Mørkets tempel

Det er sandt, som uglen sagde det i går. Det handler om at blive stille nok, det handler om at lytte. Det tænker jeg på, da jeg træder ind i skrivestuen og tænder lyset. Den blafrende flamme er et symbol på min ild og min intention. Jeg indstiller mig på en modtagelig kanal som en gammel transistorradio af den slags, man kan skrue på.

Er der mon en fortælling til mig i dag? En fortælling fuld af håb, et fyrtårn af ord som vejviser på sjælens mørke rejse? En anden tone bag tanker af frygt og tvivl? Jeg får ikke et svar med det samme og bliver siddende, mens jeg lader pennen danse videre over papiret i min skrivebog. En ny side, en ny dag. Lyset sniger sig dristigt frem i horisonten.

”Nogle gange må man bare vælge modet” siger han og nu ser jeg, at han allerede er ankommet. Måske har han været dér hele tiden?

”Du ved det, en ægte fortællerske diskuterer ikke med forstanden, hun dypper pennen i hjerteblod og skriver sig igennem. Hun vælger at se bag det tilsyneladende. Ser du, hvad jeg ser, døren til det magiske rum, den blå dør med afskallet maling og et håndtag af guld? Blot ved at skrive og blive ved, har du bevæget dig og helt uden at vide hvordan, er du nået frem til det sted, hvor det hele begynder igen. Kom, lad os sammen åbne døren og gå ind.”

Dagslys vælter ind gennem de støvede vinduer, baner sig vej gennem sprækker og lyser den gamle bøg op. Særligt et blad glimter i lyset og det er det blad, jeg vælger. Denne gang vælger jeg at vælge. Jeg plukker bladet som en sjælden blomst og siger et lydløst tak, mens jeg betragter de gyldne prikker og ser dem forvandle sig til bogstaver for øjnene af mig:

Der var engang en kvinde, som tvivlede på sin egen formåen. Det var især derfor, at hun var bange for vinteren. For ser du, om vinteren lukkede mørket sig om hende og inviterede hende indenfor i et tempel, hvor hun var helt alene og kun med sig selv. Mørkets tempel. Men fordi hun aldrig havde lært, at de smukkeste skatte gemmer sig i mørket, frygtede hun det, der i virkeligheden var hendes gave.

Hun gjorde alt for at undgå vinteren, mørket og stilheden. Hun tændte elektrisk lys, hun tændte for fjernsynet og fandt hele tiden på ting, hun måtte gøre, så hun undgik at sætte sig ned og lytte til sin sjæl. Sjælen, som slet ikke kunne få ørenlyd i al den larm, som kvinden omgav sig med, men som kaldte på hende via hendes længsel. Åh, den længsel, en inderlig følelse af, at der var noget, hun havde overset, et suk og en sorg, som fulgte hende overalt. Hun længtes, javist, men hun vidste ikke efter hvad.

Så skete der noget. En aften, da hun sad og så nyheder på TV tonede en kvinde frem, som slet ikke så ud til at høre til i et moderne TV-studie. Hun var klædt i en mosgrøn kjole, hun havde gråt hår som kunstfærdigt var sat op på hovedet. Hendes blå øjne borede sig igennem fjernsynsskærmen og fangede kvindens blik, så hun blev paralyseret. Kvinden talte direkte til den kvinde, der gemte sig for vinteren.

Din længsel er et kald fra sjælen. Et inderligt kald og en invitation til at gå direkte ind i det, du frygter allermest. Sluk for fjernsynet, radioen og det elektriske lys. Vov at vælge mørket og sid lidt stille, så du kan høre. Den stille stemme. Lad længslen folde sig ud og vise dig vej til dine indre skatte. Skatte, du bedst kan se i mørket og når dér er stille. Det, du længes efter. Den, du savner. Det er dig selv. Et nærvær, som vil skænke dig gaver og visdom, du end ikke drømmer om. Lad vinteren blive det sted, hvor du genfinder dig selv og din sjæl. Hvor du med stearinlys og opmærksomhed lytter til det, der rumsterer i dit bryst. Hvor du dypper din pen i hjerteblod og skriver det, du hører.

I samme sekund gik fjernsynet ud og kvinden i den mosgrønne kjole forsvandt. Kvinden, som frygtede vinteren, opdagede, at alt lyset også var forsvundet. Strømafbrydelse! Med bankede hjerte fandt hun tændstikker og stearinlys frem, gik hen til sit skrivebord og fandt bog og pen frem. Turde hun mon sige ja til det, der kaldte fra et sted dybt i hende? Turde hun betræde mørkets tempel?

The cave you fear to enter
holds the treasure you seek
– Joseph Campbell – 

Vintercirklen, den indre rejse
Online skrivekursus for kvinder starter den 23. oktober

På skrivekurset i Vintercirklen sætter du ord på overgangen, det tidspunkt, hvor efterår bliver til vinter og mørket kalder dig hjem. Du skaber rum til ord og skriverier, du byder fortællingens kraft op til dans og du får på en rolig og fordybende måde tillid til vinteren og mørkets gave.

Jeg byder på skriveafsæt, citater og refleksionsøvelser, som fører dig på skrivevej. Og du kan konsultere mig undervejs, for jeg er med på sidelinjen som skrivemor og guide i vinter-skrivebjergene.

Overgang, vinter og mørke

Vi skriver os ind i overgangen fra efterår til vinter, folder mørkets gave og længslen efter ro og restitution ud. Og vi holder mørkning.

Det kommer til at handle om selvomsorg og om næring i vinterrummet. Om det indre liv og tid til sjælen. I pagt med naturen og årshjulet lytter vi og skriver vinterens fortællinger. På et tidspunkt når frem til Vintersolhverv, hvor lyset vender. Også det kraftfulde tidspunkt på årshjulet skriver vi os ind. Og måske finder du her dit solhvervsord.

Du får lejlighed til at skrive dit eget nytårsmanifest, når det er tid, præcist på samme måde, som jeg selv gør det hvert år. Jeg deler min egen skabelon med dig og du kan bruge den og omforme den, så den passer ind i dit liv. Og hvem ved, måske vil dit solhvervsord følge dig ind i det nye år og folde sig ud på en måde, som du slet ikke havde forestillet dig?

Tid til fordybelse. Tid til at drømme. Hvile. Og til at sanse de små spirer, der ved Imbolc ser dagens første lys. Her mærker vi den første længsel efter forår og skaber rum til det, der skal komme. Uden hastværk og i takt med den naturlige cyklus. På vinterskriverejsen.

Det hele sker via ord og fortællinger, for fortællingens kraft og magi er som altid en rød tråd på skriverejsen.

beech tree in autumn foggy forest

Autumn leaves, piece of paper, letter-cover, apple and candles, close-up photo. Copy space.

beautiful autumn leaf on river shore

Mit håb er at du ved vejs ende

Mit håb er, at du ved vejs ende, i slutningen af januar, har fået direkte erfaring med ordenes kraft og energi og oplever, at du er blevet en erfaren skriverejsende, som med sin intention i hjertet skriver sig ind, intuitivt og fra sjælen.  At din tillid til skriverejsen, vinteren og mørkets gave er vokset og at du bliver klar til lyset på en ny måde.

Eller måske vil du have det som flere af de kvinder, der tidligere har deltaget i vinterskriveforløb hos mig? De er blevet så glad for vinteren, mørket og det nærende indre rum, at de slet ikke kan få nok af vinterrummet og mørkets gave.

Klik her for invitation og detaljer.

Vintercirklen, den indre rejse