Ved Forårsjævndøgn

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Måske skal de videre nordpå, måske bliver de her i området. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er det op til mig.

Foråret tager over

Dag og nat er lige lange nu. Nu vokser lyset stødt og foråret tager over. Jeg tøver lidt og ser på hende, stirrer ind i hendes øjne og fortaber mig i den fine energi og roen, som hun udstråler. Hun ser både ung og gammel ud på samme tid og jeg kommer i tanke om, at jeg drømte om hende i nat. Hun vendte sig rundt, drejede omkring sig selv og jorden, så jeg tydeligt kunne se hende. Og det er sandt, hun har to sider, en ung og en gammel. Og det er afskeden med den gamle, vi skal bevæge os ind i nu, for hendes tid er ved at være ovre for denne gang. Nu er det forårets energi, det gælder, det nye og potentialet.

”Men jeg har altid min vise kvinde med mig” smiler hun. Hun er bag det hele, som en dyb grundtone og et indre kompas. Det er hende, jeg lytter til, når jeg skal træffe store beslutninger eller finde vej. Det hende jeg hviler i, for nu ved jeg det. Jeg er hende.

Hun er landskabet

Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen ned til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, viden og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er bølgerne. Hun er tidevandet og månes sølvlys over havet. Hun er mørket, den del, der rummer og holder dig. Hun vokser med alderen og hendes visdom er den jord, du betræder. Hun er jorden. Og du er hende.

Men hun er også en ung kvinde af liv og potentiale. Hun er bærer af foråret og datter af sommeren og den lyse tid.”

Nye fortællinger venter

Hun holder en smukt formet sten i sine hænder, et æg så sort og glat som natten og jeg ser, at det er den sten, som blev mig skænket af ravnen for et par måneder siden. ”Ser du det nu?” spørger hun og jeg nikker. Det har været undervejs længe, foråret og allerede ved Imbolc mærkede vi de små spirer. Vi fejrede, vi tændte Brigids lys og skrev os ind i de fortællinger, der hørte det tidspunkt til. Nu er vi er nået frem til Forårsjævndøgn og nye fortællinger venter.

Hun rækker mig stenen og jeg tager højtidligt i mod. Overfladen er blank, kold og glat. Og dog, først nu opdager jeg et særligt mønster i den ene side. Det ligner små spiraler, cirkler, kruseduller. Der er intet lineær eller forudsigeligt over den sten. Den er min solhvervssten og den symbolser forbindelse.

Forårsjævndøgn. Forsigtigt lægger jeg stenen ned på bordet og tænker over, hvordan jeg kan afbalancere mit liv lige nu. I dag. Skabe harmoni og give plads til de spirer, der har rørt på sig siden Imbolc. Det, der endnu ikke var formgivet, er nu klar til at se dagens lys og få en mere konkret form. Ideer, som har simret. Jeg bladrer i den blåsimrebog med guldkanten og læser de ord, som jeg har skrevet. Alt det, der har boblet og som er blevet krydret med tid og kærlighed. Bogstaver, ord, små sætninger og citater.

Vi skaber forbindelse med vores tillid

Din aktive deltagelse er en forudsætning, sagde Ravnen i sidste uge og slog syvtommersøm gennem påstanden om, at vi skal være inspirerede på forhånd eller befinde os i en bestemt tilstand for at kunne skrive. Forbindelse er noget vi skaber med vores tillid og med vores fremmød og vi kan således ikke forudsige, hvad der faktisk vil ske, når vi er begyndt at skrive. Men vi har tillid til ordene og til, at vores fremmøde er med til at skabe forbindelse.

Det er den tillid, jeg er mødt op med i dag og som gør, at mine fingre stadig bevæger sig over tastaturet. Nysgerrig og med undren lader jeg ordene føre mig på vej, jeg rejser gennem sætninger og stemninger og finder nye veje, som ikke fandtes før. Inspirationen møder mig undervejs og det samme gør fortællingerne. Samt de hjælpere, som vi altid kan påkalde os eller som dukker op mellem linjerne, når vi mindst af alt venter det.

Det skrev jeg lidt om i sidste uge. Du kan læse mere i blogindlægget om ”Den Mystiske Kraft”.

Det er ved vores fremmøde, at vi skaber forbindelse. Og det gøres ikke ved at vente på inspirationen, men ved at have tillid til, at inspirationen vil møde os undervejs.

Inspiration exists, but it must find you working.
– Picasso –

“Du vil gerne have fortællingen, kan jeg fornemme?”

”Jeg troede, at du var fløjet. At du havde begivet dig videre og ladt mig i stikken?” Jeg ler kort og ser på hende. Denne gang sidder hun foran mig i skikkelse af ravn, de blåsorte fjer skinner i det sparsomme dagslys.

”Du tror så meget” svarer hun og ler med. Latteren får et kort øjeblik solen til at kigge frem bag skyerne. I et kort sekund er det sommer.

It was one of those March days
when the sun shines hot and the wind blows cold:
when it is summer in the light, and winter in the shade.”
– Charles Dickens –

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen, balancen, nyt liv og ifølge den gamle tradition også årets første egentlige forårsdag. Herfra bliver dagene længere end nætterne og så begynder det for alvor at tage fart i naturen.

Her er det oplagt at arbejde med balancen i os selv. Balancen mellem lyset og mørket og det, vi giver energi til.

Tænk lidt over, hvad du har brug for i dit liv lige nu. Måske er det tid til at sætte lidt handling på noget af det, som har ”ligget under jorden” og udviklet sig gennem vinteren?

Det, du vander, vokser

Det du har fokus på vokser. Så hvis du har lyst, kan du gennem ordene arbejde lidt med energierne og din egen balance omkring forårsjævndøgn. Tænk lidt over, hvad du ønsker at give din energi til og vid, at det vil vokse. Det, du vander og gøder, vokser. Og du kan bestemt også vande og gøde gennem ordene og med ord. Selvom dine tanker fortæller dig noget andet og kredser omkring gamle mønstre og begrænsninger, kan du skrive dig fri af det. Sid også gerne lidt i meditation og lad dig guide af din indre stemme i forhold til det, du har brug for at have fokus på nu.

Hvad er der med den balance?

Jeg stejler lidt ved ordet balance, fordi jeg ikke rigtig forstår det. Måske fordi jeg opfatter balance som noget statisk, en tilstand, man skal opnå og fastholde. Det får hende til at ryste kraftigt på hovedet.

”Sådan er det på ingen måde. Tænk harmoni. Tænk dans. Tænk helhed. Og prøv så helt bevidst at give mere tid og fokus på det, du ønsker skal vokse nu og springe helt ud ved tidspunktet for Beltain i slutningen af april.

Forårsjævndøgn, en dans

Forårsjævndøgn. Jeg smager på ordet, mens skrivelyset blafrer. Jeg skyller ned med kaffe og lukker øjnene for at fornemme hende dybt i mig. Jeg ser bjerge og dale og jeg mærker de små pust af forår, en klar og skarp luft af et slags subtilt gennembrud dybt i mig selv. Jeg mærker havet, bølgerne og tidevandet, livets ebbe og flod. Jeg fornemmer gentagelsen og cirklerne, den evige rytme og det, som Ravnen kalder en dans. Den dans, vi kun kan danse, hvis vi møder op og begynder at bevæge os. Lader os bevæge.

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser.

Min indre heks

”Jeg vil give mere plads til min indre heks” siger jeg pludselig og forskrækkes let ved lyden af min egen stemme. Den heks, som har været undertrykt og gemt bort i det meste af mit liv. Jeg tænker på alle de bøger, jeg i en ganske tidlig alder læste om hekse, som blev brændt på bålet og husker både min fascination og min angst. Jeg brændte mig, for noget i mig huskede og vidste.

Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikker anerkendende og klikker kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg glider over hendes ansigt som en skygge for solen. Hun tripper lidt på stedet og ryster det af sig.

Forårsjævndøgn. Jeg ønsker at lade hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. At lytte endnu mere til min intuition og den indre stemme og give hende plads. Stole på hendes visdom og på det, hun fortæller mig. Båret af instinkter og en dyb forankring i både årstid og årshjul. Mulden. Magien. Mysteriet.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Gudindecirklen

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Men tøv ikke for længe, der er nemlig kun 4 pladser tilbage. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er resten op til mig.

Glædeligt Forårsjævndøgn.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne:

Den mystiske kraft
Din aktive deltagelse
Så jeg kan høre hende hviske
Vejen til den vise kvinde