Uvedkommende ingen adgang

cropped-2011-november-003_b.jpg

Den historie, jeg nu vil dele med dig, stammer fra min egen skriverejse. Som du måske husker, er det ofte sådan på skriverejsen, at fortællingerne hjælper os. De skaber nye døre, åbninger eller jernlåger, som den min historie her handler om. Jeg vil ikke sige så meget mere her, men blot lade historien stå for, hvad den er. En fortælling, som også handler om at turde og mod er vigtig, når vi begiver os på sjælerejse, skriverejse, og begynder at folde ud. Mod til at åbne den jernlåge, der kan synes så tung og mod til at se gennem fingrene med det tilsyneladende, som skiltet, der siger til os: Uvedkommende ingen adgang.

Kærlig hilsen
Lene

Laagen

’Kom ind i min historie’, siger hun og svæver gennem luften som et usynligt fnug. Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke se hende, selvom noget i mig har registreret hendes eksistens. Kan man se med andet end øjnene? ’Lyt nu’, fortsætter hun uanfægtet og lander på skrøbelige sekunder i min bevidsthed. ’Luk øjnene og lad være med at prøve at forstå. Din trang til forståelse er som en kniv, der skærer gennem sandheden. To dele. Den ene må vige, sandt eller falsk.  Men der findes en anden vej, ind, noget kalder, kan du ikke høre det?’ Jeg anstrenger mig, forsøger at skærpe mine sanser, øjnene glider i og det hjælper faktisk, det er slet ikke så mørkt. Lydene borer små huller af lys, de er som orme, uden arme og ben smyger de sig og baner en fin vej. Jeg kan høre et hjerte slå, det må være mit eget, så jeg forsøger at isolere den lyd. Jeg kan mærke suset fra hendes vinger, fornemme den intense måde, hvorpå hun holder sig i luften på, koncentreret, fokuseret og alligevel uanstrengt. Hvem er du, spørger noget i mig, men så husker jeg hendes ord. Lad være med at prøve at forstå. Hvordan skal jeg dog det, noget i mig protesterer, er det ikke sådan, jeg altid lærer? Jeg søger forståelse.

Hun smiler til mig gennem mørket. Øjnene er lukkede, men jeg kan se ormene og det lys, de fanger. Dybe vejrtrækninger, jeg finder roen, nogle lyde bliver svagere, mens andre vokser. Fugle, der er fugle nu, jeg fornemme deres skønsang og lyden af vingerne, der kærligt rammer nye luftlag. Og så pludselig ser jeg den. Lågen. En smuk gammel smedejernslåge, en slags åbning i en gulkalket mur. Træer og buske vokser på begge sider af lågen, noget vildt boltrer sig som kontrast til mine bange anelser. Jeg går nærmere, fodsporene knaser i gruset og små kviste knækker fornøjet. Den er smuk, lågen, gammel og rusten, men detaljerne står skarpe frem, fine cirkler, kruseduller og snoede stænger.

Lydene forstummer, jeg opdager pludselig at jeg er alene nu. Hun er forsvundet, fornemmelsen af hendes silkegjorte vingeslag er drevet videre. Men lågen er tydelig og det står endvidere klart, at den er lukket. En stor jernstang med et rustent greb holder fast på de to sider af lågen og samler det hele. En gave, jeg lader nysgerrigt mit blik glide videre og mødes af et frodigt buskads. En sti snor sig på den anden side og fører et hemmeligt sted hen. Hemmeligt, vel sagtens, fordi nogen har lukket lågen og gjort sig umage med at låse den. Uvedkommende ingen adgang, der er ingen ord, men billedet er tydeligt. Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvorfor jeg står her. Foran en gammel låge og et frodigt landskab fuld af kriblende løfter om eventyr. Hvad mon der er på den anden side? Og hvad vil der ske, hvis jeg lukker lågen op, fjerner jernstangen, bryder seglet og går ind?

Var det mon det, hun mente? Feen med vingerne, jeg kalder hende fe, men jeg aner jo egentlig ikke, hvem hun var. Jeg har ikke engang set hende, jeg har bare hørt hende. Kom ind i min historie, sådan sagde hun da og pludselig går det op for mig, at hun faktisk opfordrede mig til at gå ind. Jeg kan ikke se en historie, men jeg står foran en låge. Kan den være indgangen til hendes historie? Opfordringen var klar, men jeg tøver. Tankerne tager over og jeg er pludselig den uvedkommende, som ingen adgang har. Du er smuk, fine låge, jeg kærtegner de kolde jernstænger og lader mine fingre glide over krusedullerne. Deres kølighed forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt gysen. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg vil gerne trække mig og gå lidt væk, jeg er for tæt på, men mine fingre insisterer.

Pludselig knirker lågen faretruende. Det giver et sæt i mig og jeg trækker min arm til mig. Den føles mærkelig tung, som om nogen holder fast i den. Modstand, jeg anstrenger mig og falder næsten bagover.

Lågen åbner sig. Jernstangen fjernes af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset med et smæld. Jeg tror ikke mine egne øjne, men kommer så i tanke om, at de slet ikke er åbne. Men hvad er det så, jeg ikke tror?

Mon fortsættelse følger?

Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen

2 thoughts on “Uvedkommende ingen adgang

  1. Pingback: Ingen vej tilbage | Lene Frandsen

  2. Pingback: Ingen vej tilbage | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s