriveglæde tilbage

Du kan ikke tænke dig til det

“I begin with an idea and it becomes something else”, sagde Pablo Picasso. Det er ofte sådan, det er. Når vi forlader hovedet og skriver os ind I krop og sjæl, når vi giver slip på kontrollen og følger med ordene, den vej de nu leder os, begynder der at ske ting og sager. Den ide, vi måske lagde ud med, forvandles undervejs. Noget nyt opstår og ofte hænder det faktisk, at vi møder en helt ny ide eller fortælling et sted på skriverejsen. Inspirationen dukker op undervejs. Vi kan ikke tænke os til det.

Skriverejsen vil forvandle dig

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen, du kan virkelig ikke tænke dig til det. Stol på processen, gå i tillid og nysgerrighed og begynd så at skrive. Tillad dig selv at blive overrasket. Skriverejsen vil forvandle dig, ord for ord. Tillid til processen er endnu en nøgle.

Vinterskriverier

Skriv om det

”Skriv om det” siger den stille stemme med noter af duftende kærlighed. Jeg ved, at det er hende. Der er ingen tvivl, hun synger som en fugl dybt i mig, så jeg sætter mig og lytter. ”Fortæl, at det handler om at blive ved. Det handler om igen og igen at møde op og at ville det. Tro på det. Og at have tillid til det. Måske er der dage, hvor det ikke flyder helt så let, hvor modstanden og frygten er stor, men det hører med. Det betyder ikke, at vi ikke kan eller skal skrive.

Vi skriver os gennem dage og nætter, de lette og de tunge, vi skriver os gennem dale og over bjerge. Vi skriver i alt slags vejr, gennem sneen, tågen og regndisen. Og vi skriver på sommerdage, hvor vores hjerter er fulde af solskinsord. Vi skriver visdommen og vi skriver sandheden. Vores sandhed. Vi skriver træer, fugle og årstider. Ja, vi skriver os gennem det hele uden at have en mening om at det ene er bedre end det andet. Vi skriver sårene og sorgen, for vi dypper altid pennen i det, der er. Undervejs opdager vi så, at det, der er, ofte er meget anderledes end vi troede det var.”

Skrivning som et redskab, transportmiddel OG som medicin

Du betror dig til papiret. Papiret lytter. Papiret spejler dig med dine egne ord. Ordene er vigtige, de er nemlig fulde af energi og når du lytter og lader din sjæls ord komme op til overfladen, kan du mærke den. Genklangen. Sødmen. Kærligheden. Selv det tunge og svære får en anden lyd, når det kommer fra et sted dybt i dig. Det er dine ord. Kærlighedsord fra din sjæl til dig.

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Du kan skrive dig til klarhed

Du kan bruge skrivningen som en slags kortlægning af dit liv. Du kan skrive dig til klarhed. Med ordene tegner du et landkort over dit liv og du ser alle byerne og landskaberne dér: Glæder, sorger, grænser, frygt, modstand, guldminer og genvordigheder. Undervejs opdager du noget, som du måske ikke havde set eller troet på før. Du er slet ikke magtesløs. Du har valgmuligheder, for det står der sort på hvidt og du har selv skrevet det. Desuden får du ofte at vide hvilke valgmuligheder, du har. Du får øje på det undervejs og du mærker, at du egentlig godt ved besked.

Den måde, man beskriver og forstår sit liv på, at er i sidste instans uløseligt forbundet med den måde, man lever det på, siger terapeut og skrivemanuduktør Mandy Aftel. Man er i direkte betydning sit eget livs forfatter. Det kan jeg i øvrigt selv skrive under på. Jeg har skrevet mit liv og skrevet det om. Ord for ord.

Lidt af min historie kan du læse i blogindlægget her: Pigen der fortalte eventyr.


Du er dit eget livs forfatter

Tror du på det? At du er dit eget livs forfatter? Prøv at luk øjnene og smag lidt på ideen. Måske tvivler du lidt, men så lad tvivlen komme dig til gode og drag ikke forhastede konklusioner. Åbn døren på klem med et gavmildt stænk nysgerrighed. Lukker du af for tro og tillid, lukker du nemlig en ellers tung dør og boltrer den forsvarligt. Tro, tillid og kærlighed til dig selv og processen er universalnøgler, som lukker op igen.

Lad os antage, at det er sandt. Du er dit eget livs forfatter. Så hvorfor ikke skrive dit liv på en mere aktiv måde? Hvorfor ikke give det mere eventyr og selvkærlighed eller noget, som er personligt tilfredsstilende og godt for dig? Du ved bedst selv, hvad du vil skrive frem i dit liv? Hvad du savner? Kun du ved, hvad der gemmer sig bag skrivelængslen også selvom du lige nu tror, at du ikke ved det. Svarene findes dybt i dig og du kan skrive dem frem. Manifesterer længslen sig som skrivelængsel, er der kun én ting at gøre. Mød op og skriv.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

There is no greater agony than bearing an untold story inside you”
– Mary Angelou –

Du kan skrive det frem

Du kan skrive det frem. Og længslen kan sågar handle om, at du savner skaberkraft og kreativitet i dit liv, at du har en veludviklet fortællerske, som bor i din indre skattekiste, og gerne vil frem og have ordet. Vil du give det til hende? Ordet.

Under alle omstændigheder er du nødt til at møde op og skrive for at finde ud af, hvad det egentlig handler om. For dig.

Ord er energi

Ordets magt er ægte, hvad enten man er bevidst om det eller ej.
– Sonia Choquette –

Ord er kreative. De er informative, de indeholder information og budskaber, men de er også formative. Det må vi aldrig glemme. Ord er formative, for på magisk vis bliver vi det, vi skriver. Ordene former os og det gør de via den energi, der er i spil. De er derfor, vi skal vælge vores ord med omhu. Ord sliber kanter, viser vej og skaber nye døre og åbninger, som ikke fandtes før. Også på skriverejsen bliver vejen til, mens vi går og skriver.

I sårbarhedens muld

Vi skriver vejen. Vi skriver døre, åbninger og nye stier. Vi skriver os frem til de steder i os selv, hvor der er ar og sår og opdager, at midt i sårbarhedens muld er der grobund for nye skud og blomster. Træer. Og lige dér kan vi senere høste vores styrke, selvværd og glæde ved at være dem, vi egentlig er. I sårbarhed, medfølelse og kærlighed.

Fortællingens Kraft2

Historiemedicin og fortællingens kraft

Og her kommer historiemedicin og fortællingens kraft ind i billedet. Du kan bevidst vælge at invitere fortællingens kraft ind i dit liv og tage den med på skriverejsen.

Historiemedicin er ligeså gammelt som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor. Og den rummer en god portion healing.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver (!) den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber i fortællingen.

Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

Fortællingens healende kraft

Det kan ske, når vi læser eller lytter til andres historier og fortællinger. Vi mærker genklang, vi bliver berørt. Forbindelsen skabes via ordene og de billeder, vi maler med vores ord. På skriverejsen opstår fortællinger, som på sælsom vis har forbindelse til vores sjæls rejse. Fortællingens kraft kan lindre og vise vej. Det er ikke uden grund, at jeg beskriver fortællinger som fyrtårne, for de kan vitterligt vise os vej via deres ord og budskab. De sørger for, at vores skib ikke støder på grund. En dyb visdom bevæger sig som en slange mellem linjerne og når vi først skriver, aktiveres vores indre fortæller af netop det, vi har brug for at høre og vide. Lige nu. Andres fortællinger kan skabe genklang, men intet er mere lindrende og healende end selv at holde pennen og i det skabende øjeblik tage imod den visdom, der bor i egen sjæl.

WomanForest

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde dine svar

Ingen ved bedre end du. Selvom du føler dig forvirret eller fortabt, du er måske faret vild og kan hverken se skoven for bare træer eller lysningen i skoven, bærer du selv svarene et sted dybt i dig.

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde svarene og bringe dem op til overfladen. På en nænsom måde, der passer nøjagtigt til dig, baner de vej og hjælper dig til at huske alt det, du har glemt. De er med til at bygge bro fra din forvirring og følelse af forladthed til nye veje og stier, som åbner op for din sjæls visdom og vej. Broer, som ikke fandtes før, men som via fortællingens kraft og de eksempler, fortællingen bringer på banen, bliver bygget ord for ord.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft

I alle de forløb, jeg tilbyder, arbejder vi med fortællingens kraft som omdrejningspunkt og du vil efterhånden selv opdage de healende egenskaber i historiemedicinen. Bivirkninger? Ja, så mange at der skal skrive lange indlægssedler, men her er et par eksempler

  • Du oplever større indre glæde
  • Du får øget energi
  • Din kreativitet vokser
  • Du mærker en øget ro: Angst, stress og uro dulmes, når vi skriver os gennem årstider, forankrer os i nuet, det skabende øjeblik og tager imod det, vores sjæl synger om.
  • Du får større indsigt og bedre udsigt
  • Du lærer at sætte pris på dit liv og din rejse, i alle dets facetter, i al dets skrøbelige glædelighed
  • Du ser dig selv som en aktiv skaber af dit liv og din lykke
  • Du oplever dig selv som ansvarlig for glæden og de valg, du skal træffe i dit liv. Der er ikke længere nogen tilfældigheder. Det er valg. Bevidste valg. Du har skrevet det og det er sandt. Du er din egen lykkes smed og du har de redskaber, der skal til. Du har din pen. Du har papir eller en magisk notesbog med linjer skabt til at skrive på.

Tror du på det?

Tror du på det? At du er dit eget livs forfatter? Måske tvivler du lidt, men lad så tvivlen komme dig til gode. You never know.

Under alle omstændigheder er du nødt til at møde op og skrive, for at finde ud om, hvad det egentlig handler om for dig og hvad der gemmer sig bag din rumsterende skrivelængsel.

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og længsel?

forarscirklen

Online skriveforløb til dig og din skrivelængsel

Forårscirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft med større skriveglæde til følge. I forløbet, som strækker sig fra 1. marts til slutningen af maj, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Forankret i årshjulet og naturens visdom

Forårscirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både månederne, energien og din egen kerne, vil du mærke større glæde og finde indre ro. Du vil lære dig selv bedre at kende på den samme rejse gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Ro og skrivende fordybelse

Forløbet kan også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Er du introvert og/eller har du brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance?

Det er bestemt ingen bagdel, hvis du egentlig er introvert og har brug for at hengive dig til dit indre, som nærer dig og skænker dig visdom og styrke. I Forårscirklen skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Forårscirklen er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Har du skrivelængsel, så kom og vær med. Vi starter den 1. marts. Forløbet er for kvinder med skrivelængsel i alle aldre, det er aldrig for sent at møde op og genfinde sin skriveglæde. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du øver dig i at skrive på din måde og vil efterhånden opleve, hvordan din særlige forfatterstemme finder sit leje.

Et skriveforløb fuld af inspiration, læring og skriveglæde.

Invitation til Forårscirklen og detaljer finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og der er stadig ledige pladser.

Kærlig hilsen
Lene

Dit magiske legerum

jongleremedstjerner


“Jeg er startet i en skrivecirkel sammen med nogle andre kvinder og jeg har fået en skrivecoach. Hvor er det et skønt og genkendeligt legerum at skrive historier og digte og læse dem op for hinanden. Et rum som jeg ikke har besøgt og givet opmærksomhed i mange, mange år. Det bliver der heldigvis lavet om på nu!”

Sådan skriver en af deltagerne på Skriv Din Sjæl skrivegruppeforløbet, som startede med en intuitiv skriveworkshop i går.

Når sjælen kalder dig tilbage

Dit magiske legerum har måske ligget hen og er blevet støvet og fuld af spindelvæv, fordi ingen brugte det. Men rummet findes skam stadig og har du skrivelængsel, kan det meget vel være, at det er sjælen, som kalder dig tilbage til det rum.

“Men skal vi bare lege” spørger du og synes måske, at det lyder lidt for useriøst, selvom noget i dig smiler ved tanken om at åbne døren og træde ind i det rum. En blanding af fryd og frygt opstår uvilkårligt.

For hvem er vi, hvis vi pludselig kaster alle hæmningerne bort og hengives os til dansen? Hvem er vi, når vi igen leger?

Sæbebobler af fryd og frygt

Indledningsvis vil jeg svare: Ja, vi skal lege. Vi starter med at lege, vi finder tilbage til det støvede legerum og gør os åbne og modtagelige i forhold til igen at turde gå på opdagelse i alt det, der endnu ikke er formgivet, men som både svæver rundt som subtile støvkorn i luften over os og som samtidig laver de små sæbebobler af både fryd og frygt indeni. For hvad mon andre vil tænke, hvis du virkelig hengav dig til din indre pige? Og er det mon hende, som har en finger med i spillet, hvad den rumstrende skrivelængsel angår?

Rummet holder hemmeligheden

Lov mig én ting. Gør dig selv en tjeneste og glem alt om hvad andre mon tænker og tror. For selve hemmeligheden til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse findes i det rum. Legerummet. Det kreative, magiske rum, hvor vi mødes og via vores intention og hensigtserklæring tiltrækker det, som vi ønsker, skal komme os i møde. Det er her, vi boltrer os og finder ud af, at vi slet ikke har glemt at lege og danse og hvad mere er:

Rummet har heller ikke glemt os. Det har ventet på os, tålmodigt hvilende i visheden om, at der måske vil komme en dag, hvor vi vender tilbage. Åbner døren, genkender farverne, følelserne, lydene og det særlige lys, der falder gennem de støvede vinduer.

Et helligt rum. Et kærligt rum. Et sjælerum. Et legerum.

Vi genopdager det kærlige, magiske rum

Skriverejsen starter ofte med, at vi genopdager det kærlige, magiske rum. At vi forsigtigt åbner den gamle, knirkende dør og træder helt ind. At vi mærker kuldegysning af genkendelighed og en dyb tone af genklang i alt det, der strømmer os i møde, når vi lukker døren bag os og sætter os, åbner os og tager imod.

Tiden fløj af sted på den intuitive skriveworkshop i går, som tiden ofte gør, når vi glemmer os selv og er fuldstændig opslugte af at danse i det øjeblik, hvor vi møder kreativitetens kildespring og alting går op i en højere enhed. Fortællinger fandt vej og landede i cirklen blandt os, digte dukkede op og samtidig var der en subtil vished om, at der er meget mere at komme efter.

jongleremedstjernerDer var engang et magiske legerum og det er dér skam endnu

men du er nødt til helt bevidst møde op og træde indenfor i rummet. Sige JA om end hjertet skælver. Her starter det hele igen, her møder du din indre pige og alt det, du elskede at gøre engang. Skrive og fortælle historier. Skrive digte. Vrøvlevers. Male. Synge. Danse. Ja, i det hele taget give dig selv lov til at boltre dig kreativt i den dans, der kun findes i det øjeblik, hvor du er mødt op og har åbnet dig, så kilden kan risle igennem dig.  Du opdager, at du på ingen måde har glemt det. Du kan endnu og rummet bærer ikke nag. Det elsker dig stadig. Sjælen har ventet og dansen er slet ikke færdig endnu. Den er kun lige begyndt.

Og det er aldrig for sent. Kreativitet har ingen alder.

Kom lad os danse

Hun var ikke bare en voksen kvinde med bagagen fuld af levet liv og ar på krop og sjæl. Hun var ikke bare en vis kvinde, der havde opdaget, at hun kunne se og at hendes særlige sensitivitet var en gave, som hun var blevet skænket for at bruge den til det, hun gør bedst og som hun holder allermest af. Hun var ikke bare en voksen dame med grå hår som fine striber i det lyse. Hun var også sit indre barn.

Pigen, kvinden og lynlåsen

Den lille pige og den voksne kvinde smeltede sammen dér i mørket før daggry. Det sitrede i min krop, tårerne strømmede og det var som om jeg kunne træde ud af sorgen lige dér. Kom, hviskede den lille pige, se der en lynlås midt i sorgen og den voksne kvinde nikkede smilende og trak forsigtigt i den. Lynlåsen. De åbnede i fællesskab sorgen for mig og jeg kunne træde ud. Et nyt daggry åbnede sig på nattehimlen og jeg spejlede mig i det spæde lys, der opstod lige dér. Først da var jeg i stand til at tilgive og give slip på noget, jeg havde holdt så krampagtigt fast i. Først da var jeg klar til virkelig at tilgive.

Og mest af alt handlede det om at tilgive mig selv.

Alkymi og kvindekraft

Dér kom styrken. Lige dér i mørket.  Alkymi og kvindekraft. Den lille pige med eventyr og rottehaler og den voksne kvinde med erfaring og levet liv gik hånd i hånd. De dansede, de rørte hinanden, tørrede tårer væk og flækkede så sammen i hjertelig latter. Det hele smeltede sammen. Det var ikke, som jeg tidligere havde formodet, bare et spørgsmål om at holde om min indre pige, favne hende og trøste hende. Det var et spørgsmål om at smelte sammen med hende. De to, den unge og den ældre, rakte ud og blev forenet. Der var tårer og der var latter dér i mørket …

Ordene stammer fra min egen skriverejse i november sidste år. Du kan læse resten af KOM LAD OS DANSE i linket her.

Og hvad har det så med det magiske lege rum at gøre?

ALT! For som jeg indledningsvis skrev, findes selve nøglen til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse i det netop det rum. Legerummet. Det magiske legerum, hvor vi boltrer os og husker alt det gode, vi glemte undervejs. Når vi først har givet os selv lov til igen at muntre os i det rum, lege, udforske, skrive, skabe og falde i store floder af fordybelse, sker der noget med os. Vi forvandles.

Vi vikler os ud

Her handler det nemlig ikke om så meget om retstavning, grammatik eller alt det vi lærte i skolen og på livets vej. Her handler det faktisk ofte om at aflære meget af alt det, vi blev vist og påskrevet, men som på ingen måde tjener os eller vores skriveglæde i dag. Vi er nødt til at vikle os selv ud af alt det, vi mere eller mindre frivilligt fik viklet os ind i. Dengang. Og så begynder vi igen. På en frisk.

Når vi igen åbner døren til det hengemte legerum og følger skrivelængslens sagte hvisken , når vi lytter og gennem vores fremmøde, intention og med hjertet fuld af tillid er mødt op, sker der noget. For dér i det magiske legerum rækker din indre pige hænderne frem mod den kvinde, du er i dag og jeres viden, visdom og legende tilgang til livet smelter sammen.

Det er ofte et sårbart anliggende, javist, for de to har savnet hinanden, og der skal ofte grædes lidt tårer, men bag ved det hele brager et tordenvejr af befriende latter. Og her opstår styrken. Din indre styrke og en frihed, som ikke kan købes for penge. Og det, min ven, er ægte kreativitet og magisk kvindekraft. En kraft, som gør os levende og sætter os fri. En kraft, som vi kan hente dybt i os selv og i høj grad også findes i det magiske legerum.

Når vi skriver dybt forbundet med egen sjæl fra det sted og med den kraft, så er den både den vise, voksne kvinde og den indre pige, som sammen holder pennen. Og glæden, forløsningen, kan ikke beskrives. Den skal opleves!

Kærlig hilsen
Lene


SKRIV DIN SJÆL forløbet er i fuld gang nu, men du kan stadig nå at komme med på

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

inden sommerferien. Der er 1 plads på workshoppen lørdag den 11. juni kl. 10. Hvis den plads er din, så skynd dig at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Pladsen gives efter først-til-mølle princippet.

Intuitiv skriveworkshop – efter sommerferien
Lørdag den 20. august kl. 10

Vil du gerne opleve, hvordan du kan skrive dig ud af hovedet og helt ind i hjerte og sjæl. Skrive fra det sted, hvor længslen rumsterer? Bagved tilsyneladende skriveblokering, modstand og frygt findes et indre reservoir af vished og visdom og du kan skrive det frem. Fortællingens kraft er stor. Ordene er både vores transportmiddel og vores tryllestav.

På workshoppen lærer du hvordan eller rettere sagt, du opdager at noget i dig allerede ved det. Skriveopgaver og afsæt fungerer som døråbninger til alt det, du ikke på forhånd kan tænke dig til.

Sjæledage

De intuitive skriveworkshops er sjæledage. Det er en dag fuld af skrivende fordybelse, som giver næring og liv til skriveglæden. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring med dit fremmøde, kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger, lander på det rette sted. Vi sætter simpelthen den indre kurs på sjælekurs og skriver os ud af hovedet og ind i krop og sjæl.

Vi møder op og åbner den knirkende dør til det magiske legerum.

Læs mere om den intuitive skriveworkshop her.

jongleremedstjerner

Billedet af malet af den skønne Jessica Stride.
Thank you Jess ❤

Øvelse gør menneske

Lake serenity

Kære ven, i efteråret 2015 skrev jeg denne tekst efter en sommer, der krævede sin kvinde. Jeg fik lyst til at dele den med dig, igen, for hvem har ikke brug for at lære at blive bedre til at fejle og til at huske, at øvelse faktisk gør menneske? Jeg har i hvert fald! 😉

Øvelse gør menneske

Vi mødtes på café i går aftes, veninden og jeg. I skumringen sad vi med vores mad og et glas vin og talte om livet. Udenfor lagde mørket sig til rette, efteråret kom snigende omkring hushjørnet og regnen faldt til blid, monoton musik. Der var eftertænksomhed i rummet, samtalen var langsom, lyttende og funderende. Vi talte om sommeren, der gik og om glæder og udfordringer. Min egen sommer har ikke just været en dans på roser, men der har alligevel været små øjeblikke af lykke og øer af fred og glæde. Og er det ikke sådan, livet er? Det sker, at vi må danse på torne og gå gennem svære og tunge ting. Det er ikke altid, at vi helt forstår hvorfor, nogle gange bliver det bare sådan. Det er, som det er. Vi kan kun tage ved lære, rejse os når vi falder og indse, at livets fejltrin er som læremestre på vores vej.

At turde vælge sårbarheden

Vi talte om at turde kærligheden. Om at vælge sårbarheden og det hudløse sted i os selv, hvor vi ikke beskytter os med skjold og svær. Det er et smukt sted at være, men det er ikke altid så let. For når vi står i sårbarhedens muld og vælger kærligheden, vælger vi også risiko for sorg og smerte. Vi er udsatte, for vi beskytter os ikke længere, men vi siger ja til det, der kommer. Det kan synes som om livet hele tiden giver os udfordringer, der i sidste ende peger på én ting: Hvad vælger du? Låser du din dør, lukker du hjertet eller tør du vende tilbage til udgangspunktet. Sårbarheden. Kærligheden. For vi kan ikke elske helhjertet, hvis vi skjuler os bag skjold og sværd. Og vi kan ikke leve fuldt og helt, hvis vi ikke tør fejle.

Bliv bedre til at fejle

Pema Chödrön fortæller en historie, der handler om at blive bedre til at fejle. Hun var nået til et sted i sit liv, hvor alt håb synes ude. Hun lå ned og livet trådte på hende. Sådan føltes det. Så da hun fik mulighed for det, spurgte hun sin læremester til råds. Hun bad ham om at hjælpe sig, for hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Det er som at gå i havet, sagde hendes læremester. Der kommer en stor bølge og vælter dig om kuld. Så ligger du med sand i både næse og mund og har et valg. Bliver du liggende og drukner eller rejser du dig og går videre? Går du videre, vil det samme ske igen. Der kommer en stor bølge og vælter dig omkuld. Igen ender du liggende ned med sand i næse og mund. Du vælger livet, du rejser dig og går videre og endnu engang sker det. En kæmpe bølger vælter dig omkuld. Men efterhånden opdager du noget. Du bliver bedre til at fejle. Du indser, at havet ikke findes uden bølger, men at du altid har et valg. Og når du vælger at acceptere livets bølger og at fald og fejl er en del af livet, åbner du dit hjerte. Bølgerne kommer for at styrke dig, de vil lære dig noget og viser, at du altid har et valg. Tør du sige ja til livet, fuldt og helt med fejl, mangler, bølgegang og søsyge til følge. Efterhånden vil du opdage, at bølgerne bliver mindre og at der går længere tid imellem at de kommer. For du søger ikke længere at undgå bølgerne, du vælger at gå videre og at rejse dig, når du falder. Du vælger dermed også sårbarheden og kærligheden og kan se på og være med andre fra det sted. Herfra strømmer både medfølelse og kærlighed og accept af, at det er sådan i livet. Ingen er fejlfri og havet findes ikke uden bølger.

Det perfekte findes ikke

Du behøver ikke længere at skjule dig. Det perfekte findes ikke. Vi kan se på hinanden med mildere øjne, forståelse og medfølelse, når vi ikke anser os selv for perfekte og når vi tør eje vores fejl. Det er sårbart, javist, men det er også det eneste sted, hvorfra vi virkelig kan elske.

Ørnens visdom og fortællingens kraft

Som ørnen sagde til mig i en fortælling: ”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Mirakler

Vi spiste vores mad, drak vores vin og lod ordene fragte os gennem aftenen. Vi lyttede til regnen og til hinanden og indså igen, at livet er en skrøbelig sag. Men hvis vi ønsker os et fuldt liv, må vi vælge at leve med usikkerheden, for når vi ikke ved, er vi også åbne for overraskelser og mirakler.

Og som Marianne Williamson så fint har sagt det:

A miracle is a shift in perception from fear to love.

Vi øver os

Vi kan lære os selv at gå fra et tankesystem og et udgangspunkt, der er baseret på frygt til et, der er baseret på kærlighed. Men vi må øve os hver dag. Som bølgerne, der slår os omkuld, vil frygten udfordre os og egoet skabe ballade. Men vi har altid et valg. Som i meditation, hvor vi vender tilbage til måtten, eller i skrivningen, hvor vi vender tilbage til papiret, igen og igen, kan vi i livet kontinuerligt vende tilbage til kærligheden. Vi kan øve os i at være, tale og agere fra kærlighed og ikke frygt. Men det kræver øvelse og i øvelse er vi nødt til at turde fejle og acceptere, at andre gør det samme.

* * *

Øvelse gør menneske … og ørn

Ørnen kommer flyvende fra øst og er ved at flyve direkte ind i det lukkede vindue. Landingen mislykkes og han ramler til jorden, så fjerene flyver ud til alle sider. Jeg ryger op fra min stol, hjertet sidder helt oppe i halsen. Har han brækket halsen, vingen og overlevede han overhovedet det styrt? Jeg løber ud i haven. Dér sidder han midt på plænen. Græsset er endnu vådt af duggen, det glimter som et hav i sollyset.

”Ørn, hvad skete dér? Er du OK?

Han nikker bare. Ligger lidt og sunder sig, så rejser han sig og i det samme bryder han ud i hjertelig latter. Han ler så tårerne triller. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, så forskrækket blev jeg, men snart bølger det i mellemgulvet og latteren får overtaget. Da jeg igen kan tale, fremstammer jeg et forundret:

”Hvordan kan du grine? Du faldt jo? Du kunne have kommet slemt til skade eller være død?” Min stemme ryster lidt og en tåre triller skræmt ned af kinden.

”Hvordan kan jeg andet, ler han. Det gik jo godt. Jeg faldt og nu rejser jeg mig igen. Jeg er faktisk ved at blive ret god til de her skæve landinger. Jeg øver mig og det lykkes ikke altid. Men jeg har et valg.

”Jamen gjorde det ikke ondt?”

Han nikker. ”Jo da. Men hvordan skulle jeg kunne lære at flyve, hvis jeg ikke øver mig og giver mig selv lov til at fejle? Livet er en dans og vi må kontinuerligt øve os på dansetrinene. Det er ikke let, for musikken er ikke altid den samme. Den skifter som årstiderne og byder på mange forskellige rytmer. Det samme gør flyvningen, det er ikke altid stille vejr. Der er storme, uventede vindstød og kraftigt regnfald på mørke dage. Jeg må lære mig selv at flyve i både lys og mørke, navigere og prøve mig frem. Hvad virker, hvad gør ikke? Det er mine fejl, der har gjort mig til den, jeg er. Det er mine fejl der gør, at jeg overhovedet kan flyve.”

”Så du øver dig.” Jeg nikker, det giver mening. ”Og øvelser gør mester”.

”Tja, siger han, det er muligt. Men jeg vil snarere sige det således. Øvelse gør menneske. Og ørn.”

Kærlig hilsen
Lene


FORTÆLLINGENS KRAFT – SKRIV FRA HJERTE OG SJÆL

Fortællingens kraft er stor og den er altid en vigtig del af de skrivecirkler, intuitive skriveworkshops og personlige forløb, jeg tilbyder. Sæt din indre fortællerske fri!

Lige nu kan du deltage i:

SOMMERCIRKLEN – skrivecirkel for dig og din skrivelængsel – tilmelding senest den 20. maj 2015 (Sommercirklen åbnede den 9. maj), du kan sagtens nå at være med.

SKRIV DIN SJÆL – skrivegruppeforløb inkl. 2 intuitive skriveworkshops
Starter den 19. maj – 3 ledige pladser, er den ene din?

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL
Lørdag den 11. juni kl. 10 – 2 ledige pladser, er den ene din?

Klik på links og få lidt mere at vide. Og er du i tvivl om, hvad der passer til dig, så læs med her i HVAD SKAL JEG VÆLGE.

Tilmelding sker som altid på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Hjertelig velkommen ❤