Giv det til ilden

Nogle gange overgiver vi vores liv til en uønsket diktator. Det kan være et menneske, som vi kender eller har kendt og som måske ikke engang er aktivt til stede i vores liv længere. Eller det kan være tanker og gamle historier, som tynger og holder os fanget.

Bålceremoni

En måde at gøre dig fri af gamle, udslidte historier, løgne og tanker, eller mennesker, der ikke længere tjener dig, er at give det hele til ilden. I forbindelse med min egen forårsrengøring forleden, lavede jeg en lille bålceremoni, hvor jeg ikke alene ryddede op i nedfaldne grene og kviste i haven, jeg gjorde det også til en indre oprydning, hvor jeg for hver gren og pind gav mine byrder til ilden. Pludselig hørte jeg mig selv synge, mens jeg udførte ceremonien. Det var som om min stemme og min sjæl allerede kendte en sang, der handlede om lige netop det. Jeg overlod det hele til det guddommelige og til ildens kraft. Som en god ven sagde til mig efterfølgende: Ilden nærer og fortærer.

Brænd de gamle historier

Brænd de gamle historier, bogstaveligt talt, lav en lille ceremoni og syng en sang, der handler om din indre og ydre oprydning. Du skal se, sangen kommer helt af sig selv, når du er i gang. Efterfølgende føler du nærmest befriet, en sten er faldet fra dit hjerte og ilden har smeltet den. Nu er du fri til at begynde at skrive nye historier og tænke anderledes, godgørende tanker. Et skridt, et ord af gangen.

Mantra: Jeg giver mine byrder til ilden. Jeg er fri.


Nu er du fri til at skrive nye historier

“Nu er du fri til at skrive nye historier og fortællinger, siger ørnen og kommer til stede i suset fra et vingeslag. Og det er fint at erkende, at der skal mere ild til. Det er forår, vi rydder op og smider ud. Du er i fuld gang med at skifte ham, det ved du vel? Det føles måske som en svær tid, hvor du er virkelig ude, hvor du ikke kan bunde, men det er godt. Giv slip og lad dig fragte lidt. Det er et spørgsmål om tid, om tålmodighed og …”

”Tillid”. Jeg smiler en træt grimasse. ”Jeg havde ingen anelse om, hvad det ord og den intention indebar, da jeg ved Vintersolhverv sprang ind i den. Tillid. Det er så omsiggribende at jeg ikke længere ved, hvad ben jeg skal stå på.”

”Så flyv” ler han og ser ganske muntert på mig. Han ser åbenbart ikke helt alvoren i situationen. ”Jeg er virkelig træt, ørn, slidt. Jeg har kastet mig selv ud i noget, jeg ikke kan overskue. Noget, jeg ikke kan kontrollere og nu er jeg ærlig talt lidt bange for, at det skal gå helt galt, selvom jeg egentlig godt ved, at jeg bare burde synge og le, for jeg har jo lagt det hele i Gudeæsken, brændt det på bålet og jeg siger mange gode mantras og erklæringer i løbet af dagen. Og natten. Jeg har skrevet dem i min kalender, jeg siger tak for dem hver aften og i det hele taget. Jeg er faktisk fokuseret. På at give slip og gå i tillid. Men noget i mig stritter så voldsomt imod og er blevet så frygtelig bange, at det vækker mig om natten og holder mig fast i skærsilden.”

Psst. Jeg fortæller dig mere om Gudeæsken i næste uge her på bloggen.

Når frygten tager til og egoet danser

”Det er helt normalt”. Han slår ud med vingerne og ler igen. Han er i det hele taget en meget munter ørn og det er nok meget godt. Når vi er på trommerejse, ligger jeg ofte og smiler under hele turen. Der er så meget humor i hans fjerdragt, hans måde og hans visdom. Åh, jeg ville ønske at jeg kunne tage livet og rejsen med samme legende lethed.

”Normalt? Er det normalt at frygt og ego tager til, når man træffer en beslutning fra hjertet og har en dybfølt intention om at lade livet ske i stedet for at forsøge at få det til at ske? Ja, for noget i mig vil frygtelig gerne kontrollere hele situationen og jeg må næsten sidde på hænderne for ikke at handle i panik. Jeg ved det er forkert, jeg har besluttet mig for tillid, men impulsen til handling og flugt fra skærsilden er enorm. Det er faktisk blevet lidt af en kamp.”

Fortæl din frygt at alt er såre godt

”Fortæl din frygt at alt er såre godt. Fortæl den, at du er taknemmelig for omsorgen, men at den ikke hjælper dig nu. Det er for sent at frygte. Du er på vej væk fra den lejr, hvor man vælter sig i alt det, der ikke fører til noget godt andet end selvmedlidenhed og offermentalitet. Eller kamp. Lad være med at kæmpe, bare lyt til frygten og vug den så i dine arme. Du er jo bange frygt, det kan jeg godt forstå, men lad os sammen være stærke i troen og tilliden. ”

”Og hvad tror du frygten vil sige til det?” Jeg er ikke afvisende overfor hans forslag, jeg er parat til at prøve hvad som helst for at dulme frygtens omklamring. Egoet vil nok altid kæmpe imod, men noget i mig er stærkere.

”Den falder lidt til ro, så blusser den op igen. Kunsten er at vide, at du ikke er din frygt og at vi alle kender til den. Men frygt har jo en adresse, den opstår på grund af noget. Noget, du virkelig frygter, en gammel historie om mangel og kamp, som du har fået galt i halsen. Giv slip på den historie nu, for din hjertelige intention, dine ønsker og bønner er langt mere kraftfulde. Alt er i skønneste orden, vi har dig!”

”Hvem er vi?”

Hans øjne hviler på mig, det gør godt at mærke varmen, der stråler fra ham. Han er næsten som den ild, jeg gav mine byrder til i går. Jeg ville ønske at jeg kunne fastholde ham, så han altid var lige i nærheden, ja så tæt at jeg altid kunne spørge ham til råds og få de gode ord, som jeg får lige nu.

Du er nødt til at møde op og bede om hjælp!

”Hvem siger, at du ikke kan det? Hans stemme skifter leje, aner jeg en smule indignation? Det har jeg jo sagt, mød op, kald og jeg kommer. Skriv mig eller tag på trommerejse. Jeg er til din rådighed, men du er nødt til at møde op og gøre klar til at modtage mig.

”Tak ørn”. Mit suk er dybere end Grand Canyon. ”Jeg ved det jo godt.”

Elsk fortællingerne, så vil de elske at hjælpe dig

”Husk fortællingens kraft. Husk din gave. For én ting er sikkert, det har du lært. Du har tillid til fortællingerne. Du elsker dem af hele dit hjerte og du er aldrig i tvivl. Se nu bare, jeg kan mærke, hvordan du får kuldegysning, når du skriver mine ord. Du elsker dem, du stoler på dem, du skriver i tillid.”

Jeg nikker, en klump sætter sig i halsen og gråden presser sig på. Jeg er virkelig meget træt i dag. Udenfor er solen forsvundet og skyerne trukket sammen. Det landskab, der før lå badet i formildende forårslys er nu tungt. Vinden blæser op, det suser i træerne, alt er forandret.

”Jeg elsker også at give fortællingens kraft videre til andre”, betror jeg mig til ham og han nikker. ”Alt det, du lærer mig og det fortællingerne giver mig. Jeg har nu vished om, at vi kan skabe forbindelse via vores ord og vores fremmøde. Det kræver øvelse og allerførst må vi lære os selv at kende. Men det kommer, når vi kalder. Akkurat som du gør det. Det er også tillid. Og gaven er næsten ubeskrivelig. Den er en velsignelse fra …

”Kilden” siger han og letter i samme øjeblik. Et øjeblik efter er han forsvundet bag træerne og jeg sidder alene tilbage med min kaffekop.


Skrivehuset, den 21. april 2016

Kære ven

Ovenstående er et uredigeret uddrag af den bog, jeg skriver på; Fortælling ved Vintersolhverv. Jeg er stadig i sporlægningsfasen, men jeg fik lyst til at dele lidt med dig. For måske har du ligesom jeg, ting og sager i dit liv, som er udtrådte, slidte og som ikke længere tjener dig? For mit eget vedkommende har det allermest været gamle tankemønstre og historier, som virkelig ikke gjorde noget godt for mig. Tværtimod! Nu har jeg formuleret en hjertelig intention, jeg vælger at invitere nye historier og tanker ind i mit liv og denne gang er det mig, der åbner og lukker døren til min egen sjæls hus. Jeg bestemmer, hvad og hvem jeg lukker ind og hvornår. Det gør godt!

Behold din styrke, brænd det, der hæmmer din blomstring

Måske har du lyst til og brug for at gøre det samme? Jeg kan varmt anbefale bålceremonien, hvor du brænder visne blade, kviste og grene og samtidig får ryddet op i haven. Alternativt skriver du det, du siger farvel til, på et stykke papir, som du efterfølgende brænder. Det er en kraftfuld måde at give slip på. Giv det til ilden. Ilden nærer, fortærer og vil gerne hjælpe dig i dit forehavende. Der er i det hele taget meget hjælp at hente.

Og fortællingerne? Jamen, du skulle bare vide. Fortællingens kraft er stor, jeg bliver til stadighed overrasket. Så har du skrivelængsel, så er der ingen tid at spilde. Din indre fortællerske kalder.

Din indre fortællerske kalder

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Giv hende plads, hun har ventet længe på dig

Jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver.

Morgensider, aftensider eller sjælebogen. Eller din helt egen rejsedagbog, hvor du skriver dig ind i det, der rumsterer og giver det plads til at folde sig ud. Via ordene, som er din tryllestav. Du skulle bare vide!

Du kan læse om de forskellige skrivebøger på min hjemmeside her. Brug søgefeltet og find det, du leder efter. Og ja, der er også indlæg om den indre censor, frygt modstand og det, der tilsyneladende står i vejen. Alt det, som har støttet og hjulpet mig på min vej.

Mangler du noget, så skriv til mig, jeg deler hjertens gerne af min viden, vished og skriveglæde. Tro mig, fortællingens kraft er stor! Intet vil glæde mig mere end at hjælpe dig på skrivevej og puste til din skriveglæde, så den kan blusse og blomstre.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP

Du kan også komme med på intuitiv skriveworkshop – medbring blot din skrivelængsel!

Vil du gerne i gang med direkte hjælp og støtte fra mig og Kilden, som jeg altid inviterer? Så kom og fold fortællingerne ud på den intuitive skriveworkshop enten torsdag den 2. juni eller lørdag den 11. juni. Der er stadig ledige pladser på begge dage.

”Øv!  Jeg bobler af skrivelyst og længsel, men har desværre ikke mulighed for at deltage på nogle af ovenstående datoer. Jeg bor i udlandet, jeg er norsk, jeg kan ikke foretage den fysiske rejse til Ringsted, hvor Skrivehuset ligger … hvad gør jeg så?”

Du tilmelder dig da SOMMERCIRKLEN. Et skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel, hvor du skriver hjemme fra dig selv og samtidig bliver en del af en online skrivegruppe i den tid, Sommercirklen varer. 4 måneder, fra maj til august. Invitationen finder du i linket. Jeg tager imod tilmeldinger indtil 20. maj 2016 (så længe der er ledige pladser). Hjertelig velkommen til en skrivecirkel i skriv-fra-sjælen regi og til sommerens særlige energi. Lad din skriveglæde blomstre.

Jeg ønsker dig en fortryllende St. Bededags weekend.

“Løb, min ven, fra alt og alle, der ikke
styrker dine spirende vinger”
– Hafiz –

Kærlig hilsen
Lene


Hvad skal jeg vælge?

Du har akut skrivelængsel og vil i gang med at skrive. Skrivehuset og min tilgang til det at skrive vækker genklang og taler til din sjæl. Men hvilket forløb skal du vælge?

Skrivecirkel? Intuitiv skriveworkshop? Skriv Din Sjæl? Eller måske et skræddersyet personligt forløb? Bogcoaching?

For at gøre det lidt lettere for dig, har jeg lavet en lille oversigt og beskrivelse af de forskellige skrivetilbud, der findes i Skrivehuset lige nu. Du finder den i linket her “Hvad skal jeg vælge?”

cropped-2011-november-003_b.jpg

Uvedkommende ingen adgang

cropped-2011-november-003_b.jpg

Den historie, jeg nu vil dele med dig, stammer fra min egen skriverejse. Som du måske husker, er det ofte sådan på skriverejsen, at fortællingerne hjælper os. De skaber nye døre, åbninger eller jernlåger, som den min historie her handler om. Jeg vil ikke sige så meget mere her, men blot lade historien stå for, hvad den er. En fortælling, som også handler om at turde og mod er vigtig, når vi begiver os på sjælerejse, skriverejse, og begynder at folde ud. Mod til at åbne den jernlåge, der kan synes så tung og mod til at se gennem fingrene med det tilsyneladende, som skiltet, der siger til os: Uvedkommende ingen adgang.

Kærlig hilsen
Lene

Laagen

’Kom ind i min historie’, siger hun og svæver gennem luften som et usynligt fnug. Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke se hende, selvom noget i mig har registreret hendes eksistens. Kan man se med andet end øjnene? ’Lyt nu’, fortsætter hun uanfægtet og lander på skrøbelige sekunder i min bevidsthed. ’Luk øjnene og lad være med at prøve at forstå. Din trang til forståelse er som en kniv, der skærer gennem sandheden. To dele. Den ene må vige, sandt eller falsk.  Men der findes en anden vej, ind, noget kalder, kan du ikke høre det?’ Jeg anstrenger mig, forsøger at skærpe mine sanser, øjnene glider i og det hjælper faktisk, det er slet ikke så mørkt. Lydene borer små huller af lys, de er som orme, uden arme og ben smyger de sig og baner en fin vej. Jeg kan høre et hjerte slå, det må være mit eget, så jeg forsøger at isolere den lyd. Jeg kan mærke suset fra hendes vinger, fornemme den intense måde, hvorpå hun holder sig i luften på, koncentreret, fokuseret og alligevel uanstrengt. Hvem er du, spørger noget i mig, men så husker jeg hendes ord. Lad være med at prøve at forstå. Hvordan skal jeg dog det, noget i mig protesterer, er det ikke sådan, jeg altid lærer? Jeg søger forståelse.

Hun smiler til mig gennem mørket. Øjnene er lukkede, men jeg kan se ormene og det lys, de fanger. Dybe vejrtrækninger, jeg finder roen, nogle lyde bliver svagere, mens andre vokser. Fugle, der er fugle nu, jeg fornemme deres skønsang og lyden af vingerne, der kærligt rammer nye luftlag. Og så pludselig ser jeg den. Lågen. En smuk gammel smedejernslåge, en slags åbning i en gulkalket mur. Træer og buske vokser på begge sider af lågen, noget vildt boltrer sig som kontrast til mine bange anelser. Jeg går nærmere, fodsporene knaser i gruset og små kviste knækker fornøjet. Den er smuk, lågen, gammel og rusten, men detaljerne står skarpe frem, fine cirkler, kruseduller og snoede stænger.

Lydene forstummer, jeg opdager pludselig at jeg er alene nu. Hun er forsvundet, fornemmelsen af hendes silkegjorte vingeslag er drevet videre. Men lågen er tydelig og det står endvidere klart, at den er lukket. En stor jernstang med et rustent greb holder fast på de to sider af lågen og samler det hele. En gave, jeg lader nysgerrigt mit blik glide videre og mødes af et frodigt buskads. En sti snor sig på den anden side og fører et hemmeligt sted hen. Hemmeligt, vel sagtens, fordi nogen har lukket lågen og gjort sig umage med at låse den. Uvedkommende ingen adgang, der er ingen ord, men billedet er tydeligt. Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvorfor jeg står her. Foran en gammel låge og et frodigt landskab fuld af kriblende løfter om eventyr. Hvad mon der er på den anden side? Og hvad vil der ske, hvis jeg lukker lågen op, fjerner jernstangen, bryder seglet og går ind?

Var det mon det, hun mente? Feen med vingerne, jeg kalder hende fe, men jeg aner jo egentlig ikke, hvem hun var. Jeg har ikke engang set hende, jeg har bare hørt hende. Kom ind i min historie, sådan sagde hun da og pludselig går det op for mig, at hun faktisk opfordrede mig til at gå ind. Jeg kan ikke se en historie, men jeg står foran en låge. Kan den være indgangen til hendes historie? Opfordringen var klar, men jeg tøver. Tankerne tager over og jeg er pludselig den uvedkommende, som ingen adgang har. Du er smuk, fine låge, jeg kærtegner de kolde jernstænger og lader mine fingre glide over krusedullerne. Deres kølighed forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt gysen. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg vil gerne trække mig og gå lidt væk, jeg er for tæt på, men mine fingre insisterer.

Pludselig knirker lågen faretruende. Det giver et sæt i mig og jeg trækker min arm til mig. Den føles mærkelig tung, som om nogen holder fast i den. Modstand, jeg anstrenger mig og falder næsten bagover.

Lågen åbner sig. Jernstangen fjernes af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset med et smæld. Jeg tror ikke mine egne øjne, men kommer så i tanke om, at de slet ikke er åbne. Men hvad er det så, jeg ikke tror?

Mon fortsættelse følger?

Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen