Fortsættelse følger

birch-trees_birk

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er min første forankring til det, der er mit univers og min måde at være i livet på. Jeg har for længst fået vished om, at skriverejsen er en kraftfuld og magiskabende vej, hvis man altså har skrivelængsel og disciplin nok til at møde op og tage imod. Uanset hvad det handler om.

For vi skriver jo i livet.

Den stille stemme

Når man lærer sig selv at kende i skriveprocessen og samtidig lærer processen at kende, den kreative proces med alle dens opture og nedture. Når man begynder at se en større sammenhæng og opdager, at man via ordene kan forbinde sig til den kraft, som allerede findes dybt i en selv og forstår, at hvis man virkelig lytter dybt og inderligt nok, så er der en anden stemme, som rummer sandheden om, hvem man egentlig er. Den stille stemme.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Læs mere i “Den Stille Stemme”

Din måde at være i livet på

”Det handler om din måde at være i livet på” siger Ravnen og smiler underfundigt, mens hun klikker med næbbet. Netop landet, fløjet gennem bølgende dis og båret af brisen fra øst. Træerne vugger og danser i dag, vinden er vågnet og på den allersidste dag i januar bliver der gjort rent. Vi lufter ud og skaber plads til det nye, som skal komme.

Jeg nikker som svar på Ravnens ord, jeg er helt enig med hende. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet min vej og måde, selvom det har taget mange år og mange ord.

At møde frygten og at turde se

Gennem tåge og mørke, af snoede stier og kringlede veje har jeg mødt mig selv og min frygt gennem de ord og fortællinger, som dukkede op, mens jeg skrev. Frygten, skulle det vise vej, var et pejlemærke og noget, jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med. Jeg lærte at se på Frøken Frygt med nye øjne og et drys kærlig nysgerrighed, gradvist altså og efterhånden. Jeg nærmede mig hende og flygtede så igen, kun for at opdage, at hun ofte fulgte med og stillede sig på vejen foran mig med krydsede arme og et sørgmodigt blik.

”Hvornår ser du ?” hviskede hun, men jeg var bange for at se og kunne slet ikke finde ord til at svare hende.

Efterhånden kom modet

Men efterhånden kom modet. Og det var ikke den slags mod, man hører om i eventyrlige fortællinger om helte og heltinder, som bider tænderne sammen, hvæsser sværdet og kæmper til sidste bloddråbe. Det var et mod, som jeg fandt i den dybeste sårbarhed og et sted, hvor jeg aldrig havde drømt om, at der ville være styrke at finde. Jo da, Freud har sagt det og mange før og efter ham, men når erfaringen ikke er gjort med egen krop og sjæl, så tæller den ikke rigtig. Jeg skrev mig til mod og jeg gjorde det ved at lytte til både frygt, modstand og dyb sårbarhed. Jeg gav dem ord, jeg gav det hele ord og ordene gav mig.

Min indre pige

På et tidspunkt skrev jeg mig ind til et mørkt sted fuld af fugt og spindelvæv. En dør med en kæmpemæssig hængelås, afskallet maling og en hengemt lugt af svigt og savn. Forsigtigt åbnede jeg døren til mit magiske rum og lukkede min indre pige ud af det skab, hvor jeg alt for længe havde holdt hende fanget. Åh, jeg var så bange, for jeg var sikker på at hun ville hade mig for at være faret så meget vild. Og så længe. Det var et skæbnesvangert øjeblik, da jeg satte nøglen i den rustne hængelås og så hende i øjnene.

”Jeg forstår godt, hvis du hader mig og ikke vil kendes ved mig” fremstammede jeg og følte mig meget lille. Mindre end hende, pigen med de funklende blå øjne og det lyse hår.

Hun hadede mig ikke

Men hun hadede mig ikke. Tværtimod. Hun var bare glad for at blive lukket ud af skabet, sit mangeårige fangehul og igen få lov til at forkynde sin sandhed. Hun lærte mig at synge igen, at danse og at gøre det, som jeg altid har elsket. Skrive og fortælle historier. Og hun lærte mig at gøre det alene. Á Lene. Du behøver ikke andres tilladelse eller at søge andres rum og måder for at være den, du er kommet for at være. Gør det på din måde. Men gør det. Nu.

Keep it simple. Do it your way.

Uden hende er jeg intet

”Jeg svigter dig aldrig igen” sagde jeg højtideligt og det løfte har jeg holdt. For uden hende er jeg intet. Uden hende har jeg et stort hul i hjertet, som ingen andre kan fylde ud. Hun er mit hjerte. Hun er mit mod, min styrke og min sårbarhed. Hun er mit eventyr. Og jeg er hende.

Så det handler om måden, vi er i livet på, det har Ravnen ret i.

Nu er det Imbolc

”Og nu er det Imbolc” siger hun fornøjet, Ravnen og ser på mig funklende øjne. Et magisk tidspunkt.” Jeg nikker glad og kan mærke det langt ind i sjælen. Det er mit tidspunkt. Og Brigids tidspunkt.

Brigid og de gamle keltere

For de gamle keltere var Imbolc den tid på året, hvor nyt liv opstår. Træer og planter begynder at vokse, vinteren møder foråret for første gang. Man holdt ildfest eller lysfest for Brigid, Gudinden for poesi, smedekunst og healing. En af ideerne med lysfesten var at vække lysets ånd midt i den mørke vinter (midvinter).

Ved Imbolc eller på dagen for Candlemas eller Kyndelmisse, om du vil, den 2. februar, fejrer vi jordens genopvågning efterhånden som solens varme og lyset vender tilbage. Men perioden for Imbolc strækker sig helt frem til den 13. februar, hvis man skal tro gamle skrifter. Det har jeg valgt at gøre. Og uanset hvad, kan vi forankre os i den energi, som vi også er en del af og spørge os selv om potentialet, spirerne og det, vi ønsker, skal vokse i den nye cyklus.

Kald det, hvad du vil

For det, vi har fokus på, vil vokse. Vi mærker vores intention, hvad har vi lyst til at sætte i bevægelse og begynde? Her giver vi altså bevidst liv til vores intention om positiv forandring, især det, som blidt skubber os frem og forvandler os indefra. Det er et kraftfuldt tidspunkt at ændre gamle vaner på og skrive nye historier og fortællinger. Et skridt, et ord af gangen.

Find din egen vej og måde

I øvrigt kan du kalde tidspunktet, for hvad du vil. For mig er tidspunktet Imbolc, men for dig er det måske anderledes?

Find gerne din helt egen vej og energi i februar, som ankommer i morgen og brug de ord, som føles godgørende for dig. Du kan sætte dig helt fri af dogmer og andres forståelse og forankre dig i nuet, det skabende øjeblik og skrive dig ind i tidspunktet i naturen og i dig selv.

Gå ud, gå ind og skriv om det

Gå ud og se dig omkring, mærk luften og livet, der begynder at ulme igen. Hør solsorten, som nu øver sig på sin forårssang. Se erantis og vintergæk stikke hovederne frem i haverne rundt omkring og lyt til den sang, der blæser i vinden. Gå ud og forbind dig, gå ind og skriv om det. Som det nu passer dig. Prøv dig frem og find din egen vej og måde.  Din måde at skabe forbindelse på, din vej til kraften og din iboende kreativitet og glæde.

Du er bærer af din egen visdom, men du kan som jeg har gjort det vælge at invitere Brigid ind i din cirkel og lytte til hendes stemme i dig selv. Det, hun repræsenterer på dette tidspunkt af året, hvor vinter møder forår for første gang.

Begynd på ny

Imbolc finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage.

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Det er et perfekt tidspunkt at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et fint tidspunkt at begynde på ny.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv mærket det gennem de senere år, hvor noget ligesom vågner i mig. Det er altid ved Imbolc, at jeg tager mit malergrej frem igen og supplerer ord og fortællinger med farver og billeder. Jeg føler mig antændt af inspiration, kreativitet og nyt liv.

Jeg har valgt at skabe rum for en intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc. Den 8. februar gæster 6 kvinder med skrivelængsel min skrivestue. Sammen skal vi via ord og fortællinger på opdagelsesrejse i Imbolc energien og hvem ved, måske vil både Ravnen og Brigid være til stede på denne dag også?

Ravnelatter

Det får hende til at le højt. Rullende og hjerteligt. Ravnen. Hun ler så tårerne triller og ser på mig gennem et vandfald af visdom.

”Hvad er dér?” hører jeg mig selv spørge.

Hun ved noget, jeg ikke ved. Det står klart, det bølger mellem os og danser mellem linjerne. Og nu, hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende, ved jeg også, at hun ikke har tænkt sig at afsløre det for mig. Jeg vil selv opdage det, når tid er. Jeg kan stille spørgsmål og lade dem føre mig på vej, men svarene kommer ikke, før jeg er parat. Det er en modningsproces så forunderlig, at man bare må acceptere den og vælge at trække vejret dybt gennem dens tråde af magi.

Jeg glæder mig til skriveworkshoppen og til at fejre Imbolc sammen med de kvinder, som kommer. Alle pladser er optaget, det blev som det skulle være på den skriveworkshop, som jeg allerede så for mig og mærkede tilbage i efteråret. Du kan læse om tilblivelse i fortællingen om ”Ravnen og skriveworkshoppen”.

Brigid i os selv

Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som snart skal komme. Vi er lysets potentiale og det er det lys og vores skaberkraft, vi fejrer på skrivedagen og i forbindelse med Imbolc i øvrigt. Vi gør det via fortællingens kraft og ved at forankre os i fejringen af Brigid og lyset. Men det handler ikke så meget om at lære Brigid at kende via en slags intellektuel forståelse, selvom det er vanvittigt spændende at gå på opdagelse i gamle bøger og lære hende bedre at kende.

Der er et spind af historier og fortællinger om hendes væsen, der er delte meninger og mange slags fortolkninger. Opgaven er at lytte, lære, mærke efter og siden at gøre det til sit eget. Det som vækker genklang. For ét er Brigids historie og det, der var de gamle kelteres fejring, noget andet er, hvem eller hvad Brigid er i os selv.

Dansen i lyset, varmen fra ilden

Vi er her for at fejre. Lyset, potentialet og de små spirer af livskraft, som vi nu mærker. Vi er her ikke for at kaste vinterens kåbe af os, vi har stadig mørket i os og vinteren er ikke forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og mærket potentialet for den kommende tid. Have fokus på det, vi mærker er godt for os, det vi ønsker at tage med os videre på rejsen. Varme os ved lyset og ilden, den arneild, som Brigid også i følge sagnet er beskytter af.

Jeg vandrede med hende gennem skoven i weekenden, jeg lyttede, betragtede og forstod. Den slags forståelse, som snarere er en dyb indre vished end en mental forklaring på noget, som er nærmest uforklarligt. Og dog. For var det ikke netop det, som skoven lod mig vide, da jeg vandrede? Fornemmelsen af spirende lys og levekraft mellem træerne.

Var det ikke selve mysteriet, der åndede på mig og gav mig en følelse af indre eventyr og en livsgnist, som jeg aldrig i mit liv har oplevet så stærkt før?

Så længe det skaber genklang og resonans

Og er det i sidste ende ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det? Så længe det skaber genklang og resonans og er med til at bane vej for den kraft og kreativitet, som vi alle bærere af på hver vores måde?

En hare løber over marken og følger lyset mod syd. Ravn smiler stadig smørret og letter så. Ordløs visdom får vinger. Hun er sin egen fortælling, Ravn og hun er til stor inspiration. Sådan er det bare. Sådan er jeg bare.

Og fortsættelse følger.

Blessed Imbolc. Glædelig Imbolc.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Birch tree at sunset” © Ying Feng Johansson, Dreamstime 


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen ovenfor. Vi starter den 1. marts.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.

 

Ingen vej tilbage

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære Ven

Forleden dag delte jeg en lille historie med dig – en fortælling fra min egen skriverejse, som hedder “Uvedkommende ingen adgang”. Men der er faktisk en fortsættelse, for det er som regel – ligegyldigt om vi vælger at skrive den eller ej. Og der er løbet meget vand i åen siden sidste år i april, men det søde gys og følelsen, der kunne minde om frygt, ved tanken om det ukendte og uvisse består. For det er en del af rejsen, livet og skriverejsen. Det findes ikke uden!

Jeg lader historien tale for sig selv. Og ha’ så en god Bededag. Du kunne jo eventuelt benytte lejligheden til at bede om det, du virkelig ønsker dig. Dybt i hjertet. Det gjorde jeg og det har jeg fået. Men på en helt anden måde end jeg kunne forestille mig og faktisk meget bedre. Jeg tænkte for begrænset, Universet kan meget mere end vi måske tror! 😉

Kærlig hilsen
Lene Mindørmitlysmitliv

Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er. Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?

Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.

Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet af sted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.

Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.

Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.

Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?

Lene Frandsen, april 2014
Fra min egen skriverejse

Uvedkommende ingen adgang

cropped-2011-november-003_b.jpg

Den historie, jeg nu vil dele med dig, stammer fra min egen skriverejse. Som du måske husker, er det ofte sådan på skriverejsen, at fortællingerne hjælper os. De skaber nye døre, åbninger eller jernlåger, som den min historie her handler om. Jeg vil ikke sige så meget mere her, men blot lade historien stå for, hvad den er. En fortælling, som også handler om at turde og mod er vigtig, når vi begiver os på sjælerejse, skriverejse, og begynder at folde ud. Mod til at åbne den jernlåge, der kan synes så tung og mod til at se gennem fingrene med det tilsyneladende, som skiltet, der siger til os: Uvedkommende ingen adgang.

Kærlig hilsen
Lene

Laagen

’Kom ind i min historie’, siger hun og svæver gennem luften som et usynligt fnug. Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke se hende, selvom noget i mig har registreret hendes eksistens. Kan man se med andet end øjnene? ’Lyt nu’, fortsætter hun uanfægtet og lander på skrøbelige sekunder i min bevidsthed. ’Luk øjnene og lad være med at prøve at forstå. Din trang til forståelse er som en kniv, der skærer gennem sandheden. To dele. Den ene må vige, sandt eller falsk.  Men der findes en anden vej, ind, noget kalder, kan du ikke høre det?’ Jeg anstrenger mig, forsøger at skærpe mine sanser, øjnene glider i og det hjælper faktisk, det er slet ikke så mørkt. Lydene borer små huller af lys, de er som orme, uden arme og ben smyger de sig og baner en fin vej. Jeg kan høre et hjerte slå, det må være mit eget, så jeg forsøger at isolere den lyd. Jeg kan mærke suset fra hendes vinger, fornemme den intense måde, hvorpå hun holder sig i luften på, koncentreret, fokuseret og alligevel uanstrengt. Hvem er du, spørger noget i mig, men så husker jeg hendes ord. Lad være med at prøve at forstå. Hvordan skal jeg dog det, noget i mig protesterer, er det ikke sådan, jeg altid lærer? Jeg søger forståelse.

Hun smiler til mig gennem mørket. Øjnene er lukkede, men jeg kan se ormene og det lys, de fanger. Dybe vejrtrækninger, jeg finder roen, nogle lyde bliver svagere, mens andre vokser. Fugle, der er fugle nu, jeg fornemme deres skønsang og lyden af vingerne, der kærligt rammer nye luftlag. Og så pludselig ser jeg den. Lågen. En smuk gammel smedejernslåge, en slags åbning i en gulkalket mur. Træer og buske vokser på begge sider af lågen, noget vildt boltrer sig som kontrast til mine bange anelser. Jeg går nærmere, fodsporene knaser i gruset og små kviste knækker fornøjet. Den er smuk, lågen, gammel og rusten, men detaljerne står skarpe frem, fine cirkler, kruseduller og snoede stænger.

Lydene forstummer, jeg opdager pludselig at jeg er alene nu. Hun er forsvundet, fornemmelsen af hendes silkegjorte vingeslag er drevet videre. Men lågen er tydelig og det står endvidere klart, at den er lukket. En stor jernstang med et rustent greb holder fast på de to sider af lågen og samler det hele. En gave, jeg lader nysgerrigt mit blik glide videre og mødes af et frodigt buskads. En sti snor sig på den anden side og fører et hemmeligt sted hen. Hemmeligt, vel sagtens, fordi nogen har lukket lågen og gjort sig umage med at låse den. Uvedkommende ingen adgang, der er ingen ord, men billedet er tydeligt. Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvorfor jeg står her. Foran en gammel låge og et frodigt landskab fuld af kriblende løfter om eventyr. Hvad mon der er på den anden side? Og hvad vil der ske, hvis jeg lukker lågen op, fjerner jernstangen, bryder seglet og går ind?

Var det mon det, hun mente? Feen med vingerne, jeg kalder hende fe, men jeg aner jo egentlig ikke, hvem hun var. Jeg har ikke engang set hende, jeg har bare hørt hende. Kom ind i min historie, sådan sagde hun da og pludselig går det op for mig, at hun faktisk opfordrede mig til at gå ind. Jeg kan ikke se en historie, men jeg står foran en låge. Kan den være indgangen til hendes historie? Opfordringen var klar, men jeg tøver. Tankerne tager over og jeg er pludselig den uvedkommende, som ingen adgang har. Du er smuk, fine låge, jeg kærtegner de kolde jernstænger og lader mine fingre glide over krusedullerne. Deres kølighed forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt gysen. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg vil gerne trække mig og gå lidt væk, jeg er for tæt på, men mine fingre insisterer.

Pludselig knirker lågen faretruende. Det giver et sæt i mig og jeg trækker min arm til mig. Den føles mærkelig tung, som om nogen holder fast i den. Modstand, jeg anstrenger mig og falder næsten bagover.

Lågen åbner sig. Jernstangen fjernes af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset med et smæld. Jeg tror ikke mine egne øjne, men kommer så i tanke om, at de slet ikke er åbne. Men hvad er det så, jeg ikke tror?

Mon fortsættelse følger?

Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen

Bjerge i fladt landskab

Aftenhimmel

Lidt længere oppe i bjergene

Jeg hørte engang en sang og sangen tog mig med på rejse. Det skete uden at jeg vidste det, men pludselig befandt jeg mig et andet slags landskab. På forunderlig vis vandrede jeg nu et andet sted. I et bjerglandskab. Et sted, jeg ikke kendte, men som alligevel vakte en forunderlig genklang. Teksten, ordene, opfordringen. Jeg har været her før, sagde noget i mig, selvom det ikke kunne passe. Det var et smukt landskab, bjerge strakte sig foran mig som vidner til min færd. Der var frodighed, i vejkanten dansende de vilde blomster og et væld af dufte og lyde fra insekter nåede mig, mens jeg gik.

Lidt længere oppe i bjergene findes der steder, som er glemt…

Og jeg vidste, at jeg var på vej op i bjergene og at noget i mig ønskede at finde de glemte steder. Jeg var på pilgrimsfærd i mig selv og rytmen fra sangen ledte mig på vej. Lyden af ord. Med ét forstod jeg det. Vi har alle sammen et smukt bjerglandskab i os med glemte steder. Steder, hvor subtile sandheder og vidunderlig visdom ligger gemt. Gemt fordi vi på et tidspunkt var nødt til at forlade dem og da vi trådte ud på den anden side, glemte vi med ét det, vi vidste. Nu går rejsen tilbage. Det vidste jeg, da jeg gennem ordene vandrede af den støvede sti, der snoede sig og efterhånden bevægede sig stejlt opad. Op i bjergene, lidt højere op, et andet og nyt perspektiv og en fornemmelse af hjemkomst.

En skrivende pilgrimsfærd

Mens jeg vandrede gik det op for mig, at det er sådan vi er nødt til at tage på skriverejse. Vi må forestille os, at vi drager på pilgrimsfærd i os selv. Langsomt skriver vi os vej ind i landskabet og lidt længere op i de bjerge, vi tidligere har undladt at bestige. Vi frygter måske, at der gemmer sig noget, som vi ikke ønsker at få frem i lyset. Men sandheden er en anden. For hvert gang vi berører et sådant sted, vil vi skabe forløsning. Og efterhånden som vi kommer både længere op og dybere ind i os selv, desto nærmere vil vi komme det egentlige.

Diktat fra sjælen

Når vi lader skrivegerningen blive flydende, når vi lytter og virkelig åbner os fulde af nysgerrighed og barnlig undren, så kommer det næsten af sig selv. Sjælen synger, taler og skriver. Fortæller om de glemte steder og viser os forsigtigt, hvor vi skal skrive os hen for at besøge dem. Igen. Huske det vi glemte og mærke sødmen i den genklang, der som musik breder sig i bjerglandskabet. På pilgrimsrejsen.

Men egentlig tager vi bare imod. Vi lader pennen og ordene føre os og så møder vi det, der kommer og skriver det. Som om vi tog diktat fra sjælen. Vi tager diktat fra sjælen.

Vov at gå lidt længere

Vi stopper ofte op lige dér, hvor vi burde gå videre. Vi tror, at vi har skrevet os fri, men det er kun begyndelsen. Så det er en god ide at fortsætte ud over det tidspunkt, hvor vi er klar til at forlade ord og skriverier. Gå lidt videre. Endnu et skridt, lidt længere op af bjerget, lidt dybere.

Vi møder os selv i sårbare øjeblikke af tvivl og modstand. Det er bedst at vende om, siger vi til os selv og den indre censor nikker ivrigt. Det er blevet alt for farligt. Men det er disse vovestykker af vedholdenhed, der sætter os fri og virkelig får ord og skriverier til at blomstre. Det er næste skridt, lidt længere op, lidt dybere. Stederne venter på os. De går ingen vegne, men hvis vi ikke skriver og fortsætter med at gøre det, så når vi aldrig frem.

Vi dedikerer os til skriverejsen skridt for skridt. Vi forbinder os til noget større og så stoler vi på, at det vil vise os vej. Nøglen er at forblive engageret. Og ja, vi farer vild og fortaber os, men vi kan altid komme tilbage og det gør vi. Vi vender tilbage igen og igen, fordi vi ved, at det er den eneste måde. I vores tilbagevenden opbygger vi samtidig en rutine, som vil bære os videre. Vi bliver stærkere. Og vi skriver vores vej i taknemmelighed over, at vi kan. Sjælen kalder på os fra et dybere sted. Lidt længere oppe i bjergene, husk de glemte steder. Husk, hvor de findes og hvem du er.

En opdagelsesrejse

Skriverejsen er en opdagelsesrejse. Jeg opfordrer dig til at gå længere end du egentlig vil. Skriv videre, når du tror du er færdig. For sandsynligvis er du først lige ankommet til et sted fuld af energi og nu skal du til at møde dig selv det sted. Skriv videre. Men vi bliver bange, vi mærker den sælsomme energi, den dybe lyd af fjerne trommer og torden. Nu rører vi ved noget i os selv, som vi både har frygtet og savnet. Vores første indskydelse er at vende om, men nu ved vi det. Det er lige netop her, at vi skal gå videre.

Gå længere, end du tror du kan. Skriv videre. Lyt og tag imod det, du hører. Skriv det og bliv det.

Den største frygt

Den største frygt vi bærer på og som tynger os, er frygten for at møde netop den sandhed, der sætter os fri. Og der står som regel en slags forhindring i vejen, som vi skal overvinde. På bedste riddervis. På skriverejsen møder vi frygten og skriver den. Vi lokker trolde frem i lyset og vi ser dem, som de er. Ikke som vi troede, de var.

Vi bestiger bjerge i fladt landskab.

Lidt længere oppe i bjergene findes der steder, som er glemt …

Kærlig hilsen
Lene

* * *

Hvis du har lyst til at tage på skrivende pilgrimsfærd med mig ved din side, så tag et kig på de skriveforløb, jeg tilbyder i Skrivehuset. Har du en drøm om noget, du ikke umiddelbart ser, så kontakt mig alligevel. Måske kan vi sammen skabe din helt egen skriverejse.

Aftenhimmel