Fortællingen som forsvandt

Joy Wild 3

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide, at min sponsering af blogindlægget ikke kunne godkendes. Jeg prøvede at tilrette 3 gange, men det gjorde ingen forskel. Jeg havde blot citeret de første afsnit af fortællingen. Men der var stødende ord eller bemærkninger i den. Noget usandt og usandsynligt. Sagde de.

Men noget egentlig svar på, hvorfor jeg ikke kunne godkendes, fik jeg aldrig.

Måske bryder folkene på Facebook sig ikke om fortællinger fra sjæl og hjerte? Om fugle, kvinder og tilsyneladende fiktion. Måske skal det hele helst være i “sådan gør du” form og skæres på en bestemt måde for at gå igennem. Men ser du, de fortællinger, der kommer til mig, vil ikke finde sig i få klippet hæle og hugget tæer for at passe ind. Og det vil jeg heller ikke. Længere. Der var engang, men nu er det slut!

Læs også Ravnen og skriveworkshoppen

Fortællingen landede på et tørt sted

Nuvel. Selv var jeg glad for fortællingen. Den landede på et tørt sted. Jeg havde brug for at høre det, fortællingen fortalte mig og den kom flydende, da jeg endelig satte mig til at skrive. Hvorfor fortællingen om Høgen Hannah og mine efterfølgende refleksioner er farlig, kan jeg kun gætte mig til. Men her har du den igen. Den forbudte fortælling, som gjorde mig så godt.

Tilmeld dig min blog og del gerne på Facebook, hvis du kan lide det, jeg skriver og deler

Og hvis du ikke har tilmeldt dig min blog, så gør det gerne nu. Jeg lover dig, at jeg ikke sletter flere blogindlæg eller fortællinger, fordi nogen stiller sig i vejen med armene over kors og udtaler: Hertil og ikke længere. For vi skal længere ind og folde det ud, der alt for længe har været usagt og forstummet. På skriverejsen.

Dette indlæg sponserer jeg ikke så på Facebook, men jeg lægger det ud og håber så inderligt, at det når dem, som vil have glæde af at læse. Dig, min ven.

I kærlighed
Lene

* * *

For træt til at skrive

Du siger, at du er for træt til at skrive. Hun ser på mig gennem støvede, nærmest lysegrønne øjne. Men har du overvejet, om du er træt, fordi du ikke skriver? Fordi du lige nu befinder dig udenfor din egen cirkel, dit magiske skriverum, det sted, hvor du boltrer dig i ord og fortællinger? Har du tænkt på, om trætheden skyldes, at du ikke gør det, din sjæl synger om og som dit hjerte beder dig om? Har du overvejet det?

Jeg slår øjnene ned, kigger væk og ryster lidt på hovedet. Nej, sådan kan det umuligt forholde sig! Energien er forsvundet. Den er væk. Tilbage er kun et tordenvejr af tunge tanker, som forplumrer ethvert forsøg på hengivelse til noget, der var engang.

”Du glemmer din indre poet. Fortællersken. Hende, som bare elsker at skrive og gør det af hele sit hjerte. Som åbner op, så det kan strømme igennem hende. Og som ved, at man ofte skal skrive sig varm og skrive sig ind. Gennem mure af modstand, over fliser af frygt og med en indre sabotør i hælene, som kun har et punkt på sin dagsorden: At stoppe dig i dit forehavende.”

Mit suk er dybere end Gran Canyon. Kan det virkelig forholde sig sådan? At jeg er faldet i endnu en snedig fælde sat op af min indre censor, gjort af modstand, frygt og uendelige tanketråde, som forgrener sig langt tilbage og folder et væld af gamle historier ud? Historier, som på ingen måde booster hverken skriveglæde eller eventyrlyst, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det dæmrer, nu mærker jeg noget, en gnist, et snert af det, jeg elsker så højt. Jeg kan fornemme nogle dansetrin dybt i mig og langsomt stiger noget til vejrs, en sang, en stemme, der bliver lidt tydeligere, for hvert ord, jeg skriver. Nu tøver jeg ikke længere, jeg løfter blikket og ser på hende, dybt ind i det støvede lysegrønne, som pludselig forvandles.

Hun ser anderledes ud nu. Et smil breder sig på hendes læber, blikket bliver mildt og en tåre glider ud af øjenkrogen og ruller langsomt ned af ansigtet. Kinden er våd. En dråbe og så en til. Men det er ikke hende, der græder, der er mig. Og hvor gør de dog godt. De tårer! Noget hårdt bliver blødere, lidt mere mildt og selvom jeg skriver langsommere nu, gør jeg det stadigvæk. Skriver. Og på en stille måde går det op for mig, at hun har ret. Høgen. Hannah.

Ja, hun er høg i dag. Og hun har ikke noget imod at fortælle mig sit navn, hun hedder Hannah. Noget så fint, dog ikke så usædvanligt. Men burde høge ikke have kraftfulde navne, noget med kant? Et gennemborende navn, som det blik, der nu betragter mig og ser gennem alt, hvad jeg forsøger at skjule?

”Du har ret, Hannah” siger jeg og får kuldegysning, da jeg langsomt udtaler ordene. ”Jeg var røget i en snedig fælde, som egentlig ikke er så snedig endda. Jeg kender den jo godt og derfor gør det mig ekstra ked af det. At jeg ikke så det. Opdagede det. Før det var for sent.

”For sent? Visse vasse og hov”. Hun løfter en vinge som for at understrege, at jeg er for hård ved mig selv.

Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive

”Du gjorde det jo. Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive. Du mærkede pludselig, hvad det handlede om og da du skrev de første ord, åbnede du en dør. Du udviste tillid til det, du mærkede, du trådte et skridt ind i modstandens fængsel og ud på den anden side. Gennem ordene og dit fremmøde.

Og lige dér gav du mig mulighed for at komme til stede og tale med dig. Det var ikke muligt før. Du var lukket. Så jeg måtte vente og det gør jeg gerne. Men synes du ikke, at det er langt sjovere, når vi kan mødes tête-a-tête og samtale, mens du skriver?

”Sjovere? Jo bestemt. Og langt mere godgørende. Men sig mig engang, Hannah, hvorfor er du høg i dag?”

Hun ryster på hovedet og blinker med øjnene. For første gang, det har jeg ikke set hende gøre før. Blinke. Jeg blinker også og endnu en tåre sættes fri. Det, der før var et fængsel, er nu et åbent hul, hvor lyset strømmer ind.

There is a crack in everything, that’s where the light comes ind
– Leonard Cohen –

Jeg er høg, når det passer mig

”Jeg er høg, når det passer mig.” Hun ler bare og kunne hun gøre det, ville hun sikkert trække på skuldrene. ”Men hør nu her. Jeg er kommet for at give dig det perspektiv på din situation, som du tilsyneladende mangler lige nu. Fordi du har en blind vinkel. Du vandrede tilsyneladende magtesløs rundt i den fælde, du havde skabt til dig selv. Og det er ingen bebrejdelse, tværtimod, sindet er snedig og kan en masse gode tricks, når det gælder. Du har uden tvivl opdaget det, hvordan dit sind eller dit ego, hvis du vil, kan efterligne sjælens stemme og langsomt infiltrere sig i det, der ellers var en sjælelig melodi. ”

”Du har lært at lytte, du kender sjælens stemme og du er efterhånden vant til at høre de ord, som din sjæls stemme gerne bruger. Men hvad så når ego pludselig bruger de samme ord, vendinger, ja endda det samme sprog? ”

Jeg ryster på hovedet og føler mig forfærdelig træt. Det er ikke altid så let endda at erkende, at man er faldet i fælden igen. Indrømme det for sig selv, rejse sig og gå videre.

Bliv bedre til at fejle, siger Pema Chödrön. Er jeg mon blevet bedre til det nu?

Du glemte en vigtig ting, du glemte at mærke efter!

”Du glemte en vigtig ting; at mærke efter. For gjorde ordene og de fortællinger, du hørte, dig godt? Styrkede de dig, fik du ny energi, blev du berørt, kysset af dug og kærtegnet af milde vinde? Nej, vel!? Du blev udmattet! Og pludselig kunne du ikke længere finde hoved og hale på hverken ego, sjæl eller dig selv.

”Nu overdriver du vist” udbryder jeg og ler. Lettet.

Giv dig selv

”Det er på tide at give dig selv. Igen. Det, du trænger til. Som menneske, som sjæl og som kvinde. Uanset hvad ego, frygt, modstand og andre måtte mene om den sag. Du må slukke for noget af alt det, som forstyrrer dig og gør dig forvirret. Vælge de fortællinger, der gør dit hjerte godt og får din sjæl til at synge. Skrive og tegne det landkort, der passer til din sjæls rute. Og her spiller fortællersken en stor rolle. Poeten. Eventyreren.”

”Men det smerter mig” siger jeg med spæd stemme, ”at jeg gang på gang kan falde i den samme fælde og ende på et så goldt sted i mig selv. Ufrugtbar midt i maj. Et sted med mental træthed, udmattelse og en fortælling om, at det kræver drastiske skridt og store ændringer i mit liv at komme ud af kattepinen. Jeg har haft tanker om at emigrere til Sydfrankrig. Lade mig skille. Kaste alt, hvad jeg har skabt på gulvet, lukke døren og smække den bag mig. Give slip og lade mig falde. Dybt. Dybere. Død.”

Kvinder og fugle imellem

”Netop. Igen er det ego, som er på spil. Så snart du mærker en snert af ubalance, en sorg, en smerte, så er frygt og ego klar til at blæse det op og gøre det til en dramatisk scene. Og eftersom du selv har sans for drama, skal der ikke så meget til, vel? Hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, kvinder og fugle imellem. Og så med fire planeter i retrograd, stagnation, tomrum og tunge tanker på din rejse gennem april. En passage i dit liv, et tomrum, som blev længere end forventet og som du stadig mærker efterdønningerne af.

Det er som om, det ikke rigtig er blevet forår endnu.

Læs mere i Timian og Tomrummet.

Jeg hoster og høgen ler. Hannah fniser og ser pludselig helt alvorligt ud. Hun sætter vist tingene lidt på spidsen og det virker. Jeg ser det, gennemskuer mig selv og ler så med. Åh, den godgørende latter.

”Jeg kommer tilbage om et par dage” siger Hannah og flyver gennem det åbne vindue og væk fra min synsvinkel. Solen skinner gennem regntunge skyer, morgenens dug er næsten væk og solen glider frem bag en sky. Lyset ændrer sig fra minut til minut. Det er grønt nu, landskabet, frodigt og afventende. Jeg spejler mig og ser en kvinde. Grøn, frodig og afventende. Med regn i håret og tårer på kinden.

Snart sommer

Det er faktisk snart sommer. Selvom man ikke skulle tro det. Maj, Du Milde, har vist en ny side af sig selv. Og jeg faldt i en fælde. Fejlede. Igen. Kom på afveje og glemte vejen tilbage. Kom ud af mig selv og huskede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem. Men jeg fandt en lysning i skoven, da jeg mødte høgen i min fortælling. Hende, som kalder sig Hannah. Endelig så jeg det, jeg forstod at min kattepine ville trække ud, indtil jeg fandt tilbage til det, jeg er kommet for. Som fortællerske. Som kvinde. På skriverejse.

Det gør mig godt at skrive

Skrive. Det gør mig godt.  Og det er på ingen måde nok for mig at skrive morgensider og notere små ting i mine notesbøger. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være fortællerske. Jeg er afhængig af historiemedicin, det er min vitaminindsprøjtning og en af de allerstørste glæder i livet. Men man skal huske at tage sin egen medicin og det glemte jeg.

Jeg skriver mig ind

Jeg skriver mig ind. Jeg sætter ord på, jeg lader fortællersken få det, der er min kæreste eje. Min skriveglæde. Det er som at trække vejret, dybt, langsomt, gennem ordene, gennem sætninger og det, der opstår undervejs. Jeg lytter til hende og skriver det, hun siger. Sætter ord på de digte, som bølger i mig på samme måde, som rapsmarkerne bølger i maj. Uanset vejret.

Jeg kan virkelig ikke tænke mig til det!

At skrive forankrer mig, åbner mig og sætter mig i forbindelse med alt det, som mit sind ofte vil gøre alt for at forplumre. Jeg er nødt til at skrive. Jeg kan ikke tænke mig til det. Det, der gerne vil skrives og skabes gennem mig. Bag mure af modstand, frygt og selvskabte fængsler. Bag alt det, der står i vejen.

Når gamle historier kommer op til overfladen

De gamle historier. De har rumsteret på det seneste. Er kommet op til overfladen og har skummet i mit indre ocean. Og det sker fra tid til anden. Det ved jeg. Af erfaring. En del af helingen handler om at lade komme, op, skylle igennem og lade passere.

Og hvem ved, måske slipper vi aldrig af med de gamle historier? Måske skal vi bare lade dem skumme og vente lidt til uvejret driver over? For guderne skal vide, at jeg fik et søkort i hånden, som jeg slet ikke kunne forlige mig med. Jeg blev trist, træt og mistede min indre retningssans. For en stund.

Jeg er skyllet ind på en ny kyst

Nu har jeg smidt det forkullede søkort over bord og er skyllet ind på en ny kyst. Her falder regnen over markerne, vinden hvisker i trækronerne og alt ser forbavsende frodigt og grønt ud. Jeg træder ud i det våde græs, går langsomt rundt i haven og betragter. Høgen er væk, men hendes fortælling og hendes ord kærtegner mig blidt. Gør mig blød. Gør mig stille.

Poeten i mig vækkes, der er kaffe i en gul kop og regnen siler.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Til inspiration, læs også gerne
Et helt særligt sted
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft
Skriverejsen

Kærlig hilsen
Lene

SOMMERCIRKLEN
er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel
Der er endnu et par pladser tilbage.
Vi starter den 17. maj, så du kan sagtens nå at komme med.
Giv dig selv, skriv din sjæl og din sommer.
Et skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelyst og længsel.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com senest på mandag den 15. maj.

Du er velkommen.

Thumbnail photo © Christasvengel | Dreamstime.com

Ved Forårsjævndøgn

Connected

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Måske skal de videre nordpå, måske bliver de her i området. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er det op til mig.

Foråret tager over

Dag og nat er lige lange nu. Nu vokser lyset stødt og foråret tager over. Jeg tøver lidt og ser på hende, stirrer ind i hendes øjne og fortaber mig i den fine energi og roen, som hun udstråler. Hun ser både ung og gammel ud på samme tid og jeg kommer i tanke om, at jeg drømte om hende i nat. Hun vendte sig rundt, drejede omkring sig selv og jorden, så jeg tydeligt kunne se hende. Og det er sandt, hun har to sider, en ung og en gammel. Og det er afskeden med den gamle, vi skal bevæge os ind i nu, for hendes tid er ved at være ovre for denne gang. Nu er det forårets energi, det gælder, det nye og potentialet.

”Men jeg har altid min vise kvinde med mig” smiler hun. Hun er bag det hele, som en dyb grundtone og et indre kompas. Det er hende, jeg lytter til, når jeg skal træffe store beslutninger eller finde vej. Det hende jeg hviler i, for nu ved jeg det. Jeg er hende.

Hun er landskabet

Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen ned til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, viden og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er bølgerne. Hun er tidevandet og månes sølvlys over havet. Hun er mørket, den del, der rummer og holder dig. Hun vokser med alderen og hendes visdom er den jord, du betræder. Hun er jorden. Og du er hende.

Men hun er også en ung kvinde af liv og potentiale. Hun er bærer af foråret og datter af sommeren og den lyse tid.”

Reading in the woods

Nye fortællinger venter

Hun holder en smukt formet sten i sine hænder, et æg så sort og glat som natten og jeg ser, at det er den sten, som blev mig skænket af ravnen for et par måneder siden. ”Ser du det nu?” spørger hun og jeg nikker. Det har været undervejs længe, foråret og allerede ved Imbolc mærkede vi de små spirer. Vi fejrede, vi tændte Brigids lys og skrev os ind i de fortællinger, der hørte det tidspunkt til. Nu er vi er nået frem til Forårsjævndøgn og nye fortællinger venter.

Hun rækker mig stenen og jeg tager højtidligt i mod. Overfladen er blank, kold og glat. Og dog, først nu opdager jeg et særligt mønster i den ene side. Det ligner små spiraler, cirkler, kruseduller. Der er intet lineær eller forudsigeligt over den sten. Den er min solhvervssten og den symbolser forbindelse.

Forårsjævndøgn. Forsigtigt lægger jeg stenen ned på bordet og tænker over, hvordan jeg kan afbalancere mit liv lige nu. I dag. Skabe harmoni og give plads til de spirer, der har rørt på sig siden Imbolc. Det, der endnu ikke var formgivet, er nu klar til at se dagens lys og få en mere konkret form. Ideer, som har simret. Jeg bladrer i den blåsimrebog med guldkanten og læser de ord, som jeg har skrevet. Alt det, der har boblet og som er blevet krydret med tid og kærlighed. Bogstaver, ord, små sætninger og citater.

Vi skaber forbindelse med vores tillid

Din aktive deltagelse er en forudsætning, sagde Ravnen i sidste uge og slog syvtommersøm gennem påstanden om, at vi skal være inspirerede på forhånd eller befinde os i en bestemt tilstand for at kunne skrive. Forbindelse er noget vi skaber med vores tillid og med vores fremmød og vi kan således ikke forudsige, hvad der faktisk vil ske, når vi er begyndt at skrive. Men vi har tillid til ordene og til, at vores fremmøde er med til at skabe forbindelse.

Det er den tillid, jeg er mødt op med i dag og som gør, at mine fingre stadig bevæger sig over tastaturet. Nysgerrig og med undren lader jeg ordene føre mig på vej, jeg rejser gennem sætninger og stemninger og finder nye veje, som ikke fandtes før. Inspirationen møder mig undervejs og det samme gør fortællingerne. Samt de hjælpere, som vi altid kan påkalde os eller som dukker op mellem linjerne, når vi mindst af alt venter det.

Det skrev jeg lidt om i sidste uge. Du kan læse mere i blogindlægget om ”Den Mystiske Kraft”.

Det er ved vores fremmøde, at vi skaber forbindelse. Og det gøres ikke ved at vente på inspirationen, men ved at have tillid til, at inspirationen vil møde os undervejs.

Inspiration exists, but it must find you working.
– Picasso –

“Du vil gerne have fortællingen, kan jeg fornemme?”

”Jeg troede, at du var fløjet. At du havde begivet dig videre og ladt mig i stikken?” Jeg ler kort og ser på hende. Denne gang sidder hun foran mig i skikkelse af ravn, de blåsorte fjer skinner i det sparsomme dagslys.

”Du tror så meget” svarer hun og ler med. Latteren får et kort øjeblik solen til at kigge frem bag skyerne. I et kort sekund er det sommer.

It was one of those March days
when the sun shines hot and the wind blows cold:
when it is summer in the light, and winter in the shade.”
– Charles Dickens –

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen, balancen, nyt liv og ifølge den gamle tradition også årets første egentlige forårsdag. Herfra bliver dagene længere end nætterne og så begynder det for alvor at tage fart i naturen.

Her er det oplagt at arbejde med balancen i os selv. Balancen mellem lyset og mørket og det, vi giver energi til.

Tænk lidt over, hvad du har brug for i dit liv lige nu. Måske er det tid til at sætte lidt handling på noget af det, som har ”ligget under jorden” og udviklet sig gennem vinteren?

Det, du vander, vokser

Det du har fokus på vokser. Så hvis du har lyst, kan du gennem ordene arbejde lidt med energierne og din egen balance omkring forårsjævndøgn. Tænk lidt over, hvad du ønsker at give din energi til og vid, at det vil vokse. Det, du vander og gøder, vokser. Og du kan bestemt også vande og gøde gennem ordene og med ord. Selvom dine tanker fortæller dig noget andet og kredser omkring gamle mønstre og begrænsninger, kan du skrive dig fri af det. Sid også gerne lidt i meditation og lad dig guide af din indre stemme i forhold til det, du har brug for at have fokus på nu.

Hvad er der med den balance?

Jeg stejler lidt ved ordet balance, fordi jeg ikke rigtig forstår det. Måske fordi jeg opfatter balance som noget statisk, en tilstand, man skal opnå og fastholde. Det får hende til at ryste kraftigt på hovedet.

”Sådan er det på ingen måde. Tænk harmoni. Tænk dans. Tænk helhed. Og prøv så helt bevidst at give mere tid og fokus på det, du ønsker skal vokse nu og springe helt ud ved tidspunktet for Beltain i slutningen af april.

Forårsjævndøgn, en dans

Forårsjævndøgn. Jeg smager på ordet, mens skrivelyset blafrer. Jeg skyller ned med kaffe og lukker øjnene for at fornemme hende dybt i mig. Jeg ser bjerge og dale og jeg mærker de små pust af forår, en klar og skarp luft af et slags subtilt gennembrud dybt i mig selv. Jeg mærker havet, bølgerne og tidevandet, livets ebbe og flod. Jeg fornemmer gentagelsen og cirklerne, den evige rytme og det, som Ravnen kalder en dans. Den dans, vi kun kan danse, hvis vi møder op og begynder at bevæge os. Lader os bevæge.

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser.

Min indre heks

”Jeg vil give mere plads til min indre heks” siger jeg pludselig og forskrækkes let ved lyden af min egen stemme. Den heks, som har været undertrykt og gemt bort i det meste af mit liv. Jeg tænker på alle de bøger, jeg i en ganske tidlig alder læste om hekse, som blev brændt på bålet og husker både min fascination og min angst. Jeg brændte mig, for noget i mig huskede og vidste.

Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikker anerkendende og klikker kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg glider over hendes ansigt som en skygge for solen. Hun tripper lidt på stedet og ryster det af sig.

Forårsjævndøgn. Jeg ønsker at lade hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. At lytte endnu mere til min intuition og den indre stemme og give hende plads. Stole på hendes visdom og på det, hun fortæller mig. Båret af instinkter og en dyb forankring i både årstid og årshjul. Mulden. Magien. Mysteriet.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Gudindecirklen

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Men tøv ikke for længe, der er nemlig kun 4 pladser tilbage. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er resten op til mig.

Glædeligt Forårsjævndøgn.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne:

Den mystiske kraft
Din aktive deltagelse
Så jeg kan høre hende hviske
Vejen til den vise kvinde

Connected

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og melder du dig til en skrivecirkel eller et forløb her hos mig i Skrivehuset, er jeg med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. Din skrivestemme, din særlige fortællerstemme, begynder at komme til udtryk og det kan du mærke. Det føles godt. Efterhånden opdager du, at du faktiske kan skrive dig hjem.

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerier

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed? I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

Fortællingens Kraft. Hvor ofte har fortællingerne ikke hjulpet mig på min vej og åbnet døre, som jeg slet ikke vidste fandtes? Bygget bro over ellers ufremkommelige floder og skabt klarhed og retning i urolige tider? Uden at jeg gjorde noget særligt for det, dukkede de op og lyste som fyrtårne på mørke nætter. Der sker nemlig noget, når vi dedikerer os, skaber rum og gennem vores hjertelige intention, møder op og siger ja til skrivelængslen. Sætter pennen på papiret og har tillid til, at noget vil skrives gennem os.

Du er nødt til at sige ja

Men der sker ikke noget, før du har vist, at du er villig. Det er dig, der skal sige ja og invitere fortællingens kraft ind i dit liv. Åbne de døre, som for længe siden blev låst med kæmpemæssige hængelåse og træde ind i det rum, som en af kursisterne på den intuitive skriveworkshop kaldte for Det Magiske Legerum.

Vi genopdager det magiske rum

Skriverejsen starter ofte med, at vi genopdager det kærlige, magiske rum. At vi forsigtigt åbner den gamle, knirkende dør og træder helt ind. At vi mærker kuldegysning af genkendelighed og en dyb tone af genklang i alt det, der strømmer os i møde, når vi lukker døren bag os og sætter os, åbner os og tager imod.

Selve nøglen til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse findes i det netop det rum. Legerummet. Det magiske legerum, hvor vi boltrer os og husker alt det gode, vi glemte undervejs. Når vi først har givet os selv lov til igen at muntre os i det rum, lege, udforske, skrive, skabe og falde i store floder af fordybelse, sker der noget med os. Vi forvandles.

Vi vikler os ud

Her handler det nemlig ikke om så meget om retstavning, grammatik eller alt det vi lærte i skolen og på livets vej. Her handler det faktisk ofte om at aflære meget af alt det, vi blev vist og påskrevet, men som på ingen måde tjener os eller vores skriveglæde i dag. Vi er nødt til at vikle os selv ud af alt det, vi mere eller mindre frivilligt fik viklet os ind i. Dengang. Og så begynder vi igen.

Du er allerede fortællerske.

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.
– Clarissa Pinkola Estés –

Uanset hvad du tror eller hvad andre har bildt dig ind, så vil jeg love dig én ting. Du allerede historiefortæller. Det er som Clarissa Pinkola Estes siger: Vi bliver ikke historiefortællere, vi er det allerede. Vi skal blot huske det og hengive os til det univers, vi kendte så godt engang. Ord for ord.

Den indre fortællerske kommer til udtryk

Gang på gang oplever jeg det, når nye kvinder dukker op i skrivecirklerne og via ordene begiver sig på vej. Uanset hvad der dukker op på skriverejsen og hvordan, så sker det og ofte på en stille og helt subtil måde: Den indre fortællerske kommer til udtryk. Hende som har rørende og vedrørende historier om levet liv, sorg, smerte, glæder og store øjeblikke at fortælle. Erfaringer, livslektier, op-ture og nedture. Sorger og glæder i et smukt patchworktæppe af ord og stemninger.

Glem alt om produktet for en stund

For går du omkring med skrivelængsel, er det sjældent en kuriøs tilfældighed eller fordi du partout skal skrive en bog. Glem alt om produktet for en stund. Det er processen og glæden ved at skrive, fortælle og folde ud, det gælder. Som en de skriverejsende i Fortællingens Kraft forløbet udtrykte det:

”Jeg har svigtet det jeg elsker mest af alt, det levende udtryk, fordi jeg var for bange for den oplevelse af udslettelse og forvandling det uundgåeligt ville medføre. Fordi livets skrøbelige, hjerteknusende skønhed vil tvinge mig i knæ og tvinge mig til at opgive alt det jeg gemmer mig bag.”

Vi svigter os selv, hvis vi ikke lytter til skrivelængslen, møder op og begynder at fortælle de historier, der pulserer i vores blod. Og det er ikke noget nyt, det er noget urgammelt.

Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger

Vi er kreative kvinder. Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger, de sjove, de glædelige, de svære og de sørgelige. Engang sad vi omkring bålet og fortalte hinanden om det, vi havde oplevet, vi gav vores erfaringer videre og satte ord på det liv, vi havde levet. Vi lyttede til vinden, til træerne og til den dansende, orange ild, der knitrede i bålet i vores midte. Vi var vores egen ild og vi var en cirkel. I samhørighed. Vi valgte at mødes for at dele, berige, løfte og støtte. Vi lyttede til de kloge ældre kvinder og vi hvilede os i deres visdom.

Det er tid til at tage den glæde og healing tilbage, der er i at dele vores historier og fortællinger. At skrive uden nødvendigvis at skulle gøre ordene til en bogmæssig bestseller eller det, der ligner. At fortælle uden at blive dømt eller bedømt.

Jeg holder alle skriverum og cirkler i henhold til Julia Camerons regler om ”Den Hellige Cirkel”.

Det magiske rum omkring bålet

I 2017 vil jeg forsat gøre mit for at genskabe stemningen og det magiske rum, vi engang delte omkring bålet. Jeg gør det til dels via de skrivecirkler og forløb, jeg tilbyder og dels via de intuitive skriveworkshops, som jeg holder i løbet af året.

Historiemedicin for sjælen

Jeg tror på historiemedicin. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Fortællingens Kraft. Intentionen. Ordene, som folder sig ud og strømmer fra et dybt sted i os, når vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Det er den mest kraftfulde måde at befri sig selv på, jeg kender.

Solhvervscirklen

Den næste skrivecirkel er Solhvervscirklen, som er forankret i energien omkring Vintersolhverv og i lysets rejse gennem vinteren mod forår. Du finder invitationen her. Solhvervscirklen er en invitation om et kærligt og givende rum til dig, som gerne vil starte det nye år med en intention om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og øv dig på at danse med kreativiteten og fortællingens kraft i årets første måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Imbolc og den kreative energi på en skrivedag for sjælen

Jeg har længe vidst, at jeg ønskede at skabe rum til en intuitiv skriveworkshop i det magiske tidspunkt omkring Imbolc. Nu er dato og tidspunkt en realitet

Onsdag den 8. februar 2017 kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Der er i skrivende stund 4 pladser tilbage. Selvom du tilmelder dig allerede nu for at sikre dig en plads, fakturerer jeg dig først til januar.

Læs også gerne fortællingen bag skriveworkshoppen: Ravnen og skriveworkshoppen.

Må du genfinde din skriveglæde og lade dit hjertes fortællinger flyve frit. For ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

Du er allerede fortællerske.

Kærlig hilsen
Lene

Butterfly Photo © Lunascolours | Dreamstime

Fortællingen om Forladthed

Den første efterårskuling er drevet ind over landet. I det sidste døgns tid har det blæst, men mærkelig nok er det ikke koldt. Temperaturerne er tocifrede. Jeg tager mig i at savne det rigtige efterår, hvor vinden bider i kinderne og nærmest blæser mig om kuld. Hvordan kan jeg dog længes efter det? Måske er det fordi, at jeg instinktivt fornemmer nødvendigheden af at få renset luften og at få lukket døren til sommer fuldstændigt. Jeg er videre nu, jeg er ovre broen. Jeg er efterår.

På skrivebordet står mit efterårsalter. Kastanjer, røde blade, fjer og tørrede bær slutter cirkel rundt om fyrfadslyset, som jeg har tændt. Udenfor er dagen endnu dunkel, skyerne ligger som et gråt tæppe over landskabet og fuglene svæver lydløst forbi. Underligt nok er her stille, selvom vejret er uroligt. Et paradoks ligger i luften og ligner et spørgsmålstegn. Jeg trækker vejret dybt og forholder mig afventende. Indeni er der ro.

At føle sig forkert og uelsket

Der opstår hele tiden noget nyt og samtidig urgammelt i skrivecirklerne. De samme temaer dukker op hos forskellige kvinder, som er på forskellige steder på deres rejse. Nogle bliver ordløse og oplever tomrummet, rummet uden svar og i går opstod en tråd om ikke alene tomrummet, men også om at føle sig forkert og uelsket. Det kender jeg også. Forkertheden. Følelsen af at være uelsket. Og forladt.

Da jeg skrev om det i vores udveksling i Høstcirklen, kom jeg i tanke om en fortælling, jeg skrev sidste år. Det var på et svært tidspunkt på min rejse. Jeg var stadig i sorg over tabet af en ven, et venskab, som forliste med et brag. Der var intet fyrtårn til at lede venskabet på rette vej, for senere skulle det vise sig, at det var meningen, at det hele skulle gå i stykker og blive smadret til pindebrænde mod de skarpe klippeskær. Bølgerne gik højt. Det er en anden historie, men det var sidste år ved denne tid, ja nok lidt tidligere, det var stadig sommer, men det er underordnet. For fortællingen handler om forladthed og de følelser, som kvinden i Høstcirklen beskrev. Den får du her:

WomanForest

Fortællingen om Forladthed

Det er så nemt at fare vildt. Selv er jeg faret vild utallige gange på min indre rejse. Stødt på steder i mig selv, hvor tørken har brændt huller i sjælen og fortabtheden har været som brænde på bålet. En næsten uudholdelig følelse af forladthed.

Forladtheden har sin helt egen dans. Hun kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Og følelsen er så intens, at man kun har en umiddelbar impuls. Flugt. Flugten ruller sin røde løber ud, frister med alt det, der før føltes godt. En tur i byen, shopping, et møde på café, alt for at dulme smerten og undgå den intense følelse af fortabthed. Et lækkert måltid, et godt glas vin. Og hvis smerten holder ved, er det sandsynligvis fordi man trænger til at komme ud. Længere væk. En rejse til et kraftfuldt sted, et retreat eller en vandring. Tanken om at være pilgrim er tiltalende, for pilgrimme er ikke forladte, de har selv valgt den ensomme vej mod målet på den anden side. Og det kunne jo være, at man mødte nogen undervejs. En medrejsende, en anden sjæl, som også var på vej ud for at finde sig selv, finde tilbage til det sted, hvor livet er udholdeligt og man mærker en subtil forbundethed, der giver dyb indre ro.

Forladthed er en ubuden gæst. Hun spørger ikke, om man er hjemme og om man har lyst til besøg. Hun går direkte ind som om der ikke fandtes en dør. Og hun lader døren stå åben, så en iskold luft rammer rummet som et kuglelyn.  Hendes stemme er indsmigrende og kølig. Venter ikke på svar, men taler uafbrudt. Sårbarheden smyger sig om en, man føler sig kold og nøgen. Fingrene er iskolde, vinden rusker i håret, døren står jo åben og kulden når helt ind. Det rum, der før var så lyst og fuld af kærlighed, er nu klamt og mørkt.

Impulsen rammer umiddelbart. Lyst til flugt. For ingen kan rumme en følelse så skarp, en ensomhed så mørk og dyster. Rastløsheden kommer buldrende og vil lege med, skarp forfulgt af Tomhed og Tvivl. De er tvillinger, de to, og færdes altid i hinandens nærhed.

Det er så nemt at fare vild. Det er så nemt at blive overrumplet af følelser, der har til hensigt at forpurre rejsen og skabe oprør i de indre farvande.

Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl.

”Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl. Der er noget, den vil fortælle dig, men den kan ikke få ørenlyd”. Stemmen hvisker som en vind fra øst. Mærkeligt, tænker jeg og må så smile lidt. For mit indre er opfyldt af hæsblæsende dans, hvor stemmerne taler i munden på hinanden. Resultatet er en dyb indre uro og et sted, hvor jeg næsten ikke kan holde ud at være. Jeg er i fuld gang med at udtænke en snedig plan, der skal frelse mig fra mig selv og de følelser, der buldrer som bål indeni.

Jeg hører stemmen, før jeg ser fuglen og den velkendte lyd af venskab rammer mig. Giver mig mod til at trække vejret så dybt, så jeg i et kort øjeblik igen kan se klart. Tankerne forstummer om end kun for en kort bemærkning, men nok til at jeg stopper op og træder et skridt tilbage. Indser, at jeg er på vej ud af en sti, som på ingen måde har noget med min vej at gøre. Jeg er i færd med at fare vild. Igen.

”Undskyld. Ørn?” Jeg stormer hen til vinduet og åbner det på vid gab. Blikket søger mod øst, ser skydækket og træerne i skellet. Afsøger området, næsten febrilsk efter et livstegn fra det sted, hvor stemmen kom fra. Så ser jeg hende. Uden en lyd kommer hun sejlende ind over træerne og sætter kursen mod huset. Et dybt suk af lettelse kysser min kind.

”Følelserne. Dem, du skriver om, dem du mærker og er klar til at flygte fra. De er din ven. Et budskab fra sjælen.” Hun lander forsigtigt i det åbne vindue og sætter sig til rette i vindueskarmen. Lyset indrammer hende bagfra og hun ligner en engel i forklædning, som hun sidder dér. Mit hjerte hopper i brystet og jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Selvom jeg har hørt det før. Utallige gange. Og selvom jeg endda godt ved det, det med følelserne. De er sjælens sprog. Følelserne. Intuitionen. Og det paradoksale er, at jeg har masser af begge dele. En sand overflod af den slags signaler. Men det er mig en gåde, hvordan jeg kan glemme det gang på gang.

”Du er et menneske. Mennesker glemmer. Det er en del af vejen.” Hun smiler overbærende og lader kærligt sit blik hvile i mit. Det er som om vi smelter sammen for en stund og en dyb sø af ro breder sig i mig. ”Det handler om at vende tilbage igen. Igen og igen. ”

”Men hvorfor så mange følelser. Og hvorfor så intense?”

Min stemme er lettere desperat.  Jeg kan godt selv høre det og mærker igen rastløsheden for en kort bemærkning. Så gribes jeg af det, hun forsøger at fortælle mig og indstiller mig på at lytte. Trækker en stol hen til vinduet og sætter mig foran hende i et forsøg på at mønstre dyb koncentration og nærvær. Det her er et vigtigt øjeblik. ”Fordi du ikke lytter. Og fordi du lader tvivlen sætte dagsordenen. Men hør nu her. I aften, når du har spist og ryddet op, så klæd dig varmt på og sæt dig ud. Sæt dig stille et sted i naturen og plant dine fødder i jorden. Træk vejret dybt og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af og tankerne bliver mere stille. Sæt dig med Forladthed. Bliv i følelsen uden at flygte. Bare sid og mærk, hvordan det føles. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan lukke dine øjne og meditere. Eller du lade blikket hvile i horisonten, finde et objekt at betragte. Og sid så bare. Helt stille. Bare dig og naturen. Og lyt så til, hvad Forladthed har at fortælle.

Udesidning

Som sagt, så gjort. Jeg takkede ørnen og så hende flyve tilbage i samme retning, hvorfra hun var kommet. Jeg lavede aftensmad, jeg spiste og så fandt jeg noget varmt tøj frem. Den store trøje, de gamle støvler og et uldent tæppe. Et tørklæde i halsen, for vinden var kold i aftes. Jeg tog en klapstol med og begav mig så ud. Fandt et sted, hvor jeg umiddelbart følte mig godt tilpas og satte mig ned. Jeg gjorde som ørnen havde sagt, jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan kroppen efterhånden slappede af og tankerne blev mere stille. Så sad jeg med mig selv, naturen og Forladthed. Eller, det havde jeg forestillet mig, at jeg skulle. Men på forunderligvis var Forladthed forsvundet. Tilbage var kun en tiltagende indre ro og en dyb følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Ingen flugt. Intet selskab. Kun mig selv og de følelser, der hele dagen havde danset i mig og gjort mig trist og tom. Jeg mediterede lidt. Så åbnede jeg forsigtigt øjnene og betragtede en sky, der lignede en munter fløjtespiller. Jovialt banede han sig vej over himlen og spillede sin musik.

Det varede ikke længe, før jeg hørte den. Min indre stemme. Sjælens stemme. Jeg lyttede uden anstrengelse og mærkede straks en dyb følelse af forbundethed. Lige dér på min stol, iført støvler og trøje, siddende i aftenlyset. Og sjælen fortalte mig om Forladthed og jeg forstod instinktivt hvad det handlede om. Måske havde jeg haft det på fornemmelsen, men jeg var så overrumplet af mit eget tordenvejr, at jeg ikke kunne høre det.

Forladthed. Følelsen af Forladthed handler ikke om, at du er blevet forladt af andre. Følelsen opstår, når du har forladt dig selv. Forladt din sjæl. Jeg nikkede. Genklangen var som sød musik og lyden af min egen sjæls stemme gav mig alt det, jeg havde længtes efter. Væk var følelsen af forladthed og tomhed. Jeg stillede forsigtigt nogle spørgsmål, der lå mig på sinde og lyttede så efter svar. Og svarene kom. Uden tøven, men på den blideste og kærligste måde fik jeg det at vide, som jeg trængte til at høre. Uden drama eller løftede pegefingre men i et indre brusebad af kærlighed.

”Sig mig engang, søde sjæl, hvordan forbinder jeg mig igen”, hørte jeg mig selv spørge. ”For jeg er efterhånden udmærket klar over, at det er menneskeligt at fare vild og forlade sig selv”.

Svaret kom på engelsk. Det er min sjæls sprog. Og jeg vil ikke oversætte ordene her, men blot skrive dem, som de kom. Jeg spurgte også, om ordene var til mig alene. Sjælen rystede på hovedet. Ordene er til os alle. Alle os sjæle, som er på rejse, som søger og som gerne vil lære. De er ikke forbeholdt en, de er forbeholdt alle.

”When you trust, you connect”.

Jeg sad ude i næsten to timer. Jeg sad i stilhed og jeg sad i dyb indre ro. Jeg mærkede hvordan alt det, jeg havde søgt og forestillet mig kunne findes i det ydre, altid brænder som en indre flamme i mig selv. Jeg så solen glide ind og ud mellem skyerne på sin rejse ned i vest. Jeg så en fugl lave opvisning i luften over mig og jeg hørte myg summe og græsset gro. Først da kulden nåede min krop og jeg begyndte at fryse, rejste jeg mig og gik langsomt tilbage til huset. Et skridt af gangen. Tankerne var stille, kroppen var afslappet og dybt i mig hørte jeg lyden af min egen sjæls kærlige stemme.

”When you trust, you connect”.

Jeg var ikke længere forladt. Jeg var forbundet.

Fortællingen om Forladthed vil indgå i min bog “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017. I skrivende stund er jeg endnu i sporlægningsfasen og har skrevet 275 sider.

Kærlig hilsen
Lene


Næste skrivecirkel er Vintercirklen

Vintercirklen

Forankret i Vinteren og den naturlige cyklus

I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

 

Skrivelængsel har ingen alder

Brug vinterenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter. Og det er aldrig for sent at fatte pennen og gå i gang. Skrivelængsel har ingen alder!

Du finder invitation og flere detaljer om Vintercirklen i linket her. Vi starter på skriverejsen den 1. november og det er online forløb, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Du er ingen tilfældighed

Roser og himlen

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are …

Der er flow igen, et stille og godgørende flow som findes uanset om jeg sætter mig og lader det blive til ord og sætninger eller ej. Det findes og det findes altid.

Det hele handler om mig, min egen indstilling, tilstand og min intention om at forbinde mig til det, der allerede er tilgængeligt og allestedsnærværende. Men måske er det lettere at fornemme det nu, hvor vi nærmer os midsommer og jeg har givet mig selv tilladelse til at tage på en uges ferie. Jeg skal fejre sommersolhverv på en ø i det danske sommerland.

Egoet synger falsk

Det er på tide at give slip og lade komme. Den evige dans, der kan være så svær at finde rytmen i, fordi tanker, frygt og bekymring kan skabe ubalance. Og livet kommer i vejen. Men tankerne synger ofte falsk og det, der skulle være en sjælelig sang, bliver til et skingrende falsk forsøg på at skabe musik. Egoet imiterer, lægger sig tæt op af og kender alle kunstens regler uden helt at mestre dem.

Mellemrumsvejr

Udenfor synger fuglene, det er gråvejr nu, men luften er varm og stadig tyk af fugt. Vinden rasler i træerne, grene dingler dovent til fuglenes sang, en slags dans i et mellemrum. Et andet slags vejr er på vej, det kan jeg mærke og ganske rigtigt, de lover blæsevejr. Jeg savner ikke vinden. Jeg nyder faktisk det her mellemrumsvejr, hvor naturen holder vejret og alting lever og ånder alligevel. Jeg lever. Og der er ved at blive mere stille i mit indre igen, det er en gave og jeg har ikke lyst til at forcere udpakningen velvidende at dette øjeblik kun er endnu en trædesten … bump!

Der skete noget!

Der skete noget. Lige nu. Jeg kom til at gøre noget med tastaturet på computeren og så pludselig, at jeg havde aktiveret printeren, som står ovenpå. Udskriver nu Fortælling ved Vintersolhverv, sagde den og gav sig straks i kast med at spytte papir ud. Jeg kunne høre det, mens jeg løb op af trappen for at standse udskrivningen. Det er jo slet ikke nu, at jeg skal skrive ud, læse og … bedømme. Vel? Alligevel kunne jeg ikke dy mig, da jeg først havde annulleret og stod med en lille stak papir i hånden, papir som rummede mine ord, sætninger og de allerførste sider i den fortælling, der nu er vokset til 200 sider. Og jeg er slet ikke færdig endnu. Men altså. Dér stod jeg med fortællingen i hånden, en lille bid, som om nogen ville sige mig noget. Vise mig noget.

”Se, her har du beviset, du har faktisk skrevet det her. Prøv at læse det, bare lidt.”

Nu ved jeg ikke, om det var ego eller sjæl, der lokkede, men impulsen var klar. Jeg måtte straks læse lidt og jeg blev grebet. Grebet af egne ord og grebet af glæde. Det er jo ikke helt tosset det her, altså, det var det i hvert fald ikke i vinter. Tvivlen kommer dumpende, for jeg synes jo, at der har været voldsom slinger i valsen gennem foråret og jeg forestiller mig, at jeg har hakket noget i skrivningen. At det er usammenhængende og måske endda uinteressant og at det må omskrives. Ændres.

Min indre censor

Susan, min indre censor rører på sig. Det er noget, hun kan lide og straks er hun klar med den røde pen, fisker den op af tasken i et snuptag, som om hun ikke havde bestilt andet. Det har hun heller ikke. Hele mit liv har hun været aktiv og jeg kom til at give hende alt for meget plads. Mit liv blev en verden bestående af korrektur og røde streger. Aldrig godt nok, perfekt nok … Jo, hun kan sit kram.

”Susan”, siger jeg med høj og klar stemme, ”det er faktisk ikke endnu! Ja, jeg kom til at udskrive noget, men ved du hvad, det er umiddelbart bedre og mere fængende, end jeg troede. Det vækker genklang og jeg føres tilbage til min vinter og de allerførste skridt i sneen mod det, der er ”Fortælling ved Vintersolhverv”. Hvad der skete i foråret og hvad jeg skrev om det, vil jeg første læse senere. Og du kommer slet ikke på banen i denne fase, det er du godt klar over, ikke? I sporlægningsfasen er du for så vidt arbejdsløs og hvis du vil, er du velkommen til at holde en god, lang sommerferie. Jeg kalder, når jeg igen har brug for dig.

Intentionen er klar

Min intention er klar. Jeg skriver først og fremmest denne fortælling til mig selv og hvis den kan inspirere andre, er det fint og en stor glæde for mig. Men i første instans handler det om mig. Hvis det ikke er en udsøgt luksus, så ved jeg snart ikke. Og jeg er glad!”

Hun sukker, mens hun lægger den røde pen tilbage i tasken, rejser og går. Om den skal med på ferie, hendes røde pen, det aner jeg ikke. Men nu er hun sendt af sted med min velsignelse og jeg håber, at hun får en dejlig lang ferie. Når det er hendes tur, har jeg brug for en medarbejder, som er veludhvilet, frisk og årvågen. Jeg ved jo allerede, at hun er dygtig, at hun kan sit kram, men jeg ved også, at hun har tendens til at gå over gevind. Korrekturfasen er der længe til. Den tid, den glæde.

Ode til Juni

Juni, det er længe siden at vi har danset sammen. Men tiden er kommet, vi nærmer os midsommer og jeg er klar til at skabe forbindelse til alt det, jeg for en stund følte mig løsrevet fra. Du har været her hele tiden, fragtet og båret mig, men du har også værdsæt at jeg nu selv kan gå. Du har set mig, velsignet mig og accepteret min rejse og min vej. Boet på mit gæsteværelse uden at gøre særligt væsen af dig. Du vidste, at jeg var optaget af andre ting, men samtidig fik du lov til at blive skrevet skrev du dig ind i de skriveafsæt og øvelser, som jeg har givet kvinderne i skrivecirklerne og på den intuitive skriveworkshop. Dig er der kommet mange fine fortællinger ud af.

Jeg elsker at dele dig og de andre måneder, jeres energi og visdom, for I har aldrig været mine. Jeg fandt jer ikke, I fandt mig. Og jeres hjælp, støtte og uendelig kærlighed på min vej, som I har skænket mig via fortællingerne, er uvurderlig. Jeg ved faktisk slet ikke, hvordan jeg skal sige jer tak. Intet jeg kan gøre eller sige er stort nok til at udtrykke min taknemmelighed.

Uden månederne, uden de små fortællinger, der voksede med tiden og forvandlede mig, byggede bro og efterhånden lod mig se fragmenter af min sande sjæl og min livsflod, uden alt det, I gjorde og gav mig, var jeg aldrig nået til det sted, hvor jeg er i dag.

”Det tror jeg nu nok, at du var” siger hun bare og slår ud med armene. En duft af roser breder sig i rummet, roser, der er våde af dug og regnvand og må bøje hovederne lidt i mødet med guddommelig overflod. ”Det hele er bestemt på forhånd.”

”Hold op” udbryder jeg, ”vil det sige, at det er fuldstændig lige meget, hvad jeg gør og siger? Det, der skal ske, vil ske alligevel?”

”Ja og nej. Du kan sagtens forsinke og forhindre. Det gør du med din frygt, din modstand og dit hastværk. Men jo mere du forbinder dig, lytter og gør dig modtagelig for den hjælp, der er til dig, desto mere flyder det og så behøver du reelt set bare at flyde med. Det, du skal gøre, vil du ikke være i tvivl om, når tid er. Men sandheden er at du skal gøre langt mindre, end du tror. Det bedste du kan gøre for dig selv og for verden omkring dig er at åbne dine hænder, dine arme og dit hjerte for sandhedens skønhed. Og det nytter ikke, at du spørger mere ind til det nu, jeg har allerede afsløret meget.” Hun fniser som om hun er en smule flov, mens lyset og latteren spiller i hendes øjne.

”Juni altså, du har faktisk ikke afsløret noget som helst, jeg ikke vidste i forvejen. Jeg trængte bare til at høre det igen. Tak fordi du mindede mig om det.”

”Ingen årsag” svarer hun og fordamper i en solstråle.

Ovenstående er et lille uddrag af Fortælling af Vintersolhverv, som jeg skriver på i sporlægningsfasen, i dag rundede jeg 200 sider og jeg er slet ikke færdig endnu. Det er en gave at skrive bog på denne måde. En fase af gangen, en rolle af gangen.

Jeg kommer igen i tanke om Clarissa Pinkola Estes ord:

We do not become healers.
We came as healers. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become storytellers.
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become artists. We came as artists. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not become writers, dancers, musicians, helpers, peacemakers.
We came as such. We are.
Some of us are still catching up to what we are.

We do not learn to love in this sense.
We came as Love. We are Love.
Some of us are still catching up to who we truly are.”

Jeg ved nu at rejsen udelukkende handler om at åbne op for alt det, som allerede findes i forvejen. Mange af os er blot ved at indhente det, vi allerede er.

Du er ingen tilfældighed

Og mærker du, kære ven, skrivelyst og længsel, så er det ingen tilfældighed. Du er ingen tilfældighed. Noget vil skrives og fortælles gennem dig. Hvad det er, finder du først ud af, når du møder op og gør dig modtagelig. Når du med din intention i hjertet møder op, skaber rum og skaber forbindelse til det, du allerede kan og det, du allerede er.

En guide i bjergene

Skriverejsen kan hjælpe dig på din færd og jeg står til rådighed, hvis du har brug for en guide. Det er min rolle, ja, du kan betragte mig som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt, viser hvilke stier der fungerer bedst og som hjælper med at finde skrivevej.

Og en buffet

Smag på det, jeg serverer for dig og betragt det som en buffet. Noget vil du kunne lide og bruge, andet må du lade gå igen. Ideen er at du finder helt din egen vej og måde, men jeg har masser af råvarer og opskrifter i rygsækken, så skrivebuffeten vil altid bugne af duftende retter, nogle ordinære og andre mere eksotiske retter.

Og hvem ved, måske skaber vi sammen nye retter undervejs?

SOMMERMENU

I øjeblikket er der følgende hovedretter på skrivebuffeten.

Høstcirklen – skrivegruppeforløb for dig og din skrivelængsel (starter 7. august)
Intuitiv Skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel – lørdag den 20. august kl. 10
Personligt skriveforløb – din helt egen skræddersyede skriverejse

Kærlig hilsen
Lene

sommersolhverv_shamanismTil inspiration, læs også gerne

Skrivemagi ved Sommersolhverv
Lad ikke din indre censor få det sidste ord
Lad vejen skrive dig

 

Lad vejen skrive dig

Blomstring_æbletræ

Kære ven, jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung at bære.

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Hvorfor ikke bare sige JA! ?

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed, det er et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at skrive dem på. Så hvorfor ikke møde op og sige ”JA” til dig selv og den spirituelle længsel, længslen efter dig selv og din sjæl, der tydeligvis manifesterer sig gennem sproget?

Drik ikke i vandkanten, men kast dig ud i det. Bliv vandet. Først da bliver din tørst slukket.
– Jeanette Berson –

Skrivelængslens 7 bud
Måske husker du det første bud? Start med at dedikere dig til processen. Mød op og sig JA. Det lyder nemt, det lyder nærmest som det rene ingenting, men sandheden er, at det er ALT. Din dedikation og dit fremmøde er forudsætningen for, at noget nogensinde vil blive skrevet gennem dig. Du finder aldrig ud af, hvad der gemmer sig bag længslen, før du har sagt JA og indstiller dig på at tage imod.

En historie søger dig

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie faktisk udsøger visse mennesker gennem hvilke, historierne ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Tanken tiltalte mig, da jeg læste om det første gang, jeg hørte et dybt suk af genklang, for jeg havde selv oplevet det på min egen skriverejse. Senere har jeg gennem mit arbejde som skrivecoach og underviser fået vished om, at det faktisk forholder sig sådan.

Det viser sig gang på gang, når jeg arbejder med skrivning og historiefortællinger fra sjælen og har kvinder med skrivelængsel i personlige forløb, som deltagere i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og og tage imod. Det er healende. Magisk. Fantastisk. Og det er så sundt for hjerte og sjæl. Vi er nemlig skabt til at skabe (os).

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

En slags disciplin

Prøv at forestille dig, at der et sted derude svæver historier og fortællinger med en særlig puls og hjerteslag. Et hjerteslag som passer perfekt til dit. Det ved din sjæl og du mærker det som skrivelængsel. Men før du faktisk sætter dig og beslutter dig for at gå på skrivende opdagelse i det, der pusler og rumsterer, kan historien eller fortællingen ikke finde vej til din pen og dit papir. Det er ikke noget, som sker oppe i hovedet og som du mentalt kan udtænke og planlægge. Du er nødt til at møde op, dedikere dig og skabe en slags disciplin eller rutine omkring ”det at skrive”. Og i stedet for at føle, at det er dig, der SKAL SKRIVE, kan du i stedet forestille dig, at du møder op og LYTTER til den historie eller fortælling, som gerne vil skrives gennem dig.

Ja, jeg sagde faktisk disciplin

Lili St. Crow har sagt det således:

Discipline allows magic. To be a writer is to be the very best of assassins. You do not sit down and write every day to force the Muse to show up. You get into the habit of writing every day so that when she shows up, you have the maximum chance of catching her, bashing her on the head, and squeezing every last drop out of that bitch.
– Lili St. Crow –

Disciplin åbner op for magien

Disciplin tillader magi. Disciplin åbner op for magien. Du kan ikke tvinge din Muse til at dukke op, men du kan udvikle en form for skrivedisciplin, så du kan indfange hende, når hun rent faktisk dukker op. Om du vil slå hende i hovedet og klemme hver eneste bloddråbe ud af hende som Lili St. Crow foreslår det, eller om du vil kysse hendes kinder, byde hende på æblete og lytte til hendes fortællinger, det er helt op til dig og dit temperament. Men det er sandt. Du er nødt til at skrive, skrive og blive ved med at skrive. Det findes ikke uden.

Inspirationen kommer, mens du skriver.

Øv dig på at lytte

At skrive er næsten som at komponere musik. Og den vigtigste kundskab er at lytte. Vi tror måske at vi skal tale, men i virkeligheden er skrivningen en lyttehandling. Når jeg lytter og skriver det ned, jeg hører, skal jeg blot tage imod. Jeg lytter og skriver, jeg taler ikke.

Når vi synger, handler det halvfems procent om lytten. Når du lytter intenst, fyldes kroppen af musikken og når du så åbner munden, kommer musikken ud af dig.

En svamp af lyttende opmærksomhed

Gør dig åben, modtagelig og vær en svamp af lyttende opmærksomhed. Lad musikken fylde dig og skriv den så. Lyt til rummet omkring dig, lyt til lydene, lyt til bordet, du sidder ved og dine fingres dans over tastaturet. Lyt til stormen, træerne og græsset, der gror. Skriv så det, du hører. Du er som en båndoptager, der gengiver det optagede. Du tager diktat.

Diktat fra sjælen

Og når du virkelig lytter dybt og intenst ind i dig selv, så tager du diktat fra sjælen.

Gå ind i historien med hele kroppen. Åbn alle døre og vinduer og lad den sive ind. Stå i vinden og skriv det, du mærker. Havet, himlen og fuglene. Mærk efter. Lyt, lyt, musikken spiller allerede. Dybt i dig lyder en melodi, som kun du kan synge. Lyt, lad den strømme igennem dig, vær helt stille.

Hvordan lyder vinteren? Eller sommeren? Skriv på alle årstider og skriv gennem skiftende vejr. Lær dig selv at kende gennem din lytning og øgede opmærksomhed. Det er en ny form for nærvær, som knytter dig til årstiden og det nu, der er selveste livet. Lyt til bølgerne, sandet og de konkylier, du finder på din vej. Der er historier alle vegne.

Egoet forsvinder ligeså stille

Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling, forsvinder egoet ligeså stille ud af det og det bliver lettere at høre sjælens stemme og skrive fra det sted i os selv, hvor vores livskilde udspringer.

Hvad kræver det så at hengive sig til skriverejsen?

At du skal lægge dit liv helt om? At du er nødt til at fyre både mand, børn og sige jobbet op, flytte ud på en øde ø og hengive dig til skrivegerningen, dø om du må? Overhovedet ikke. Tværtimod.

Små skriveoaser i hverdagen

Du kan sagtens skabe små skriveoaser i hverdagen og skabe lidt tid til dig selv og det, du længes så dybt efter. For hvis din skrivelængsel er et kald fra din sjæl, holder den ikke op med at rumstere, før du møder op og siger ja. Et skridt, et ord af gangen. Det kræver langt mindre, end du tror og vil give dig så meget mere, end du kan tænke dig til.

En dyb og inderlig længsel efter dig selv og din livssang

Måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv udenfor_sommercirklen

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG

Skrivegruppeforløbet SOMMERCIRKLEN er nu i fuld gang og her bliver deltagerne inviteret til at sætte en skriveproces i gang, hvor de uden at have særligt fokus på produktet, alligevel ender med at skrive deres helt egen sommerbog. Og indledningsvis siger jeg til dem, som jeg har sagt det til dig:

Vist gør det ondt, når knopper brister … men

Din dedikation og dit fremmøde er altafgørende. Hvis du ikke er dér med hele dig, sker der ikke rigtigt noget. Så forbliver skrivelængslen en kuriøs følelse af noget uforløst, en fed, potent knop, som aldrig sprang ud, men som visnede inden den blev til en smuk blomst.

Vist gør det ondt, når knopper brister, men ved du hvad? Det er intet at sammenligne med smerten over aldrig at turde tage springet. Knopper er skabt til at briste. Sommerfuglen skal ud og flyve, men kokonen må briste først og ingen andre end du kan lade den åbne.

Flyv sommerfugl, flyv.jongleremedstjerner

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG, sådan gør du

Du har købt en vidunderlig notesbog, som taler til dig. Det kan du mærke, du får lyst til at skrive i den. Og du har en god pen eller to eller tre.

Skriv en hensigtserklæring med din sommerbog (min hensigt med at skrive er …) og lad din hjertelige intention bære og løfte dig i dit forehavende. Brug ord, som har en god energi for dig, mærk efter og leg gerne lidt med det. Du kan mærke det, når din hensigtserklæring er klar. Den løfter, støtter og beriger dig. Du får lyst til at møde op og folde din skrivelængsel ud, når du læser den. Din hensigtserklæring trækker nemlig en hellig cirkel omkring din intention og intentionens kraft er magisk.

Læs mere om hengivelse til skriveprocessen i Skrivelængslens 7 bud.

Indstil dig på en modtagelig kanal og lyt

Forestil dig, at du, når du gør klar til at gå ind i dit indre skriverum, dit magiske rum, det sted, du har skabt til dig selv og dine skriverier, indstiller dig på en modtagelig kanal. Du er som en gammel transistorradio, som man kan dreje på. Du indstiller dig og gør dig åben og modtagelig.

Og så lytter du. Prøv at blive stille. Sind og tanker vil meget gerne vide ”hvad og hvordan” og hvis du bliver oppe i hovedet, så skaber det ofte modstand og forvirring. Det er i hovedet, at vi bliver i tvivl. Hjertet tvivler aldrig. Så forlad hovedet for en stund. Lad sind, tanker og indre censor være som de nu er og forestil dig, at du kravler dybere ind i sjælen, ind i stilheden og åbner den knagende dør til dit skriverum. Her lukker du døren bag dig. Her er rart at være, du tænder dit indre lys, du giver plads og sætter dig med din pen og notesbog.

Hold lidt fri fra den elektroniske verden

Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Din sommerbog kan med fordel være en, du skriver i hånden og holder lidt fri fra den elektroniske verden og alle de mange forstyrrelser.

Sommerbogen vil støtte og holde dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine sommersider. En gave til dig selv.

Og hvis du stivner midt i skriverierne? Så kunne jeg godt finde på at give dig følgende råd, der er formuleret så fint af Hilary Mantel her:

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient. – Hilary Mantel –

Skab rum, ro og forbindelse

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden, den naturlige cyklus og egen sjæl, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så sandelig også gøre det ved at skrive.

Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Eller måske helt lade fluerne være og i stedet for hengive dig til den naturlige cyklus, sommeren og dens særlige energi samtidig med, at du skriver og sætter skrivelængslen fri. Du kan sagtens skrive udenfor, for du skriver jo i hånden, din særlige sommernotesbog kan du tage med dig overalt. I sommerhus, på ferie eller med ud i naturen.

Rejsedagbog gennem sommeren

Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede i sommermånederne. Betragt bogen som din rejsedagbog gennem årets lyse måneder og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej og i dit indre. Mød op hver eneste dag og skriv lidt eller meget. Prøv dig frem. Om morgenen, midt på dagen, aftenen eller midt i de lyse sommernætter. Skriv.

Skriv din sommer, skriv dig selv, din sjæl og fold skrivelængslen ud.

Lad vejen skrive dig

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme. Så kære ven med skrivelængsel. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver.

Lad vejen skrive dig.

Kærlig hilsen
Lene


Kalder din skrivelængsel?

Kalder din skrivelængsel? Har du lyst til at give din indre fortællerske den plads, hun fortjener, og folde alt det ud, som dit hjerte og din sjæl synger om? Og vil du gerne have lidt hjælp og inspiration med på vejen?

HØSTCIRKLEN

Den næste skrivecirklen bliver Høstcirklen, som helt symbolsk starter søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Indgangen til høsttiden starter her, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt og stille og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Det er tid til at rydde lidt op, rense og forny. Vi rydder op i vores indre, så vi kan modtage høsten og i Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til din indre fortællerske, din kreativitet og intuition gennem netop fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til slutningen af oktober lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Invitation er nu lagt op, du finder den her og tilmelder dig på på skrivehuset@gmail.com.


INTUITIV SKRIVEWORKSHOP

Hvis det mere er den intuitive skriveworkshop, der taler til dig, er der 2 muligheder lige nu. Jeg har 1 plads tilbage på skriveworkshoppen på lørdag den 11. juni kl. 10. Måske er den din? Skynd dig at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du snupper den sidste plads inden sommerferien.

Lørdag den 20. august 2016 kl. 10

Ellers mødes vi igen til en magisk skrivedag for sjælen, på intuitiv skriveworkshop, lørdag den 20. august kl. 10. Her har jeg 4 pladser tilbage.

Alle tilmeldinger sendes til skrivehuset@gmail.com og du er først tilmeldt, når du har fået en personlig bekræftelse i en mail fra mig.

Lad det ske, Gaia ❤

Kærlig hilsen
Lene

Vejen har skam også skrevet mig – du kan læse lidt af min personlige historie her

cropped-2011-november-003_b.jpg

Pigen der fortalte eventyr

cropped-2011-november-003_b.jpg

Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.

Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.

Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.

Virkeligheden bankede på

Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.

Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!

Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.

Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!

Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!

Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.

Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.

I shall be tellling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a Wood, and I –
I took the one less traveled by
And that has made all the difference
– Robert Frost –

soulportrait

Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet

Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.

Der findes en anden vej … og en anden måde!

Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.

Min hjertelige intention

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.

Og skriverejsen fortsætter …

Fortællingens kraft

Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.

Månederne gav mig liv og lyst til at leve det

Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv  Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.

Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske

Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!

Min skriveglæde kom tilbage

Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.

At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme

Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!

Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.

Keevaogmig

Min historie

Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.

Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!

Det er blandt andet det jeg underviser i.

You best teach what you most want to learn

Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.

Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.

I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.

greenheart

Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!

Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.

The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –

Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.

Fortællingerne blev mit fyrtårn

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!

Intentionens kraft

Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:

Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.

Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.

– Tosha Silver –

Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod

Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.

Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Sådan skriver du fra sjælen (inklusiv en skriveøvelse).

Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.

Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her.

Kærlig hilsen
Lene

 

Sangen i hjertet

Keevaogmig

Hvad nu hvis jeg bakkede mig selv, op helt og aldeles? Viftede tanker om “forkert” væk som fluer på en varm sommerdag og troede fuldt, fast og kærligt på mine egne dybe impulser?

Hvis jeg ikke tvivlede på mig selv og min egen kraft, men i stedet og helt uden tøven gik med det, der føles sandt for mig? Hvis jeg fyldte mig selv op med kærlighed og tilgivelse, når jeg gjorde noget, der måske ikke helt var i overensstemmelse med mit hjertes intention og elskede mig selv endnu mere, når jeg var træt og ked af det?

Hvis jeg holdt om mig selv og stolede på min intuition og de dybe impulser, jeg altid har, og ikke tvivlede på, at det var det bedste for mig. Og vidste, at jeg ikke skylder nogen en forklaring.

At alting ikke altid hverken skal eller kan forklares. Men har lov at være præcist som det er.

Hvad nu hvis jeg forstod, at jeg er nødt til at give mig selv og fylde mig selv op med kærlighed dybt indefra og må vælge at ignorere egoets kollektive masseskrig og de sidste nye tendenser, fordi jeg dybt i mig har vished om, hvordan jeg ønsker at leve mit liv og hvad, der er sandt for mig.

Hvis jeg virkelig forstod, at jeg kun kan udføre mit arbejde og være tilstede og nærværende fra et centreret og kærligt sted i mig selv og give derfra, hvis jeg husker at fylde mig selv op og pleje mig selv fra selvsamme sted. At jeg er nødt til at beskytte mig selv og stå inde for mig selv og den vej, jeg har valgt, på samme måde som jeg ville beskytte og tage mig af et lille barn eller en hundehvalp.

Hvad nu hvis jeg bevidst valgte at følge min sjæls stille røst, og havde en kærlig intention om hver eneste dag at lytte til den melodi, der altid spiller næsten lydløst dybt i mig.

Hvis jeg altid valgte at høre og danse til den sang, der bor i mit bryst. Sangen i mit hjerte.

Og hvad hvis du gjorde det samme? Ville vi så ikke opdage, at vi faktisk sang og dansede til samme slags musik? Sangen i hjertet.

* * *

Kære ven

Lad os gå sammen om at skrive og fortælle den kærlige version af historien og lade det strømme fra sjæl og hjerte, bag tanker, modstand, frygt og frustration.

I disse tider har verden mere end nogensinde brug for medfølelse og hjertelige historier.

Kærlig hilsen
LeneDalai Lama

 

I tillid

Skyørn

“Jeg har en fortælling til dig på denne mørke morgen”, siger han til mig og træder ind i det lys, jeg har tændt over spisebordet. En snert af irritation baner sig vej gennem mørket og prikker utålmodigt til mig. Fortælling? Nu? Jeg var ærlig talt på vej ud i dagen, jeg har planer, det er december og selvom mine altid gode intentioner denne vinter i høj grad handler om overgivelse til årstid, langsomhed, tålmodighed og ren væren, så er der grænser. I dag har jeg sågar en aftale ud af huset.

Så hvad vil han her? Han plejer i øvrigt aldrig at komme, når det stadig er mørkt. Men da jeg skriver det, smiler jeg uvilkårligt, for hvornår skulle han ellers komme? Vi er i den mørkeste tid på året, de sidste dage inden vintersolhverv. Naturens endestation, toget kører til perron, holder en lille kunstpause og uden stor ståhej vender det og kører i den anden retning. Igen. Mod lyset. Gennem Vinteren. Mod foråret.

Han står foran mig på spisebordet og bader i det kunstige lys. Udtrykket i hans øjne siger alt.

”Når en fortælling banker på, ankommer i den tidlige morgen og blidt men insisterende lader dig vide, at det er tid. Hvad gør du? Påkalder du dig ret til at sige nej, henholder du dig til regler og protokoller om det rette tidspunkt, om manglende tid, om andre planer og er du åndsfraværende, allerede på vej et nyt sted hen, ikke helt til stede i det nu, det øjeblik, der lige nu danser i det allerspædeste daggry? Overser du muligheden, gaven og det, øjeblikket rækker mod dig? Afslår du og haster videre?

Måske tror du at han taler højt, måske forestiller du dig at han råber ordene til mig, men sådan forholder det sig på ingen måde. Han taler stille og roligt. Hele hans ørnekrop er plantet i dette øjeblik med kløerne på bordet og blikket hvilende i mit. Jeg slår øjnene ned, pludselig skammer jeg mig lidt, han ser jo det hele. Han svøber sig i vished og i tillid til, at han udfylder sin rolle til perfektion. Mit kraftdyr, min mentor.  Der er ingen grund til at råbe. Han ser ikke engang vred ud, han håner mig ikke. Han siger det bare, som det er. Stiller de spørgsmål, der er nødvendige, for at jeg ser mig selv og uden dom, kærligt men bestemt stopper op, mærker efter og uden yderligere modstand lander paraderne falde, mens jeg udbryder: ”Du har ret. Jeg var åndsfraværende. Mit nærvær hang i en tynd tråd.”

Jeg vender tilbage til min hensigtserklæring, min hjertelige intention og husker det, jeg formulerede omkring min rejse. Lad gå og lad komme. Tag imod de gode øjeblikke, som de oprinder, bliv i nuet, husk at løfte blikket og let gerne lidt fra jorden, hvis du har brug for at se det hele i et lidt andet perspektiv. Den store sammenhæng. Nok er det vidunderligt at dvæle ved detaljen, det er jeg god til, men jeg har fået en ny kompetence og det er frihed. Frihed til at flyve. Og i 2015 lærte jeg at danse. Danse med det, der er. Uden at ønske mig det anderledes valgte jeg bevidst at tage imod det, der kom min vej. Som denne fortælling. Denne morgen. Den er min hjertelige intention. Nuvel.

Lyset vokser nu, træernes nøgne silhuetter kommer til syne. Det er et magisk øjeblik, blot en antydning, en forsigtig streg på det store lærred. Så lader jeg igen mit blik glide over på ham, ørnen på skrivebordet, og lader ham vide, at jeg er klar.

”Jeg tager imod fortællingen” siger jeg med rolig stemme. ”Og nu er jeg i øvrigt også blevet nysgerrig. Hvad har du mon til mig på denne mørke decembermorgen?

Han smiler og ved, at jeg nu er klar. Atter ankommet til det eneste tidspunkt, der findes. Nuet. Det nu, de øjeblikke, der er flydende og i konstant forandring på samme måde som jeg er det. Hvorfor synes det så vigtigt for os mennesker at have noget at holde fast i? Tryghed. Sikkerhed. Det findes ikke, det er en illusion.

”Næsten rigtigt”. Han rykker et par skridt nærmere og læner sig op af ryggen på en af spisestuestolene. Den turkisgrønne farve og det mørke træ står godt til hans teint.

”Trygheden ligger i at give slip. For først når du slipper kontrollen, grebet, den tryghed og sikkerhed, du kæmper så hårdt for at beholde, først da er du sikker.”

”Et paradoks” konstaterer jeg. Det kommenterer han ikke.

”Du må lære at lade dig bære af det usynlige. Når den unge ørn letter fra reden for første gang, har han tillid til at luften vil bære den og holde ham oppe. Han har også tillid til, at luften vil hjælpe ham på vej mod det sted, hvor han skal hen.

Bortset fra sine instinktive fornemmelser har ørnen ingen grund til at tro, at han faktisk kan flyve. Han må kaste sig ud fra reden, men han ved ikke, om han kan. Flyve. Han har ingen sikkerhed eller sikkerhedsnet, for den sags skyld. Men ikke desto mindre vover han springet ud i luften og forårets skarpe solskin. Og vupti. Hvad sker der? Ørnen flyver, han bliver til ørn lige dér, hvor han opdager sin frihed og styrke. Nu ser han det hele fra oven og opdager, hvor smukt det er. Alt det, han ikke ejer, besidder eller kunne drømme om at forsøge at tilegne sig. Han er fri. Båret af luften, hjulpet af vinden, fri til at være og gøre det, han er kommet for. Flyve og være ørn.”

Jeg sukker. Det er en smuk lille anekdote, en dejlig fortælling om tillid og frihed. Men ak, jeg er ingen ørn.

”Hvad er forskellen?” Han ser på mig og er nu læremesteren, afventende, spørgende. Han vil gerne høre mit svar.

”Jeg har ingen vinger. Og i øvrigt er jeg heller ingen årsunge.”

”Glem årene. Det handler om noget helt andet.” Han ler. ”Hvert øjeblik er nyt og om ganske få dage er det Vintersolhverv. Her vender det hele og du har modtaget en invitation. Du er blevet inviteret til at starte på ny. Hvad giver du slip på, hvad tager du med dig videre?

”Tillid. Tålmodighed. Kærlighed. Et håb om fred og kærlighed på jorden.” En lille tåre bryder frem i øjenkrogen på samme måde som lyset nu bryder gennem mørket. Det er atter dag. Træerne står ranke og tillidsfulde i noget, der kunne minde om tavshed. Stilhed. En godgørende venten.

”Styrken opstår i de handlinger, der er båret af tillid” siger han og gør mine til, at vores snak er forbi. ”Den kan ikke se dagens lys, den kan ikke blive født, før du vover springet. Før du faktisk springer. Den er findes simpelthen ikke før springet, den eksisterer ikke. Først i det øjeblik du springer, fødes styrken.

Du opfordres til at vove springet, til at folde dine smukke vinger ud, følge dit hjerte og kaste dig ud i himlens rum. For himlen, en engel eller måske en ørn vil gribe dig og føre dig derhen, hvor du allerbedst kan medvirke til netop det, der er dit store hjerteønske. Fred og kærlighed på jorden. ”

”Det er store ord på en mørk morgen i december”. Jeg slår en lille latter op, jeg er både forlegen og dybt rørt. Det er så stort, at jeg næsten ikke kan få det til at handle om mig. Men jeg sagde ordet tillid, gjorde jeg ikke? Og jeg mente det. Ørnen har talt.

”Kan vi tale mere om tillid en anden dag?” Jeg ser, at han er på vej videre, jeg ved, at han om lidt flyver derude i det første dagslys og glider gennem disen væk fra mit landskab. Jeg forsøger ikke at holde fast på ham, selvom det er svært, men noget i mig vil gerne vide, at … han ikke forsvinder for altid og at jeg er alene med mit håb om, at tillid vil give mig vinger og at himlen vil gribe mig.

Han svarer ikke. Væk er han. Ligeså pludselig som han kom. Men noget er igen forandret, forvandlingen er sket, lyset er tilbage om end diset, utydeligt og uklart. Og når jeg kaster et blik på siderne her, ser jeg, at en række ord er landet og har skænket mig en lille fortælling. Hvem skulle have troet det for bare kort tid siden? Så hurtigt kan det ske. Så legende let.

I tillid.

Kærlig hilsen
Lene

Skyørn

Sjælens fortællinger

Mygreenheart
Jeg er fortæller. Og de fortællinger, der kommer til mig og det, der rører sig i mit univers, handler ofte om sjælens rejse. Jeg er inspireret af naturen, af landskaber, skiftende lys, årstider, fugle og andre dyr. På min egen sjæle- og skriverejse arbejder jeg nu også med shamanisme for at søge vejledning, støtte og visdom i det, der altid har vakt dybt genklang i mig og som har forbundet mig til min sjæl. Jeg var bare ikke klar over det og jeg gemte længslen bort, fordi jeg var bange for at blive stemplet som underlig. I dag føles det underligt ikke at hengive mig til det, der egentlig altid har været min måde og min vej.

At være sjælsfortæller og at skrive fra sjælen handler ikke om at skrive på en bestemt måde. Der er ingen regler, kasser og forventninger. Det handler derimod om at lære at lytte og hengive sig til processen. Sjælens fortællinger og de ord, der opstår, når vi møder op og skriver intuitivt er ikke nogle, man kan tænke sig til. Det er ikke noget, der kan planlægges og mentalt formuleres. Processen har sit eget liv, det er fremmødet og dedikationen, der gør forskellen. Den hjertelige intention.

Vi er arkæologer

De historier, sange og fortællinger, som kan hjælpe os i vores liv og på vores vej, er begravede i vores hverdag. For at se dem, for at kunne høre hvad de har at fortælle os, er vi nødt til at se os selv som eventyrer, en slags arkæologer, der møder op og kontinuerligt møder op, lytter, skriver og søger det, der er til os. På samme måde, som vi i vores meditationspraksis vender tilbage til puden – igen og igen – må vi kontinuerligt vendte tilbage til vores skriverum. Ordene opstår, når vi skriver og det samme gør fortællingerne. Vi kan skrive os vej og vi kan skrive os igennem det, vi møder på den indre rejse. Modstand, frygt, ensomhed – hver eneste forhindring eller følelse har et budskab, som efterhånden kan formuleres. Vi flygter ikke, vi møder op, møder os selv og dedikerer os til vejen og processen.

Fyrtårne

Fortællingerne står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys og glæde. Når du ønsker at huske, det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os. Så hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel?

Intuition og kreativitet

I mine personlige forløb, Skriverejsen, og på de intuitive workshops, jeg afholder, arbejder jeg med fortællingerne som omdrejningspunkt. De fortællinger, der kommer til os, når vi møder op, åbner os og gør os modtagelige. Jeg bruger blandt andet mindfulness og meditation som redskaber og inddrager mine egne erfaringer som skriverejsende og sjælsfortæller.

Jeg inviterer til skriveøvelser, der handler om at forbinde os til vores intuition og den verden af visdom, der findes i vores egen sjæl. På mange måder er den kreative proces og skrivevejen en rejse, hvor vi bevidst anvender vores feminine energi, som vi lærer at bruge på en ny og kraftfuld måde. Gennem ordene, skriverejsen og de fortællinger, der dukker op og hjælper os, kan vi igen lære at hvile i os selv. Genfinde vores livsglæde og skrive med en styrke og autencitet, der føles helt anderledes godgørende, end når vi skriver fra det mentale felt. Efterhånden opdager vi nemlig, at ordene og skriverejser skaber dybe tråde til vores liv og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er os. Fra et dybt sted i os selv, fra vores sjæl.

Fortæller, skrivecoach og underviser

Min rolle som fortæller, skrivecoach og underviser er at skabe rum fuld af åbenhed, magi og kærlighed, hvor blandt andet fortællinger kan opstå og guide os på vej. Rum, som åbner op og giver tilladelse til nærvær og fordybelse. Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at vi partout skal skrive en bog eller give noget videre til offentligheden. Det handler om vores længsel efter os selv, vores sjæl og den visdom, der bølger dybt i os. Længsel efter at hengive os til vores kreativitet og skaberkraft og tage det igen, som vi har mistet undervejs. En visdom og en vej, som vi kan skrive og som bliver til, mens vi gør det; skriver og hengiver os til processen.

Jeg bruger fortællingerne fra min egen Skriverejse aktivt i mit virke. Du kan læse med på Poetiske Paradokser og blive inspireret, måske finde ord eller stemninger, der vækker genklang og som giver dig lyst til at selv at begive dig på skriverejse. Jeg deler selvfølgelig også disse fortællinger på min facebookside og bruger ofte uddrag af fortællingerne i citatform på de blogindlæg om at skrive fra sjælen, som jeg publicerer her fra siden.

Fortællinger fra sjælen

Fortællinger fra sjælen har en helt særlig genklang og når vi skriver fra sjælen, mærker vi forskellen. Det kræver ingen særlig anstrengelse. Det risler som en kilde og overrasker os gang på gang med dyb indsigt og en helt særlig tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender. Vores livssang.

Efterårets program

Har du lyst til at hengive dig til skriveprocessen og arbejde med skriverier fra sjælen, at lære at skrive flydende, frit og fra et andet sted, så kontakt mig gerne. Eller tilmeld dig en af de intuitive skriveworkshops, jeg afholder her i efteråret. Her kan du få en smagsprøve på, hvordan jeg arbejder og opleve, hvad det vil sige at skrive fra sjælen og blive glædeligt overrasket over, hvad du selv rummer og hvad du kan få hjælp til fra Universet, hvis du da møder og spørger. Der er endnu 3 ledige pladser på den intuitive skriveworkshop her den 20. august – og ellers er efterårets program i proces og vil snart blive offentliggjort.

Kærlig hilsen

Lene

PS Jeg har valgt ikke at udsende nyhedsbrev, men er du interesseret i at høre nyt fra mig, så tilmeld dig gerne bloggen her på siden, så modtager du automatisk besked på e-mail.