“Du er en gammel sjæl” siger Svanen og jeg nikker. Det har jeg vidst længe, men først nu går det op for mig, hvilken betydning det har. Efterhånden som masker krakelerer og regnen renser camouflagen bort, ser jeg verden på en ny måde. En gammel sjæl kommer til syne i øjnenes spejl.
Vi har passeret Vintersolhverv. Bag mig ligger Sorgens Bro i regndisen. En flig af tristhed er fulgt med over, men jeg skænker den ikke en tanke. Den må være præcist som den er.
Langs søen går jeg, Svanen siger at det er en flod. En flod på vej mod havet. Selv ved jeg ikke helt, hvor jeg er på vej hen og dog. Noget i mig ved. Forskellen fra før er, at jeg nu har tillid til det noget. Mysteriet, som svævende danser i krop og sjæl, den drivkraft jeg har indeni. Den kom aldrig fra tanker eller fra andres forestillinger om, hvad der var godt for mig. Den kom fra min sjæl.
Mine skridt svupper gennem vandpytter og mørke, Svanen følger med på min venstre side af flodens vej.
”Er du også på vej mod havet?” spørger jeg og stopper for en stund. Hun svarer ikke, stilhed lægger sig mellem os som en dyne kun afbrudt af regnens sang.
Jeg har hørt så mange fortællinger om, hvad ægte mod er. Der er mange bud på det afhængig af, hvem du spørger. Nogle påstår at vide, urokkelige i den stædige tro, de har bygget op for at finde en slags tryghed i uvishedens net. Selv har jeg en anden ide om mod.
Modige er de kvinder, som med bævrende intention i hjertet møder op for at skrive deres sjæl. Som gennem eventyr og fortællinger lærer at lytte til den stemme, der lyder bag frygt og verdens støj. Som vover at skrive deres sandhed, selvom pennen må dyppes i sårbart blæk og skammen tages frem i lyset.
Modige er de kvinder, som bevidner uden dom og ser uden at ville ændre. De, som tør blive i sig selv, så andre over tid kan få øje på deres egen lanterne i mørket. Som lader sig lede af fyrtårnet dybt indeni. Det er ægte mod. Og frygten hører med.
Magiske morgensider, 22. december 2020
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)

”Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt.
Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort.”
– Astrid Lindgren, Brødrene Løvehjerte –
Ægte mod
Ægte mod er ikke tappet for frygt, ægte mod er at gøre noget alligevel, selvom frygten bider i hælene. Og det er præcis sådan, det er. Vi kan ikke undgå at mærke frygt, når vi kaster os ud i gerninger, hvor der er noget på spil. Vi kan ikke gå gennem livet uden at tage chancer og træde ud af vores komfortzone uden at frygten banker på og har en finger med i spillet.
Den findes, vi mærker den og det er en del af eventyret. Ikke mindst i den første kreative fase, hvor vi bevæger os i uvished og på usikker grund.
Feel the fear and do it anyway.
– Susan Jeffers –
Det er med skrivningen som i livet
Hvilken drejning vil fortællingen tage, hvordan vil ordene falde og lyde og vil det give mening til sidst? Og hvis vi ovenikøbet sætter os selv mål som at gå ud til offentligheden med vores kreative gøremål og anstrengelser, hvis vi udsætter os selv for kritik og andres krævende øjne, jamen så kan det næsten blive for meget. Angsten for at fejle tuder højere end uglen på kolde vinternætter. Og den angst kan lamme os fuldstændigt.
Så er det måske bedre helt at lade være? Nej vel?
Kærlige rum
For der er at hjælp at hente og rum at skabe. Et kærligt rum, hvor kritik og vurdering af det skrevne ikke er tilladt i den første kreative fase og hvor vi har lov til at øve os og prøve os frem. Hvor vi leger, eksperimenterer og ikke udsætter vores ord og fortællinger for frygtelige rutsjebaneture før det er tid. Før vi er klar.
De rum, jeg skaber i mine online skriveforløb og på de intuitive skriveworkshops, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lande, berige og berøre. Hvor vi deler, lytter og er med det, der er. Her er det lov at lege og lade komme uden kritik.
Som skrivemor og rumpasser viger jeg ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, det kan du sagtens selv finde ud af, hvis du da som mange har en heftige indre censor, der vil gøre alt for at holde dig skakmat i din komfortzone.
Jeg overrasker dig ikke med pludselige indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan end ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke kan skrive og du ikke er værdig som fortællerske.
Skab dit eget kærlige kreative rum
Men du kan også gøre det selv. Skabe et kærligt rum i din egen skrivestue og ikke mindst i dig selv, hvor du giver lov til udfoldelsen i den første kreative fase og hvor din indre censor hverken får ordet eller et ben til jorden. Lad din intention føre dig på vej.
For når nu du ved, at frygten hører med, så ved du også, at det er helt normalt at mærke den, når der er noget på spil og du bevæger dig ud af tryghedens og/eller skriveblokeringens trygge bur og begiver dig ud i den første kreative fase. Når du mærker frygten, er der noget på spil. Og det kan du lære dig selv at leve med og bruge aktivt endda.
Nå, dér var du igen kære frygt, så er jeg sgu nok på rette spor!

Den indre censor – et levn fra gamle dage
Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo, på sikker grund.
Engang har stemmen nok hjulpet os og forhindret os i at gøre dumme og farlige ting, men i dag er den ofte en forhindring for handling og for at træde ud af vores komfortzone og få gjort det, der kan udvikle os og sætte os fri af fortidens historier. Når du bevæger dig i retning af noget nyt, kommer stemmen med sine velkendte argumenter og advarsler. Også på skriverejsen. Og den er snu og kommer i mange afskygninger og forklædninger. Den kender alle de gamle historier og ved, hvordan de skal serveres.
Kender du det?
Den indre censor har også en stor del af skylden for, at vi ikke rigtig kommer i gang med vores skriverier eller fortsætter, når vi er kommet i gang. Den elsker kontrol og er hurtig til at bedømme det, der folder sig ud på papiret. Den kan janteloven udenad og gør alt for at være lyseslukker, så vi ikke får skrevet os fri og kommer derud, hvor der virkelig begynder at ske ting og sager. Den vil jo helst have, at vi bliver hvor vi er.
Når vi lytter for meget til stemmen, bliver vores sprog i bedste fald en smule stift og uden sjæl. I værste fald kan den være skyld i skriveblokering, modløshed og sågar depression. Og vi bliver så pokkers misundelige på alle dem, som tilsyneladende bare skriver og øser af gode og flydende fortællinger. Har de da slet ikke en indre censor?
Indre-Censor-Dagbog
Jo. Alle har en indre censor. Og det er ikke en stemme, vi bare sådan kan slippe af med. Det hjælper heller ikke at kæmpe imod den, kamp gør den bare endnu stærkere og endnu mere snedig. Men vi kan benytte os af metoder og tricks og dermed undgå, at den indre censor kommer til at bestemme over vores liv, forhindre os i at gøre det, vi drømmer om og skrive fra sjælen og hjertet.
Identificer din indre censor og skriv den
Den indre censor mister meget af sin kraft i det øjeblik, vi identificerer den. Så begynd at lægge mærke til, hvornår den dukker op. Du kan simpelthen vælge at lave dig en slags ”Indre Censor Dagbog” og skrive ned, hver gang den dukker op.
- Hvornår dukker den op?
- Hvordan føles det? Gå helt ind i kroppen og beskriv de følelser, der opstår, når stemmen dukker op.
- Føles kroppen tung? Er der smerter? Irritation?
- Og hvad siger den indre censor, skriv det ned også. Alle de ord, den typisk bruger, lær dem at kende.
Gå på opdagelse og gør det til en vane at notere det, stemmen siger og gør. Det svækker dens kraft, for den bryder sig nemlig ikke om at blive afsløret. Og du bliver så i stand til at træffe andre valg – blandt andet at fortsætte med at skrive.

Skriv fra hjertet, skriv din sjæl
Når vi skriver fra sjælen uden ønske om accept eller anerkendelse, men blot fordi vi elsker at skrive og lade kreativiteten strømme gennem os, frigøres en vældig kraft. Alt det, vi holder så krampagtigt fast i, fordi vi ønsker at være accepterede i en bestemt form, en slags identitet, kan vi give slip på og i stedet lade kreativitetens kraft virke gennem os. Den kraft har intet andet formål end at skabe og udtrykke sig.
Når vi skriver uden at dømme os selv, kan vi efterhånden skrive os fri og heale de skader, der opstod, fordi vi gentagne gange blev bedømt, vurderet og fik lidt for mange kommentarer med på vejen. Bødlen eller dommeren kan sagtens have været klasselæreren, en forælder eller andre, som bare lige synes, at de skulle give deres besyv med.
Selv tilsyneladende velmente kommentarer kan have gjort skade og ros har måske givet sår på sjælen, fordi vi uden at være bevidste om det, begyndte at føle os afhængige af, at nogen kan lide os.
Hvis det, vi skriver og skaber er afhængig af andres billigelse og kærlighed, er det en kærlighed fuld af betingelser og skabelsen er ikke længere fri. Vi forsøger bevidst eller ubevidst at skrive noget, som gør os værdige i andres øjne og vi bliver afhængige af den ros, som vi kan blive det af stoffer, alkohol eller betinget kærlighed. Vi klipper hæle, hugger tæer og sælger ud af vores sjæl.
I rigelige mængder
Hverken ris eller ros hører til i sjælens kreative land, for her strømmer kærlighed og skabelse i rigelige mængder. Det er fristende at søge anerkendelse udenfor sig selv og vi kan blive så pokkers afhængige af likes og hurraråb, men i sin reneste form er kreativiteten ikke afhængig af nogen form for bedømmelse eller dom. Det er ønsket om at give udtryk for sig selv, der får sjælen til at udfolde sig kreativt, det er en dybfølt længsel, der strømmer fra et sted i os, hvor alting ender og begynder.
Vi sætter fri og bliver en del af noget større
Egoet vil være. Nogen. Noget. Det er egoet, der bygger en identitet op omkring gøren og laden og det er egoet, der gerne vil vise produktet frem og være noget ved musikken. Men sjælen vil egentlig bare skrive. Den vil lytte til livets musik og være en del af en større komposition. Den tager imod og åbner sine arme og sit hjerte. Den har ikke behov for at eje og den har på ingen måde brug for at identificere sig. For jo mere, vi identificerer os, desto mere bundne og ufrie bliver vi. Men sjælen er fri og når vi lærer os selv at skrive fra sjælen, bliver vi en del af en vidunderlig frihed, hvor ingenting kan ejes eller sættes i bås.
Vi tager imod og vi lader komme. Kreativitet, ord og skriverier strømmer igennem os og eftersom vi ikke skriver for hverken ros, anerkendelse, ris eller kritik, sætter vi os selv fri og kan skrive flydende og intuitivt. Vi tør nu lege og udforske, vi går på opdagelse og med nysgerrighed og åbenhed overfor det, der sker i mødet med kreativiteten, sætter vi fri og bliver en del af noget større.
Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik
Men friheden er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver således med Alt, der er. I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom.
Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og forputtet sig af skræk for at blive dømt. Og selv en rose kan give dybe rifter i hjertet, for også roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Sjælens og hjertets visdom er for alle
Vi forankrer os i nuet. Vi bliver nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab. Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre. Vi oplever også, at vi pludselig tør vende os ud. Vise os og det, vi skabte, det vi lod skabe gennem os.
Smukt, hvis det du skriver kan inspirere andre, men …
Lad endelig skrivelængslen smitte og del gerne dit hjertes visdom med andre. Men del med omtanke og gør det uden nogen form for forventning. Kan det inspirere andre, smukt, hvis ikke, så har det inspireret dig selv. Når du skriver fra sjæl og hjerte og virkelig er dit budskab og dine ord, når du lader ordene danse og bliver den dans, så når du også andre sjæle og hjerter med dine ord.
Og dine ord bliver deres gennem den genklang, de vækker. For husk, vi identificerer os ikke længere og tager ikke patent på vores egen måde eller visdom som sådan. Den er for alle og til alle. Den åbner hjerter og får sjæle til at komme ud af deres skjul. Den vækker kærlighed og der er så rigelige mængder, når vi åbner op og lader strømme. Kreativitet. Kærlighed.

Men vi skam har hver vores skrivestemme
Når det er sagt, så har vi alle hver vores stemme. Ikke to stemmer er ens, selvom de måske skriver og fortæller om lidt af det samme. Så du skal ikke blive bange for, at nogen kommer og hugger det, du skriver eller fortæller om. Der er ingen, der kan stjæle dig eller tage din sjæl i pant. Det, du gør, på din måde, er unikt, men det du skriver og fortæller om, når det stammer fra sjæl og hjerte og har til hensigt at inspirere, åbne hjerter og give mod, er for alle. Det er samme Kilde, vi trækker på og kommer fra. Og jo mere vi tapper af Kilden, skriver og skaber, desto mere er der er at skrive og skabe. Kreativitet avler kreativitet.
Hør her!
Historierne er der allerede. Fortællingerne. De findes dybt i dig og omkring dig, i naturen, i stilheden, men du er nødt til at gøre dig åben og modtagelig for at kunne tage imod.
Musikken er der allerede. Men for at kunne spille, for at kunne formgives, har den brug for sit instrument. Og det er her, at du kommer ind i billedet.
Du er instrumentet. Din opgave er at stemme dit instrument, dig selv, og gøre dig så blød, åben og modtagelig som mulig, så musikken kan strømme igennem dig. Jo mere du forsøger at tænke dig til ”hvordan”, desto mere lukket og forkrampet bliver du.
Det handler ikke om, at du skal lære noget smart, nyt og kende en slags struktur eller en metode til at skrive og modtage historier og fortællinger på. Og da slet ikke til at starte med. Det handler om, at du skal lære dig selv at kende. Du skal lære og øve dig på at være modtagelig som instrument. Åbne dig og lytte, lytte dybt. Huske på, at når skrivehandlingen bliver en lyttehandling i stedet for en talehandling, så forsvinder egoet langsomt ud af det.
Du er instrumentet.
Brug stilheden, naturen, de dybe åndedrag til at gøre dig klar. Gå i tillid, åbenhed og med hjertet fuld af taknemmelighed for, at noget ønsker sig at blive skrevet og fortalt gennem dig. For det forholder sig faktisk sådan, det har jeg efterhånden vished om. Men du er nødt til at møde op og sige JA. Ja til processen.
Du er instrumentet. Musikken er dér allerede. Nu skal du blot lære, hvordan I samarbejder, så musikken bliver til ord. Sætninger.
Fortællingerne er dér allerede. De er båret af vinden, brudstykker, fraser, små glimt af noget, de fragtes med fuglene, står op med solen på en tidlig sommermorgen, bor i duggen, disen eller dybt i skoven. Og i stilhed.
Du er instrumentet. Åbn dig for den og lad musikken lyde gennem dig.
And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music.”
– Nietzsche –

Fortællersken – din vej til intuitiv skrivning fra sjæl og hjerte
Vil du lære det? Øve dig og gøre det med mig som skrivemor på sidelinjen og i et rum, som holdes i kærlighed og i henhold til Julie Camerons regler for Den Hellige Cirkel?
Fortællersken I, Intuitiv Skrivning – nyt hold starter den 12. januar 2021.
Kom med og sæt din indre fortællerske fri.
Fortællersken er et online skriveforløb for kvinder og her får du en grundlæggende introduktion til intuitive skrivning. Du lærer at skabe rum og åbne dig for fortællingens kraft og du får rig lejlighed til at lære din indre censor at kende, for hvad den egentlig er. Og tro mig, det er en god ting!
Vi skriver i livet
Du lærer, at vi skriver i livet. Og du lærer hvordan du kan gøre det, så du bruger de følelser og forhindringer, som opstår undervejs. Det, der står i vejen, er vejen og i Fortællersken lader vi det skrive og fortælle, så det ikke bremser os, men derimod skaber grobund for veje videre.
Øvelse og beginners mind
Du får rig lejlighed til at øve dig og i bedste mindfulness stil med ”beginners mind” som et af principperne, kan du vælge at starte helt forfra og begive dig ind i den første kreative fase med åbenhed, nysgerrighed og undren. Jeg viser dig gerne hvordan.
Læs mere om Fortællersken i linket herunder. Og er det eventyret, der kalder og hvis du allerede har erfaring med at skrive på trods af frygt, indre censor og usikkerhed, så er Fortællersken II Eventyret også en mulighed. Det er en selvstændig fortsættelse på Fortællersken II og her inviterer vi eventyrets kraft med på skriverejsen.
Lad ikke din indre censor få det sidste ord. Giv hellere ordet til din indre fortællerske, hun har gaver med til dig.
Kærlig hilsen
Lene

Fortællersken I – Intuitiv skrivning
Online skrivecirkelforløb for kvinder
Nyt hold starter den 12. januar 2021
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.
Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om.
Fortællersken er et online skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelængsel.
Et solidt skrivefundament
Fortællersken vil skænke dig et solidt fundament at skrive og fortælle historier fra. Du lærer om både intentionens og fortællingens kraft, disciplin, magi og hvordan vi kan skrive os gennem det, der står i vejen.
Her opløser vi skriveblokering, fordi vi ikke længere lader os bremse af frygt, modstand og indre censor. Jeg viser dig hvordan.
Du øver dig på at skrive fra sjæl og hjerte og lærer, at leg, lytning og øvelse skaber helt særlige åbninger.
Du får en indre forståelse af forskellen på tale- og lytteskrivning og du oplever, hvordan du efterhånden bliver en erfaren fortællerske, som bevidst kan påkalde sig fortællingens kraft og fange fortællingen bag processen.
Du lærer om tillid, du øver dig og får i det hele taget fin erfaring med den kreative proces og alle stationerne på skriverejsen. Og om glæden og vigtigheden af gode ritualer i forbindelse med dit skrivearbejde.
Du får en grundlæggende og givende introduktion til intuitiv skrivning.
Du får ideer og øvelser til, hvordan du også kan forankre dig spirituelt i din skrivning.
FORTÆLLERSKEN I, Intuitiv Skrivning
Forløbet foregår udelukkende ONLINE – vi mødes ikke fysisk
FORTÆLLERSKEN
Nyt hold starter den 12. januar 2021
Pris DKK
DKK 2300,-
Beløbet er inklusive moms
TILMELDING FORTÆLLERSKEN – START 12. januar 2021
Forløbet er glidende og der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, du skal deltage. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver, så det passer ind i din livsrytme.
Betaling sker enten via Mobilepay til 29476483 eller bankoverførsel. Så snart du har tilmeldt dig, modtager du i løbet af kort tid bekræftelse og betalingsinformation fra mig.
Du er hjertelig velkommen i Fortællersken.
Ofte stillede spørgsmål – Fortællersken Q & A
Har du spørgsmål til Fortællersken, så klik her for hyppigt stillede spørgsmål og mine svar. Og ellers skriver du selvfølgelig bare til mig på skrivehuset@gmail.com
Et helt igennem sublimt forløb, som jeg har deltaget i to gange
og som har lært mig at skrive
– Forfatter Karoline Hedegaard Brander –
Din plads på holdet er først endelig booket, når betaling er modtaget.

Fortællersken II – Eventyret
Online skrivecirkelforløb for kvinder
Starter den 28. januar 2021 – varighed 4 måneder
En eventyrrejse i 4. dele
- Heltindens Rejse
- Heksens Univers
- Eventyrets arketyper
- Hverdagsmagi
Fortællersken II er en selvstændig fortsættelse af Fortællersken.
Her inviterer vi eventyrets kraft ind i skriveprocessen.
Fortællersken I og II
Måske har du deltaget i Fortællersken I, hvor du fandt din skrivevej og måde. Du fik en grundlæggende introduktion til intuitiv skrivning og lærte at have tillid til fortællingens kraft. Nu vil du gerne bevæge dig videre gennem ord og skriverier og gøre det med eventyret som fokus.
Kan jeg være med, selvom jeg ikke har deltaget i Fortællersken I?
Selvfølgelig kan du det!
Selvom det kan være en fordel, at du har deltaget i Fortællersken I og lært den kreative cyklus at kende og fået den grundlæggende introduktion til intuitiv skrivning, som du gør her, kan du sagtens springe direkte ind i Fortællersken II, hvis det er eventyret, dit hjerte banker for.
Der er ikke faste dage, man skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver og deler, så det passer ind i dit liv.
Pris
DKK 2850,-
Ravnerabat ved tilmelding senest den 31. december 2020
DKK 2500,-
Beløbet kan opdeles i 2-3 rater, hvis det ønskes. Gælder også ved ravnerabat.
Beløbet er inklusive moms
TILMELDING Fortællersken II Eventyret

Det, der bor i kroppen.
Det, der synger i hjertet.
Det potentiale, der er indkodet i din sjæl.
Lene Frandsen (c) 2020
Skriveskolen for Fortællersker
Skriv et svar