Så jeg kan høre hende hviske

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme. Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Den evige gentagelse

Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af. Den aktive medvirken og en intention om kontinuerligt at vende tilbage til det sted, hvor det er muligt at lytte. Stilheden. Et fristed for ord og skriverier, en landingsplads for de fortællinger, der bor bag det tilsyneladende. Bag tunge tanker, forunderlig modstand og frygt. Hvis det altså er skriverejsen, vi vælger.

Tête-à-tête med Ravnen

“Lad vejen vælge dig” siger hun og smiler underfundigt, “hvorfor så meget modstand mod det, der vil gøre dig godt og sætte dig fri?” Hendes blik sejler gennem regndisen og lander som et suk i min sjæl. Jeg kalder hende nærmere og hun kommer flyvende på blåsorte vinger, hun tøver ikke, for det er igen tid til en lille tête-à-tête. Med Ravnen, med hende, min flyvende mentor. Min allierede, min frænde.

“Ja hvorfor? svarer jeg og sender spørgsmålet tilbage til hende. Og tilføjer med glæde i hjertet: “Modstanden er væk nu. Jeg hilser dig og byder dig velkommen. Hvis jeg altså ikke har sagt det før.

Hun klikker med næbbet og nikker bare. Som om jeg havde et valg. For hvem kan sende et orakel af visdom på vingerne før tid, når hun nu har udsøgt sig mig? Når hun dukker op som det naturligste i verden og beriger mine fortællinger og åbner mit hjerte. Døre, som før var lukkede, står nu på vid gab og nysgerrigheden er større end frygten. For hvad er det egentlig, jeg er bange for?

Livets mysterium

Lyden af livets mysterium har altid fundet vej til mine ører som sød musik, jeg ønsker mig det ikke anderledes. Og i øvrigt begynder jeg at se en rød tråd bag det hele, noget, som jeg bare må forfølge og hengive mig til. Det er hun en vigtig del af, Ravnen. Hun er en del af de kvindelige fortællinger og et univers, som jeg før nærmede mig med forsigtige skridt for så at tage flugten. Hvad var det mon, der dragede mig i så høj grad og som fik mit hjerte til at banke så heftigt? Dengang, da frygten var større end nysgerrigheden, inden jeg forstod at længslen var et kald og en vigtig ledetråd. Hun boede der. Bag skrivelængslen. Hende, som ved.

Længslen

”True vitality is hidden within longing. When you give in to creative passion, it will bring you to the ultimate threshold of transfiguration and renewal. This growth causes pain, but it is a sacred pain.
– John O’Donohue –

Vi har talt lidt om længslen og dens budskab i skrivecirklerne. En af kvinderne fortalte, at hun har lært at betragte længslen som et væsen, hun ikke længere flygter fra eller fortrænger, men som hun respekterer og forsøger at lade leve i sig selv.

Skrivelængslen. Et subtilt kald eller en decideret smerte, et stik i hjertet af længselsfuld lyst, som snart bliver sendt til tælling af en lavine af modstand og argumenter hvorfor, det ikke lader sig gøre at forfølge skrivelængslen.

Det handler om dansen

En af misforståelserne er produktet. Vi har lært, at hvis vi skriver, så er det med et bestemt udfald for øje og ofte påstår kvinder med skrivelængsel at de har en bog i maven. Eller også er de blevet guidet til at skulle skrive en bog. Med al respekt for og kærlighed  til for bøger, jeg elsker at læse og bøger gjort af ord og papir er en essentiel del af mit liv og mit interieur, så er det bare sjældent det, at skrivelængslen som udgangspunkt handler om. Det handler om dansen. Processen. Hengivelsen til længslen og nysgerrigheden efter at møde op og folde den ud.

Og måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv, så kommer hun til stede

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.

Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.

Døren til dit vilde væsen, din vise kvinde

”The doors to the world of the wild Self are few but precious. If you have a deep scar, that is a door. If you have an old, old story, that is a door. If you love the sky and the water so much, you almost can’t bear it, that is a door. If you yearn for a deeper life, a full life, a sane life, that is a door.”
– Clarissa Pinkola Estés –

Nej, fandme nej!

Det er snart længe siden, at jeg en søvnløs nat hørte hendes stemme og mærkede hendes kraft for første gang. ”Nej fandme nej” var ordene og det kan måske synes som nogle underlige gudindeord, men det skal man ikke lade sig narre af. Og der var brug for dem, de ord, netop de ord. For jeg havde alt for længe, ja faktisk det meste af mit liv, danset til tonerne fra andres piber og forsøgt at få mine egne trin til at passe ind. Jeg dansede på landminer og måtte konstant anstrenge mig for ikke at træde forkert. Men den nat skete der noget, som ændrede min kurs og min måde at være i livet på.

I månederne op til var der sket nogle ting i mit liv, som for alvor satte det i perspektiv. Jeg havde været i sorg, i tomrum og vandret gennem mørke gange. Et venskab var forlist og det satte en lavine af følelser og gamle historier i gang i mig. Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg sidst valgte at lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu for første gang var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min tidlige barndom og sikkert også længe før den tid.

Mørkevandring

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve Den gav mig vished om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle mærke, væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til hende. Min vise, vilde kvinde. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast. Heldigvis.

Måske var det en slags sjælens mørke nat, jeg vandrede igennem den sommer og det efterår for et par år tilbage? Under alle omstændigheder fik jeg øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som havde formet og til dels bestemt udfoldelsen af mit liv indtil da, men som ikke længere tjente mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen og selvom jeg dengang troede, at jeg var fortabt og faret vild, forholdt det sig på ingen måde sådan. Jeg var på vej hjem. Til mig selv. Og det var en vej, som jeg måtte gå alene. Den vej har for altid ændret min måde at være i livet på. Den har forevigt forvandlet mig.

Et budskab af værdighed

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, en indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Og det er ofte dér i mørket, hvor vi tror os forevigt fortabt, at hun dukker op som en røst fra et sted dybt i os. For mig var hun en rumlende torden, jeg kunne høre og mærke i hele kroppen. Sådan kan hun stadig føles, men efterhånden som jeg er blevet mere lydhør og har fundet ud af, at jeg bevidst kan læne mig ind i hendes og mærke hendes kraft og styrke som en integreret del af, hvem jeg er, har hun fået mange stemmer og måder at kommunikere på. Hun er ikke en kvinde, hun er mange. Men uanset hvad hun siger og i hvilken skikkelse, hun træder frem, så er der altid en helt særlig følelse af værdighed gemt i hendes budskab.

Stå ved dig selv og dine følelser.
Det gør godt at græde, tårerne renser dig.
Vandet er en del af, hvem du er.
Det gør godt at le, vinden lufter og letter dig.
Luften er en del af, hvem du er.
Det gør godt at brænde igennem og sige til eller fra.
Ilden varmer og buldrer som en kraftfuld flamme i dig.
Ilden er en del af, hvem du er.
Det gør godt at forankre sig hos Moder Jord.
At sidde hos træerne, dufte og mærke mulden under dine fødder og i din sjæl.
Jorden er en del af, hvem du er.

Velkommen til Gudindecirklen

I Gudindecirklen skal vi lege med og udforske elementerne, vi skal vække Tornerose og danse med de fortællinger, som opstår i processen. Vi skal lytte, skrive og dele og åbne op for den indre fortællerske, som jeg efterhånden er overbevist om, at alle kvinder bærer rundt på. Hun vil gerne sættes fri og lade sig skrive gennem dig. Hun kalder gennem skrivelængslen.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og igennem forløbet, som varer 3 måneder, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen.

Vi skriver i livet

Du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i. Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Hun skriver sig gennem dig. Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed

Jeg har dedikeret Gudindecirklen til de kvindelige fortællinger og til Gudinden i dig selv, deraf navnet. Efter at have skriverejst med og lyttet til de kvinder, som har været i forløb, på intuitiv skriveworkshop og i skrivecirklen gennem mere end to år nu, er jeg ikke længere i tvivl. Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed og møder du op og hengiver dig processen (jeg viser dig hjertens gerne hvordan), så får du smæk for skillingen.

Det udtryk af Ravnens. Hun ler højt, mens hun siger det gennem mig og jeg bryder sammen i lattergråd. Humor er i øvrigt også en del af skriverejsen. Når vi skriver og forløser gennem ord, skriverier og fortællinger, kommer humoren og den umiddelbare glæde tilbage i vores liv. Når vi skriver. Når vi danser. Den sniger sig ud mellem linjerne, det er på ingen måde bare sorg, smerte og tunge forhindringer, vi må skrive os igennem. Tværtimod.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi ønsker jo at lokke hende helt frem og lade hende boltre sig. Din indre fortællerske. Og det gøres ikke ved at byde hende på kasser, stram struktur og morderisk kontrol. Hun ønsker at danse og flyve frit og at tage dig med sig i sin dans. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe, flod, opture og nedture. Det hører med.

Lyttende vidner

Deling er heling. Vi favner sårbarheden og siger det højt. I cirklen deler vi af vores fortællinger og af processen undervejs. Vi deler med hinanden og så lytter vi i cirklen i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret dem. Vi er ikke dommere, bødler eller korrekturlæsere. Vi er lyttende vidner til hinandens skrivende forvandling og til de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver. Og vær ikke bange, kvinde min, jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som fyrtårne leder dig på vej.

I Gudindecirklen får du mulighed for også at skrive, lege og arbejde med gudindeenergien, mytologi og symboler gennem skriveafsæt og øvelser. Ikke fra et intellektuelt ståsted, men fra et sted i dybt dig. Vi skriver intuitivt og folder ud, som det opstår. For visdommen bor i dig selv. Hun bor i dig. Den vise kvinde. Gudindecirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du gennem ord og fortællinger kan finde vej ind til hende og blive i stand til at mærke din egen kraft og høre dens stemme. I alle dens afskygninger. I alle retninger. I luften, i ilden, i vandet og i jorden. I livet.

“Believe that your tragedies, your losses, your sorrow and your hurt happened for you, not to you. And I bless the thing that broke you down and cracked you open because the world needs you open.
– Rebecca Campbell – 

Vil du med i Gudindecirklen?

Hvis du vil være med i Gudindecirklen, som starter den 8. september og varer i 3 måneder, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Du finder invitation og flere detaljer i linket her.

Ved tilmelding senest den 8. august får du ravnerabat (early bird) og sparer 100,- kr

Der er 15 pladser i Gudindecirklen, som tildeles efter først-til-mølle-princippet.

Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til det sted i mig selv, hvor jeg kan forankre mig og finde ro. Så jeg kan lytte. Til de subtile toner af min livsflod sang og den stille stemme.

Så jeg kan høre hende hviske. Så jeg kan mærke hendes kald.

Kærlig hilsen
Lene

Tl inspiration læs også gerne

Vejen til den vise kvinde
Når Tornerose vågner
Disciplin skabe magi
Den stille stemme
Skriverejsen